En ny destination
Forfatteren bor i Frankrig.
Mit liv har føltes som en lang endeløs flyvetur. Jeg har længtes efter fred og stabilitet, men jeg fandt den ikke, før jeg virkelig vendte mig til Herren.
Fotoillustration: Jurii Kovalenko/iStock/Thinkstock
Sommetider føles det, som om mit liv er én lang flyrejse. Min mor er fra Ecuador og min far fra Polen. Jeg blev født i Ecuador, men vi flyttede til Spanien, da jeg var 10 år gammel. Der boede vi kun i to år. Da jeg var 12, lettede flyet igen, denne gang gik turen til Polen. Jeg længtes efter stabilitet, venner og familie i nærheden og efter at være færdig med at tage afsked.
De første møder med ældsterne
Der var nogen, der bankede på vores dør. Jeg åbnede og så, at der stod to unge mænd udenfor. I min mangel på takt lukkede jeg døren i igen, før de kunne nå at sige noget.
»Åbn døren igen og sig undskyld,« lød min fars kommando inde fra huset. »Vi har ikke opdraget dig til at behandle folk sådan!«
Jeg følte mig lidt flov, da jeg åbnede døren igen. »Undskyld,« mumlede jeg.
»Jeg vil gerne vide mere om jer og jeres tro. Kom indenfor,« sagde min far indbydende. De unge mænd præsenterede sig som missionærer fra Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige. Jeg lyttede modvilligt til deres budskab – jeg var 13 og havde ikke noget valg.
Disse missionærer besøgte os i fire måneder og lærte os doktrinerne i Jesu Kristi genoprettede kirke. »Vi respekterer og beundrer jeres mod, men vi skifter aldrig religion,« sagde min far så endelig til dem, og så så vi aldrig de ældster mere.
Et ønske om at finde sandheden
Der gik to år, og der var nogle forhold, der havde ændret sig i familien, hvilket gjorde mig virkelig ked af det. Min far havde forladt Polen for at finde arbejde, så familien var adskilt. Jeg var desperat og søgte Gud. Mine bønner blev mere oprigtige, og jeg tryglede vor himmelske Fader om hjælp til at finde ham.
En dag sagde min mor: »En Garling har spurgt efter dig. Jeg sagde, at han kunne komme igen næste uge.« Hun vidste, at det var en missionær og var ikke interesseret i budskabet, så hun mente ikke, at det var nødvendigt at reagere hurtigt.
Da det blev fredag aften bankede det igen på døren. Denne gang hilste jeg missionærerne hjerteligt velkommen. »I er velkomne i mit hjem, men I skal vide, at jeg aldrig bliver mormon,« sagde jeg.
Ældsterne underviste mig alligevel – hver fredag eftermiddag i et halvt år. Tusind spørgsmål og et ton af min mors småkager senere havde jeg fået svar på mine dybeste spørgsmål. Det var som om, der faldt endnu en brik på plads, hver gang missionærerne besøgte os. I min fascination gjorde jeg endelig det, som ældsterne havde bedt mig om at gøre, nemlig at bede og spørge vor himmelske Fader, om de havde talt sandt, og om Mormons Bog var sand. De forsikrede mig om, at Gud besvarer bønner.
Bekræftelse og tøven
Da jeg bad og studerede skriften mere grundigt, faldt læresætningerne som dug på min sjæl. Jeg havde tøvet i månedsvis, for jeg følte, at jeg havde brug for et sikkert bevis og for at vide alt om evangeliet, inden jeg tilsluttede mig denne kirke. Endelig genlød Frelserens ord i Johannes 20:29 i mit indre: »Salige er de, som ikke har set og dog tror.« Jeg besluttede mig for at blive døbt.
Mine forældre krævede, at jeg ventede til jeg blev voksen, før jeg blev døbt, men ventetiden hjalp mig til udvikle mig i og lære mere om evangeliet. Da dagen for min dåb nærmere sig, begyndte min tillid til mit svar desværre at svinde. Jeg blev draget af verdslige ting og begyndte at frygte, at mit valg om at blive døbt ikke ville blive accepteret af mine kære.
Lidt efter lidt gjorde forkerte handlinger og valg mig døv over for Åndens hvisken. Mine skrifter havnede i det fjerneste hjørne af min dragkiste, og jeg holdt endda op med at bede.
Velsignelsen ved omvendelse
Mit liv gik ikke som det skulle, der var for mange tårer og skuffelser. Det var svært at forstå, hvorfor min familie skulle igennem så mange prøver. Lige inden mit sidste år på gymnasiet var mine forældre tvungne til at forlade Polen. Tanken om at skulle flytte igen fyldte mig med frygt. Langt om længe knælede jeg ned i bøn igen og mente det, da jeg sagde: »Himmelske Fader, din vilje ske, ikke min.«
Den bøn indledte min tilbagevenden til Kirken, og jeg vidste, det krævede omvendelse. For første gang i næsten et år tog jeg til nadvermøde den søndag. Den næste dag besluttede jeg mig igen for at blive døbt.
Herren hjalp mig igennem den svære proces med at komme tilbage til noget, som jeg engang havde vidst var sandt. Nu ved jeg, at de svære omstændigheder var nogle af de største velsignelser fra Gud. Han glemte mig aldrig. Han lyttede til mine bønner og ventede på, at jeg opfattede hans svar. Han hjalp mig igennem al den smerte, jeg havde følt, og han styrkede og beskyttede mig. I processen fik jeg større forståelse af Kristi guddommelige mission og sonoffer.
Jeg blev døbt i april 2011. Mit fly er lettet siden – jeg bor nu i Frankrig, hvilket har indebåret flere ændringer. Men nu takker jeg Herren for mit liv og de ting, han har ladet mig gennemgå. På grund af mit vidnesbyrd om Jesu Kristi forsoning forstår jeg nu, at jeg ikke er alene, uanset hvor livets rejse fører mig hen. Jeg ved ikke, hvornår mit fly letter igen. Jeg ved kun, at min nye destination er den lige og snævre sti, der fører til evigt liv med vor himmelske Fader og hans Søn, Jesus Kristus.