Vent i tro
Forfatteren bor i Ceará i Brasilien.
Jeg ventede i årevis, men opgav aldrig håbet om, at mine forældre ville tilslutte sig Kirken.
Illustration: Joel Castillo
Jeg blev præsenteret for Kirken af min tante og onkel, som bor i nærheden af mit hjem. Jeg var kun syv år gammel dengang, og jeg elskede at gå i kirke og være sammen med de andre børn. Mine forældre var ikke medlemmer, men de havde ikke noget imod, at jeg hver søndag gik i kirke med min tante og onkel. Mine forældre sagde, at det var meget bedre for mig at være involveret i en kirke, som underviste om Jesus Kristus, end at være ude på gaderne og komme i problemer.
Missionærerne kom ofte til vores hjem for at undervise os. Mine forældre elskede lektionerne, men de havde ikke lyst til at modtage evangeliet. De sagde, at de ikke var parate, fordi det var en alvorlig forpligtelse at gå i dåbens vande. Missionærerne blev ved med at komme til vores hjem, men de blev altid skuffede over de svar, mine forældre kom med. Jeg vidste imidlertid, at de en dag ville blive døbt.
Da jeg blev otte, var jeg klar til at indgå dåbspagten. Min mor spurgte mig, om jeg virkelig ønskede det. Hun fortalte mig, at når jeg først var døbt, kunne jeg ikke ombestemme mig, og at den dåb ville ændre hele mit liv. Jeg sagde, jeg havde drømt om at blive døbt, lige siden jeg begyndte at gå i Primary.
Efter jeg var blevet døbt og bekræftet, fortsatte jeg med at gå i kirke, men mine forældre kom sjældent til vore primaryaktiviteter. Det gjorde ondt at se alle de andre børn med deres forældre. Men jeg håbede, at de en dag ville blive døbt, og vi kunne blive beseglet i templet, og min største drøm kunne blive virkelighed.
Da jeg var teenager, fortsatte missionærerne med at undervise mine forældre, men de ønskede stadig ikke at blive døbt. De ville dog nu og da komme i kirke, hvilket gav mig et lille håb. Jeg drømte stadig om, at mine forældre ville tilslutte sig Kirken, men jeg begyndte at tro, at det aldrig ville ske i dette liv.
Men en smuk søndag morgen, da jeg var 17 år, kom min mor igen med mig i kirke. På vej hjem fortalte hun mig noget, som jeg stadig kan høre i mine tanker og i mit hjerte. Hun sagde, at hun havde besluttet sig for at blive døbt. Jeg var chokeret! Jeg havde ventet så længe og tænkte på, om det var rigtigt. I maj 2010 gik min mor ned i dåbens vande. Det var en meget lykkelig dag.
Efter dåben så jeg på min far og sagde: »Nu er du den eneste, der mangler.« Han svarede, at det ikke ville ske snart, for han havde ikke noget ønske om at blive døbt. Igen blev jeg ked af det – en del af min drøm var blevet opfyldt, men resten syntes så langt væk. Selv om det var svært, var jeg sikker på, at alt ville ændre sig. Til min store glæde blev mine bønner atter hørt to måneder senere, da min far gik i dåbens vande. Det var den største glæde i mit liv. Jeg følte det, som himlene sang.
Efter mine forældre havde tilsluttet sig Kirken, gik det op for mig, at en anden del af min drøm var gået i opfyldelse, men at vi stadig skulle besegles for evigheden i Herrens hus. Mine forældre fortalte mig, at de ikke følte sig klar, at de ikke havde penge nok til den lange rejse til templet i Recife i Brasilien, og at de ikke havde nogen til at se efter vores hjem, mens vi var væk. Jeg var lidt trist, men blev ved med at bede om den velsignelse, for jeg vidste, at Herren ville besvare mine bønner.
Med tiden begyndte min mor at føle et stærkt ønske om at tage til templet, selv om min far blev ved med at udskyde det. Efter mange samtaler med biskoppen besluttede de begge at tage afsted. Jeg var så glad, at jeg knap kunne bære det!
I september 2011 rejste min mor, min far og jeg til templet for første gang i vores liv. Jeg blev beseglet til mine forældre den næste dag, og jeg kan virkelig sige, at efter 11 års ventetid var det den bedste dag i mit liv.
Jeg er min himmelske Fader dybt taknemlig for alt, hvad han har givet mig, især for at besvare mine bønner og opfylde min største drøm: Drømmen om at se hele min familie i Herrens hus.
Illustration: Joel Castillo