Frygt ikke, tro kun

November 2015

Frygt ikke, tro kun

Præsident Dieter F. Uchtdorf

Andenrådgiver i Det Første Præsidentskab

Når vi vælger at tro, udøve vores tro indtil omvendelse og følge vor Frelser Jesus Kristus, åbner vi vore åndelige øjne for undere, som vi knap kan forestille os.

Babylon og Daniel

For 2600 år siden var Babylon verdens største supermagt. En fordums historiker beskrev Babylons mure, der omgav byen, som mere end 90 meter høje og 25 meter tykke. »De er storslåede,« skrev han, »der er ingen anden by, der kommer den nær.«¹

Babylon var på den tid verdens centrum for læring, jura og filosofi. Dens militære magt var uden sidestykke. Den knuste Egyptens magt. Den invaderede, ødelagde og plyndrede den assyriske hovedstad Nineve. Den erobrede med lethed Jerusalem og førte de bedste og klogeste af israelitterne tilbage til Babylon for at tjene kong Nebukadnesar.

En af disse fanger var en ung mand, der hed Daniel. Mange lærde mener, at Daniel på det tidspunkt var mellem 12 og 17 år gammel. Tænk på det, mine elskede unge bærere af Det Aronske Præstedømme: Daniel var højst sandsynligt på jeres alder, da han blev bragt til kongens hof for at blive uddannet i sprog, jura, religion og videnskab af det verdslige Babylon.

Kan I forestille jer, hvordan det må have føltes at blive tvunget fra sit hjem, marchere 800 km til en fremmed by og så blive indoktrineret i sin fjendes religion?

Daniel var blevet opdraget til at følge Jahve. Han troede på og tilbad Abraham, Isak og Jakobs Gud. Han havde studeret profeternes ord, og han kendte til Guds handlemåde med mennesket.

Men nu var han i en ung alder fange og studerende i Babylon. Der må have været et umådeligt pres på ham for at få ham til at opgive sine gamle overbevisninger og tage Babylons til sig. Men han forblev tro mod sin tro – i ord og i gerning.

Mange af jer ved, hvordan det føles at forsvare en upopulær sandhed. På internettet i vore dage bliver vi ofte nedgjort og grillet af dem, der er uenige med os. Men Daniel risikerede ikke kun offentlig hån. I Babylon forstod de, der udfordrede de religiøse myndigheder, bogstaveligt talt – hvad det betød at blive »grillet«. Spørg bare Daniels venner Shadrak, Meshak og Abed-Nego.²

Jeg ved ikke, om det var nemt for Daniel at være troende i sådanne omgivelser. Nogle folk er velsignet med et troende hjerte – for dem synes troen at komme som en gave fra himlen. Men jeg forestiller mig, at Daniel var lige som mange af os, der skal arbejde for vores vidnesbyrd. Jeg er sikker på, at Daniel brugte mange timer på knæ, hvor han bad og lagde sine spørgsmål og bekymringer på troens alter og ventede på forståelse og visdom fra Herren.

Og Herren velsignede Daniel. Selvom hans tro blev udfordret og latterliggjort, forblev han tro mod det, som han selv havde erfaret var rigtigt.

Daniel troede. Daniel tvivlede ikke.

Og så en nat havde kong Nebukadnesar en drøm, der bekymrede ham. Han samlede sit hold af lærde og rådgivere og befalede, at de beskrev drømmen for ham og også udlagde betydningen af den.

Det kunne de selvfølgelig ikke. »Det er der ingen, der kan gøre,« undskyldte de sig med. Men det gjorde bare kong Nebukadnesar endnu mere rasende, og han befalede, at alle vismændene, mirakelmagerne, besværgerne og rådgiverne skulle skæres i stykker – deriblandt Daniel og de andre unge studerende fra Israel.

I, der kender Daniels Bog, ved, hvad der derefter skete. Daniel bad Nebukadnesar om en lille frist, og han og hans trofaste fæller gik til kilden for deres tro og moralske styrke. De bad til Gud og bad om guddommelig hjælp på dette kritiske tidspunkt i deres liv. Og »da blev hemmeligheden åbenbaret for Daniel i et nattesyn«.³

Daniel, den unge dreng, der kom fra et erobret land – som var blevet tyranniseret og forfulgt for sin tro på sin underlige religion – trådte frem for kongen og fortalte ham om drømmen og udlagde den.

Fra da af blev Daniel, som et direkte resultat af sin trofasthed mod Gud, en af kongens betroede rådgivere, berømt i hele Babylon for sin visdom.

Drengen, der troede og efterlevede sin tro, var blevet en Guds mand. En profet. En retfærdighedens prins.⁴

Er vi ligesom Daniel?

Jeg spørger alle os, der bærer Guds hellige præstedømme: Er vi ligesom Daniel?

Er vi loyale over for Gud?

Efterlever vi det, vi forkynder, eller er vi blot søndagskristne?

Afspejler vore daglige gerninger klart det, vi hævder at tro på?

Hjælper vi »de fattige og de trængende, de syge og de plagede«?⁵

Taler vi blot om tingene, eller efterlever vi dem entusiastisk?

Brødre, vi har fået meget. Vi er blevet undervist i Jesu Kristi gengivne evangeliums guddommelige sandheder. Vi er blevet betroet præstedømmemyndighed til at hjælpe vore medmennesker og opbygge Guds rige på jorden. Vi lever i en tid med en stor udgydelse af åndelig kraft. Vi har fylden af sandheden. Vi har præstedømmenøgler til at besegle på jorden og i himlen. Hellige skrifter og lærdomme fra levende profeter og apostle er tilgængelige som aldrig før.

Mine kære venner, lad os ikke tage let på disse ting. Med disse velsignelser og privilegier følger stort ansvar og store forpligtelser. Lad os leve op til dem.

Den gamle by Babylon ligger i ruiner. Dens pragt er for længst forsvundet. Men Babylons verdslighed og ugudelighed findes stadig. Nu er det op til os at leve som troende i en verden fuld af vantro. Det er vores udfordring dagligt at praktisere principperne i Jesu Kristi gengivne evangelium og leve i overensstemmelse med Guds bud. Vi er nødt til at ikke at give efter for gruppepres, ikke lade os imponere af populære tendenser, ignorere de ugudeliges hån, modstå den ondes fristelser og overvinde vores egen dovenskab.

Tænk over det. Hvor meget nemmere ville det ikke have været for Daniel, hvis han blot havde gjort det samme som dem i Babylon? Han kunne have tilsidesat den restriktive standard for adfærd, som Gud havde givet israelitterne. Han kunne have mættet sig i den overdådige mad, som kongen sørgede for, og have hengivet sig til det naturlige menneskes verdslige glæder. Han ville have undgået latterliggørelse.

Han ville være blevet populær.

Han ville have passet ind.

Hans sti havde måske været meget mindre kompliceret.

Det var selvfølgelig lige indtil den dag, hvor kongen forlangte, at hans drøm blev tydet. Så ville Daniel have fundet ud af, at han ligesom resten af Babylons »vismænd« havde mistet sin forbindelse til den sande kilde til lys og visdom.

Daniel bestod sin prøve. Vores fortsætter stadig.

Modet til at tro

Satan, vores modstander, ønsker, at vi mislykkes. Han spreder løgne som en del af sine anstrengelser for at ødelægge vores tro. Han antyder snedigt, at tvivleren, skeptikeren og kynikeren er sofistikeret og intelligent, mens de, der tror på Gud og hans mirakler, er naive, blinde eller hjernevaskede. Satan vil tale for, at det er sejt at tvivle på åndelige gaver og profeternes lærdomme.

Jeg ville ønske, at jeg kunne hjælpe alle til at forstå dette enkle faktum: Vi tror på Gud på grund af det, vi ved i vores hjerte og sind, ikke på grund af det, som vi ikke ved. Vore åndelige oplevelser er nogle gange for hellige til at forklare i verdslige vendinger, men det betyder ikke, at de ikke er virkelige.

Vor himmelske Fader har forberedt et åndeligt festmåltid til sine børn, og tilbyder enhver slags udsøgt mad, som vi kan tænke os – og i stedet for at nyde disse åndelige gaver, lader kynikerne sig stadig nøje med at se til fra siden, mens de nipper til deres kopper fyldt med skepsis, tvivl og respektløshed.

Hvorfor ønsker nogen at gå gennem livet tilfredse med det lys, der stammer fra deres egen forståelse, når de ved at række ud til vor himmelske Fader kan opleve den åndelige kundskabs skinnende sol, der vil udvide deres sind med visdom og fylde deres sjæl med glæde?

Når I og jeg taler med folk om tro og overbevisning, hører vi så ofte ikke: »Jeg ville ønske, at jeg kunne tro ligesom dig«?

Denne udtalelse rummer et andet af Satans bedrag: At tro blot er tilgængelig for visse personer, og ikke for andre. Der er ikke noget magisk ved tro. Men at ønske at tro er det nødvendige første skridt! Gud gør ikke forskel på nogen.⁶ Han er jeres Fader. Han ønsker at tale med jer. Men det kræver lidt videnskabelig nysgerrighed – det kræver et forsøg med Guds ord – og udøvelsen af »den mindste smule tro«.⁷ Det kræver også lidt ydmyghed. Det kræver et åbent hjerte og et åbent sind. Det kræver at søge i ordets egentlige betydning. Og måske sværest af alt kræver det at være tålmodig og vente på Herren.

Hvis vi ikke gør nogen indsats for at tro, er vi ligesom manden, der trækker stikket ud på et spotlys og dernæst bebrejder spotlyset, at det ikke giver noget lys.

For nylig blev jeg overrasket og bedrøvet over at høre om en bærer af Det Aronske Præstedømme, der var stolt over, at han havde lagt afstand til Gud. Han sagde: »Hvis Gud åbenbarer sig for mig, så vil jeg tro. Indtil da vil jeg finde sandheden ved at stole på, at min egen forståelse og mit eget intellekt vil oplyse vejen foran mig.«

Jeg kender ikke denne unge mands hjerte, men jeg kunne ikke lade være med at have meget ondt af ham. Hvor let afviste han ikke de gaver, som Herren tilbød ham. Den unge mand havde trukket stikket ud til spotlyset, og virkede selvtilfreds med sin skarpe observation af, at der ikke var noget lys.

Desværre synes dette at være en ret populær holdning i vore dage. Hvis vi kan lægge bevisbyrden på Gud, så tror vi, at det fritager os fra at tage Guds bud seriøst og fra at tage ansvar for vores forhold til vor himmelske Fader.

Brødre, lad mig udtrykke det klart: Der er ikke noget ædelt eller imponerende ved at være kynisk. Skepsis er nemt – det kan alle have. Det er det trofaste liv, der kræver moralsk styrke, hengivenhed og mod. De, der holder fast på troen, er langt mere imponerende end de, der giver efter for deres tvivl, når der opstår mystiske spørgsmål eller bekymringer.

Men det bør ikke overraske os, at tro ikke værdsættes i samfundet. Verden har en lang historie med at afvise det, som den ikke kan forstå. Og den har især problemer med at forstå det, den ikke kan se. Men bare fordi vi ikke kan se noget med vore fysiske øjne, betyder det ikke, at det ikke eksisterer. Der er i sandhed »mer i himlen og på jorden end [man] drømmer om« i vore lærebøger, videnskabelige udgivelser og verdslige filosofier.⁸ Universet er fyldt med store og forunderlige ting – ting, der kun kan forstås åndeligt.

Troens løfte

Når vi vælger at tro, udøve vores tro indtil omvendelse og følge vor Frelser Jesus Kristus, åbner vi vore åndelige øjne for undere, som vi knap kan forestille os. Derfor vil vores tro blive stærkere, og vi vil se endnu mere.⁹

Brødre, jeg vidner om, at selv i de sværeste tider vil Frelseren sige til os, som han sagde til en bekymret far på en overfyldt gade i Galilæa: »Frygt ikke, tro kun!«¹⁰

Vi kan vælge at tro.

For når vi tror, opdager vi lyset.

Vi vil opdage sandheden.¹¹

Vi vil finde fred.¹²

På grund af vores tro vil vi aldrig sulte og aldrig tørste.¹³ Guds nådes gave vil gøre os i stand til at være tro mod vores overbevisning og vil fylde vores sjæl som »en kilde, som vælder med vand til evigt liv«.¹⁴ Vi vil opleve sand og evigtvarende glæde.¹⁵

Derfor mine kære venner, mine elskede brødre i Guds præstedømme:

Hav mod til at tro.

Frygt ikke, tro kun!

Stå sammen med Daniel.

Jeg beder om, at enhver af os – ung som gammel – vil finde fornyet styrke, mod og ønske om at tro. I vor Mester Jesu Kristi navn. Amen.