Her for at tjene en retfærdig sag
Må vi vælge at tjene en retfærdig sag som vor Herre Jesu Kristi modige udsendinge.
Jeg er taknemlig for, at vi kan samles med trofaste kvinder så som Lisa, søsteren i videoen, som er rene af hjertet, som elsker Herren og tjener ham, selv midt i deres egne prøvelser. Lisas historie minder mig om, at vi skal elske hinanden og se sjælens skønhed hos hinanden. Frelseren har sagt: »Husk, at sjæles værdi er stor i Guds øjne«.1 Hvad enten vi er 8 eller 108, er vi hver især »dyrebar i [hans] øjne«.2 Han elsker os. Vi er Guds døtre. Vi er Zions søstre. Vi har en guddommelig natur, og vi har alle et storslået arbejde at udføre.
I løbet af sommeren mødtes jeg med en vidunderlig ung mor, der har nogle døtre. Hun fortalte mig om sine følelser omkring, at vore unge piger har brug for en sag, noget, der hjælper dem til at føle sig værdifulde. Hun vidste, at vi kan opdage vores personlige og evige værdi ved at handle i overensstemmelse med vores guddommelige formål her i livet på jorden. I aften har dette smukke og fantastiske kor sunget noget, der handler om vores formål. Gennem prøvelser og modgang, ja selv gennem frygt og midt i desperation har vi et modigt hjerte. Vi har besluttet os for at gøre vores del. Vi er her for at tjene en retfærdig sag.3 Søstre, i denne sag er vi alle værdsatte. Der er brug for os alle.
Den retfærdige sag, vi tjener, er Kristi sag. Det er arbejdet med frelse.4 Herren sagde: »Dette er min gerning og herlighed: At tilvejebringe udødelighed og evigt liv for mennesket.«5 Vi er den sag, som Jesus Kristus led for, blødte fra hver en pore for og i fuldkommen kærlighed gav sit liv for. Hans sag er de gode nyheder, »de glædelige tidender … At han kom til verden, nemlig Jesus, for at blive korsfæstet for verden og for at bære verdens synder og for at helliggøre verden og at rense den for al uretfærdighed; for at alle … kunne blive frelst ved ham.«6 Vor Frelser »viste vej og gik den selv.«7 Jeg vidner om, at når vi følger hans eksempel, elsker Gud og tjener hinanden med venlighed og barmhjertighed, kan vi stå rene, »ulastelige over for Gud på den yderste dag.«8 Vi vælger at tjene Herren i hans retfærdige sag, så vi kan blive et med Faderen og Sønnen.9
Profeten Mormon erklærede frimodigt: »For vi har et arbejde at udføre, mens vi er i denne bolig af ler, så vi kan besejre fjenden af al retfærdighed og hvile vor sjæl i Guds rige.«10 De første kirkeledere og fortidens pionerer gik frem med et heroisk mod og en beslutsom trofasthed for at etablere det gengivne evangelium og bygge templer, hvor ophøjelsens ordinancer kunne udføres. Nutidens pionerer, hvilket betyder jer og mig, går også frem i tro »for at arbejde i [Herrens] vingård for menneskesjælenes frelse.«11 Og som præsident Gordon B. Hinckley har sagt: »Fremtiden bliver storslået, når den Almægtige ruller sit glorværdige værk ud … gennem den uselviske [tjeneste] hos dem, hvis hjerte er fyldt med kærlighed til verdens Forløser.«12 Vi tilslutter os fortidens, nutidens og den opvoksende generations trofaste søstre, går sammen i arbejdet med frelse!
Før vi blev født, accepterede vi vor himmelske Faders plan »for, hvordan [vi] kunne få et fysisk legeme og opnå jordiske erfaringer for at udvikle [os] frem mod fuldkommenhed og til sidst realisere [vores] guddommelige skæbne som arvinger til evigt liv«.13 Ældste John A. Widtsoe forklarede følgende om denne pagt i den førjordiske tilværelse: »Vi indvilligede dengang og dér i ikke alene at være frelsere for os selv, men … frelsere for hele den menneskelige slægt. Vi indgik et partnerskab med Herren. Udarbejdelsen af planen blev da ikke blot Faderens værk og Frelserens værk, men også vores værk. Den mindste af os, den mest ydmyge, er i partnerskab med den Almægtige om at opnå formålet med frelsens evige plan.«14
Her i livet på jorden har vi igen indgået pagt om at tjene Frelseren i arbejdet med frelse. Ved at deltage i hellige præstedømmeordinancer giver vi tilsagn om, at vi vil indtræde i Guds tjeneste med hele vores hjerte, kraft, sind og styrke.15 Vi modtager Helligånden og søger hans tilskyndelser til at vejlede os i vores indsats. Retskaffenhed spredes i verden, når vi forstår, hvad Gud ønsker, at vi gør, og så gør det.
Jeg kender et primarybarn, der sagde til en ven, mens de stod ved busstoppestedet: »Hej! Du burde komme med mig i kirke og lære om Jesus!«
Jeg så pigerne i en klasse i Unge Piger stå med hinanden under armene og forpligte sig til at tjene hinanden og derefter planlægge en passende måde at hjælpe en ung pige, der kæmpede med en afhængighed.
Jeg har set unge mødre give al deres tid, alle deres talenter og al deres energi for at undervise og være eksempler på evangeliets principper, så deres børn, lige som Helamans sønner, kan stå tappert og trofast gennem modgang, fristelser og prøvelser.
Men det, der gør mig mest ydmyg, var måske at høre en ung voksen søster med gløden fra et rent vidnesbyrd erklære, at det vigtigste, vi kan gøre, er at forberede os til ægteskabet og en familie. Selvom dette ikke er noget, hun har erfaring med, så ved hun, at familien er hjertet i arbejdet med frelse. »Den guddommelige plan for lykke gør det muligt for familiebånd at fortsætte på den anden side af graven.«16 Vi ærer Faderens plan og herliggør Gud, når vi styrker og ophøjer disse forhold med den nye og evigtvarende ægteskabspagt. Vi vælger at leve rent og dydigt, så, når muligheden kommer, er vi forberedte til at indgå den hellige pagt i Herrens hus og holde den for evigt.
Vi oplever alle tider og årstider i vores liv. Men hvad enten vi befinder os i skolen, på arbejdet, i lokalområdet eller især hjemme, er vi Herrens agenter, og vi går hans ærinde.
I arbejdet med frelse er der ikke plads til sammenligning, kritik eller fordømmelse. Det handler ikke om alder, erfaring eller offentlig anerkendelse. Dette hellige arbejde handler om at udvikle et sønderknust hjerte, en angerfuld ånd og en villighed til at anvende vore guddommelige gaver og unikke talenter til at udføre Herrens arbejde på hans måde. Det er at have ydmyghed til at falde på knæ og sige: »Min fader … ikke som jeg vil, men som du vil.«17
I Herrens styrke »kan [vi] gøre alt.«18 Vi søger konstant hans vejledning igennem bøn, i skrifterne og i Helligåndens hvisken. En søster, der stod over for en overvældende opgave, skrev: »Somme tider undrer jeg mig over, om søstrene i Kirkens spæde tid ikke lige som os lagde deres hoved på deres pude om aftenen og bad: ›Hvad end dagen i morgen bringer, vil du så ikke hjælpe mig igennem?‹« Så skrev hun: »En af velsignelserne er, at vi har hinanden, og at vi er sammen om det her!«19 Uanset vore omstændigheder, hvor end vi befinder os på stien mod frelse, er vi forenede i vores forpligtelse mod Frelseren. Vi opretholder hinanden i hans tjeneste.
I har måske for nylig læst om søster Ella Hoskins, der som hundredårig blev kaldet til at hjælpe de unge piger i sin menighed med Personlig Fremgang.20 Cirka to år senere som 102-årig fik søster Hoskins sit certifikat for Anerkendelse af kvindelighed. De unge piger, menighedens og stavens præsidentskaber for Unge Piger og Hjælpeforeningen og familiemedlemmer samledes for at fejre hendes bedrift. Grænserne for alder, organisation og ægteskabelig status forsvandt på grund af trofast tjeneste. De unge piger udtrykte deres taknemlighed for søster Hoskins, for hendes undervisning og for hendes retskafne eksempel. De ønsker at blive som hende. Bagefter spurgte jeg søster Hoskins: »Hvordan gjorde du det?«
Hun svarede straks: »Jeg omvender mig hver eneste dag.«
Af en venlig dame, der var så fuld af Herrens Ånd, at hun udstrålede rent lys, blev jeg mindet om, at for at skinne med hellighedens skønhed, for at stå sammen med Frelseren og for at velsigne andre skal vi være rene. Renhed er muligt gennem Kristi nåde, når vi fornægter os selv gudløshed og vælger at elske Gud med kraft, sind og styrke.21 Apostlen Paulus belærte: »Sky de ungdommelige tilbøjeligheder, og stræb efter retfærdighed, tro, kærlighed og fred sammen med dem, der påkalder Herren af et rent hjerte.22 Ingen af os er fuldkommen. Vi har alle begået fejl. Men vi omvender os, så vi kan blive bedre og »bevare [Kristi navn] skrevet i hjertet«.23 Når vi tjener i Herrens navn med rent hjerte, afspejler vi Frelserens kærlighed og giver andre et glimt af himlen.
Må vi vælge at tjene en retfærdig sag som modige repræsentanter for vor Herre Jesus Kristus. Lad os stå sammen og »med en sang i hjertet gå fremad, efterlev[e] evangeliet, elsk[e] Herren og opbyg[ge] riget.«24 Jeg vidner om, at i dette glorværdige værk kan vi komme til at kende Guds rene kærlighed. Vi kan få sand glæde og alle evighedens herligheder. I Jesu Kristi hellige navn. Amen.