Lad trompeten lyde

Ældste Gregory A. Schwitzer

De Halvfjerds

Verden har brug for Kristi disciple, der kan kommunikere evangeliets budskab med klarhed og fra hjertet.

Den forgangne sommer havde min hustru og jeg to af vore børnebørn hos os, mens deres forældre var på pionervandring i deres stav. Vores datter ville gerne være sikker på, at drengene øvede sig på klaveret, mens de blev passet. Hun vidste, at nogle få dage hos mormor og morfar gør det lidt nemmere at glemme at øve sig. En eftermiddag besluttede jeg mig for at sidde hos mit 13-årige barnebarn, Andrew, og høre ham spille.

Denne dreng er fuld af energi og elsker friluftslivet. Han kan nemt tilbringe al sin tid med at jage og fiske. Mens han øvede sig på klaveret, kunne jeg fornemme, at han hellere ville fiske i den nærliggende flod. Jeg lyttede, mens han hamrede hver eneste akkord på en kendt sang ned i klaveret. Hver eneste node, han spillede, havde den samme styrke og længde, hvilket gjorde det vanskeligt tydeligt at genkende melodien. Jeg sad ved siden af ham på bænken og forklarede vigtigheden af at lægge lidt mere tryk på noderne i melodien og lidt mindre på de noder, der akkompagnerer melodien. Vi talte om, at klaveret er mere end blot et mekanisk mirakel. Det kan være en forlængelse af hans egen stemme og følelser og blive et vidunderligt kommunikationsredskab. Lige som en person taler og bevæger sig glidende fra et ord til det næste, bør melodien på samme måde flyde, når man bevæger sig fra den ene node til den næste.

Vi grinede sammen, mens han prøvede om og om igen. Hans smilehuller blev større, da den velkendte melodi begyndte at dukke op i det, der tidligere var et uorganiseret sæt lyde. Budskabet blev tydeligt: »Jeg er Guds kære barn, og han har sendt mig her.«¹ Jeg spurgte Andrew, om han kunne mærke en forskel i budskabet. Han svarede: »Ja, morfar, jeg kan godt mærke det!«

Apostlen Paulus lærte os, hvordan man kan sammenligne kommunikation med musikinstrumenter, da han skrev til korintherne:

»Sådan er det også med livløse ting, der frembringer lyd, en fløjte eller en harpe: Hvis der ikke er forskel på tonerne, hvordan kan man så opfatte det, der fløjtes eller spilles?

Og hvis trompeten giver en uklar lyd, hvem vil så ruste sig til kamp?«²

Hvis der nogensinde har været et tidspunkt, hvor verden har brug for Kristi disciple, der kan kommunikere evangeliets budskab med klarhed og fra hjertet, er det nu. Vi har brug for trompetens klare kalden.

Kristus var afgjort vores bedste eksempel. Han viste altid mod til at forsvare det, der var rigtigt. Hans ord, som har genlydt gennem århundreder, opfordrer os til at huske at elske Gud og vore medmennesker, at holde Guds befalinger og leve som et lys for verden. Han var ikke bange for at tale sin tids jordiske magthavere eller herskere imod, selv når disse øvede modstand mod den mission, han havde fået af sin himmelske Fader. Hans ord blev ikke udformet for at forvirre, men for at påvirke menneskers hjerte. Han kendte tydeligvis sin Faders vilje i alt det, han sagde og gjorde.

Jeg elsker også Peters eksempel, som konfronterede verdens mænd med mod og klarhed på pinsedagen. Den dag var der mennesker forsamlet fra mange lande, som kritiserede de hellige, fordi de hørte dem tale i tungemål og troede, de var fulde. Peter, der mærkede Ånden fylde sin sjæl, rejste sig og forsvarede kirken og medlemmerne. Han bar vidnesbyrd med disse ord: »Jøder og alle I, som bor i Jerusalem! Dette skal stå klart for jer, læg mærke til mine ord.«³

Han citerede derpå skrifterne, som indeholdt Kristi profetier, og bar dette ligefremme vidnesbyrd: »Så skal da hele Israels hus vide for vist, at den Jesus, som I har korsfæstet, har Gud gjort både til Herre og til Kristus.«⁴

Mange hørte hans ord og følte Ånden, og 3.000 sjæle meldte sig i den tidlige kirkes rækker. Det er et stærkt bevis på, at én mand eller kvinde, der er villig til at vidne, når verden ser ud til at gå i den modsatte retning, kan gøre en forskel.

Når vi som medlemmer træffer beslutningen om at forsvare og med kraft vidne om Guds lære og hans kirke, ændrer det noget inden i os. Vi påtager os hans udstråling. Vi kommer tættere på hans Ånd. Han vil til gengæld gå foran os og »være ved [vores] højre hånd og ved [vores] venstre, og [hans] Ånd skal være i [vores] hjerte og [hans] engle rundt omkring [os] til at styrke [os]«.⁵

Kristi sande disciple leder ikke efter undskyldninger for læren, når den ikke passer ind i verdens for tiden gældende begreber. Paulus var en anden tapper discipel, der frimodigt erklærede, at han »[ikke] skammer [sig] … ved evangeliet; det er Guds kraft til frelse for enhver, som tror«.⁶ Sande disciple repræsenterer Herren, også når det ikke er bekvemt at gøre det. Sande disciple ønsker at inspirere menneskers hjerte, ikke bare at dupere dem.

Ofte er det ikke bekvemt eller behageligt at forsvare Kristus. Jeg er forvisset om, at det var tilfældet med Paulus, da han blev fremstillet for kong Agrippa og blev bedt om at forsvare sig og fortælle sin historie. Paulus erklærede uden tøven sin tro med en sådan kraft, at den skræmte konge indrømmede, at Paulus var »lige ved« at overtale ham til at blive kristen.

Paulus’ svar viste hans ønske om, at folk fuldt ud forstod, hvad han havde at sige. Han fortalte kong Agrippa, at det var hans ønske, at alle, der hørte ham, ikke skulle være »lige ved« at være kristne, men at alle skulle få det som ham og blive Kristi disciple.⁷ De, der taler med klarhed, kan få dette til at ske.

I løbet af de mange år, hvor jeg har studeret beretningen om Lehis drøm i Mormons Bog,⁸ har jeg altid tænkt på den store og rummelige bygning som et sted, hvor kun de oprørske opholder sig. Bygningen var fyldt med mennesker, der spottede og pegede fingre ad de trofaste, der havde holdt fast i jernstangen, som repræsenterer Guds ord, og var nået frem til livets træ, som repræsenterer Guds kærlighed. Nogle kunne ikke udholde presset fra de mennesker, der spottede dem, og faldt fra. Andre besluttede at slutte sig til spotterne i bygningen. Havde de ikke modet til at tale frimodigt imod verdens kritik eller budskab?

Når jeg ser, hvordan den nuværende verden bevæger sig væk fra Gud, tror jeg, at denne bygning vokser i omfang. Mange vandrer i dag på gangene i den store og rummelige bygning uden at være klar over, at de rent faktisk bliver en del af dens kultur. De ligger ofte under for fristelserne og budskaberne. Til sidst ser vi dem spotte eller stemme i med dem, der kritiserer eller spotter.

I årevis mente jeg, at den spottende skare gjorde grin med, hvordan de trofaste levede, men røsterne fra bygningen i dag har ændret tone og metode. De, der spotter, prøver ofte at drukne evangeliets enkle budskab ved at angribe nogle aspekter af Kirkens historie eller komme med skarp kritik af en profet eller en anden leder. De angriber også selve kernen i Guds lære og love, som har eksisteret siden jordens skabelse. Vi må som Jesu Kristi disciple og medlemmer af hans kirke aldrig give slip på jernstangen. Vi må lade trompeten lyde fra vores egen sjæl.

Det enkle budskab er, at Gud er vor kærlige himmelske Fader, og Jesus Kristus er hans Søn. Evangeliet er gengivet i disse sidste dage gennem levende profeter, og beviset er Mormons Bog. Lykkens vej findes med familieenheden som grundvold, sådan som vor himmelske Fader fra begyndelsen har organiseret og åbenbaret den. Det er den velkendte melodi i det budskab, som mange kan genkende, fordi de hørte den i den førjordiske tilværelse.

Det er tid for os som sidste dages hellige at rejse os og bære vidnesbyrd. Det er tid til, at evangeliets noder i melodien hæver sig over verdens støj. Jeg tilføjer mit vidnesbyrd til budskabet om verdens Frelser og Forløser. Han lever! Hans evangelium er blevet gengivet, og velsignelserne ved lykke og fred kan sikres i dette liv ved at efterleve hans befalinger og vandre ad hans vej. Det er mit vidnesbyrd. I Jesu Kristi navn. Amen.