Helligånden som jeres ledsager
Præsident Henry B. Eyring
Førsterådgiver i Det Første Præsidentskab
Vi kan, hvis vi lever værdigt, have Åndens velsignelser med os, ikke blot nu og da, men altid.
Mine kære brødre og søstre, jeg er taknemlig for at være sammen med jer denne sabbatsdag til generalkonference i Herrens kirke. Jeg har, ligesom I, følt Ånden, Helligånden, bære vidnesbyrd om sandheden af de ord, som vi har hørt og sunget.
Min hensigt i dag er at øge jeres ønske og beslutsomhed om at gøre krav på den gave, der blev lovet os efter vores dåb. Når vi bliver bekræftet, hører vi disse ord: »Modtag Helligånden.«1 Fra det øjeblik ændres vores liv for evigt.
Vi kan, hvis vi lever værdigt, have Åndens velsignelser med os, ikke blot nu og da, som ved sådanne bemærkelsesværdige oplevelser, som vi har haft i dag, men altid. I ved fra ordene i nadverbønnen, hvordan dette løfte bliver opfyldt: »O Gud, du evige Fader, vi beder dig i din Søns, Jesu Kristi, navn velsigne og hellige dette brød for alle de sjæle, som nyder deraf, så de må spise til erindring om din Søns legeme og vidne for dig, o Gud, du evige Fader, at de er villige til at påtage sig din Søns navn og altid erindre ham og holde hans befalinger, som han har givet dem.«
Og så kommer det storslåede løfte: »Så de altid må have hans Ånd hos sig« (L&P 20:77; fremhævelse tilføjet).
Altid at have Ånden hos os vil sige at have Helligåndens vejledning i vores daglige liv. For eksempel kan vi blive advaret af Ånden om at modstå fristelsen til at øve ondt.
Alene af den grund er det nemt at se, hvorfor Herrens tjenere har prøvet at styrke vores ønske om at tilbede Gud til vore nadvermøder. Hvis vi tager nadveren i tro, vil Helligånden blive i stand til at beskytte os og dem, vi elsker, mod de fristelser, der kommer med større intensitet og hyppighed.
Helligåndens følgeskab gør det gode mere attraktivt og fristelserne mindre spændende. Det alene bør være nok til at få os til at beslutte os til at blive værdige til altid at have Ånden hos os.
Ligesom Helligånden styrker os mod ondt, giver han os også kraften til at skelne mellem sandt og forkert. Den sandhed, der betyder mest, bekræftes kun ved åbenbaring fra Gud. Vores menneskelige fornuft og brugen af vore fysiske sanser er ikke nok. Vi lever i en tid, hvor selv den klogeste vil have svært ved at skelne sandhed fra drevent bedrag.
Herren sagde til sin apostel Thomas, der ønskede et fysisk bevis på Frelserens opstandelse ved at røre hans sår, at åbenbaring er et mere sikkert bevis: »Jesus sagde til ham: ›Du tror, fordi du har set mig. Salige er de, som ikke har set og dog tror‹« (Joh 20:29).
Sandheden, der viser vejen hjem mod Gud, bliver bekræftet af Helligånden. Vi kan ikke besøge lunden og se Faderen og Sønnen tale til den unge Joseph Smith. Intet fysisk bevis eller noget logisk argument kan bekræfte, at profeten Elias som lovet kom og overdrog de præstedømmenøgler, der nu besiddes og udøves af en levende profet, Thomas S. Monson.
Bekræftelse af sandheden kommer til de af Guds sønner eller døtre, der har gjort fordring på retten til at modtage Helligånden. Da vi kan blive udsat for usandheder og løgne til alle tider, har vi brug for en konstant indflydelse fra sandhedens Ånd, for at spare os for tider med tvivl.
Mens George Q. Cannon var medlem af De Tolv Apostles Kvorum, opfordrede han os indtrængende til konstant at stræbe efter at have Ånden hos os. Han lovede, og jeg lover det også, at hvis vi forfølger det mål, »vil vi aldrig mangle kundskab« om sandheden, »aldrig tvivle eller være i mørke«, og vores »tro vil være stærk, [vores] glæde … fuldstændig«.2
Vi har brug for den konstante hjælp ved Helligåndens følgeskab af endnu en grund. En af vore kæres død kan komme uventet. Det er vidnesbyrdet fra Helligånden om en kærlig himmelsk Fader og en opstanden Frelser, der virkelig giver os håb og trøst, når vi mister en af vore kære. Det vidnesbyrd må være frisk, når døden kommer.
Så der er mange grunde til, at vi har brug for Helligånden som en konstant ledsager. Vi ønsker den, alligevel ved vi af erfaring, at det ikke er nemt at fastholde den. Vi tænker, siger og gør alle ting i vores daglige liv, der kan støde Ånden. Herren lærte os, at Helligånden vil være vores konstante ledsager, når vores hjerte er fyldt af næstekærlighed, og når dyd uophørligt pryder vore tanker (se L&P 121:45).
Til dem, der kæmper med den høje standard, der er nødvendig for at være værdig til at have Helligåndens følgeskab, kommer jeg med denne opmuntring. Der har været tider, hvor I har følt Helligåndens indflydelse. Det er måske sket for jer i dag.
I kan behandle disse øjeblikke med inspiration ligesom troens frø, som Alma beskrev (se Alma 32:28). Plant dem hvert og et. I kan gøre det ved at følge den tilskyndelse, I fik. Den mest værdifulde inspiration vil for jer være at vide, hvad Gud ønsker, I skal gøre. Hvis det er at betale tiende eller at besøge en sørgende ven, så bør I gøre det. Hvad end det er, så gør det. Når I viser jeres villighed til at adlyde, vil Ånden sende jer flere tilskyndelser om, hvad Gud ønsker, at I gør for ham.
Når I adlyder, vil tilskyndelserne fra Ånden komme oftere og komme tættere og tættere på noget, der er konstant følgeskab. Jeres kraft til at vælge det rette vil øges.
I kan vide, hvornår disse tilskyndelser til at handle for ham kommer fra Ånden snarere end fra jeres egne ønsker. Når tilskyndelserne er i overensstemmelse med det, som Frelseren og hans levende profeter og apostle har sagt, kan I tillidsfuldt vælge at adlyde. Så vil Herren sende sin Ånd til at være hos jer.
Hvis I for eksempel modtager en åndelig tilskyndelse til at ære sabbatsdagen, især når det er svært, vil Gud sende sin Ånd for at hjælpe.
Den hjælp modtog min far for mange år siden, da han var i Australien i forbindelse med sit arbejde. Han var alene om søndagen og ville gerne tage nadveren. Han kunne ikke finde nogle oplysninger om nogle møder for sidste dages hellige. Så han begyndte at gå. Ved hvert vejkryds bad han om at vide hvilken vej, han skulle gå. Efter at have gået og drejet ned ad gader i en time, stoppede han op og bad igen. Han følte sig tilskyndet til at dreje ned af en bestemt gade. Snart begyndte han at høre sang, der kom fra stueetagen i et lejlighedskompleks i nærheden. Han så ind ad vinduet og så nogle personer, der sad i nærheden af et bord, som var dækket af en hvid dug, og hvor der stod nogle nadverbakker.
Det lyder måske ikke som noget særligt for jer, men det var helt vidunderligt for ham. Han vidste, at nadverbønnens løfte var blevet opfyldt: »Altid erindre ham og holde hans befalinger, som han har givet dem, så de altid må have hans Ånd hos sig« (L&P 20:77).
Det var kun et eksempel på en situation, hvor han bad, og derpå gjorde det, som Ånden fortalte ham, at Gud ønskede, han skulle gøre. Han fortsatte med det i alle årene, ligesom I og jeg vil. Han talte aldrig om sin åndelighed. Han blev bare ved med at gøre små ting for Herren, som han blev tilskyndet til.
Når en gruppe af sidste dages hellige bad ham om at tale til dem, så gjorde han det. Det var lige meget, om det var 10 eller 50 mennesker, eller hvor træt han var. Han bar sit vidnesbyrd om Faderen, Sønnen, Helligånden og om profeterne, hver gang Ånden tilskyndede ham til det.
Hans højeste kaldelse i Kirken var i højrådet i Bonneville Stav, hvor han lugede ukrudt på stavens gård og underviste en søndagsskoleklasse. I løbet af årene var Helligånden der som hans ledsager, når han havde brug for det.
Jeg stod ved siden af min far på hospitalsstuen. Min mor, hans hustru gennem 41 år, lå i sengen. Vi havde været der i timevis. Vi kunne se, at furerne i hendes ansigt, der var forårsaget af smerter, begyndte at forsvinde. Fingrene, der havde været knuget sammen, slappede af. Hendes arme hvilede ved hendes side.
Smerterne svandt efter årtier med kræft. Jeg så fred i hendes ansigt. Hun tog nogle få korte åndedrag, så et gisp, og så lå hun helt stille. Vi stod der og ventede på, om der ville komme endnu et åndedrag.
Til sidst sagde far stille: »En lille pige er taget hjem.«
Han udgød ingen tårer. Det var, fordi Helligånden længe inden da, havde givet ham et klart billede af, hvem hun var, hvor hun kom fra, hvad hun var blevet til, og hvor hun skulle hen. Ånden havde mange gange vidnet for ham om en kærlig himmelsk Fader og om en Frelser, der havde brudt dødens magt, og om at den tempelbesegling, som han delte med sin hustru og sin familie, var virkelig.
Ånden havde længe inden da forsikret ham om, at hendes godhed og tro havde gjort hende værdig til at vende tilbage til et himmelsk hjem, hvor hun ville blive husket som et vidunderligt forjættet barn og blive budt velkommen hjem med ære.
For min far var det mere end et håb. Helligånden havde gjort det virkeligt for ham.
Nu er der nok nogen, der vil sige, at hans ord og billederne i hans sind om et himmelsk hjem bare var ønsketænkning, en ægtemands slørede forestilling på grund af hans tab. Men han kendte evig sandhed på den eneste måde, som man kan kende den.
Han var en videnskabsmand, der hele sit voksne liv søgte efter sandheder om den fysiske verden. Han brugte videnskabens værktøjer så godt, at han var anerkendt blandt sine ligemænd over hele verden. Meget af det, han udrettede inden for kemi, kom af, at han i sit sind så molekyler, der bevægede sig rundt, og derpå bekræftede han det ved eksperimenter i et laboratorium.
Men han havde fulgt en anden metode for at finde frem til de sandheder, der betød mest for ham og for hver af os. Kun gennem Helligånden kan vi se folk og begivenheder, som Gud ser dem.
Den gave havde han også på hospitalet, da hans hustru døde. Vi samlede min mors ting sammen, så vi kunne tage dem med hjem. Far stoppede og takkede alle de sygeplejersker og læger, som vi mødte på vej ud til bilen. Jeg kan huske, at jeg lidt irriteret følte, at vi skulle komme afsted, så vi kunne være alene med vores sorg.
Jeg indser nu, at han så noget, som kun Helligånden kan have vist ham. Han så disse mennesker som engle sendt af Gud for at våge over hans hjertes udkårne. De så måske sig selv som sundhedspersonale, men far takkede dem for deres indsats på vegne af Frelseren.
Helligåndens indflydelse fortsatte med at være hos ham, da vi kom hjem til mine forældres hus. Vi talte lidt sammen i stuen. Far undskyldte sig og gik ind i det tilstødende soveværelse.
Efter et par minutter kom han igen ind i stuen. Han smilede glad. Han gik hen til os og sagde stille: »Jeg var bekymret for, om Mildred ville ankomme alene til åndeverdenen. Jeg tænkte, at hun måske ville føle sig fortabt i mængden.«
Så sagde han glad: »Jeg har lige bedt. Jeg ved, at Mildred har det godt. Min mor var der for at tage imod hende.«
Jeg kan huske, at jeg smilede, da han sagde det, idet jeg så min farmor for mig, der på sine korte ben skyndte sig gennem mængden for at være sikker på at være der for at møde og omfavne sin svigerdatter, når hun kom.
En af grundene til, at min far bad om og modtog trøst, var, at han siden sin barndom altid havde bedt i tro. Han var vant til at få svar, der kom til hans hjerte og bragte trøst og vejledning. Foruden en vane med at bede kendte han skrifterne og de levende profeters ord. Så han genkendte Åndens velkendte hvisken, som I måske har følt i dag.
Helligåndens følgeskab havde ikke kun trøstet og vejledt ham. Den havde ændret ham gennem Jesu Kristi forsoning. Når vi tager imod løftet om altid at have Ånden hos os, kan Frelseren give os den renselse, der kræves for at opnå evigt liv, den største af alle Guds gaver (se L&P 14:7).
I mindes Frelserens ord: »Se, dette er befalingen: Omvend jer, alle I jordens ender, og kom til mig, og bliv døbt i mit navn, så I må blive helliggjort ved modtagelsen af Helligånden, så I må stå uplettede for mig på den yderste dag« (3 Ne 27:20).
Med disse bud følger dette løfte fra Herren:
»Og se, sandelig, sandelig siger jeg dig: Stol på den Ånd, der leder til at gøre det gode – ja, til at handle ret, til at vandre ydmygt og til at dømme retfærdigt; og dette er min Ånd.
Sandelig, sandelig siger jeg dig: Jeg vil give dig af min Ånd, som skal oplyse dit sind, og som skal fylde din sjæl med glæde« (L&P 11:12-13).
Jeg bærer mit vidnesbyrd om, at Gud Faderen lever, at den opstandne Jesus Kristus leder sin kirke, at præsident Thomas S. Monson har alle præstedømmets nøgler, og at åbenbaring gennem Helligånden vejleder og holder Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige og dens ydmyge medlemmer oppe.
Jeg vidner endvidere for jer om, at disse vidunderlige mænd, der i dag har talt til os som vidner om Herren Jesus Kristus, som medlemmer af De Tolv Apostles Kvorum, er kaldet af Gud. Jeg ved, at Ånden ledte præsident Monson til at kalde dem. Og da I lyttede til dem og deres vidnesbyrd, bekræftede Helligånden det for jer, som jeg nu siger til jer. De er kaldet af Gud. Jeg opretholder og elsker dem og ved, at Herren elsker dem og vil støtte dem i deres virke. Dette siger jeg i Herren Jesu Kristi navn. Amen.