Jeg satte mig for at finde et tempel
Forfatteren bor i Auvergne-Rhône-Alpes i Frankrig.
Jeg ledte efter et helligt sted og fandt en måde at blive en del af en evig familie på.
Illustration: Andrea Cobb
Det var i 1973. Jeg havde et dybt ønske om at lære Gud at kende, og jeg kæmpede med nogle personlige problemer, så jeg besluttede mig for at læse Bibelen. En dag læste jeg om Salomons tempel i 2 Krønikebog 2-5, og jeg følte, at der måske fandtes et sådant helligt sted på jorden. Så jeg fastede og bad om, at jeg måtte blive vejledt af Helligånden til at finde det. Jeg følte, at fandt jeg templet, ville jeg være i stand til at fortælle en af Herrens tjenere om mine problemer, og han ville hjælpe mig med at løse dem.
Så jeg satte mig for at finde et tempel. Dengang boede jeg i Fontenay-sous-Bois, en forstad til Paris, så jeg begyndte at køre mod byen for at finde et tempel. Jeg så mange bygninger, deriblandt kirker og synagoger, men jeg fandt ikke et tempel. Da jeg vendte hjem, bad jeg og undrede mig over, at jeg ikke fandt et tempel. Var jeg ikke ren nok? Eller var jeg bare uforberedt?
Jeg glemte alt om mit forfejlede forsøg, indtil søstermissionærerne fra Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige kom hjem til mig i februar 1980. De underviste mig om, at det nærmeste tempel lå i Zollikofen – templet i Bern i Schweiz.
Jeg blev døbt den 12. april 1980, og jeg tog til tempIet for første gang et år senere den 5. maj 1981. Der var jeg i stand til at udføre tempeltjeneste for adskillige kvinder i min familie, deriblandt mine bedstemødre, mostre, fastre og kusiner.
Jeg havde kun kendt en af disse kvinder, og det var min kusine Olga.
Olga, der var fra Italien, blev gift i en tidlig alder, men desværre var hendes mand både voldelig og utro. Med hjælp fra sin far og bror besluttede Olga sig for at flygte, da hun ventede sit femte barn.
Hun vendte hjem og boede sammen med sine forældre og sin bror. Da Olga havde født barnet, døde hun. Olgas forældre kom sig aldrig over chokket over hendes pludselige død.
Mens jeg udførte ordinancer for Olga i templet, var der et ord, der blev ved med at dukke op i mit sind: mission. Men jeg forstod det ikke – jeg havde travlt med at opdrage tre børn alene, og jeg kunne ikke tage på mission.
Svaret kom flere måneder senere. En dag fortalte min fætter, Renzo, mig, at Olgas mor, min tante Anita, var gået bort. Pludselig kom jeg i tanke om, at jeg havde færdiggjort arbejdet i templet for Olga på en tirsdag, og hendes mor var død den følgende fredag. Dybt berørt fik jeg fornemmelsen af, at Olga havde været ivrig efter at modtage sine tempelordinancer, så hun kunne byde sin mor velkommen og undervise hende i åndeverdenen. Måske var det Olgas mission.
Men jeg havde også en mission med at hjælpe mine forældre. Jeg havde prøvet at tale med dem om Kirken ved adskillige lejligheder, men de havde ikke været interesseret. Så da mine forældre døde, udførte jeg tempeltjeneste for dem, så snart jeg kunne.
Da mine forældre blev beseglet, hamrede mit hjerte, og jeg blev rørt til tårer. Så blev jeg beseglet til mine forældre. Jeg kunne ikke holde op med at tænke på min mor, og jeg ønskede at omfavne den søster, der havde udført det stedfortrædende arbejde for hende. Jeg takkede hende for at repræsentere min mor. Denne søster var også rørt til tårer, og hun takkede mig for oplevelsen. Selvom jeg ikke kendte hende, føltes det, som om vi var i familie med hinanden.
Derefter blev mine forældre beseglet til deres forældre, og Olga, som jeg repræsenterede i ordinancen, blev beseglet til sine forældre, min onkel Marino og tante Anita.
Hver gang jeg tænker på denne oplevelse, overvældes jeg af følelser. Jeg tænker på Olga og håber på, at hun udfører sin mission på den anden side af sløret. På grund af templets ordinancer er jeg ikke længere det eneste medlem af Kirken i min familie. Jeg tror, at mine forældre har accepteret de ordinancer, der er blevet udført for dem. Jeg er fyldt af glæde og takker Herren for at gøre det muligt for mig at stifte en evig familie ved hjælp af velsignelserne i hans hellige tempel.