Budskab fra Det Første Præsidentskab
En discipels liv
Præsident Dieter F. Uchtdorf
Andenrådgiver i Det Første Præsidentskab
Doe Kaku, da hun blev medlem af Kirken.
Søster Kaku i dag sammen med hendes mand, Anthony.
For tredive år siden i Ghana trådte en ung universitetsstuderende ved navn Doe ind i en sidste dages hellige kirkebygning for første gang. En ven havde inviteret Doe med, og Doe var nysgerrig efter at vide, hvordan Kirken var.
Folk derhenne var så venlige og varme, at hun ikke kunne lade være med at tænke: »Hvad er det for en kirke?«
Doe blev så imponeret, at hun besluttede sig for at lære mere om Kirken og medlemmerne, der var så fyldt af glæde. Men så snart hun gjorde det, begyndte velmenende familiemedlemmer og venner at opponere mod alt, hun gjorde. De sagde grimme ting om Kirken, og de gjorde alt, de kunne, for at tale hende fra det.
Men Doe havde fået et vidnesbyrd.
Hun havde tro, og hun elskede evangeliet, som fyldte hendes liv med glæde. Og hun trådte også ned i dåbens vande.
Bagefter fordybede hun sig i studium og bøn. Hun fastede og stræbte efter Helligåndens indflydelse i sit liv. Som følge af det voksede Does vidnesbyrd og tro sig dybere og stærkere. Og hun besluttede sig for at tjene Herren som fuldtidsmissionær.
Da hun vendte hjem fra sin mission, gik hun ud med og giftede sig med en hjemvendt missionær – den selvsamme, der havde døbt hende nogle år tidligere – og de blev senere beseglet i templet i Johannesburg i Sydafrika.
Der er gået mange år, siden Doe første gang oplevede glæden ved Jesu Kristi evangelium. I al den tid har livet ikke altid været en dans på roser. Hun har oplevet hjertesorg og fortvivlelse, deriblandt at miste to børn – en sorg, der stadig vejer tungt i hendes hjerte.
Men hun og hendes mand, Anthony, har stræbt efter at holde sig nær hinanden og deres elskede himmelske Fader, som de elsker af hele deres hjerte.
Her 30 år efter søster Kaku trådte i dåbens vande, har hun for nylig afsluttet endnu en fuldtidsmission – denne gang sammen med sin mand, der tjente som missionspræsident i Nigeria.
De, som kender søster Kaku, siger, at der er noget særligt ved hende. Hun stråler. Det er svært at være i selskab med hende uden selv at føle sig gladere.
Hendes vidnesbyrd er fast: »Jeg ved, at Frelseren ser mig som sin datter og ven (se Mosi 5:7; Eter 3:14),« siger hun. »Og jeg lærer stadig og prøver hårdt også at være hans ven – ikke alene i det, jeg siger, men også i det, jeg gør.«
Vi er disciple
Søster Kakus historie minder om mange andres. Hun havde et stærkt ønske om at kende til sandheden, hun betalte prisen for at få åndeligt lys, hun udviste sin kærlighed til Gud og sine medmennesker, og langs vejen har hun oplevet modgang og sorg.
Men trods modgangen og sorgen har hun bevæget sig fremad i tro. Og hvad der er lige så vigtigt, har hun beholdt sit gode humør. Hun fandt ikke alene en måde at bære livets modgang på, men hun har også lært at trives på trods af den!
Hendes historie svarer til din og min.
Det er sjældent vores livsrejse forløber glat og uden problemer.
Vi oplever alle hjertesorg, skuffelser og sorger.
Sommetider kan vi tilmed føle os modløse og overvældet.
Men de, der lever som disciple – som forbliver trofaste og bliver ved med at bevæge sig fremad i tro, som stoler på Gud og holder hans bud,1 som efterlever evangeliet dag for dag og time for time, som tjener deres omgivelser på kristuslignende vis, én god gerning ad gangen – er dem, hvis små handlinger ofte gør en stor forskel.
De, som er lidt venligere, lidt mere tilgivende og en tand mere barmhjertige, er de barmhjertige, der vil blive vist barmhjertighed.2 De, der gør én omsorgsfuld og kærlig gerning ad gangen, gør verden til et bedre sted og stræber efter at leve et velsignet, tilfredsstillende og fredfyldt liv som Jesu Kristi disciple, er dem, der i sidste ende vil finde glæde.
De vil vide, at »Guds kærlighed, som spreder sig vidt omkring i menneskenes børns hjerte … er … yderst ønskværdig, mere end alt andet … og det, der glæder sjælen mest.«3