Velsign dem, der er mindre aktive

Ældste Terence M. Vinson

De Halvfjerds

Når vi lever i harmoni med Ånden og søger Herrens hjælp, vil han velsigne vores indsats for at føre hans vildfarne får tilbage i folden.

Vi oplever snarere mange af livets smukke sandheder gennem vores åndelige sanser end gennem vores fysiske sanser. Rent faktisk er der mange vigtige ting – deriblandt evige ting – der ikke kan ses, de kan blot føles.

Apostlen Paulus underviste de hellige i Korinth om dette princip: »For vi ser ikke på det synlige, men på det usynlige; det synlige varer jo kun en tid, det usynlige evigt« (2 Kor 4:18).

Kærlighed læres og føles primært gennem vores åndelige sanser. Ligesom medfølelse, venskab, tålmodighed og tro er Åndens frugt (se Gal 5:22). Vor himmelske Fader bruger disse åndelige følelser til at velsigne sine børn, deriblandt dem, der er kommet på afveje.

Det meste af mit liv har jeg boet i Stillehavsområdet. Mange folk omkring Stillehavet har en grundlæggende forståelse af vigtigheden af de ting, der ikke kan ses, og som Paulus beskrev, og mange prioriterer helt klart de åndelige ting frem for fysiske behov.

Dette område i Kirken er mangfoldigt med højt udviklede lande som Australien og New Zealand, såvel som landbrugs- og fiskerinationer som Tonga og Samoa, hvor Kirkens medlemmer udgør en stor del af befolkningen. Derpå er der udviklingslande som Papua Ny Guinea og Salomonøerne, hvor folk har store udfordringer.

Mangfoldigheden udgør en mulighed for at lære.

Vigtigt at besøge de mindre aktive

En sådan lærerig oplevelse skiller sig ud. Som områdehalvfjerdser skulle jeg præsidere over en stavskonference i New Zealand. Nogle få måneder inden havde præsident Thomas S. Monson holdt en stærk tale til halvfjerdserne i hele verden. Hans tale handlede om at redde dem, der var gledet væk fra evangeliets ordinancer.

Som resultat af præsident Monsons tale og den medfølgende udfordring, han gav os, følte jeg mig stærkt tilskyndet til at besøge og invitere dem, som ikke var fuldt ud involveret i evangeliet, til at vende tilbage til frelsens pagter og ordinancer. Jeg inviterede stavspræsidenter til at tage med mig ud til de mindre aktive i stavskonferenceweekenden. Disse besøg er altid vidunderlige.

En lørdag morgen i en bestemt stavskonferenceweekend besøgte stavspræsidenten og jeg adskillige familier. I en af de familier havde manden og konen været gift i omtrent 10 år og var blevet beseglet i templet, men nu var de mindre aktive. De bød os varmt velkommen, og vi nød en åndelig stund sammen. Da vi skulle til at gå, følte jeg mig tilskyndet til at spørge manden, om han ville have en velsignelse og derpå bede ham om at give sin kone en velsignelse.

Det var en usædvanlig tilskyndelse. Jeg havde lært, at man som gæst i en andens hjem indtager en underordnet rolle, og at hjemmets overhoved bør være den, der beslutter, hvad der skal gøres. Denne bror blev dog glad for tilbuddet om at få en velsignelse, og han var tydeligt rørt, da stavspræsidenten og jeg havde givet ham den.

Da han rejste sig, spurgte han dog, om en af os ville give hans kone en velsignelse. Han fortalte, at han trods 10 års ægteskab aldrig havde givet hende en velsignelse, og han følte sig ikke bekvem ved at skulle gøre det.

»Vi hjælper dig,« sagde jeg opmuntrende til ham.

Da vi havde forklaret, hvordan man giver en velsignelse og øvet, hvad man siger til at begynde og afslutte med, gav han sin kone en vidunderlig velsignelse. Da han var færdig, havde vi alle våde øjne, og han og hans hustru tog imod vores opfordring til at vende tilbage til evangeliet.

Som følge af denne dejlige oplevelse følte stavspræsidenten under sin tale den næste dag sig inspireret til at opfordre præstedømmebærerne til at tage hjem efter stavskonferencen og give deres familie en velsignelse.

Tilskyndet til at velsigne

Da søndagens møder ved den stavskonference sluttede, fik jeg en anden tilskyndelse – denne gang var det at gå hen til en ung søster, der sad ti rækker fra forhøjningen, og spørge, om hun havde brug for en velsignelse. Jeg kendte hende ikke, men tilskyndelsen var bydende.

Det kom lidt bag på søsteren, som tøvende svarede: »Nej, tak.«

Jeg var lidt taknemlig for hendes svar, men jeg følte, at jeg havde gjort, som Ånden vejledte mig til. Jeg vendte tilbage til forhøjningen for at hilse på medlemmer, da denne unge kvinde pludselig kom frem og spurgte, om jeg stadig var villig til at give hende en velsignelse. Jeg svarede: »Selvfølgelig« og foreslog, at hun gik hen på stavspræsidentens kontor, hvor vi ville slutte os til hende kort tid efter.

På vej hen til stavspræsidentens kontor spurgte jeg ham om hende. Han forklarede, at hun lige var vendt tilbage til Kirken efter 10 års fravær. Hun boede alene, men i de 10 år havde hun ikke levet i overensstemmelse med evangeliske standarder.

Inden velsignelsen fortalte denne unge søster, at hun ikke følte sig værdig. Mens hun havde været væk fra Kirken, havde hun ganske enkelt bare gjort, hvad hun ville uden tanke for de åndelige ting, fortalte hun. Hun var siden blevet genvækket til evangeliet, men hun følte, at hun var sakket så langt bagud i sin åndelige udvikling, at hun ikke gjorde sig noget håb om at kunne indhente det.

Vi underviste hende om de arbejdere, som kommer sent til vingården – og om dem, der vender tilbage til vingården efter at have været væk en tid – vil modtage samme løn som dem, der har arbejdet i den længe (se Matt 20:1-16). Så gav vi hende en præstedømmevelsignelse.

Som talerør ved velsignelsen blev jeg overvældet af den overstrømmende kærlighed, jeg kunne mærke, at Herren havde til hende. Det var en stærkere følelse, end jeg nogensinde havde oplevet før – en der gjorde mig opmærksom på, at jeg var i selskab med en særlig ædel ånd. Da vi havde afsluttet velsignelsen, rejste søsteren sig fra stolen. To sorte streger af mascara løb ned fra hendes øjne. Jeg var også bevæget til tårer.

Herren havde tilladt mig at se, at denne exceptionelle unge dame var på et tidligt stadie af en proces, som vi alle må igennem for at nå vores fulde potentiale her på jorden. Når vi farer vild rent åndeligt, og når vi begår synd, må vi alle ydmyge og omvende os.

Som apostlen Paulus lærte galaterne om, er ånd kuet af kødet i dette liv. »For kødets lyst står Ånden imod, og Ånden står kødet imod. De to ligger i strid med hinanden, så I ikke kan gøre, hvad I vil« (Gal 5:17).

Om vi når vores potentiale afhænger af, hvorvidt vores ånd styrer vores legeme, eller vi giver efter for »det naturlige menneske« (Mosi 3:19). I dagens verden synes mange ikke at have nogen anelse om denne kamp. Kødets lyst styrer deres liv, og kødet undertvinger deres ånd.

Denne unge kvinde var på en vej, der ville gøre hende i stand til at lade sin ånd undertvinge kødet. Hun havde indledt en kamp, som hun var opsat på at vinde.

»Vandr[] i Ånden«

Da jeg forlod staven den dag, bad jeg stavspræsidenten om at give mig kontaktoplysninger på dem, jeg havde mødt den weekend, så jeg kunne opmuntre dem til at fortsætte ad evangeliets sti og huske de løfter, de havde givet.

Den unge søster fortsatte med at gå fremad, og det gjorde hun hurtigt. I sin tro begyndte hun at »vandre i Ånden« og at leve i Ånden (Gal 5:16, 25). Hun holdt kontakten og fortalte om de markante udfordringer, hun havde overvundet og mødt siden. Hun er blevet en nær ven af familien, og vi har set styrken i hendes ånd i takt med, at hun er kommet Frelseren nærmere.

Hun nyder nu templets velsignelser og har tjent som tempeltjener, og næstekærlighed og godhed stråler ud af hende. Hun har sidenhen giftet sig med en værdig ung mand i templet.

Det åndelige har helt klart kontrollen over det timelige i denne unge kvinde. Vi har set hendes hjerte blive rent, og hun har »ikke mere … tilbøjelighed til at gøre ondt, men til bestandigt at gøre godt« (Mosi 5:2).

Måske var det Herrens viden om hendes ædle sjæl, der gjorde, at jeg fik den tilskyndelse den dag. Den tilskyndelse har velsignet mig med at se vor himmelske Faders kraft og nåde manifestere sig i hendes liv.

Vi har alle et ansvar for at hjælpe vores mindre aktive brødre og søstre, og vi kan alle blive tilskyndet til at vide, hvordan vi kan hjælpe dem. Når vi lever i harmoni med Ånden og søger Herrens hjælp, vil han velsigne vores indsats for at føre hans vildfarne får tilbage i folden (»Hyrden hos fårene våger«, Salmer og sange, nr. 144; se også Alma 26:4).