Det grimme billede
»For sandhed stå i retfærds sag, og være tro mod hans bud« (Børnenes sangbog, s. 85).
»Hej, se her.« Jack trak et stykke foldet papir op af lommen. Jeg fandt det i et blad i morges.« Han foldede det ud og rakte det over mod Taran.
Men Taran kunne se, at det ikke var noget, han havde lyst til at se på. Han vendte sig væk og sagde: »Jeg har ikke lyst til at se på det.«
Jack trak på skulderen og stak papiret i lommen igen. »Baby.«
Det tog Taran sig ikke af.
Da Taran kom hjem, hjalp han mor med at lave fladbrød til aftensmaden. Han trak en stol hen til køkkenbordet, og mor bandt hans forklæde.
»Mor,« sagde han, »da jeg var henne hos Ian, prøvede en af hans venner at vise mig et billede af en uden tøj på. Jeg vendte mig om og gik væk.«
Mor satte dejskålen og gav Taran et knus. »Det var et rigtig godt valg. Tak, fordi du fortalte mig det.«
»Det var det, du sagde, vi skulle, til familieaften,« sagde Taran og klappede sine hænder med mel og tog dejen ud på køkkenbordet.
»Det er jeg glad for, du huskede. Er det første gang, nogen har vist dig sådan et billede?«
Taran nikkede.
»Jeg er rigtig glad for, at du fortalte mig det. Du ved godt, at du kan spørge om alt og fortælle mig alt, ikke? Selvom du har truffet et dårligt valg, vil jeg gerne vide det, så jeg kan hjælpe. Jeg bliver ikke vred.« Hun duppede lidt mel på hans næse.
Taran smilede og rynkede sin melede næse. »Jep! Det ved jeg.«
Da de var færdige med at spise den aften, sagde far: »I dag var der en, der prøvede at vise Taran et grimt billede, den slags vi talte om til familieaften.«
Reenas hånd skød i vejret. »Det kan jeg godt huske, vi talte om!« Dhara var ikke gammel nok til at huske så meget, men hun nikkede også.
»Hvad gjorde du så?« spurgte Sonia Taran.
»Jeg lod være med at se på det og gik væk,« sagde Taran.
Mor nikkede. »Vi er virkelig glade for, at Taran traf så klogt et valg. Og vi er stolte af, at han fortalte mig, hvad der var sket.«
Far rakte over bordet for at give Taran en high five. »Sådan, kammerat.« Reena og Dhara klappede, og Sonia smilede bredt til Taran.
»Så for at fejre det har vi en belønning,« sagde far. Det fik alle til at juble.
Mor rejste sig og tog is ud af fryseren, og Taran og Sonia løb over og hentede skåle og skeer.
»Okay, makker,« sagde far og pegede på Taran med isskeen. »Hvilken smag vil du have?«
Da de alle sad med deres is, sagde mor: »Far og jeg vil gerne have, at I husker, at I kan fortælle os det, hvis der er noget, der nager jer, eller I har spørgsmål om noget som helst. Det gør os glade.«
»Og får vi så is?« spurgte Sonia, mens hun tog en skefuld chokoladeis.
Mor grinede. »Sommetider. Men for det meste gør det os bare glade. Og det er nok.«
Taran nikkede og tog sin sidste bid is. Det gjorde også ham glad, at han havde fortalt mor om det.