Sidste dages hellige røster
Havde jeg brug for nadveren?
Illustration: Joshua Dennis
Nadvermødet havde kun været i gang i fem minutter, og vi havde allerede haft et raserianfald, to toiletbesøg, et bleskift og utallige »jeg er sulten«- udbrud!
Som mor til fem børn under 8 år og med en mand, der har et arbejde, der gør, at han kun er hjemme i weekenden, føler jeg mig almindeligvis udmattet, når det bliver søndag. Når min mand og jeg træder ind i kirkesalen om søndagen, forbereder vi os på en time, hvor vi bliver hårdt prøvet.
Et kvarter inde i mødet begyndte vores ni måneder gamle baby at skrige. Jeg prøvede at trøste hende og få hende til at være stille. Overvundet var jeg til sidst nødt til at tage hende ud for at få hende til at falde til ro. Da jeg satte mig ned, begyndte jeg at tænke på, hvor udmattet jeg var, og hvilke udfordringer der ventede i den kommende uge. Jeg følte mig overvældet.
Pludselig blev jeg forskrækket af en ung mand med en nadverbakke. »Har du brug for det her?« spurgte han. Det var et enkelt spørgsmål, men det gik lige i hjertet. Ånden fyldte mig umiddelbart, og jeg fik tårer i øjnene. Jeg tænkte ved mig selv: »Mere end du aner.«
Dagligdagens krav og ansvar kan dræne os i ugens løb, men nadveren kan lade os op igen. Da jeg tog nadveren, følte jeg fred og heling strømme igennem mig. I det øjeblik indså jeg, at jeg havde mere brug for nadveren end noget andet, for jeg havde brug for at have Ånden med mig.
Jeg fik øje på et billede i foyeren af Frelseren, der rækker sine arme frem. Taknemligheden svulmede op i mit hjerte, da jeg tænkte over, hvordan han altid står klar til at hele og styrke os. Det bliver jeg mindet om hver søndag, når jeg tager nadveren. Jeg er taknemlig for, at Ånden gennem et enkelt spørgsmål lærte mig, at midt i alle livets udfordringer er Frelseren vores kilde til styrke og fred.