2017
»Jeg ved, at Gud lever«
August 2017


Sidste dages hellige røster

»Jeg ved, at Gud lever«

missionary bearing testimony

Illustration: Allen Garns

Jeg er fra Nigeria, et engelsktalende land, så da jeg blev kaldet til at tjene i Cotonou-missionen i Benin og indså, at jeg skulle tale fransk, blev jeg nervøs. Hvordan skulle jeg kunne forkynde evangeliet? Som jeg forventede, kæmpede jeg med at lære fransk på missionærskolen i Ghana. Mange gange havde jeg mest lyst til at give op.

I mit første område blev jeg så bedt om at bære mit vidnesbyrd for grenen på fransk! Alle sad i stilhed, mens jeg langsomt gik op til talerstolen. Jeg stak hånden i lommen efter et kort vidnesbyrd, jeg havde skrevet ned. Men jeg kunne ikke finde det! Jeg blev straks grebet af frygt!

Da jeg så på de mange smukke ansigter foran mig, fik jeg tårer i øjnene. Der var så meget, jeg gerne ville fortælle, men jeg vidste ikke, hvordan jeg skulle sige det. Jeg sagde det eneste, jeg kunne sige på fransk: »Jeg ved, at Gud lever.«

Jeg satte mig ned igen, og under resten af mødet sad jeg med en bøn i hjertet. Jeg fortalte min himmelske Fader, at jeg virkelig gerne ville lære at tale fransk, og hvis han ville hjælpe mig, ville jeg tjene ham af hele mit hjerte.

Tre måneder senere besøgte et nyt missionærægtepar fra USA grenen. De blev også bedt om at bære deres vidnesbyrd. Søsteren gik på talerstolen, sagde nogle få ord på fransk og gik så i stå. Tårerne løb ned ad hendes kinder. Der var helt stille i kirkesalen. Jeg gik op og spurgte, om jeg skulle oversætte for hende.

»Åh, det ville være dejligt, ældste,« sagde hun. Jeg kunne mærke Ånden, da hun talte engelsk, og jeg oversatte hendes vidnesbyrd ord for ord til fransk.

Efter mødet kom grenspræsidentens kone hen til mig og sagde: »Jeg kan huske, hvor lang tid det tog dig at sige: ›Jeg ved, at Gud lever‹, da du først ankom. Ja, Gud lever virkelig, og han har løsnet din tunge.«

Jeg ved, at Gud forstår alle sprog og ethvert problem, vi støder på. Han står klar til at hjælpe os, hvis vi sætter vores lid til ham, og han velsigner vores indsats, når vi gør et forsøg. Fordi han besvarede min bøn, har jeg været i stand til at forkynde evangeliet på fransk, og jeg er blevet rigt velsignet.