Sidste dages helliges røster

»Vi er missionærerne«

Hadassa Mushipula fra Kinshasa i Den Demokratiske Republik Congo

Jeg bad Gud om at hjælpe mig med at finde den kirke, som hans missionærer var i.

Illustration: Brian Call

Mine forældre elskede at dele Herrens ord. De forærede regelmæssigt kasser med eksemplarer af Det Nye Testamente til nabolag, fængsler, hospitaler og skoler.

Som en del af mine forældres indsats sang min far, og han læste skrifterne op, vidnede om Jesus Kristus og afsluttede med bøn. Som barn udviklede jeg et ønske om at tjene Gud ved at være en del af den oplevelse.

Men da min far fik et hjerteanfald, ophørte det, vi kaldte »evangelisering«. Jeg kunne ikke uddele eksemplarer af Det Nye Testamente på egen hånd, så jeg bad min far om tilladelse til at finde en missionskirke.

Da jeg var 15, begyndte jeg at stille spørgsmål om læren, dåb, tiende og kirkens organisation. Min far sagde, at ingen kirke i dag praktiserede ting, som Frelseren havde belært om. Men fandt jeg sådan en kirke, skulle jeg slutte mig til den, sagde han.

Flere år senere blev jeg uenig med en kollega. Da han kom hjem til os for at undskylde, efterlod han en bog med titlen Vores arv: En kort beretning om Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige. I den læste jeg om profetens Joseph Smiths martyrdød. Denne beretning rørte mig dybt.

Jeg fandt også et billede af to unge mænd i hvide skjorter, slips og navneskilte. De fortalte om Jesu Kristi evangelium rundt om i verden. Jeg spekulerede på, om der var sådanne missionærer i min by.

Den aften bad jeg Gud om at hjælpe mig med at finde hans missionskirke. Næste dag ledte jeg efter missionærerne. Jeg gik hen til alle dem, jeg så, der havde en hvid skjorte på, men jeg havde ingen succes.

Uden for mit hjem nogle få dage senere så jeg tre personer iført hvide skjorter, slips og navneskilte! Jeg løb indenfor, hentede bogen og skyndte mig efter dem.

Da jeg indhentede dem, spurgte en af dem: »Kan vi hjælpe dig?«

»Er denne bog fra jeres kirke?« spurgte jeg.

»Ja, det er vores bog,« svarede han begejstret. »Vi er missionærerne.«

Efter flere uger med at lære om det gengivne evangelium blev jeg døbt som medlem af Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige. Et år senere blev min far døbt.

Fordi jeg stadig ønskede at tjene Herren – et ønske, jeg havde haft, siden jeg var ung – begyndte jeg at forberede mig på at tage på fuldtidsmission. Hvilken glæde jeg følte den dag, jeg modtog mit kald til selv at være fuldtidsmissionær!