Liahona
Hvor finder man håb, fred og mening med tilværelsen, når den ændres?
December 2024


»Hvor finder man håb, fred og mening med tilværelsen, når den ændres?«, Liahona, dec. 2024.

Unge voksne

Hvor finder man håb, fred og mening med tilværelsen, når den ændres?

Kundskab om evangeliet og Jesu Kristi forsoning giver håb, fred og mening i denne juletid.

ung mand kigger op på nattehimlen

Illustration: Benedetta C. Vialli

På vores jordiske rejse vil vi alle få erfaringer, der kan hjælpe os til at blive bedre Jesu Kristi disciple. Men vores livsvilkår vil ofte ændre sig, og det kan kræve, at vi tilpasser os.

Ikke desto mindre er der håb for dem, der »ser hen til [Kristus] i alle [deres] tanker« (L&P 6:36), og der er »håb om en bedre verden« og en bedre fremtid for dem, der tror på Gud (Eter 12:4).

Skrifterne underviser, inspirerer og viser os, hvordan mennesker i fortiden – før, under og efter Kristi jordiske tjenestegerning og mission – reagerede på deres omstændigheder. Profeten Lehi i Mormons Bog blev for eksempel befalet af Herren at efterlade sit hjem og alle sine ejendele, flygte ud i ørkenen med sin familie og rejse til et ukendt bestemmelsessted. På rejsen mødte Lehi modstand, hjertesorg, angst, smerte og skuffelse. Disse erfaringer forberedte ham og hans familie på det forjættede land.

Mange af os står over for udfordringer, ligesom Lehi gjorde. Nogle kan være bekymrede for deres familie, ægteskab, uddannelse eller beskæftigelse. Andre føler sig langt væk fra vor himmelske Fader og Frelseren Jesus Kristus på grund af dårlige valg, eller føler sig alene, fordi de er flyttet til en anden by eller skole.

Denne juletid giver os en særlig mulighed for at fokusere på den fred, Jesus Kristus tilbyder os. Uanset hvad I føler, hvad I står med, eller hvor I er, så husk, at mirakler kan ske, når I trænger jer »frem med standhaftighed i Kristus« (2 Ne 31:20).

En tid med usikkerhed og uro

Da jeg tjente som missionær i Abidjan-missionen på Elfenbenskysten i 1998, hørte jeg om den politiske uro og sociale situation i mit hjemland, Den Demokratiske Republik Congo. Hver dag gik jeg ud med min kammerat for at forkynde. Når jeg præsenterede mig og nævnte, at jeg var fra DR Congo, fortalte folk mig om alvoren af det, der foregik mellem regeringen og oprørsgrupper der – især i Kinshasa, hovedstaden, hvor min familie boede. Det knuste mig at høre, at folk i mit land sultede, og at mange mennesker var blevet dræbt.

Jeg kontaktede min omsorgsfulde og bekymrede missionspræsident for at finde ud af, om han vidste mere om situationen, eller om han havde modtaget nogen oplysninger om min familie. Jeg mistede håbet og græd i timevis. Jeg havde lyst til at give op. Jeg følte, at Herren havde svigtet min familie og mig.

Min kammerat og andre missionærer tilbød støtte og omsorg i den periode. Da jeg var ved at give op, delte ældste Joseph Wheeler, en af mine gode venner, et skriftsted, jeg aldrig vil glemme.

I 1830 modtog profeten Joseph Smith en åbenbaring til Thomas B. Marsh. Thomas var for nylig blevet døbt og ordineret til ældste i Kirken. Han var også blevet kaldet til at forkynde evangeliet. På det tidspunkt havde Thomas brug for vished. Herren siger gennem profeten til Thomas:

»Thomas, min søn, velsignet er du på grund af din tro på mit værk.

Se, du har haft mange trængsler på grund af din familie; alligevel vil jeg velsigne dig og din familie, ja, dine små; og den dag kommer, da de vil tro og kende sandheden og være ét med dig i min kirke.

Opløft dit hjerte og glæd dig, for timen for din mission er kommet; og din tunge skal blive løst, og du skal kundgøre glædelige tidender om stor glæde for denne slægt …

Sving derfor din segl af hele din sjæl, så bliver dine synder dig tilgivet, og du skal få lagt mange neg på din ryg, for arbejderen er sin løn værd. Derfor skal din familie leve« (L&P 31:1-3, 5; fremhævelse tilføjet).

Det var det svar, jeg ledte efter. Jeg udførte Herrens værk, og kundskaben og sandheden om evangeliet og Jesu Kristi forsoning gav håb og mening i mit liv i den usikre tid.

Fire principper for at finde fred

Følgende fire principper kan hjælpe, når man ikke ved, hvor man kan søge håb, fred og en mening med tilværelsen:

1. Tro på, at der er håb og en løsning for den tomhed eller skuffelse, I føler. Håb findes i Jesus Kristus, hans forsoning og hans evangelium. Frelseren sagde: »Jeg er kommet, for at de skal have liv og have i overflod« (Joh 10:10). Med ham har I altid håb om et liv i overflod.

2. Vær glad trods livets omstændigheder eller udfordringer. Vores elskede profet, præsident Russell M. Nelson, har sagt:

»Den glæde, vi føler, har lidet at gøre med vore livsvilkår og alt at gøre med vores fokus i livet.

Når vi har fokus på Guds frelsesplan og Jesus Kristus og hans evangelium, kan vi følge glæde uanset, hvad der sker – eller ikke sker – i vores liv Glæde kommer fra og på grund af ham.«

I skal »græde og klage, men verden skal fryde sig«, for på grund af Jesus Kristus skal »jeres sorg … blive vendt til glæde … og ingen skal tage jeres glæde fra jer« (Joh 16:20, 22).

3. Vær medfølende og tjen andre. Frelseren Jesus Kristus »færdedes overalt og gjorde vel« (ApG 10:38). Bed om styrke til at være svar på et andet menneskes bøn. Smil, tal og gå med dem omkring jer. Lyt til dem og tag jer tid til dem. Giv andre opmuntring, fortæl om det, I ved er sandt, og tilgiv andre. Disse enkle handlinger vil have en stor indvirkning på jer og andre.

4. Omvend jer og stræb efter at holde jeres pagter. Præsident Nelson har sagt:

»Fordi Frelseren gennem sin uendelige forsoning forløste hver enkelt af os fra svaghed, fejltagelser og synd … kan I hæve jer over denne usikre verden …når I virkelig omvender jer og søger hans hjælp …

På trods af de distraktioner og forvrængninger, der hvirvler omkring os, kan I finde sand hvile – dvs. lindring og fred – selv midt i jeres sværeste problemer.«

Hvis I omvender jer og dagligt stræber efter at holde de pagter, I har indgået med jeres himmelske Fader og Jesus Kristus ved dåben og i templet, har præsident Nelson lovet, at I vil få »øget adgang til Jesu Kristi kraft«. Hans kraft »styrker os til bedre at modstå vore prøvelser, fristelser og hjertesorger. Denne kraft letter vores vej.«

I er en søn eller datter af en kærlig himmelsk Fader. Han ønsker, at I udvikler jer og nyder glæde, hvilket kun er muligt gennem hans Søn, Jesus Kristus, som vi kan stræbe efter altid at huske i denne juletid – og i alle efterfølgende tider. Jeg ved, at Jesu Kristi evangelium og hans forsoning kan give håb, fred og mening med tilværelsen.