»30. december-5. Januar: ›Den lovede genoprettelse går fremad‹: Gengivelsen af Jesu Kristi evangeliums fylde«, Kom og følg mig – I hjem og kirke: Lære og Pagter 2025, 2025
»Gengivelsen af Jesu Kristi evangeliums fylde«, Kom og følg mig – I hjem og kirke: 2025
30. december-5. januar: »Den lovede genoprettelse går fremad«
Gengivelsen af Jesu Kristi evangeliums fylde
Hvordan fejrer I 200-året for en begivenhed, der ændrede verden? Det er det spørgsmål, som Det Første Præsidentskab og De Tolv Apostles Kvorum tænkte over, da april 2020 nærmede sig og markerede 200-året for Joseph Smiths første syn. »Vi spekulerede på, om der skulle opføres et monument,« mindedes præsident Russell M. Nelson. »Men da vi overvejede den enestående historiske og internationale virkning af det første syn, følte vi os tilskyndet til at skabe et monument – ikke af granit, men af ord – ord i en højtidelig og hellig proklamation – der ikke er skrevet på ›tavler af sten‹, men på ›tavler af kød‹ i vores hjerte (2 Kor 3:3)« (»Hør ham«, Liahona, maj 2020, s. 90).
Det monument af ord, de skabte, har titlen »Gengivelsen af Jesu Kristi evangeliums fylde: En tohundredeårsproklamation til verden«. Det er ikke blot et monument over det første syn, men også over alt, Jesus Kristus har gjort siden da og stadig gør. Gengivelsen af hans evangelium begyndte, da en person vendte sig mod Gud og hørte ham. Den fortsætter på samme måde: Et hjerte, én hellig oplevelse ad gangen – deriblandt jeres.
Forslag til læring i hjem og kirke
»Gud elsker sine børn i alle verdens nationer.«
Hvorfor begynder en proklamation om genoprettelsen efter jeres mening med en udtalelse om Guds kærlighed? Når I studerer proklamationen, så se efter udtryk for Guds kærlighed til »hans børn i alle nationer i verden«. Hvordan har gengivelsen af evangeliet hjulpet jer til at føle hans kærlighed?
Se også Gerrit W. Gong, »Alle folkeslag, stammer og tungemål«, Liahona, nov. 2020, s. 38-41.
Genoprettelsen begyndte med et svar på et spørgsmål.
Det kan siges, at Frelseren indledte gengivelsen af sit evangelium ved at svare på et spørgsmål. Hvilket budskab føler I, at proklamationen om genoprettelsen har til en person med spørgsmål om Gud, evangeliet eller »hans eller hendes sjæls frelse«? I kan også studere Joseph Smith – Historie 1:5-20 for at se, hvad I kan lære af Joseph Smith om at finde svar på spørgsmål om evangeliet.
Se også Topics and Questions (Emner og spørgsmål), »Seeking Answers«, Evangelisk Bibliotek.
Jesus Kristus har genoprettet sin Kirke.
Hvad ved I om »Kristi Kirke på Det Nye Testamentes tid«, som Frelseren genoprettede gennem Joseph Smith? Overvej at studere disse skriftsteder og lave en liste over nogle funktioner i hans kirke:
Dernæst kan I matche skriftstederne ovenfor med dem nedenfor, som beskriver, hvordan Jesus Kristus gengav disse funktioner i sin kirke gennem Joseph Smith:
Hvorfor er I taknemlige for gengivelsen af Jesu Kristi evangelium?
Ældste Jeffrey R. Holland og hans hustru forsøgte engang at forestille sig, hvordan de ville have haft det med at leve, før Kirken blev genoprettet. »Hvad ville vi ønske, at vi havde?« spurgte de sig selv. Læs om deres oplevelser i »Et fuldkommen klart håb« (Liahona, maj 2020, s. 81-82). Hvordan har genoprettelsen været med til at opfylde jeres åndelige håb?
Se også Topics and Questions (Emner og spørgsmål), »Apostasy and the Restoration of the Gospel«, Evangelisk Bibliotek.
»Den lovede genoprettelse går fremad.«
Har I nogensinde tænkt på jer selv som en del af gengivelsen af evangeliet? Tænk over disse ord fra præsident Dieter F. Uchtdorf: »Sommetider tænker vi, at gengivelsen af evangeliet er noget, der er færdigt, noget der allerede ligger bag os … I virkeligheden er genoprettelsen en igangværende proces, som vi lever i lige nu« (Kommer I sovende gennem genoprettelsen?, Liahona, maj 2014, s. 59).
Når I forbereder jer på at studere, hvordan evangeliet blev gengivet i 1800-tallet, kan I begynde med at tænke over, hvordan det blev gengivet i jeres liv. Læs proklamationen om genoprettelsen med spørgsmål som disse i tankerne: Hvordan har jeg erfaret, at det er sandt? Hvordan deltager jeg i genoprettelsen i dag?
»Himlene er åbne.«
Hvad betyder udtrykket »Himlene er åbne« for jer? Hvilket bevis ser I – i proklamationen om genoprettelsen, i Kirken i dag, i skrifterne og i jeres liv – på, at himlene virkelig er åbne?
I kan også medtage »Nu dagen gryr« (Salmer og sange, nr. 1) som en del af jeres studium. Hvad finder I i denne salme, der øger jeres forståelse af vendingen »himlene er åbne«?
Se også Quentin L. Cook, »Velsignelserne ved fortsat åbenbaring til profeterne og personlig åbenbaring til at vejlede os«, Liahona, maj 2020, s. 96-100.
Forslag til undervisning af børn
»Vi erklærer højtideligt.«
-
Når I læser dele af proklamationen om genoprettelsen med jeres børn (eller ser videoen med præsident Nelson, der læser den), så hjælp dem til at finde sætninger, der begynder med vendinger som »vi forkynder«, »vi erklærer« eller »vi vidner«. Hvilke sandheder erklærer vores profeter og apostle? Måske kan I og jeres børn bære jeres eget vidnesbyrd om nogle af de samme sandheder.
»Joseph Smith … havde spørgsmål.«
-
Det kan være interessant for jeres børn at udforske nogle af de spørgsmål, Joseph Smith havde, der førte til gengivelsen af Frelserens evangelium. Hjælp dem med at finde nogle eksempler i Joseph Smith – Historie 1:10, 29, 68. Hvordan bliver vi velsignet i dag, fordi Gud besvarede Joseph Smiths spørgsmål?
-
I kan også give jeres børn mulighed for at tale om de spørgsmål, de har. Hvad lærer vi af Joseph Smith om, hvordan vi finder svar? (Se JS-H 1:8-17).
»Himmelske budbringere[, som] kom for at instruere Joseph.«
-
Hvem var de »himmelske budbringere[, som] kom for at instruere Joseph«? Det kan være, at jeres børn vil synes, at det er sjovt at se efter billeder af dem i hæftet Evangelisk kunst (se nr. 91, 93, 94, 95). Hvordan hjalp hver af disse budbringere med at »genetablere Jesu Kristi Kirke«? De skriftsteder, der er foreslået på denne uges aktivitetsside, kan hjælpe jeres børn med at besvare dette spørgsmål.
Jesus Kristus har genoprettet sin Kirke.
-
Hvordan kan I hjælpe jeres børn til at forstå, hvad det betyder for Frelserens Kirke at blive genoprettet? De kan måske bygge et enkelt tårn med klodser eller bægre og »genoprette« eller genopbygge det. Hvis jeres børn nogensinde har skullet erstatte noget, fordi det gik tabt eller blev beskadiget, kan I også sammenligne den oplevelse med Frelseren, der genoprettede sin Kirke. Hjælp dem til at finde specifikke ting, der nævnes i proklamationen om genoprettelsen, som Frelseren har gengivet.
»Himlene er åbne.«
-
For at illustrere, hvad vendingen »himlene er åbne« betyder, kan I måske dele et budskab med jeres børn, først bag en lukket dør og derefter gennem en åben dør. Lad dem skiftes til også at dele et budskab. Hvilke budskaber har Jesus Kristus til os? Hvilke oplevelser har hjulpet os til at vide, at himlene er åbne for os?