»21.-27. juli: ›Hvor »meget er givet, bliver der krævet meget‹«, Kom og følg mig – I hjem og kirke: Lære og Pagter 2025, 2025
»Lære og Pagter 81-83«, Kom og følg mig – I hjem og kirke: 2025
21.-27. juli: Hvor »meget er givet, bliver der krævet meget«
Lære og Pagter 81-83
I marts 1832 kaldte Herren Jesse Gause som rådgiver til Joseph Smith i præsidentskabet over det høje præstedømme (kaldes nu Det Første Præsidentskab). Lære og Pagter 81 er en åbenbaring til bror Gause om hans nye kaldelse. Men Jesse Gause tjente ikke trofast, så Frederick G. Williams blev kaldet til at erstatte ham. Bror Williams’ navn erstattede bror Gauses navn i åbenbaringen.
Det kan virke som en mindre detalje, men den antyder en betydningsfuld sandhed: De fleste åbenbaringer i Lære og Pagter er henvendt til specifikke personer, men vi kan altid søge efter at anvende dem på os selv (se 1 Ne 19:23). Når vi læser Herrens råd til Frederick G. Williams om at »styrk[e] de matte knæ« kan vi tænke på personer, som vi kan styrke (L&P 81:5). Når vi læser Herrens opfordring til medlemmerne af Det forenede selskab om at »[binde sig] ved denne pagt«, kan vi tænke på vores egne pagter. Og vi kan læse hans løfte: »Jeg … er bundet, når I gør, hvad jeg siger«, som om han taler til os (L&P 82:10, 15). Det kan vi gøre, for Herren har sagt: »Hvad jeg siger til en, siger jeg derfor til alle« (v. 5).
Se »Newel K. Whitney and the United Firm«, »Jesse Gause: Counselor to the Prophet«, i Revelations in Context, s. 142-147, 155-157.
Forslag til læring i hjemmet og i kirken
Lære og Pagter 81:4-5; 82:18-19).
»Ved at gøre dette gør du det allerbedste for dine medmennesker.«
I flere skriftsteder i Lære og Pagter 81-83 opfordrer Herren os til at hjælpe mennesker i nød omkring os. Overvej at markere skriftstederne, når I finder dem. Et af de mest beskrivende eksempler er i Lære og Pagter 81:4-5. Følgende spørgsmål kan hjælpe jer til at grunde over disse vers:
-
Hvordan kan en person blive svag? Hvad vil det sige at »bistå« dem? Hvornår har andres kristuslignende tjeneste hjulpet mig, når jeg har følt mig svag?
-
Hvad kan billedligt talt få en persons hænder til at hænge ned? Hvordan kan jeg »opløfte« de hænder?
-
Hvad kan »matte knæ« betyde? Hvordan styrkes de?
Hvordan gør Frelseren disse ting for jer?
Måske har studium af dette vers fået jer til at tænke på en, I kan bistå, opløfte eller styrke. Hvad vil I gøre for at tjene den person?
Hvad kan I mere lære om at tjene andre af Lære og Pagter 82:18-19? I kan også se videoen »Thomas S. Monsons lærdomme: Red dem i nød« (Evangelisk Bibliotek). Hvordan var medlemmer af biskop Monsons menighed eksempler på, hvad disse vers lærer os?
Se også Jakob 2:17-19; Mosija 18:8-9; »Works of God« (video), ChurchofJesusChrist.org.
Frelseren har givet mig meget og kræver meget af mig.
Når I læser dette vers, kan det måske få jer til at tænke over det, Gud har givet jer – af både fysiske og åndelige velsignelser. Hav dette i tankerne, mens I læser resten af afsnit 82. Hvad føler I, at Gud kræver af jer?
Se også »Fordi du gi’r mig alt«, Salmer og sange, nr. 141.
Befalinger er bevis på Guds kærlighed til os.
Hvis I – eller en I kender – nogensinde har undret jer over, hvorfor Herren giver så mange befalinger, kan Lære og Pagter 82:8-10 være en hjælp. Hvilken indsigt fra disse vers kan hjælpe jer til at forklare nogen, hvorfor I vælger at følge Herrens bud? Hvad kan I sammenligne befalingerne med, som kan være en hjælp? I kan finde yderligere indsigt i Lære og Pagter 1:37-38; 130:20-21 og videoen »Blessed and Happy Are Those Who Keep the Commandments of God« (Evangelisk Bibliotek). Hvilke erfaringer har lært jer at se befalingerne som velsignelser?
Tænk på nogle af de befalinger, Gud har givet jer. Hvad har disse bud lært jer om ham og hans vilje? (Se v. 8). Hvordan er jeres liv blevet påvirket af at holde disse bud?
Hvad lærer I om Herren fra vers 10? Hvad tror I, det betyder, at Herren er »bundet«? (Se også v. 15).
Hvordan har Herren opfyldt sine løfter i jeres liv? Hvad kan I sige til nogen, der ikke føler sig motiveret til at holde befalingerne, fordi de ikke har modtaget de velsignelser, de håbede på? Kan I finde nyttig indsigt i ældste D. Todd Christoffersons tale »Vores forhold til Gud«? (Liahona, maj 2022, s. 78-80).
Se også Guide til skrifterne, »Befalinger«, Evangelisk Bibliotek.
Herren velsigner os på sine egne vidunderlige måder.
Søster Virginia H. Pearce, tidligere medlem af Unge Kvinders hovedpræsidentskab, har talt om en kvinde, der bekymrede sig desperat om sine børn, der traf uretfærdige valg. I nærmest panik prøvede hun alt, hun kunne komme i tanke om, for at søge Herrens velsignelser på deres vegne. Ud over inderlig bøn satte hun et ambitiøst mål om øget tempelbesøg og følte sig sikker på, at Herren ville ære dette betydelige offer ved at ændre hendes børns hjerte. Kvinden fortalte:
»Efter ti års øget tempelbesøg og konstante bønner, er jeg bedrøvet over at sige, at mine børns hjerte ikke er forandret …
Men jeg er. Jeg er en ny kvinde … Mit hjerte er blevet blødere. Jeg er fyldt med medfølelse. Jeg kan faktisk gøre mere og er fri for frygt, angst, skyld, bebrejdelse og frygt. Jeg har opgivet mine tidsfrister og er i stand til at vente på Herren. Og jeg oplever hyppige tilkendegivelser af Herrens kraft. Han sender mild barmhjertighed, små budskaber, der viser hans kærlighed til mig og mine børn. Mine forventninger har ændret sig. I stedet for at forvente, at mine børn ændrer sig, forventer jeg disse hyppige barmhjertige øjeblikke, og jeg er taknemmelig for dem …
Mine bønner har ændret sig. Jeg udtrykker mere kærlighed og er mere taknemlig … Herren arbejder på vidunderlig vis, og jeg er i sandhed fyldt med en fred, der overgår al forstand« (i »Prayer: A Small and Simple Thing«, At the Pulpit, 2017, s. 288-289).
»Der skal sørges for enker og forældreløse.«
I april 1832 rejste Joseph Smith, som anvist af Herren, næsten 1.300 km for at besøge de hellige, der var samlet i Missouri (se L&P 78:9). Mens han var der, besøgte han et område, hvor adskillige enker opdrog deres børn alene. Blandt dem var Phebe Peck og Anna Rogers, som profeten kendte personligt . I 1830’ernes Missouri gav delstatslove enker begrænsede rettigheder til deres afdøde mands ejendom. Hvad lærer I af afsnit 83 om, hvordan Herren har det med enker og forældreløse? Kender I nogen i denne situation, der kunne have gavn af jeres kærlighed eller omsorg? Hvordan kan I dele det, I har, med enker, forældreløse, enlige mødre og andre i nød?
Se også Esajas 1:17; Jakobs Brev 1:27.
Forslag til undervisning af børn
Jeg kan bede til Gud »lydeligt og i [mit] hjerte«.
-
Når I læser Lære og Pagter 81:3 sammen med jeres børn, så hjælp dem til at tænke på forskellige »offentlige« og »private« steder, hvor de kan bede. I kan også lytte til eller synge en salme om bøn, såsom »Der er en stund, da ro og fred« (Salmer og sange, nr. 74). Fortæl hinanden noget fra salmen, der lærer os en vigtig sandhed om bøn. I kan også snakke om at tale ærbødigt til vor himmelske Fader.
-
For at opmuntre jeres børn til at bede i deres hjerte kan I give dem papirhjerter og bede dem om at tegne eller skrive noget, de ønsker at bede om til vor himmelske Fader. Bær vidnesbyrd om, at vor himmelske Fader ved, hvad vi tænker og føler, og han kan høre vores bønner, selv om vi ikke siger dem højt. I kan fortælle dem om en oplevelse, hvor I bad i jeres hjerte, og vor himmelske Fader hørte jer.
Herren ønsker, at jeg hjælper mennesker i nød.
-
Tegn billeder af hænder og knæ sammen med jeres børn, og bed jeres børn om at finde disse kropsdele i Lære og Pagter 81:5. Hvad beder Herren os om at gøre i dette vers? I kan fortælle hinanden, hvordan nogle personer har styrket jer, når I har følt jer »svage« eller »matte«. Videoen »Pass It On« (ChurchofJesusChrist.org) kan give jeres børn forslag til, hvordan de kan tjene andre. I kan også synge en sang om tjeneste, såsom »Har jeg gjort noget godt?« (Salmer og sange, nr. 143). Overvej at hjælpe jeres børn med at lægge en plan for at hjælpe mindst en person i nød denne uge.
-
I kan også bruge billeder eller videoer til at fortælle enkle historier om Jesus Kristus, der tjener andre (se billederne i dette oplæg; Evangelisk kunst, nr. 41, 42, 46, 47, 55; eller en af Bibelvideoerne i Evangelisk Bibliotek). Hvordan kan vi følge Frelserens eksempel på at hjælpe andre?
Vor himmelske Fader lover velsignelser, når jeg stræber efter at adlyde ham.
-
I og jeres børn kan kigge i Lære og Pagter 82:8-10 efter svar på spørgsmålet : »Hvorfor giver vor himmelske Fader os befalinger?« I kan eventuelt hjælpe jeres børn til at tænke på eksempler på hans befalinger (se fx 2 Mos 20:4-17; Matt 22:37-39; L&P 89:5-17). Det kan være en hjælp, hvis I og jeres børn finder eller tegner billeder, der repræsenterer nogle af dem. Hvordan viser vor himmelske Faders bud hans kærlighed til os?
-
Måske kan en enkel leg hjælpe jeres børn til at se Guds bud som velsignelser, ikke byrder. En person kan give instrukser for at hjælpe en anden person, der har bind for øjnene, til at lave en sandwich eller tegne et billede. Tænk på noget sjovt og kreativt! Tal derpå om, hvordan Guds befalinger er ligesom instruktionerne i denne leg.