»30. september-13. oktober. Efeserne: ›For at udruste de hellige‹«, Kom og følg mig – For enkeltpersoner og familier: Det Nye Testamente 2019, 2019
»30. september-13. oktober. Efeserne«, Kom og følg mig – For enkeltpersoner og familier: 2019
30. september-13. oktober
Efeserne
»For at udruste de hellige«
Kan du se nogle forbindelser mellem budskaberne i generalkonferencerne og Paulus’ Brev til Efeserne?
Nedskriv dine indtryk
Da evangeliet begyndte at sprede sig i Efesos, forårsagede det »ikke ringe uro« (ApG 19:23) blandt efeserne. Lokale håndværkere, der lavede altre til en hedensk gudinde, så kristendommen som en trussel mod deres levebrød, og snart »blev de rasende og … urolighederne bredte sig til hele byen« (se ApG 19:27-29). Forestil dig at være nyomvendt til evangeliet sådan et sted. Mange efesere tog imod og efterlevede evangeliet midt i dette »oprør« (ApG 19:40), og Paulus forsikrede dem om, at »Kristus … er vor fred« (Ef 2:13-14). Disse ord sammen med hans opfordring om at lade »al forbitrelse og hidsighed og vrede og råb og spot … ligge [os] fjernt« (Ef 4:31) synes at være lige så betimelige og trøstende nu, som de var dengang. For efeserne og for dig gælder det, at styrken til at møde modgang kommer »i Herren og i hans mægtige styrke« (Ef 6:10-13).
Forslag til personligt skriftstudium
Har Gud »udvalgt« eller »forudbestemt« nogle af sine børn til at blive frelst?
Paulus talte om de hellige, der var »forudbestemt« af Gud og »før verden blev grundlagt … udvalgt« til at være hans folk. Som præsident Henry B. Eyring har sagt, så får det faktum, at så mange folk lever og dør uden en mulighed for at modtage evangeliet, mange til at »konkludere, at Gud på forhånd må have besluttet sig for, hvilke af sine børn han ville frelse og gjorde evangeliet tilgængeligt for dem, mens de, der aldrig hørte om evangeliet, ganske enkelt ikke var ›udvalgte‹. Men … Guds plan er meget mere kærlig og retfærdig end det. Vor himmelske Fader er ivrig efter at samle og velsigne hele sin familie« (se »Indsamling af Guds slægt«, Liahona, maj 2017, s. 20). Alle Guds børn kan tage imod evangeliet og dets ordinancer på grund af det arbejde, der bliver udført for de døde i hellige templer.
Selvom ingen er forudbestemt til at blive frelst eller til ikke at blive frelst, lærer nutidig åbenbaring os, at nogen blev »forudbestemt« i den førjordiske tilværelse til at udføre visse opgaver her på jorden. Dette omfatter det ansvar, som alle sidste dages hellige har for at fortælle andre om evangeliet og hjælpe alle Guds børn på begge sider af sløret til at komme til Kristus (se »Foreordination«, Gospel Topics, topics.lds.org).
Gud vil »sammenfatte alt i Kristus«.
Har du nogensinde undret dig over, hvad »den frelsesplan for tidernes fylde« er, eller hvad det vil sige at »sammenfatte alt i Kristus«? Når du tænker over disse vendinger, så læs følgende skriftsteder: Efeserne 4:13; 2 Nefi 30:7-8; Lære og Pagter 110:11-16; 112:30-32; 128:18-21. Du føler dig måske inspireret til at skrive dine egne forklaringer på disse vendinger.
Kirken er grundlagt på apostle og profeter, og Jesus Kristus er hovedhjørnestenen.
Når du læser Paulus’ lærdomme om apostle og profeter, kan det forberede dig til at høre nutidige apostles og profeters budskaber ved generalkonferencen. Hvorfor har vi ifølge Efeserne 2:19-55; 4:11-16 profeter og apostle? Hvordan har deres lærdomme hjulpet dig til ikke at blive drevet »hid og did af hver lærdoms vind«?
Se også Apostlenes Gerninger 4:10-12.
Jeg kan styrke mine familieforhold.
Når du læser Efeserne 5:21-6:4, hvad kommer du så til at tænke på angående, hvordan du kan styrke jeres familieforhold?
Det er vigtigt at bemærke, at Paulus’ ord i Efeserne 5:22 blev skrevet på baggrund af de sociale skikke i det område. Profeter og apostle i vore dage underviser om, at mænd ikke er mere værd end kvinder, og at ægtepar bør være »jævnbyrdige partnere« (se »Familien: En proklamation til verden«, Liahona, maj 2017, s. 145). Ikke desto mindre kan du stadig finde relevante råd i Efeserne 5:23-33, især hvis du er gift eller forbereder dig til ægteskab. Hvordan viser Kristus for eksempel sin kærlighed til de hellige? Hvad siger det om, hvordan en ægtemand bør behandle sin hustru? Hvilke budskaber finder du til dig selv i disse vers?
Det vil beskytte mig fra ondt at iføre mig »Guds fulde rustning«.
Når du læser Efeserne 6:10-18, så tænk over, hvorfor Paulus har givet hver rustningsdel det navn, han gav dem. Hvad vil »Guds fulde rustning« beskytte os imod? Hvad kan du gøre for mere fuldt ud at iføre dig hver rustningsdel hver dag?
Se også 2 Nefi 1:23; Lære og Pagter 27:15-18.
Forslag til familieskriftstudium og familieaften
Når du læser i skrifterne sammen med din familie, kan Ånden hjælpe dig til at vide, hvilke principper du skal lægge vægt på og drøfte med din familie for at møde din families behov. Her er nogle forslag:
Gennem genoprettelsen i de sidste dage samler Gud alle ting under et, deriblandt alle evangeliets principper og ordinancer. For at vise denne tanke kan du gemme nogle ting eller nogle sedler med sætninger rundt om i hjemmet, som repræsenterer ting, der er blevet gengivet i vore dage (såsom præstedømmenøgler, tempelordinancer, skrifter og åndelige gaver). Din familie kan lede efter dem og »indsamle« dem. Hvorfor er vi taknemmelige for at leve i tiden for »frelsesplan[en] for tidernes fylde«?
Bed din familie om at fortælle om nogle oplevelser, hvor de har følt Guds og Jesu Kristi kærlighed og barmhjertighed som beskrevet i disse vers.
Det kan være, at din familie vil synes, at det er sjovt at bygge mure ud af puder eller andre genstande, I har derhjemme, og så bagefter rive dem ned. Hvilke slags mure skiller folk i vore dage? Hvordan har Jesus Kristus »nedrev[et] den mur af fjendskab, som skilte os« fra Gud?
Din familie kan lave deres egen version af »Guds fulde rustning« ved at bruge ting, I har i jeres hjem. De kan finde enkle forklaringer på de forskellige dele af rustningen i »Guds fulde rustning«, (Liahona, juni 2016, s. 70-71). Hvordan beskytter hver rustningsdel os åndeligt? Hvad kan vi hver dag gøre for at hjælpe hinanden til at »ifør[e os] Guds fulde rustning« (Ef 6:11?
Find flere ideer til, hvordan man kan undervise børn i denne uges oplæg i Kom og følg mig – Primary.