Det Gamle Testamente 2022
Vejledning til sangperiode og til børnenes nadvermødeprogram


»Vejledning til sangperiode og til børnenes nadvermødeprogram«, Kom og følg mig – Primary: Det Gamle Testamente 2022, 2021

»Vejledning til sangperiode og til børnenes nadvermødeprogram«, Kom og følg mig – Primary: Det Gamle Testamente 2022

barn, der laver bevægelser og synger i kirke

Vejledning til sangperiode og til børnenes nadvermødeprogram

Kære præsidentskaber og musikledere i Primary.

Primarysange er et effektivt redskab til at hjælpe børnene med at lære om vor himmelske Faders plan for lykke og de grundlæggende sandheder i Jesu Kristi evangelium. Når børnene synger om evangeliske principper, vil Helligånden vidne om sandheden af dem. Ordene og musikken vil blive i børnenes sind og hjerte hele deres liv.

Søg Åndens hjælp, når I forbereder jer til at undervise om evangeliet gennem musik. Bær jeres vidnesbyrd om de sandheder, I synger om. Hjælp børnene til at se, hvordan musikken relaterer til det, de lærer og oplever i hjemmet og i primaryklassen. Børnene og deres familie vil blive velsignet af jeres hengivne indsats.

Vi elsker jer og udtrykker vores taknemmelighed for den hengivne tjeneste, I yder, som styrker og beskytter vores dyrebare børn.

Primarys hovedpræsidentskab

Vejledning til sangperiode

5 minutter (Primarys præsidentskab): Åbningsbøn, skriftsted eller trosartikel og en tale

20 minutter (musikleder): Sangperiode

Primarys præsidentskab og musiklederen vælger sange til hver måned for at underbygge de principper, børnene lærer om i deres klasse og derhjemme. En liste med sange, der underbygger disse principper, er medtaget i denne vejledning. Disse sange findes også i oplægget i Kom og følg mig – Primary og Kom og følg mig – Enkeltpersoner og familier.

Når du lærer børnene sangene, så bed dem om at fortælle det, de allerede har lært om historierne og de doktrinære principper, sangen lærer om. Du kan eventuelt gennemgå oplæg i Kom og følg mig – Primary, som børnene studerer i deres klasse. Det vil hjælpe dig til at blive mere opmærksom på de historier og principper, de lærer, så du kan overveje, hvordan du kan støtte deres indlæring med musik.

I sangperioden kan du også gennemgå sange, som børnene tidligere har lært, og sange, de godt kan lide at synge. Når du gennemgår dem, så bed børnene om at fortælle om deres følelser og tanker om de sandheder, der findes i sangen.

Børnenes sangbog er den primære ressource til musik i Primary. Sange fra Salmer og sange og sange fra Lille Liahona eller Liahona er også velegnede. Af og til kan børnene synge danske sange eller fødselsdagssange, der er passende på en søndag og for børnenes alder. Brug af enhver anden musik i Primary skal godkendes af biskoprådet (se Kirkens håndbog: Tjeneste i Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige, 12.3.4, ChurchofJesusChrist.org).

Oversigt over Primary

Hver uge består Primary af:

Sangperiode:25 minutter

Overgang:5 minutter

Klasser:20 minutter

Ledere af en større Primary kan dele børnene op i to grupper og have den ene gruppe i klasser, mens den anden har sangperiode. De to grupper bytter derpå plads. I sådanne tilfælde skal primaryledere muligvis tilpasse de tider, der er vist ovenfor til at passe til deres situation.

Forslag til musik i en sangperiode

Januar

Februar

Marts

April

Maj

Juni

Juli

August

September

Oktober

November

December

tre børn, der holder et billede af Jesus foran kirke

Brug musik til at undervise i læren

Sangperioden er til for at hjælpe børnene med at føle Helligåndens indflydelse, mens de lærer evangeliets sandheder. Følgende ideer kan inspirere dig, når du planlægger, hvordan du kan undervise i de evangeliske principper, der findes i salmer og primarysange.

Læs skriftsteder, der har med emnet at gøre. I Børnenes sangbog og Salmer og sange findes der henvisninger til relaterede skriftsteder med mange af sangene og salmerne. Hjælp børnene til at læse nogle af disse skriftsteder og tal om, hvordan skrifterne relaterer til sangen. Du kan også skrive nogle få skriftstedshenvisninger på tavlen og bede børnene om at få hver henvisning til at passe med en sang eller et vers fra en sang.

Udfyld det tomme felt. Skriv et vers fra en sang på tavlen, hvor flere af nøgleordene mangler. Bed derpå børnene om at synge sangen og lytte efter, hvilke ord der passer på de tomme felter. Når de udfylder det tomme felt, så tal om, hvilket evangelisk princip de lærer af de manglende ord.

Brug citater fra kirkeledere. Bed børnene om at lytte til et citat fra en kirkeleder, der underviser om det samme princip som primarysangen. Bed dem om at række hånden op, når de hører noget, der hjælper dem til at forstå den sandhed, de synger om. Lad dem fortælle, hvad de har hørt.

Bær vidnesbyrd. Bær et kort vidnesbyrd for børnene om de evangeliske sandheder, der er i primarysangen. Hjælp børnene til at forstå, at sang er én måde, hvorpå de kan bære vidnesbyrd og føle Ånden.

Stå som et vidne. Bed børnene om at skiftes til at rejse sig og fortælle det, de lærer af den sang, de synger, eller hvordan de har det med den sandhed, sangen lærer om. Spørg dem, hvordan de har det, når de synger sangen, og hjælp dem til at genkende Helligåndens indflydelse.

Brug billeder. Bed børnene om hjælp til at finde eller lave billeder, der passer til vigtige ord eller sætninger i sangen. Bed dem om at fortælle, hvordan billederne relaterer til sangen, og hvad sangen lærer os. Hvis du fx lærer dem sangen »Når Jesus atter kommer her« (Børnenes sangbog, s. 46-47), kan du anbringe billeder rundt om i lokalet, der viser vigtige ord i sangen (for eksempel engle, sne og stjerne). Bed børnene om at samle billederne ind og holde dem frem i den rigtige rækkefølge, mens du synger sangen for dem.

Anvend illustrationer. Du kan bruge en genstand til at inspirere til en samtale om en sang. Sangen »Jeg søger til Herren« (Børnenes sangbog, s. 67) taler eksempelvis om at søge Herren. Du kan gemme et billede af Frelseren i et lokale, og opmuntre et barn til at finde det. Når barnet har fundet billedet, kan I snakke om, hvad han eller hun gjorde for at finde det. Dette kan føre til en samtale om de ting, der nævnes i sangen, som vi kan gøre for at søge Herren.

Opfordr til at dele personlige oplevelser. Hjælp børnene til at forbinde principperne i sangen med oplevelser, de har haft med disse principper. Du kan for eksempel, før I synger »Jeg elsker Herrens tempel« (Børnenes sangbog, s. 99), bede børnene om at række hånden op, hvis de har set et tempel. Bed dem om at tænke over, hvordan de har det, når de ser et tempel, mens de synger

Stil spørgsmål. Der er mange spørgsmål, du kan stille, når I synger sange. For eksempel kan du spørge børnene, hvad de lærer af hvert vers i sangen. Du kan også bede dem om at tænke på spørgsmål, som sangen besvarer. Det kan føre til en drøftelse af de sandheder, sangen lærer om.

Lyt efter svar. Bed børnene om at lytte efter svar på spørgsmål. Sangen »Han sendte sin Søn« (Børnenes sangbog, s. 20-21) indeholder for eksempel spørgsmål og svar. Du kan stille børnene spørgsmålene og lade dem lytte efter svar, mens de synger.

Hjælp børnene til at lære og huske primarysange og -salmer

Børn lærer en sang ved at høre og synge den om og om igen. Syng altid ordene i en ny sang for børnene – nøjes ikke med blot at læse eller fremsige dem. Det hjælper børnene til at forbinde melodien med ordene. Når en sang er blevet lært, kan I gennemgå den på en række sjove måder i løbet af året. Her følger nogle ideer til at hjælpe børnene med at lære og genopfriske sange.

Lav plakater. Vis plakater med ord fra hvert vers eller billeder, der repræsenterer ordene. Dæk nogle af ordene eller billederne til, når børnene synger, indtil de kan synge hele verset uden plakaten. Du kan også få børnene til at hjælpe med at lave plakater.

Vis tonelejet. For at lære børnene melodien til en sang kan du holde din hånd vandret, og mens I synger ordene, bevæger du din hånd op for at angive højere toner og bevæger den ned for at angive lavere toner.

Ekko. Bed børnene om at være dit ekko ved at gentage det, du synger. Syng en kort sætning eller linje for børnene, og få dem derpå til at synge den for dig.

Brug variation. Syng sange på flere forskellige måder som for eksempel ved at hviske, nynne, klappe rytmen, variere tempoet eller synge, mens I sidder eller står. Du kan også lave en papirterning og på hver side skrive forskellige måder at synge på. Bed et barn om at kaste terningen for at afgøre, hvordan børnene skal synge.

Syng i grupper. Giv hver klasse eller person en sætning, de skal synge, mens de står op, og skift derefter sætning, indtil hver klasse eller person har sunget hver sætning.

Brug fagter. Bed børnene om at tænke på enkle fagter, der hjælper dem til at huske ordene og budskabet i en sang. Når I for eksempel synger »Kære Gud, hør på mig« (Børnenes sangbog, s. 11), kan du lade børnene folde hænderne, bøje hovedet og lægge hånden på deres hjerte, når de synger de relevante linjer i sangen.

Piger synger, drenge synger. Lav en tegning af en dreng og en af en pige, og lim eller tape billederne fast på hver sin pind. Hold en tegning op for at angive, hvem der skal synge den del af sangen, mens I gennemgår den.

Kast i kurv. Sæt nogle kurve eller andre beholdere forrest i lokalet – antallet af kurve skal svare til antallet af vers i en sang. Bed et af børnene om at kaste en ærtepose eller et sammenkrøllet papir i eller nær en beholder, der er nummereret. Få børnene til at synge verset med samme nummer som beholderen.

Få et billede til at passe sammen med en sætning. Skriv hver linje af en sang på hvert sit stykke papir, og find et billede, der repræsenterer hver linje. Anbring billederne i den ene side af lokalet og papirstykkerne i den anden. Syng sangen og bed børnene få billederne til at passe sammen med ordene.

to børn, der synger i kirke

Retningslinjer for nadvermødeprogrammet

Børnenes nadvermødeprogram holdes under ledelse af biskoppen normalt i årets fjerde kvartal. Arranger som Primarys præsidentskab og musikleder et møde i begyndelsen af året med den rådgiver i biskoprådet, der har ansvar for Primary, for at tale om planer for programmet. Når I har lagt planer, så få hans godkendelse til dem.

Programmet bør give børnene mulighed for at præsentere det, de og deres familie har lært af Det Gamle Testamente hjemme og i Primary, heriblandt de primarysange de har sunget i løbet af året. Overvej bønsomt, hvilke evangeliske principper og sange der understøtter det, de har lært. Før notater i løbet af året om børnenes taler og personlige oplevelser, som eventuelt kan bruges i programmet. Bed børnene om at dele skriftsteder, historier og deres vidnesbyrd i programmet. Når du planlægger programmet, så tænk over, hvordan det kan hjælpe forsamlingen til at fokusere på vor himmelske Fader, Frelseren og deres lære.

Enheder med få børn kan overveje, hvordan familiemedlemmer kan deltage med deres børn. Et medlem af biskoprådet kan afslutte mødet med et kort indlæg.

Husk følgende retningslinjer, når I forbereder programmet:

  • Øv ikke på tidspunkter, hvor børnene bliver holdt unødigt væk fra deres primaryklasse eller familie.

  • Visuelle præsentationer, kostumer og mediepræsentationer er ikke passende ved et nadvermøde.

(Se Kirkens håndbog: Tjeneste i Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige, 12.2.1.2, ChurchofJesusChrist.org).