Seminar og institut
Lektion 13: Lære og Pagter 4


Lektion 13

Lære og Pagter 4

Indledning

Denne åbenbaring fra februar 1829 er adresseret til Joseph Smith sen., profetens far, og er den første i en række af åbenbaringer, som er givet til personer, der ønskede at bistå Herren med hans værk (se også L&P 11-12; 14-16; 25). I åbenbaringen kaldes Joseph Smith sen. til at arbejde i Guds tjeneste. Herren nævner desuden kvalifikationer og vigtige egenskaber hos dem, der tjener ham.

Forslag til undervisningen

Lære og Pagter 4:1-3

Joseph Smith sen. kaldes til at arbejde i Guds tjeneste

Begynd med at bede eleverne om at tænke over følgende spørgsmål:

  • Har I nogensinde ønsket at tjene Gud og kende hans vilje om, hvordan I bedst kunne hjælpe til i hans værk?

Forklar, at Joseph Smiths far havde sådant et ønske, men han vidste ikke, hvad Herren ønskede, at han skulle gøre. I februar 1829 besøgte Joseph Smith sen. og hans hustru, Lucy, deres søn, Joseph Smith jun., i Harmony i Pennsylvania. Under det besøg fik Joseph Smith jun. en åbenbaring som svar på sin fars spørgsmål. Lære og Pagter 4 er Herrens svar, hvor han nævner de kvalifikationer, som han forventer af dem, der bidrager til hans værk.

Mind eleverne om, at da man fik denne åbenbaring, var Kirken endnu ikke blevet organiseret, og præstedømmet var ikke blevet gengivet endnu. Bed dem om at læse Lære og Pagter 4:1 for sig selv og se efter, hvordan Herren beskrev den genoprettelse, der lige var begyndt at folde sig ud.

  • Hvilket ord brugte Herren til at beskrive gengivelsen af evangeliet i de sidste dage?

  • Hvordan var gengivelsen af evangeliet forunderlig?

Bed en om at læse Lære og Pagter 4:2 højt. Lad klassen følge med og lægge mærke til, hvad Herren forlanger af dem, der indtræder i hans tjeneste. (Du kan måske forklare, at ordet indtræde betyder at begynde).

  • Hvad forventer Herren ifølge dette vers af dem, som tjener ham?

  • Hvad vil det sige at gøre noget »af hele jeres hjerte, kraft, sind og styrke«?

For at hjælpe dem til bedre at forstå denne vending kan du bede dem om at beskrive, hvilke handlinger eller egenskaber de forventer at se i en person, der bestræber sig på at tjene Gud af hele sit hjerte, kraft, sind og styrke. Du kan eventuelt også bede dem om at komme med eksempler på de mennesker, de kender, som tjener Herren på denne måde.

Skriv følgende ufuldstændige udtalelse på tavlen: Hvis vi tjener Gud af hele vores hjerte, kraft, sind og styrke, .

Hjælp dem derefter til at finde et princip i Lære og Pagter 4:2 ved at stille følgende spørgsmål:

  • Hvilken velsignelse kommer der ifølge Lære og Pagter 4:2 af at tjene Gud »af hele [vores] hjerte, kraft, sind og styrke? (Når de svarer, skal du bede en af dem om at færdiggøre udsagnet på tavlen. Der bør stå noget lignende dette: Hvis vi tjener Gud af hele vores hjerte, kraft, sind og styrke, kan vi stå ulastelige foran ham på den yderste dag. Du kan foreslå, at de understreger denne vending i deres skrifter).

  • Hvorfor tror I, at det at tjene Herren af hele vores hjerte, kraft, sind og styrke vil gøre det muligt at stå ulastelige foran Gud?

Opfordr dem til at tænke over, hvordan det vil føles at stå i Guds nærhed og være »ulastelige«. Bed eventuelt en eller to om at dele deres tanker.

Bed en om at læse Lære og Pagter 4:3 højt. Lad de andre følge med og se efter en egenskab, som vi behøver for at tjene Herren i hans værk.

  • Hvilken egenskab er nødvendig for at tjene Herren i hans værk? (Et ønske om at tjene Gud).

Du kan eventuelt forklare, at nogle kun betragter Lære og Pagter 4 som et kald til fuldtidsmissionering. Men Joseph Smiths far, som denne åbenbaring var henvendt til, blev ikke kaldet som fuldtidsmissionær. Han fulgte dog rådet i Lære og Pagter 4:2-3 resten af sit liv og tjente beslutsomt, hvor som helst og når som helst han blev kaldet. Han var et af de otte vidner til Mormons Bog og en af de første til at blive døbt, da Kirken blev officielt organiseret den 6. april 1830. Han tjente også som Kirkens første patriark og assisterende rådgiver i Det Første Præsidentskab.

Rådet i dette afsnit kan anvendes af alle, der ønsker at tjene Herren, og på de mange forskellige måder, hvorpå vi kan opbygge Guds rige.

  • Hvordan kan vi udover en fuldtidsmission tjene Herren i hans værk?

For at give dem nogle ideer til, hvordan de kan handle på deres ønske om at hjælpe til i Herrens værk nu, skal du bede et klassemedlem om at læse følgende udtalelse fra Til styrke for de unge højt:

»Den vigtigste tjeneste, du kan yde, er i dit eget hjem. Du kan også tjene i dine kirkekaldelser, skole og lokalsamfund. Du kan tjene gennem tempeltjeneste og slægtsforskning. Du kan tjene ved at fortælle andre om evangeliet og som fuldtidsmissionær i fremtiden. Ofte kommer de mest betydningsfulde eksempler på tjeneste til udtryk ved almindelig, dagligdags venlighed. Søg dagligt Helligåndens vejledning, så du kan vide, hvem du skal tjene, og hvordan du kan imødekomme deres behov. Følg Frelserens eksempel, når du tjener andre« (Til styrke for de unge, hæfte, 2011, s. 32).

Bed dem om i deres skriftstudiebog at skrive, hvordan de specifikt kan bidrage til Herrens værk på dette tidspunkt i deres liv.

Lære og Pagter 4:4

Marken er klar til høst

tegning af hvede

Hvis det er muligt, så medbring et kornneg. Hvis du ikke kan finde et kornneg, viser du et billede af en kornmark eller tegner en enkel tegning af et kornneg på tavlen. Forklar, at korn som hvede eller byg skifter farve, når det gror. Når korn begynder at spire, er det grønt, men det bliver blegt, i takt med det modnes. Når kornet er parat til at blive høstet, beskrives det ofte som «hvid[t]«.

tegning af hvede

Skriv følgende ord på tavlen: mark, høst, segl. Bed en om at læse Lære og Pagter 4:4 højt. Før vedkommende læser, forklarer du, at Herren i dette vers sammenligner verdens befolkning med en kornmark. Lad klassen følge med og se efter, hvordan Herren beskriver marken (eller verdens befolkning).

  • Hvad siger Herren om sin mark (eller verdens befolkning)?

  • Hvad tror I vendingen: »Marken er allerede hvid til høst« betyder? (Verdens befolkning er parat til at blive indsamlet til Herren og hans kirke).

Spørg, om der er nogen, der kan forklare, hvad et segl er, og hvad det bruges til. (Et segl er en buet kniv, der bruges til at høste korn. Du kan eventuelt tegne en enkel tegning af et segl på tavlen).

tegning af segl
  • Hvad tror I, at det betyder at svinge sin segl af al sin kraft? (At arbejde flittigt på at bringe andre til Jesus Kristus).

  • Hvilken velsignelse kommer ifølge Lære og Pagter 4:4 til dem, der arbejder flittigt på at bringe andre til Jesus Kristus? (De bruger måske andre ord, men sørg for, at de kommer frem til følgende sandhed: Når vi arbejder flittigt på at bringe andre til Jesus Kristus, kan vi også opnå frelse. Skriv eventuelt dette princip på tavlen).

  • Hvordan hjælper det at bringe andre til Jesus Kristus os til også at komme til ham?

For at hjælpe dem med at styrke deres vidnesbyrd om dette princip kan du bede dem om at komme med eksempler på, hvordan de har følt sig tættere på vor himmelske Fader og Jesus Kristus, når de har arbejdet på at bringe andre til dem. Du kan eventuelt også fortælle om dine egne oplevelser eller bære dit vidnesbyrd om dette princip.

Lære og Pagter 4:5-7

Herren nævner nogle kvalifikationer og vigtige egenskaber for at tjene ham

Bed dem om at nævne nogle få slags beskæftigelse. Vælg en eller to af de beskæftigelsesformer, de nævner, og bed dem om at finde de kvalifikationer og egenskaber, som er nødvendige, for at få succes med denne slags beskæftigelse. Lad dem læse Lære og Pagter 4:5 for sig selv og se efter de egenskaber, der kvalificerer en person til at hjælpe til i Herrens værk. (Du kan eventuelt bede en om at skrive disse egenskaber på tavlen i takt med, at klassen nævner dem. Foreslå eventuelt, at de markerer dem i deres skrifter).

Bed en om at læse Lære og Pagter 4:6 højt. Lad klassen følge med og bemærke andre egenskaber, som Herren råder sine tjenere til at »husk[e]«. (Du kan eventuelt bede en om at skrive disse egenskaber på tavlen ved siden af dem fra vers 5).

Bed dem om at finde en sandhed i vers 5-6 om, hvad vi kan gøre, når vi udvikler guddommelige egenskaber. De kan bruge andre ord, men de bør finde frem til følgende sandhed: Vores bestræbelser på at udvikle guddommelige egenskaber vil hjælpe os til at tjene i Herrens værk. (Du kan eventuelt skrive dette princip på tavlen. Foreslå eventuelt, at de skriver det i deres skrifter ud for L&P 4:5-6).

  • Hvordan kan det at udvikle egenskaberne i vers 5-6 hjælpe os til en mere effektiv tjeneste i Herrens værk?

  • Hvilke af egenskaberne i disse vers vil I gerne udvikle i højere grad? Hvorfor?

Bed en om at læse Lære og Pagter 4:7 højt, mens klassen ser efter, hvordan vi kan opsøge og udvikle disse egenskaber.

  • Hvad menes der med »bed« og »bank på«?

  • Hvordan kan bøn hjælpe os med at tilegne os guddommelige egenskaber?

Som afslutning på denne lektion kan du eventuelt bede eleverne om at vidne om de velsignelser, de har fået, når de har hjulpet til i Herrens værk.

Kommentar og baggrundsinformation

Lære og Pagter 4. Instruktioner til dem, der ønsker at tjene i Kirken

Præsident Joseph Fielding Smith fra Det Første Præsidentskab har sagt:

Præsident Joseph Fielding Smith

»[Lære og Pagter 4] er meget kort, kun syv vers, men det indeholder tilstrækkeligt med råd og belæringer til et livslangt studium. Endnu har ingen mestret det. Det var ikke beregnet som en personlig åbenbaring til Joseph Smith, men til at være gavn for alle, som ønsker at træde ind i Guds tjeneste. Det er en åbenbaring til hvert medlem af Kirken, især til alle, som bærer præstedømmet. Måske findes der ingen anden åbenbaring i vores skrifter, der rummer større belæring om, hvordan Kirkens medlemmer gør sig egnet til at tjene Gud og i så komprimeret form som denne åbenbaring. Den er lige så bred, så høj og så dyb som evigheden. Ingen ældste i Kirken er egnet til at undervise i Kirken eller bringe budskabet om frelse ud til verden, førend han har taget denne guddommelige belæring til sig, i det mindste delvist« (Church History and Modern Revelation, 2 bd., 1953, 1:35).