Seminar og institut
Lektion 18: Lære og Pagter 11-12


Lektion 18

Lære og Pagter 11-12

Indledning

Kort tid efter gengivelsen af Det Aronske Præstedømme i maj 1829 besøgte to mænd profeten Joseph Smiths i Harmony i Pennsylvania: Joseph Smiths bror Hyrum og Joseph Knight sen. Begge mænd gav udtryk for deres ønske om at tjene Gud og hjælpe til med gengivelsen af evangeliet. Lære og Pagter 11 er Herrens åbenbaring til Hyrum Smith om, hvordan han kunne grundlægge Zions sag. Lære og Pagter 12 indeholder Herrens åbenbaring til Joseph Knight sen. om, hvordan også han kunne hjælpe med styrkelsen af Zions sag.

Forslag til undervisningen

Lære og Pagter 11:1-14

Hyrum Smith lærer, hvordan han kan hjælpe med styrkelsen af Zions sag

Bed eleverne om at tænke på et tidspunkt, hvor de ønskede at tilslutte sig eller deltage i en god sag eller aktivitet så som at planlægge en kirkeaktivitet, yde en tjeneste for en, der trængte til det, eller at deltage i en forening.

  • Hvad skulle I gøre for at deltage i denne aktivitet eller sag? (De kan nævne ting som at skrive sig op, udfylde formularer, tale med den ansvarlige person eller andre handlinger, som viser deres ønske om at deltage).

Bed dem læse afsnitsindledningen for Lære og Pagter 11 og 12 og se efter navnene på de to, der ønskede at deltage i Herrens værk. Bed derefter dem om at læse Lære og Pagter 11:27 og 12:7 for sig selv og finde frem til, hvem ellers Herren bad om at hjælpe til i sit værk.

  • Hvem ellers bad Herren om at hjælpe til i sit værk? (Alle dem, der har et ønske om at hjælpe ham).

For at hjælpe dem til at forstå baggrunden for Lære og Pagter 11 forklarer du, at åbenbaringen i dette afsnit var til Hyrum Smith, der kom fra Palmyra i New York til Harmony i Pennsylvania for at se sin bror Joseph. Hyrum var rimelig opmærksom på de nyeste hændelser så som fremgangen med oversættelsen af Mormons Bog. Han ønskede at vide, hvordan han kunne hjælpe Joseph med Herrens værk. Joseph adspurgte Herren og modtog denne åbenbaring. (Hjælp eleverne til at se vigtigheden af den rolle, som det ønske spiller i Herrens værk, ved eventuelt at foreslå, at de markerer ordene ønsker, begærer og bede i L&P 11:3, 8, 10, 14, 17, 21, 27).

Bed dem om at læse Lære og Pagter 11:5-9 for sig selv. Få halvdelen af klassen til at finde de velsignelser, som Herren lovede Hyrum. Lad den anden halvdel finde ud af, hvad Hyrum skulle gøre for at gøre krav på disse velsignelser. (Når de svarer, kan du være nødt at afklare, at »Guds hemmeligheder« (L&P 11:7) er åndelige sandheder, som kun kan kendes gennem åbenbaring).

  • Hvilke sandheder kan vi lære af Lære og Pagter 11:8 om at ønske at udføre Herrens værk? (Når de svarer, så understreg følgende sandheder: (1) Vi kan modtage velsignelser fra Gud i henhold til vores retfærdige ønsker. (2) Hvis vi ønsker at udføre Herrens værk, kan vi blive et middel til at gøre meget godt).

Skriv følgende spørgsmål på tavlen: Hvad kan jeg gøre for at »blive et middel til at gøre meget godt« i min slægt?

Lad nogle få skiftes til at læse højt fra Lære og Pagter 11:10-14. Lad klassen følge med og se efter det råd, Herren gav Hyrum for at hjælpe ham med at gøre meget godt. Når de er færdige med at læse, beder du nogle få om på tavlen under spørgsmålet at skrive det, de har fundet frem til. Du kan eventuelt foreslå, at de kopierer denne liste i deres skriftstudiebog. (De kommer til at føje mere til listen, efterhånden som lektionen fortsætter).

  • Hvad tror I, det betyder at stole på Ånden?

  • Hvordan kan I ifølge Lære og Pagter 11:12-13 genkende Åndens indflydelse? (De bruger måske andre ord, men de bør komme frem til følgende sandheder: (1) Herrens Ånd leder os til at gøre godt, være ydmyge og dømme retfærdigt. (2) Ånden oplyser vores sind og fylder vores sjæl med glæde).

Når I drøfter disse sandheder, kan du eventuelt bede dem om at gennemgå mesterskriftstedet Lære og Pagter 8:2-3. Du kan måske også foreslå, at de skriver denne henvisning i margenen ved siden af Lære og Pagter 11:12-14.

  • Hvordan kan Ånden ifølge Lære og Pagter 11:12-13 påvirke vores sind og hjerte?

  • Hvornår har I oplevet Åndens indflydelse på en af disse måder? Hvordan førte denne oplevelse jer til at »gøre godt«?

Lære og Pagter 11:15-30

Herren befaler Hyrum Smith at forberede sig på kaldet til at prædike

Bed en om at læse Lære og Pagter 11:15-16 højt. Lad klassen følge med og se efter, hvad Herren ønskede, at Hyrum Smith forberedte sig på at gøre. Hjælp dem til at forstå, at Hyrum Smith blev befalet ikke at prædike, før han var blevet kaldet til at gøre det.

  • Hvorfor skulle Hyrum Smith ifølge disse vers »vent[e] lidt længere«, før han ville blive kaldet til at forkynde evangeliet? (Du er måske nødt til at forklare, at vendingen »indtil du får mit ord, min klippe, min kirke og mit evangelium« henviser til, at Kirken endnu ikke var blevet organiseret, og at Mormons Bog ikke var blevet udgivet endnu).

Bed en om at læse Lære og Pagter 11:17-20 højt, mens klassen følger med og ser efter det, som Herren sagde, at Hyrum var nødt til at gøre for at kunne forkynde evangeliet effektivt. Du kan eventuelt føje deres svar til listen på tavlen. Du kan også bede andre om at skrive deres svar ned.

  • Hvad tror I, at det betyder at holde sig til Herren af hele sit hjerte?

  • Hvilken vending bliver gentaget i Lære og Pagter 11:18 og 20? (Du kan eventuelt også påpege, at vendingen: »Hold mine befalinger« også står i vers 6 og 9).

Skriv følgende princip på tavlen: Overholdelse af befalingerne forbereder os åndeligt på at udføre Herrens værk.

  • Hvordan vil det at overholde befalingerne i dag forberede jer til at tage på mission, blive gift og tjene i Kirken i de kommende år?

Bed en om at læse Lære og Pagter 11:21-22 højt. Lad klassen følge med og se efter andet, som Hyrum skulle gøre for at kunne forkynde evangeliet effektivt.

  • Hvad fortalte Herren Hyrum, at han skulle gøre for at være i stand til at kundgøre hans ord for folk? (Du kan eventuelt føje studere skrifterne til listen på tavlen).

  • Hvad er forskellen på at studere skrifterne for at kende Guds ord og bare at læse skrifterne?

  • Hvad lovede Herren Hyrum og andre, der følger fremgangsmåden i Lære og Pagter 11:21-22? (De bør finde følgende princip: De, der studerer Herrens ord, vil modtage hans Ånd og kraften til at overbevise andre om evangeliets sandhed).

Lære og Pagter 12

Herren rådgiver Joseph Knight angående grundlæggelsen af Zions sag

Præsenter eleverne for navnene på nogle få kendte personer. Spørg, om de nogensinde har hørt om de personer, du nævner, og kort forklare, hvorfor de er så kendte. Spørg dem derefter, om de nogensinde har hørt om en mand, der hed Joseph Knight sen.

  • Tænk på personer i jeres menighed, som har tjent trofast og i det skjulte. Hvordan er de med til at opbygge Guds rige?

Hjælp dem til at lære om Joseph Knight sen. og hans bidrag til evangeliets gengivelse ved at bede en om at læse afsnitsindledningen til Lære og Pagter 12. Forklar, at Joseph Knight sen. ikke er så kendt i dag, men han hjalp profeten Joseph Smith med mad og andre forsyninger under det vigtige arbejde med oversættelsen af Mormons Bog.Lære og Pagter 12 er en åbenbaring, som Herren gav Joseph Knight sen. i maj 1829 gennem Joseph Smith. Få en til at læse Lære og Pagter 12:6-8 højt. Lad klassen følge med og finde de retskafne karaktertræk, som de, der ønsker at hjælpe til i Herrens værk, bør besidde.

  • Hvilke karaktertræk kræver Herren ifølge Lære og Pagter 12:8 af dem, som ønsker at hjælpe til i hans værk?

  • Hvordan udvikler I disse karaktertræk i jeres liv?

Fortæl, at Joseph Knight sen. konstant forsøgte at udvikle og udøve disse retskafne karaktertræk. Han hjalp Joseph Smith timeligt og åndeligt under hele profetens tid her på jorden. Mange år efter, at Joseph Smith modtog åbenbaringen i Lære og Pagter 12, skrev han følgende om Joseph Knights trofasthed:

Profeten Joseph Smith

»Joseph Knight sen. … har været trofast, oprigtig, upartisk, eksemplarisk, dydig og god, uden at vige til højre eller venstre … Han er en retfærdig mand« (History of the Church, 5:124).

For at opfordre eleverne til at tænke over og anvende det, de har lært i dag, skal du bede nogle få af dem om at fortælle, hvordan de vil afslutte følgende sætning: »For at hjælpe Herren med hans værk vil jeg … «

Du kan eventuelt afslutte med at udtrykke, hvordan du vil fuldende denne sætning.

Kommentar og baggrundsinformation

Lære og Pagter 11:2. Guds ord er »«skarpere end et tveægget sværd«

Ældste Orson Pratt fra De Tolv Apostles Kvorum beskrev kraften i Guds ord:

Ældste Orson Pratt

»Et budskab af enkel sandhed gennemtrænger, når det kommer fra Gud, når det udtales med guddommelig myndighed af guddommeligt inspirerede mennesker, sindet som et skarpt tveægget sværd og skærer lige gennem dybt forankrede fordomme, de jernfaste sener af fortidige fejltagelser og traditioner, som tiden har gjort hellig og menneskelig visdom har gjort populær. Det kløver med ufravigelig nøjagtighed sandhed fra løgn, Kristi lære fra menneskenes lære. Det udjævner meget nemt ethvert argument, som menneskelig visdom måtte rejse mod det. Meninger og overbevisninger, der er skabt af uinspirerede mennesker, og læresætninger, der stammer fra forskellige religiøse skoler, forsvinder alle som dug i morgensolen, og de bliver alle ubetydelige, når man sammenligner dem med et budskab, der kommer direkte fra himlen« (»Divine Authority—or was Joseph Smith Sent of God?«,Orson Pratt’s Works on the Doctrines of the Gospel, 1945, 1:1).

Lære og Pagter 11:9. Hvad betyder det at »tal[e] intet andet end omvendelse til denne slægt«?

Præsident Joseph Fielding Smith har sagt:

Præsident Joseph Fielding Smith

»Når Herren kalder sine tjenere til ikke at forkynde andet end omvendelse, betyder det ikke, at de ikke må tale om dåb og kalde folket til at adlyde Herrens befalinger, men at han ønsker, at alt det, de siger og gør, er med henblik på at bringe folket til omvendelse. Enhver missionær, der ikke gør dette under sin mission, forsømmer sin pligt« (Church History and Modern Revelation, 2 bd., 1953, 1:57).

Tro mod sandheden lærer os følgende om omvendelse:

»Omvendelse er et af de første principper i evangeliet (se TA 1:4). Det er afgørende for din lykke i dette liv og i evigheden. Omvendelse er meget mere end blot at erkende sine fejltagelser. Det er en ændring af sind og hjerte, som giver dig et nyt syn på Gud, dig selv og på verden. Det omfatter at vende sig bort fra synd og at vende sig til Gud for at få tilgivelse. Den motiveres ved kærlighed til Gud og et oprigtigt ønske om at adlyde hans befalinger« (Tro mod sandheden, Et evangelisk opslagsværk, 2005, s. 111).

Lære og Pagter 11:25. »Fornægt ikke åbenbarelsens ånd«

Præsident Joseph Fielding Smith

Præsident Joseph Fielding Smith forklarede, at dette råd til Hyrum Smith er et »godt råd til os alle i dag. Der er nogle medlemmer af Kirken, som tilsyneladende beklager sig, fordi Herren ikke giver flere åbenbaringer til Lære og Pagter, således som han gjorde i begyndelsen, og de spørger, hvorfor der ikke længere kommer åbenbaringer i Kirken. Det er som regel sådan, at disse kritikere ikke trofast holder de bud, som Herren allerede har givet, og derfor er de blinde for den kendsgerning, at Herren til stadighed giver Kirken vejledning og åbenbaringer. Ingen, som har ånden til at skelne, vil kunne undgå at se, at Herrens hånd har vejledt dette folk lige fra begyndelsen, og at denne vejledning er lige så tydelig i dag som i andre tider for alle, der er ydmyge og har en angerfuld ånd (se Jakob 4:8)« (Church History and Modern Revelation, 2 bd., 1953, 1:57; se også Lære og Pagter – Elevens hæfte, Religion 324-325, 1981, s. 25).