I september 1830 kaldte Herren Thomas B. Marsh til at forkynde evangeliet og hjælpe med at etablere Kirken. Dette kald, der står i Lære og Pagter 31, omfattede også løfter og råd til Thomas privat og som missionær. I oktober 1830 fik Joseph Smith den åbenbaring, der nu står i Lære og Pagter 32, hvor Herren kaldte Parley P. Pratt og Ziba Peterson til at slutte sig til Oliver Cowdery og Peter Whitmer jun. på en mission blandt lamanitterne i det vestlige Missouri. Herren lovede at være med disse mænd i deres missionering.
Herren kalder Thomas B. Marsh til at forkynde evangeliet og hjælpe med at etablere Kirken
Bed eleverne tænke på deres familie og deres følelser for dem. Du kan vise et billede af din familie og kort beskrive din kærlighed til dem. Få dem til at tænke over, om der er nogen i deres familie, som endnu ikke er medlem af Kirken, eller som på nuværende tidspunkt ikke lever i henhold til sine pagter med Herren. Du kan eventuelt også bede dem om at tænke over deres håb for disse personer.
Forklar, at Herren i Lære og Pagter 31 nævnte en nyomvendt, der hed Thomas B. Marsh, og talte til ham om hans familie.
Hjælp eleverne til at forstå baggrunden for dette afsnit ved at bede en om at læse følgende beskrivelse af, hvordan Thomas B. Marsh blev medlem af Kirken.
Da Thomas B. Marsh boede i Boston i Massachusetts i 1829, drog han den slutning, at ingen af de kirker, han kendte, var i overensstemmelse med Bibelens lære. Han skrev: »Jeg troede på, at Guds Ånd dikterede mig at rejse vestpå.« Han tog af sted med sin hustru, Elizabeth, og deres familie for at søge efter sandheden. Efter en tre måneder lang rejse rejste Thomas hjem, da han »hørte om en gylden bog, der var blevet fundet af en ung mand, der hed Joseph Smith«. Han rejste til Palmyra i New York, hvor han mødte Martin Harris. Trykkeren gav Thomas et korrekturark med de første seksten sider af Mormons Bog. Thomas skrev senere: »Da jeg kom hjem … viste jeg min hustru de seksten sider af Mormons Bog … som hun var ret tilfreds med, da hun mente, det var Guds værk.« Omkring et år senere, da Thomas og hans hustru hørte om Kirken, flyttede familien til Palmyra. Da han boede i området, blev han døbt nær Fayette og ordineret til ældste af Oliver Cowdery i september 1830 (se Thomas B. Marsh, »History of Thomas Baldwin Marsh«, Millennial Star, 11. juni 1864, s. 375).
Hvad imponerer jer ved Thomas B. Marshs søgen efter sandheden?
Bed en om at læse Lære og Pagter 31:1-2 højt, og lad klassen se efter vendinger, Herren brugte til at opmuntre Thomas efter dåben.
Hvilken opmuntring gav Herren Thomas i disse vers?
Hvilket løfte gav Herren Thomas angående hans familie?
Hvilket princip kan vi lære af Lære og Pagter 31:1-2, som kan hjælpe os, hvis vi har familiemedlemmer, der ikke er medlemmer af Kirken eller ikke er trofaste i deres efterlevelse af deres pagter? (Selvom de kan bruge andre ord, bør de finde frem til følgende princip: Gennem vores trofasthed kan vores familiemedlemmer blive velsignet til at tro på og kende sandheden. Skriv dette princip på tavlen).
Hvordan kan folk blive velsignet gennem deres familiemedlemmers trofasthed? Hvilke eksempler på det har I set?
Få dem til at skimme Lære og Pagter 31:3-4 og finde det, Herren kaldte Thomas B. Marsh til at gøre. Lad dem fortælle, hvad de har fundet frem til. Bed derefter en om at læse følgende udtalelse af præsident Gordon B. Hinckley angående de velsignelser, der kommer til dem, der trofast tjener som missionær. (Du kan eventuelt give dem et eksemplar af denne udtalelse til deres skrifter). Lad klassen lytte efter, hvem der bliver velsignet gennem missionering.
Billede
Præsident Gordon B. Hinckley
»I vil velsigne de mennesker, I underviser, og deres efterkommere efter dem. Det vil velsigne jer. I vil velsigne jeres familie, som vil støtte jer og bede for jer« (se »Om missioner, templer og forvaltninger«, Stjernen, jan. 1996, s. 56).
Hvem bliver velsignet gennem missionering?
Del klassen op i tre grupper. Få en til at læse Lære og Pagter 31:5-8 højt. Bed den ene gruppe om at se efter de velsignelser, som ville komme til dem, Thomas B. Marsh ville komme til at undervise. Lad den anden gruppe se efter de velsignelser, som ville komme til Thomas, når han tjente som missionær. Få den tredje gruppe til at se efter de velsignelser, som ville komme til Thomas’ familie, når han var væk fra dem. Stil følgende spørgsmål, når de er færdige med at læse:
Hvilke velsignelser ville komme til dem, Thomas ville komme til at undervise?
Hvordan ville Thomas blive velsignet for sin missionering?
Hvordan ville hans familie blive velsignet?
Hvordan har en andens missionering velsignet jer eller en, I kender?
Du kan eventuelt fortælle om eksempler på, hvordan du har set missionering velsigne andre.
Jesus Kristus giver et personligt råd til Thomas B. Marsh
Forklar, at Lære og Pagter 31:9-13 indeholder råd, Herren gav for at hjælpe Thomas B. Marsh privat og som missionær. Skriv følgende instruktioner op på tavlen før klassen, eller forbered det som et stykke papir, du kan dele ud:
Studér Lære og Pagter 31:9-12 og find et råd, som I føler er vigtigt for os i dag. Forbered jer på at besvare følgende spørgsmål:
Hvilket råd valgte I? Hvorfor tror I, at dette råd er vigtigt for os i dag?
Hvordan kan vi anvende dette råd?
Hvordan kan dette råd gavne os?
Del eleverne op parvis. Bed dem om at studere Lære og Pagter 31:9-12 for sig selv og derefter dele deres svar på spørgsmålene med deres makker.
Når de har svaret, skal du bede dem om at læse Lære og Pagter 31:13 for sig selv og finde de velsignelser, Herren lovede Thomas B. Marsh, hvis han var trofast. Få en til at komme op til tavlen og skrive det løfte i form af et princip ved hjælp af hvis og så. Opfordr resten af klassen til at hjælpe efter behov. Selvom de kan bruge andre ord, bør følgende princip være klart: Hvis vi er trofaste til enden, så vil Herren være med os. Påpeg, at denne sandhed gælder os, når vi forsøger at fortælle andre om evangeliet, såvel som i andre situationer.
Hvornår har I følt, at Herren var med jer, når I forsøgte at være trofaste mod ham? (Giv dem tid til at tænke over dette spørgsmål, før du beder om et svar. Du kan overveje at fortælle om en af dine egne oplevelser).
Herren kalder Parley P. Pratt og Ziba Peterson til at slutte sig til missionen blandt lamanitterne
Bed dem om at se på kortet i deres skrifter med titlen »Kirkens rejse mod vest« (se kirkehistoriske landkort, kort 6). Eller du kan vise et stort kort, hvor man kan se afstanden mellem New York og Missouri.
Hvor blev Oliver Cowdery og Peter Whitmer jun. kaldet til at forkynde evangeliet? (Hvis de ikke kan huske det, henviser du dem til Lære og Pagter 28:8-9; 30:5. Disse missionærer blev kaldet til at forkynde for »lamanitterne« vest for Missouri. Hjælp dem til at finde området på kortet).
Bed en om at læse højt fra afsnitsindledningen i Lære og Pagter 32. Få klassen til at følge med og finde det spørgsmål, nogle ældster i Kirken havde angående den mission, Oliver Cowdery og Peter Whitmer jun. blev kaldet til at udføre.
Hvilket spørgsmål havde nogle ældster i Kirken angående missionen for lamanitterne? (De ville vide, om andre missionærer ville blive kaldet til at undervise lamanitterne).
Bed en om at læse Lære og Pagter 32:1-3 højt. Få klassen til at følge med og se efter det, Parley P. Pratt og Ziba Peterson blev kaldet til at gøre, og det, som Herren lovede dem.
Hvad blev Parley og Ziba kaldet til at gøre?
Hvad lovede Herren dem?
Du kan eventuelt påpege ligheden mellem løfterne i Lære og Pagter 32:3 og princippet på tavlen: Hvis vi er trofaste til enden, så vil Herren være med os.
Du kan eventuelt forklare, at i efteråret 1830 og vinteren 1830-1831 rejste denne lille gruppe missionærer (senere sluttede en omvendt fra Ohio, der hed Frederick G. Williams, sig til selskabet) næsten 2.400 km fra Fayette i New York til Independence i Missouri, og meget af vejen til fods. Disse fire missionærer ankom til Independence midt i januar 1831. På en del af deres rejse udholdt de hård kulde, stærk vind og udmattelse og levede næsten udelukkende af frossent majsbrød og råt svinekød. Nogle steder var den sne, de gik i, næsten en meter dyb. På trods af disse prøvelser lykkedes det missionærerne at forkynde evangeliet for de indianere, der boede i indianerterritoriet vest for Missouri. De forkyndte også evangeliet i Mentor og Kirtland i Ohio for en gruppe mennesker, som ledte efter tilbagevendelsen af Det Nye Testamentes kristendom. (De lærer mere om disse mennesker og deres leder, Sidney Rigdon, i deres studium af Lære og Pagter 35). Herren opfyldte sit løfte om, at han ville være med disse missionærer og at intet ville sejre over dem. (Se Kirkens historie i tidernes fylde, Kirkens Uddannelsessystem, 2002, s. 86-87).
Du kan afslutte ved at bære vidnesbyrd om de sandheder, I har talt om i dag.
Åbenbaringen i Lære og Pagter 31 er en af flere (se L&P 30-36), som Herren gav om missionering mellem det tidspunkt, hvor han første gang åbenbarede princippet om at indsamle sit folk (se L&P 29:1-8), og hvor han først specificerede et indsamlingssted for dem (se L&P 37).
Lære og Pagter 31:2, 5-8. Gennem vores trofasthed kan vores familie komme til at kende sandheden
Alle, der lærer om Jesu Kristi evangelium, må selv vælge at acceptere det eller ej. Vores eksempel på trofasthed kan dog have en positiv indflydelse på andre. Herrens måder og tidspunkt for opfyldelse af sine løfter, som dem han gav Thomas B. Marsh i Lære og Pagter 31:2, 5-8, imødekommer ikke altid vores håb eller forventninger. Men følgende beretning af præsident Thomas S. Monson om en oplevelse, han havde som missionspræsident i Canada, viser, at Herren opfylder sine løfter til de trofaste:
Billede
Præsident Thomas S. Monson
»En dag sad der en nyankommen missionær på mit kontor. Han var kvik, stærk, fuld af begejstring og med ønsket om at tjene, lykkelig og taknemlig for at være missionær. Da jeg talte med ham, sagde jeg: ›Ældste, jeg kan forestille mig, at din far og mor helhjertet støtter dig i din kaldelse som missionær.‹ Han bøjede hovedet og svarede: ›Næ, ikke helt. Ser du, præsident, min far er ikke medlem af Kirken. Han deler ikke vores tro, og han forstår ikke betydningen af min opgave.‹ Uden tøven og tilskyndet af en kilde, som ikke var af mig selv, sagde jeg: ›Ældste, hvis du ærligt og flittigt vil tjene Gud og forkynde hans budskab, så vil din far slutte sig til Kirken, inden din mission er forbi.‹ Han greb min hånd i et fast greb, mens tårer vældede op i hans øjne og begyndte at trille ned ad kinderne og sagde: ›At se min far tage imod sandheden ville være mit livs største velsignelse.‹
Den unge man sad ikke bare passivt og håbede på, at løftet skulle blive indfriet, men i stedet fulgte han Abraham Lincolns eksempel, om hvem det blev sagt: ›Når han bad, bad han, som om alt afhang af Gud, og derefter arbejdede han, som om alt afhang af ham.‹ Sådan tjente denne unge mand.
Ved hver eneste missionærkonference tog jeg fat i ham inden møderne og spurgte: ›Hvordan skrider det frem med din far, ældste?‹
Hans svar lød altid: ›Der er ingen fremskridt, præsident, men jeg ved, at Herren vil indfri det løfte, som han gav mig gennem dig som min missionspræsident.‹ Dage blev til uger, og uger til måneder, og endelig to uger før vi selv forlod missionsmarken for at vende hjem, modtog jeg et brev fra denne missionærs far. Det vil jeg gerne dele med jer i dag.
›Kære bror Monson.
Jeg vil gerne takke dig mange gange, fordi du har taget dig godt af min søn, som for nylig afsluttede sin mission i Canada.
Han har været en inspiration for os.
Min søn blev lovet, at inden han forlod sin mission, ville jeg være blevet medlem af Kirken. Jeg mener, at det var dig, der, uden at jeg ved det, gav ham dette løfte.
Jeg er glad for at kunne fortælle, at jeg blev døbt som medlem af Kirken, en uge før han fuldførte sin mission …
Hans lillebror blev også for nylig døbt og bekræftet som medlem af Kirken.
Må jeg igen takke dig for den venlighed og kærlighed, som min søn modtog fra sine brødre, mens han tjente i missionsmarken de forgange to år.
Med venlig hilsen,
en taknemlig far.‹
Troens ydmyge bøn var igen blevet hørt« (i Conference Report, apr. 1964, s. 131-132).
Thomas B. Marsh havde fået nogle færdigheder inden for den medicinske anvendelse af milde urter og var i stand til at hjælpe folk med sin viden. Men hans største kaldelse var at hele sjæle. Der findes mange optegnede øjeblikke, hvor Thomas B. Marsh gav af sin tid for at hjælpe Kirkens medlemmer med at løse deres problemer.
Selvom den første mission blandt lamanitterne ikke var særlig vellykket i forkyndelsen for indianerne, fik den en betydelig indvirkning på Kirkens første tid. Præsident Joseph Fielding Smith har forklaret:
Billede
Præsident Joseph Fielding Smith
»Rejsen på næsten 2400 km gennem store øde områder og i barsk vejr meget af tiden varede næsten fire måneder. Det var imidlertid en meget nyttig rejse, for mange modtog evangeliet på vejen, og der blev oprettet mange stærke grene i Kirtland og andre steder, og der kom mange standhaftige mennesker ind i Kirken. Det var den første missionsrejse vest for staten New York, og resultaterne af den skulle vise sig at være af uvurderlig betydning for Kirken« (Church History and Modern Revelation, 2 bind, 1953, 1:150).
Åbenbaringen i Lære og Pagter 32 var til Parley P. Pratt og Ziba Peterson. Overvej at læse følgende historiske oplysninger højt for at hjælpe klassen til at lære mere om disse to mænd:
I sommeren 1830 rejste Parley P. Pratt og hans hustru, Thankful, fra deres hjem i Amherst i Ohio for at besøge slægtninge i staten New York. Helligånden tilskyndede Parley til at stoppe ved landsbyen Newark i New York nær Palmyra, hvor han hørte om Mormons Bog. Han skrev senere om sin reaktion på bogen:
Billede
Parley P. Pratt
»Jeg læste hele dagen. Det var en byrde for mig at spise, jeg havde ingen lyst til mad. Det var en byrde at sove, da natten kom, for jeg ville hellere læse end sove.
Mens jeg læste, hvilede Herrens Ånd på mig, og jeg vidste og forstod, at bogen var sand« (Autobiography of Parley P. Pratt, red. Parley P. Pratt jun. 1938, s. 20).
Parley rejste til Palmyra, hvor han mødte og blev undervist af Hyrum Smith. Hyrum og Parley rejste snart til Fayette i New York for at mødes med medlemmer af den voksende gren. Parley blev døbt og ordineret som ældste af Oliver Cowdery i september 1830.
Vi kender meget lidt til Ziba Petersons omvendelse. Vi ved, at han blev døbt af Oliver Cowdery i april 1830 og blev ordineret som ældste i juni samme år.
Følgende beretning er et eksempel på, hvordan Herren velsignede Parley P. Pratt, da han gennemførte sin mission:
80 km vest for Kirtland blev Parley arresteret for »en ubetydelig anklage,« retsforfulgt og »beordret i fængsel« eller til at betale en bøde (Autobiography of Parley P. Pratt, red. Parley P. Pratt, 1938, s. 36). Fordi han ikke kunne betale, tilbragte han natten låst inde i en kro. Næste morgen fik han et kort besøg af sine kammerater, og han formanede dem til at fortsætte deres rejse og lovede at indhente dem snart. Parley berettede: »Da jeg havde siddet en stund ved ildstedet i betjentens forvaring, anmodede jeg om lov til at gå ud. Jeg gik ud på torvet sammen med ham. Jeg spurgte: ›Hr. Peabody, er du god til at løbe om kap?‹ ›Nej,‹ sagde han, ›men det er min store bulldog, og han er i adskillige år blevet trænet til at hjælpe mig i mit arbejde. Han nedlægger enhver mand, hvis jeg befaler det.‹ ›Nå, hr. Peabody, du fik mig til at gå én mil, jeg har nu gået to mil med dig. Du har givet mig mulighed for at forkynde, synge og du har også givet mig husly og morgenmad. Jeg må nu videre på min rejse, hvis du er god til at løbe om kap, kan du komme med. Jeg takker dig for al din venlighed – hav en god dag, hr.‹
Jeg drog derefter videre på min rejse, mens han stod forbavset tilbage og ude af stand til at sætte den ene fod foran den anden … Han kom sig ikke over sin forbløffelse tidligt nok til at begynde at forfølge mig, før jeg havde et forspring på 200 meter … Han kom nu råbende efter mig og kommanderede sin hund til at gribe mig. Hunden, der var en af de største, jeg nogensinde har set, kom tæt på mig med al sin vrede. Betjenten var stadig lige bag mig, klappede i sine hænder og råbte: ›Stu-boy, Stu-boy, tag ham, der, stop ham, jeg sagde, ned med ham‹ og pegede i den retning, jeg løb. Hunden halede hurtigt ind på mig og var faktisk ved at hoppe på mig, da jeg hurtigt som lynet tænkte, at jeg skulle hjælpe betjenten med at sende den rasende hund ind i skoven, som lå lidt derfra. Jeg pegede i den retning, klappede i hænder og råbte ligesom betjenten. Hunden ilede forbi mig med dobbelt fart hen mod skoven, fordi den blev tilskyndet af betjenten og af mig, og fordi vi begge løb i samme retning.«
Da ældste Pratt havde undveget både hunden og betjenten, sluttede han sig til sine kammerater via en anden rute. Parley fik senere at vide, at Simeon Carter, som han havde givet en Mormons Bog til, sammen med omkring 60 andre i det område havde tilsluttet sig Kirken (se Autobiography of Parley P. Pratt, s. 38-39)