Seminar
Lektion 21 - Lære og Pagter 10: Guds visdom


»Lektion 21 - Lære og Pagter 10: Guds visdom,« Lære og Pagter – Seminar – Lærerens hæfte(2025)

»Lære og Pagter 10,« Lære og Pagter – Seminar – Lærerens hæfte

Lektion 21: Lære og Pagter 10-11

Lære og Pagter 10

Guds visdom

guldplader

Efter tabet af de 116 manuskriptsider blev guldpladerne, Urim og Tummim og kraften til at oversætte midlertidigt taget fra Joseph Smith. Herren accepterede Josephs oprigtige omvendelse og forklarede, hvordan han havde beredt en vej for sit værk, så det kunne fortsætte gennem hans visdom og forudviden. Denne lektion kan hjælpe eleverne til at øge deres tillid til, at Gud vil hjælpe dem til at overvinde Satans snedige planer.

Mulige læringsaktiviteter

Den klogeste person, I kender

Denne del af lektionen er beregnet til at hjælpe eleverne til at tænke på Guds uendelige visdom. Du er velkommen til at tilpasse de følgende foreslåede emner.

  • Hvem er den klogeste person, I kender, eller som har levet på jorden, inden for hvert af følgende emner?

Videnskab, historie, religion, sundhed, teknologi

  • Hvis I forenede visdommen hos hver eneste person, I tænkte på, hvordan tror I så, at den visdom kan sammenlignes med Guds?

Overvej at tegne en lang lodret linje på tavlen, hvor toppen repræsenterer Guds visdom. Bed flere elever om at sætte et mærke på linjen, dér hvor de tror, at den samlede visdom hos alle de klogeste mennesker i verden er repræsenteret. Du kan spørge eleverne, hvordan skriftsteder som Mosija 4:9 og Esajas 55:8-9 kan påvirke, hvor de sætter mærker på linjen.

Gud er ikke alene klogere end nogen af os. Læs Lære og Pagter 10:43 for at se, hvad Guds visdom ellers overgår.

  • Hvordan kan det gavne nogen at kende sandheden om, at Guds visdom er større end Djævelens snedighed?

  • Hvilke eksempler er der i skrifterne eller i historien på, at Guds visdom overvandt djævelens snedige plan?

Svarene på det foregående spørgsmål kan omfatte, hvordan Kristi forsoning var forberedt til at overvinde følgerne af faldet, hvordan stedfortrædende tempeltjeneste var forberedt til at hjælpe dem, der levede under frafaldet, eller hvordan vores synder kan overvindes gennem tro på Kristus og omvendelse.

Når I studerer denne lektion, så tænk på Satans indsats for at forhindre jer i at udvikle jer åndeligt og at udføre Guds værk. Lyt efter Helligåndens vidnesbyrd om, at Gud fuldt ud forstår Satans taktikker og allerede har beredt en vej for jer, så I kan overvinde dem.

»Djævelens snedighed«

Overvej at bede en frivillig om at minde klassen om nogle begivenheder, der førte til tabet af de første 116 manuskriptsider til Mormons Bog. (Brug lektionen »Lære og Pagter 3« eller følgende afsnit, hvis det er nødvendigt).

Satan havde en plan om at afbryde oversættelsen af Mormons Bog og få folk til at tvivle på bogens sandhed. Martin Harris pressede Joseph Smith til at lade ham vise de første 116 manuskriptsider til Mormons Bog til sin hustru og andre. Joseph blev ved med at bede Gud om lov, selv efter at Gud to gange havde sagt, at han ikke skulle gøre det. Martin endte med at miste siderne. Englen Moroni tog så guldpladerne og Urim og Tummim fra Joseph.

  • Hvilke bekymringer tror I, at Joseph ville have haft efter at have mistet manuskriptet?

Efter en periode med ydmyg omvendelse modtog Joseph igen guldpladerne og Urim og Tummim. Moroni fortalte ham, at Herren havde accepteret hans omvendelse.

  • Hvorfor har Herrens budskab i Lære og Pagter 10:43 været særlig trøstende for Joseph på det tidspunkt?

I Lære og Pagter 10 fortalte Herren Joseph, at de, der stjal siderne, planlagde at ændre ordene i manuskriptet. Hvis Joseph genoversatte det samme materiale, ville de hævde, at han havde oversat det anderledes og derfor var en falsk profet (se L&P 10:10-19).

Følgende spørgsmål kan hjælpe eleverne til at relatere Josephs oplevelse til deres liv. Du kan eventuelt skrive nogle af deres svar på tavlen.

  • Hvilke eksempler er der på det værk, Gud beder de unge om at udføre i dag?

  • Hvilke snedige planer bruger Satan til at forsøge at forhindre os i at udføre Guds værk?

Eleverne nævner måske, at Satans planer omfatter afhængighedsskabende adfærd, distraktion eller tvivl på sig selv. Et andet svar er, at han presser os til at værdsætte andres meninger eller livsstil mere end Guds standarder.

Skriv i jeres studiebog det arbejde, som I føler, at Gud ønsker, at I fokuserer på nu og opnår i jeres fremtid. Granskning af dette kan give Helligånden mulighed for at inspirere jer med nogle ideer. Hvilke metoder kan Satan bruge i jeres liv i dag for at forsøge at afholde jer fra at udføre Guds værk?

Guds visdom

ikon, uddelingsarkHjælp eleverne til at opdage Guds visdom og forudviden ved at udskrive og udklippe nok kopier af det medfølgende uddelingsark, så hver elev har en puslespilsbrik. Bed dem om at læse deres skriftsted og skrive på bagsiden af deres brik, hvad Gud lærte eller inspirerede nogen til at gøre.

Bed dem derefter om at danne grupper på fire sammen med andre, der har forskellige brikker. Bed grupperne om at arbejde sammen om at finde ud af, hvordan Gud forberedte en måde at overvinde tabet af de 116 sider på. Bed derpå grupperne om at fortælle klassen, hvordan denne beretning kan øge vores tro på og tillid til Gud.

De fire hjælpemidler herunder kan vises eller uddeles, hvis eleverne har brug for lidt mere vejledning til at forstå deres skriftsteder.

Guds visdom

Guds visdom-uddelingsark

Hjælpemidler:

  1. 1 Nefi 19:1-3 – Gud befalede Nefi at lave to sæt plader, der dækkede den samme tidsperiode.

  2. Mormons Ord 1:3-7 – Gud inspirerede Mormon til at medtage Nefis små plader i forkortelsen af den samme tidsperiode, som Mormon allerede havde lavet af Nefis andre plader.

  3. Lære og Pagter 10:30, 40-42 – Gud befalede Joseph Smith at oversætte Nefis små plader i stedet for at genoversætte det, som Martin havde mistet af Mormons forkortelse af de store plader.

  4. Lære og Pagter 10:43-46 – Gud sammenlignede indholdet af de stjålne sider (se v. 44) med det, Joseph ville oversætte fremover (se v. 45-46).

Guds visdom i vores liv

Hjælp eleverne til at se, hvordan Guds visdom kan velsigne dem. Dette kan gøres ved at lave en klassedrøftelse ved at bruge spørgsmål som følgende:

  • Hvorfor tror I, at Gud ønsker, at teenagere i dag ved, hvad han lærte Joseph Smith i dette afsnit?

  • Hvad har Gud forberedt for at hjælpe os til at undslippe Satans snedighed og fortsætte med at udføre Guds værk?

ikon, øvelseTilskynd eleverne til at fortælle om de sandheder, de lærer: Se mere om, hvordan man gør dette i oplæringen med titlen »Tilskynd eleverne til at fortælle om de sandheder, de lærer« i Lærerudviklingsfærdigheder: Tilskynd til at lære flittigt. Denne øvelse vil hjælpe dig til at øve dig i at opfordre eleverne til at fortælle hinanden, hvad de lærer.

Bed eleverne om at se, hvad de har skrevet i deres noter. Lad dem føje noget til dem ved at nedskrive, hvordan Gud har beredt en vej for dem, så de kan overvinde Djævelens snedige planer i deres liv. De kan også omfatte det, de føler sig tilskyndet til at gøre for at stole mere på Guds visdom for bedre at kunne udføre hans værk.

Forvis eleverne om, at Guds visdom langt overgår Djævelens. Overvej at bære vidnesbyrd om den trøst, der kommer af at vide, at Gud har forudset og beredt en vej for dem, der tror på ham, så de kan overvinde alle Satans snedige planer.