Seminar
Lektion 109 – Vurder jeres læring 7: Lære og Pagter 84-93


»Lektion 109 – Vurder jeres læring 7: Lære og Pagter 84-93«, Lære og Pagter – Seminar – Lærerens hæfte, 2025

»Vurder jeres læring 7«, Lære og Pagter – Seminar – Lærerens hæfte

Lektion 109: Lære og Pagter 93

Vurder jeres læring 7

Lære og Pagter 84-93

teenager deltager i seminar

Når vi reflekterer over og vurderer vores åndelige læring, kan det hjælpe os til at komme Jesus Kristus nærmere. Denne lektion kan hjælpe eleverne til at huske og evaluere den åndelige udvikling, de har oplevet gennem deres studium af Lære og Pagter.

Mulige læringsaktiviteter

Fremgang

Overvej at skrive ordet fremgang på tavlen.

I kan også vise et billede af en statuslinje, såsom følgende:

statuslinje
  • Hvilke eksempler er der på ting, vi kan holde styr på med hensyn til fremgang?

    Nogle få eksempler kan omfatte vores uddannelse, de mål, vi har sat for os selv, destinationer, vi er på vej til, eller ting, vi kan købe eller downloade på internettet.

  • Hvorfor er det nyttigt at være opmærksom på, hvordan det går med disse ting for os?

I denne lektion vil I evaluere nogle af de åndelige fremskridt, I gør gennem jeres studium af Lære og Pagter. Det kan give jer mulighed for at fejre jeres sejre eller foretage de nødvendige tilpasninger.

  • Hvordan har I udviklet jer åndeligt, når I har studeret Lære og Pagter?

Da der blev undervist i lektioner om Lære og Pagter 84-93, fremhævede I måske andre sandheder end dem, der skal evalueres i de følgende aktiviteter. Tilpas om nødvendigt følgende aktiviteter for at hjælpe eleverne til at evaluere sig selv i forhold til sandheder, som undervisningen har lagt mere vægt på.

Forklar Jesu Kristi roller, titler og karaktertræk

Overvej at vise et billede af Jesus Kristus, før følgende deles:

En af Frelserens opfordringer i Lære og Pagter er at »lær[e] af [ham]og lytte til [hans] ord« (L&P 19:23).

  • Hvad har I lært om Jesus Kristus i jeres nylige studium af Lære og Pagter?

    Denne del af lektionen er beregnet til at hjælpe eleverne til at forklare nogle af Jesu Kristi specifikke roller, titler eller karaktertræk. Overvej at vise en eller flere af følgende muligheder og give eleverne tid til at færdiggøre en af dem. Eleverne kan arbejde på disse aktiviteter individuelt eller parvist.

    Det kan være nyttigt at vise nogle få skriftstedshenvisninger, som eleverne for nylig har studeret, der beskriver Jesu Kristi roller eller titler. Eleverne kan gennemgå dem som en del af aktiviteten. Eksempler kan omfatte Lære og Pagter 76:1-7, 22-24; 88:1-13, 41; 93:1-10.

  • Lav en liste over nogle af Jesu Kristi navne eller titler, som I for nylig har studeret. Vælg derefter et eller flere af dem og besvar følgende spørgsmål: (1) Hvad lærer dette navn eller denne titel jer om Jesus Kristus? (2) Hvad hjælper dette navn eller denne titel jer til at forstå om, hvordan han kan hjælpe jer?

  • Skab en visuel repræsentation af nogle af jeres yndlingsroller eller -titler for Jesus Kristus. Det kan være en ordsky eller en tegning, der repræsenterer en eller flere af de roller eller titler, I valgte. Medtag relevante skriftstedshenvisninger som en del af jeres kreative fremstilling.

  • Skriv et digt eller en sangtekst, der indeholder nogle af jeres yndlingsroller eller -titler for Jesus Kristus.

  • Forestil jer, at I har mulighed for at undervise nogen om, hvem Jesus Kristus er, og hvad han kan gøre for os. Skriv en beskrivelse på mindst et afsnit, der omfatter mindst tre af Kristi roller eller titler.

Når eleverne har haft tid nok til at udføre deres valgte aktivitet, så giv dem mulighed for at fortælle, hvad de har skrevet. Hvis de arbejdede individuelt, kan de fortælle om det til en makker eller en lille gruppe. Hvis de arbejdede sammen med andre elever, kan de fortælle en anden gruppe om det. Nogle frivillige elever kan også bedes om at fortælle hele klassen om det.

Få et større ønske om at komme Jesus Kristus nærmere

Følgende evalueringsaktivitet relaterer til Frelserens opfordring i Lære og Pagter 88:63 til at komme ham nær. Overvej, hvis det er relevant, at minde eleverne om nogle af læringsaktiviteterne fra lektionen »Lære og Pagter 88:51-95« for at hjælpe dem til at huske, hvad de har lært og følt.

Hvis I for eksempel brugte magneter som illustration, kan I overveje at holde to magneter op og bede eleverne om at fortælle, hvad de husker om den lektion. Hvis eleverne lavede tegninger i deres studiebog, der repræsenterede, hvor tæt de følte sig på vor himmelske Fader og Jesus Kristus på det tidspunkt, kan I bede dem om at finde disse tegninger og sammenligne deres følelser nu med deres følelser på det tidspunkt.

I husker måske, da I studerede en vigtig opfordring fra Frelseren i Lære og Pagter 88:63. Læs dette vers for at gennemgå Frelserens opfordring.

Giv eleverne mulighed for at evaluere deres ønske om at komme Jesus Kristus nærmere ved at besvare følgende spørgsmål i deres studiebog.

  • Hvordan kan jeres ønske i dag om at komme Jesus Kristus nærmere sammenlignes med, hvor det var for nogle få uger eller måneder siden (lavere, omtrent det samme eller højere)?

  • Hvad har I lært eller oplevet, der har påvirket jeres ønsker?

  • Hvilke handlinger har I gjort for at komme Kristus nærmere? Hvilke handlinger ønsker I at foretage jer for at komme tættere på ham?

Når eleverne har haft tilpas tid til at nedskrive deres svar, så bed nogle få frivillige om at dele deres svar med klassen.

Opfordring til anvendelse

Som en del af jeres studium i seminar er I måske blevet tilskyndet til at anvende bestemte opfordringer fra skrifterne i jeres liv.

Brug et øjeblik på at huske nogle af de mål, I har sat for jer selv, eller åndelige indtryk, I har fået, mens I har studeret. Det kan I gøre ved at se i jeres studiebog eller finde skriftsteder, I har markeret for nylig.

Overvej om muligt at dele nogle af de specifikke opfordringer, I har givet eleverne i de seneste lektioner. I kan for eksempel have opfordret eleverne til at sætte mål som følgende:

  • Følg Jesu Kristi opfordring: »Stræb efter at lære, ja, ved studium og også ved tro« (L&P 88:118).

  • Adlyd Frelserens lærdomme i Visdomsordet (se L&P 89).

  • Modtag mere af Kristi lys og sandhed i jeres liv (se L&P 93:19-20, 27-28).

Når eleverne har haft tid nok til at gennemgå det mål, de har sat for sig selv, så giv dem tid til at evaluere deres fremgang ved at stille dem spørgsmål som følgende:

  • Hvilken indsats har I gjort for at anvende disse lærdomme fra Jesus Kristus i jeres liv?

  • Hvilken forskel har disse bestræbelser gjort i jeres liv og i jeres forhold til Gud?

  • Hvad føler I, at jeres næste skridt bør være på disse områder?