Seminar
Lektion 136 – Lære og Pagter 126: Herren accepterede Brigham Youngs tjeneste


»Lektion 136 - Lære og Pagter 126: Herren accepterede Brigham Youngs tjeneste«, Lære og Pagter – Seminar – Lærerens hæfte, 2025

»Lære og Pagter 126«, Lære og Pagter – Seminar – Lærerens hæfte

Lektion 136: Lære og Pagter 125-128

Lære og Pagter 126

Herren accepterede Brigham Youngs tjeneste

Brigham Young

Den 9. juli 1841 gav Herren en åbenbaring til Brigham Young gennem profeten Joseph Smith. Da Brigham havde tjent flere missioner i USA, Canada og England, sagde Herren, at hans missionsrejser var acceptable for ham. Han sagde, at det var tid til, at Brigham drog særlig omsorg for sin familie. Denne lektion kan hjælpe eleverne til at få et større ønske om at arbejde flittigt for Herren, ligesom Brigham Young gjorde.

Mulige læringsaktiviteter

Tjener Herren

Skriv sætningen Tjener Herren på tavlen, og bed eleverne om at gøre følgende:

Forestil jer, at en stavs- eller distriktsleder udspurgte Kirkens medlemmer i jeres område og stillede følgende spørgsmål. Hvad kan nogle af deres svar være?

  • Hvordan prøver I at tjene vor himmelske Fader og Jesus Kristus? Hvorfor tjener I dem?

  • Hvad står i vejen for at tjene Herren? Hvorfor ønsker vi måske ikke altid at tjene ham?

Når eleverne har fortalt, så bed dem om at tænke over, hvordan de personligt kan besvare spørgsmålene ovenfor.

Når de studerer eksemplet med Brigham Young i denne lektion, så bed eleverne om at søge Helligånden for at få hjælp til at overvinde enhver hindring for at tjene Herren flittigt.

Sådan følte Herren for Brigham Young

Overvej at give følgende oplysninger til nogle få elever i begyndelsen af lektionen. Bed dem om at sammenfatte, hvad der var betydningsfuldt eller interessant for dem omkring Brigham Young.

  • Brigham Young var fattig under sin opvækst og den niende af elleve børn.

  • Som 14-årig døde hans mor.

  • Som 16-årig drog han ud for at klare sig selv i verden og blev tømrerlærling, glarmester og maler.

  • Da han var 23 år, giftede han sig med Miriam Works, og de fik senere to døtre.

  • Brigham studerede Mormons Bog i to år, hvor han sammenholdt den med Bibelen, inden han tilsluttede sig Kirken. Han udtalte senere: »Jeg vidste, at den var sand, ligesom jeg vidste, at jeg kunne se med mine øjne eller føle med mine fingre« (Kirkens præsidenters lærdomme: Brigham Young, 1997, s. 2).

  • Brigham var på 10 missioner i USA, Canada og England.

  • Han blev medlem af De Tolv Apostles Kvorum i en alder af 33 år.

  • Den 9. juli 1841 gav Herren en åbenbaring til Brigham Young gennem profeten Joseph Smith.

Læs Lære og Pagter 126:1-3 og se efter, hvad Herren fortalte Brigham om hans tjeneste.

  • Hvad kunne I lide, og hvad lærte I af disse vers?

    Lyt omhyggeligt, når eleverne deler. Hvis du synes, det er nyttigt, så stil opfølgende spørgsmål som disse: »Hvilke ord bruges i åbenbaringen til at henvise til Brigham?« »Hvad tror I, at disse ord fik Brigham til at føle?« »Hvad lærer disse vers dig om Herren?«

    Hvis eleverne ikke naturligt finder frem til et princip, kan du overveje at spørge: »Hvordan kan Herrens instruktioner til Brigham Young anvendes på os?« Eleverne bruger måske andre ord, men de bør finde frem til følgende princip: Hvis vi flittigt arbejder for Herren, så vil han modtage vores retskafne ofre. Du kan foreslå, at eleverne skriver dette princip ned i deres skrifter.

  • Hvad tror I, at folk som Brigham Young ved, der motiverer dem til at tjene Herren så flittigt? Hvordan kan det hjælpe os?

Eksemplet med Brigham Young

Ikon uddelingsarkFølgende uddelingsark indeholder tre mulige drøftelser, der kan hjælpe eleverne til at lære af Brigham Youngs eksempel om at arbejde flittigt for Herren. Bed før lektionen tre elever om at tjene klassen ved at lede en af følgende drøftelser. Eller del klassen op i grupper på tre og bed hver gruppe om at lede en af drøftelserne. Fortæl eleverne, at de kan tilpasse alle spørgsmålene for at gøre samtalen mere meningsfuld eller effektiv for deres klassekammerater.

Eksemplet med Brigham Young

Drøftelse 1

Udfordring med at tale offentligt

Begynd med at stille spørgsmål som følgende:

  • Hvordan har I det med at tale offentligt? Hvorfor?

Læs eller opsummer følgende:

En af Brigham Youngs største udfordringer var at tale offentligt. Han sagde: »Jeg var omtrent så dårlig til at tale, som en mand kunne være« (i Journal of Discourses, 5:97). Han huskede et tidspunkt en uge efter sin dåb, hvor han forventede, at fire erfarne talere, som var medlemmer af Kirken, skulle forkynde, men det gjorde de ikke. Han fortalte:

Præsident Brigham Young

Jeg var kun et barn hvad angår offentlig tale og kundskab om verden, men Herrens Ånd var over mig, og jeg følte, at mine knogler ville fortære mig, medmindre jeg talte til folket og fortalte dem, hvad jeg havde set, hørt og lært – hvad jeg havde oplevet og frydet mig ved, og den første tale, jeg nogensinde holdt, varede over en time. Jeg åbnede min mund, og Herren fyldte den. (Brigham Young, i Journal of Discourses, 13:211)

  • Hvad var vanskeligt ved det, Brigham Young gjorde?

Bed eleverne om at læse Lære og Pagter 100:5-6 (se også 2 Mos 4:12; Ordsp 16:1). Spørg dernæst:

  • Hvordan var Brigham Youngs oplevelse relateret til disse vers?

  • Hvad lærer I om Herren, der kan hjælpe jer?

Fortæl, hvad I føler i forhold til at stole på Herren og at være villig til at fortælle, hvad I ved.

Drøftelse 2

Brighams offerydelse for at tjene

Indled med at stille et spørgsmål som følgende:

  • Hvilke ofre skal der til for at tage på mission?

Læs eller opsummer følgende:

Det samme år Brigham Young blev døbt, gik hans hustru bort. Med store ofre arrangerede han, at der blev sørget for hans to børn, og han tog på mission til New York og det øvre Canada, hvor han døbte adskillige mennesker.

Da Brigham havde tjent på mission i omkring et år, beskrev han sin ankomst til Kirtland i Ohio:

Præsident Brigham Young

Hvis nogen mand, der nogensinde har samledes med de hellige, har været fattigere end jeg – var det fordi, han intet har haft … Jeg havde to børn at tage mig af … Jeg var enkemand … [Jeg havde] ikke en sko på min fod, kun et par lånte støvler. Jeg havde intet vintertøj, kun en hjemmelavet frakke, som jeg havde haft i tre-fire år … Jeg havde rejst og forkyndt og givet hver en øre væk, som jeg ejede. (Kirkens præsidenters lærdomme: Brigham Young, 1997, s. 243)

Bed en elev om at læse Lukas 18:18-23 og se efter, hvordan Brigham Youngs reaktion på opfordringer til at tjene adskilte sig fra den mand, der interagerede med Frelseren i denne beretning.

  • Hvad ved I om Herren, der kan hjælpe os til at være villige til at yde ofre, ligesom Brigham Young gjorde?

  • Hvad kan Herren ønske, at vi ofrer for at tjene ham, udover at tage på mission?

Fortæl, hvad I føler i forhold til at være villige til at ofre noget for at tjene Herren.

Drøftelse 3

Brighams mission i England

Indled med at stille et spørgsmål som følgende:

  • Hvilke årsager er der til, at en missionær har brug for Herrens hjælp?

Læs eller opsummer følgende:

Efter Brigham havde giftet sig igen og tjent på fem andre missioner, blev han sammen med andre apostle kaldet til at tage på mission til England.

Brigham beskrev sin mission:

Præsident Brigham Young

Vi gik i land … som fremmede i et fremmed land, og uden penge, men gennem Guds nåde har vi fået mange venner, oprettet kirker i næsten alle byer og storbyer i kongeriget Storbritannien, døbt 7.000-8.000 personer, trykt 5.000 eksemplarer af Mormons Bog … og har sået den evige sandheds sæd i tusinders hjerte … I alle disse ting anerkender jeg Guds hånd. (Kirkens præsidenters lærdomme: Brigham Young, 1997, s. 6)

Bed en elev om at læse Ammons ord i Alma 26:12-13. Spørg dernæst:

  • Hvordan kan Brigham Youngs udtalelse sammenlignes med Ammons?

  • Hvorfor tror I, at det er afgørende at stole på Herren, når man stræber efter at tjene ham?

  • På hvilken måde har I prøvet at stole på Herren, når I tjener ham?

Fortæl om jeres tanker eller følelser om at stole på Herren, når I tjener ham.

Det, I har lært

Efter drøftelsen kan du opfordre eleverne til at søge Helligåndens vejledning og nedskrive det, de lærer og føler i forhold til at tjene Herren. De kan besvare disse spørgsmål:

  • Hvad har I lært af Brigham Youngs eksempel, og hvordan Herren hjalp ham?

  • Hvad har øget jeres ønske om at tjene Herren?

Afslut med at bede eleverne om at fortælle om nogle af de tanker og følelser, de beskrev. Du kan også selv fortælle.