»5. Øverste ledelse og områdeledelse«, Kirkens Håndbog: Tjeneste i Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige, 2024.
»5. Øverste ledelse og områdeledelse«, Kirkens Håndbog: Tjeneste i Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige.
5.
Øverste ledelse og områdeledelse
5.0
Indledning
Jesus Kristus er sin kirkes »hovedhjørnesten« (Ef 2:20). Han har alle præstedømmets nøgler. Han kalder apostle og profeter til at hjælpe sig i Guds arbejde med frelse og ophøjelse. Han overdrager alle de nøgler, som på nuværende tidspunkt hører til Guds rige på jorden, til disse udvalgte tjenere. (Se L&P 27:12-13; se også 3.4.1 i denne håndbog).
Gennem profeter og apostle kalder Herren mænd til embedet som halvfjerdser til at hjælpe til i sit værk i hele verden (se L&P 107:38). Derudover får Det Præsiderende Biskopråd, øverste ledere og andre mandlige og kvindelige ledere vigtige ansvar for at hjælpe til i arbejdet.
Dette kapitel beskriver den rolle, som øverste ledere og områdeledere har i Kirken.
5.1
Kirkens øverste ledelse
Kirkens øverste ledelse omfatter alle generalautoriteter og øverste ledere eller hovedpræsidenter. Ordene general og øverste indikerer, at den myndighed og det ansvar, der er forbundet med kaldelserne, ikke er begrænset af geografiske grænser. De, der har disse kaldelser, leder, underviser og drager omsorg for Kirkens medlemmer over hele verden.
Dette afsnit sammenfatter de roller, som generalautoriteter, øverste ledere har, samt de råd og komiteer, som de tjener i.
5.1.1
Generalautoriteter
5.1.1.1
Det Første Præsidentskab og De Tolv Apostles Kvorum
Kirkens præsident. Siden fordums tid har Herren vejledt sit folk gennem profeter (se Am 3:7; Ef 4:11-13). Kirkens præsident er en profet, seer og åbenbarer. Han er også seniorapostel. Under Herrens ledelse præsiderer han over Kirken og er den eneste person på jorden, der er bemyndiget til at udøve alle præstedømmets nøgler (se Matt 16:16-19; se også 3.4.1.1 i denne håndbog). Han har myndighed til at modtage åbenbaring og erklære Guds vilje for hele Kirken. (Se L&P 43:2-3; 107:91-92; 128:11.)
Det Første Præsidentskab. Gennem Kirkens præsident kalder Herren rådgivere til at hjælpe til i arbejdet. Præsidenten og hans rådgivere er »tre præsiderende højpræster … [som] udgør et kvorum under Kirkens præsidentskab« (L&P 107:22). Dette kvorum kaldes Det Første Præsidentskab. Medlemmer af Det Første Præsidentskab er apostle og er som sådan »særlige vidner« om Jesu Kristi navn (L&P 107:23). Det Første Præsidentskab præsiderer over og leder alle Kirkens anliggender.
Peter, Jakob og Johannes opfyldte denne rolle i den fordums kirke. De var sammen med Frelseren ved flere hellige lejligheder og modtog rigets nøgler. (Se Matt 16:18–19; 17:1–5; Mark 14:32–42; L&P 27:12–13; 81:1–2.)
Når Kirkens præsident dør, bliver Det Første Præsidentskab opløst. Rådgiverne vender tilbage til deres stilling efter anciennitet i De Tolv Apostles Kvorum. Under ledelse af seniorapostlen leder De Tolvs Kvorum Kirken. Som kvorum overvejer de, hvornår Det Første Præsidentskab bør reorganiseres. Efter enstemmig afgørelse bliver seniorapostlen ordineret som den nye præsident for Kirken og kalder sine rådgivere.
De Tolv Apostles Kvorum. I fordums tid kaldte Jesus Kristus tolv apostle til at hjælpe med til at lede sin kirke (se Luk 6:12-13; Ef 4:11-13, 1 Ne 13:40). I vore dage kalder Herren mænd gennem Kirkens præsident til at blive ordineret som apostle og til at tjene i De Tolv Apostles Kvorum (se L&P 18:26-28). Dette kvorum handler under Det Første Præsidentskabs ledelse for at opbygge og styre Kirken i alle lande (se L&P 107:33). Medlemmer af De Tolv forkynder evangeliet i hele verden (se Matt 28:19-20; L&P 107:35).
Hver apostel besidder alle rigets nøgler og udøver disse nøgler under ledelse af Kirkens præsident (se L&P 112:30-32). De Tolv Apostle er »særlige vidner« om Jesu Kristi navn (L&P 107:23; se også 27:12). De vidner for hele verden om hans guddommelighed og virkeligheden af hans opstandelse (se ApG 1:8, 22; 4:33; L&P 76:22-24).
Apostle tjener på fuldtid i Kirken resten af deres liv (se Matt 4:18-22).
Rådet bestående af Det Første Præsidentskab og De Tolv Apostles Kvorum. Alle medlemmer af Det Første Præsidentskab og De Tolv Apostles Kvorum er profeter, seere og åbenbarere. Sammen udgør de Rådet bestående af Det Første Præsidentskab og De Tolv Apostles Kvorum. Under Herrens ledelse og med enstemmig stemme har dette råd myndighed til at kundgøre og fortolke læresætninger og fastlægge retningslinjer for Kirken (se L&P 1:38; 107:27-31).
5.1.1.2
De Halvfjerds
Der henvises til embedet som halvfjerdser i Det Melkisedekske Præstedømme i både Det Gamle og Det Nye Testamente (se 2 Mos 24:1, 9-10; 4 Mos 11:16-17, 24-25; Luk 10:1, 17). I dag er der generalautoriteter og halvfjerdsere samt områdehalvfjerdsere (se 5.2.2). De handler under De Tolv Apostles Kvorums nøgler og ledelse. De hjælper De Tolv med at opbygge og styre Kirken i alle lande (se L&P 107:34-35, 38).
De Halvfjerds’ Præsidium. Syv medlemmer af De Halvfjerds kaldes som præsidenter til at præsidere over alle medlemmer af De Halvfjerds. En af de syv præsidenter bliver valgt til at præsidere over de seks andre. De udgør De Halvfjerds’ Præsidium. (Se ApG 6:2–6; L&P 107:93–94; 124:138.)
Generalautoriteter og halvfjerdsere Generalautoriteter og halvfjerdsere kaldes af Det Første Præsidentskab til at være særlige vidner, der aflægger vidnesbyrd om Jesu Kristi navn og underviser i evangeliet i hele verden (se L&P 107:25; 124:139).
Generalautoriteter og halvfjerdsere tjener på fuldtid i Kirken. De afløses generelt i det år, de fylder 70 år, og modtager emeritusstatus. Selvom de bevarer deres embede som halvfjerdser, præsiderer de ikke længere ved møder.
De Halvfjerds’ Kvorummer. Medlemmer af De Halvfjerds, herunder områdehalvfjerdsere, er organiseret i kvorummer. De Halvfjerds’ Præsidium præsiderer over disse kvorummer. Antallet af medlemmer af De Halvfjerds og De Halvfjerds’ Kvorummer kan øges i takt med Kirkens vækst. (Se L&P 107:95-96; 124:138-39).
5.1.1.3
Det Præsiderende Biskopråd
Det Præsiderende Biskopråd består af den præsiderende biskop og hans to rådgivere. Hvert medlem af Det Præsiderende Biskopråd er generalautoritet og har embedet som biskop. De kaldes af Det Første Præsidentskab og arbejder under deres ledelse.
Det Præsiderende Biskopråd forvalter timelige anliggender som velfærd, økonomi, ejendomsforvaltning og humanitær indsats for hele Kirken (se L&P 107:68). De underviser også i evangeliet og opbygger Guds rige over hele verden.
5.1.2
Øverste ledere
Det Første Præsidentskab kalder kvinder og mænd til at danne hovedpræsidentskaber for følgende kirkeorganisationer:
-
Hjælpeforeningen
-
Unge Mænd
-
Unge Kvinder
-
Primary
-
Søndagsskolen
Disse øverste ledere tjener under ledelse af Det Første Præsidentskab, De Tolv Apostles Kvorum og udpegede generalautoriteter og halvfjerdsere. De tjener typisk i fem år.
Øverste ledere kan have følgende ansvarsopgaver:
-
Undervise og vidne om Jesus Kristus og hans evangelium.
-
Tjene som medlemmer af Kirkens øverste råd og komiteer efter opgave.
-
Udføre opgaver over hele verden for at drage omsorg for medlemmerne.
-
Give vejledning til læseplaner, programmer og ressourcer til deres organisationer.
-
Give vejledning i deres organisations råd på kirkeplan (se næste afsnit).
-
Instruere og støtte organisationsvejledere i området, som tjener under ledelse af områdepræsidentskaber (se 5.2.5.1).
Hver af Kirkens hovedorganisationer kan have et råd til at hjælpe præsidentskabet.
5.2
Områdeledelse
Kirken er organiseret i geografiske områder, der dækker hele verden. Dette afsnit sammenfatter Kirkens ledelse i disse områder.
5.2.1
Områdepræsidentskabet
I hvert område udpeges en generalautoritet og halvfjerdser af Det Første Præsidentskab og De Tolv Apostles Kvorum til at tjene som områdepræsident. To rådgivere, der er generalautoriteter og halvfjerdsere eller områdehalvfjerdsere, har til opgave at hjælpe præsidenten.
Områdepræsidentskabet præsiderer over og rådfører sig med stavs- og missionspræsidenter i området. De støtter også tempelpræsidenter og tempelpræsidentinder. I samråd med medlemmer af De Tolv Apostles Kvorum og De Halvfjerds’ Præsidium, som de rapporterer til, afgør de, hvordan Kirkens generelle retningslinjer og vejledning skal anvendes for at imødekomme behovene i deres område.
Medlemmer af områdepræsidentskabet rejser indenfor det tildelte område for at drage omsorg for, undervise og opmuntre lokale ledere, missionærer og kirkemedlemmer. De får af De Tolv Apostles Kvorum til opgave at præsidere ved stavskonferencer og andre møder.
5.2.2
Områdehalvfjerdsere
Områdehalvfjerdsere kaldes af Det Første Præsidentskab til at være særlige vidner, der aflægger vidnesbyrd om Jesu Kristi navn og underviser i evangeliet i deres tildelte område (se L&P 107:25; 124:139). Mens de arbejder under områdepræsidentskabets ledelse, hjælper de De Tolv med at opbygge og styre Kirken i deres område.
Områdehalvfjerdsere er ikke kaldet til fuldtidstjeneste. De tjener typisk i fem år. De får normalt til opgave at tjene i det geografiske område, hvor de bor (se L&P 107:38, 98). Områdehalvfjerdsere opretholdes ved generalkonferencen.
Hver områdehalvfjerdser tilhører et kvorum af De Halvfjerds. Disse kvorummer organiseres geografisk. Som medlemmer af disse kvorummer præsideres områdehalvfjerdsere over af De Halvfjerds’ Præsidium.
Områdehalvfjerdsere arbejder sammen med og rådfører sig med lokale kirkeledere for at hjælpe dem med at opfylde deres ansvarsopgaver. Områdehalvfjerdsere kan få til opgave at:
-
Tjene som en del af områderådet (se 5.2.3).
-
Præsidere ved koordinerende rådsmøder (se 5.2.4).
-
Præsidere ved stavskonferencer og instruere stavsledere.
-
Oprette eller reorganisere stave, indsætte nye stavspræsidentskaber og overdrage nøgler til stavspræsidenten.
-
Koordinere områdeansvar, herunder aktiviteter (se 20.3.3), JustServe.org (HjælpTil) (hvor det er muligt), katastrofehjælp eller andre opgaver.
-
Rejse rundt til missioner og instruere missionsledere og missionærer.
-
Tjene som rådgiver i områdepræsidentskabet.
Områdehalvfjerdsere præsiderer ved alle kirkemøder, de deltager i inden for deres område, medmindre der er en generalautoritet til stede. Men de præsiderer ikke over det daglige arbejde for tempel-, missions- eller stavspræsidenter. Disse præsidenter tjener under områdepræsidentskabets ledelse.
5.2.3
Områderåd
I hvert område mødes et områderåd efter behov (sædvanligvis hvert kvartal) for at koordinere Guds arbejde med frelse og ophøjelse i deres område. Områdepræsidenten præsiderer over områderådet. Dette råd består af områdepræsidentskabet og områdehalvfjerdsere, der tjener i området. Andre kan deltage i en del af eller alle rådets møder, når det er nødvendigt, og når områdepræsidentskabet indbyder dem.
5.2.4
Koordinerende råd
Områdepræsidentskabet etablerer koordinerende råd. Hvert råd omfatter specifikke stave og missioner i et område. Områdepræsidentskabet udpeger en områdehalvfjerdser til at lede hvert råd.
Stavs- og missionspræsidenter deltager i koordinerende rådsmøder. Tempelpræsidenter, hvis tempeldistrikter ligger inden for det koordinerende råds grænser, inviteres til at deltage, når det er praktisk muligt.
Andre kan deltage i en del af eller alle møderne, når det er nødvendigt, og når områdehalvfjerdseren indbyder dem. Områdehalvfjerdsere overvejer afstand, familieomstændigheder og rejse, når de fremsætter disse invitationer.
Formålet med koordinerende rådsmøder er at hjælpe stavs-, missions- og tempelpræsidenter med at udøve præstedømmets nøgler i enighed. Sammen rådfører de sig med hinanden om og koordinerer deres indsats for at hjælpe medlemmerne i deres ansvar for at deltage i Guds arbejde med frelse og ophøjelse.
Områdehalvfjerdseren sammenkalder et koordinerende rådsmøde kort tid efter hvert kvartalsvise områderådsmøde (se 29.4). Der kan afholdes flere møder, når der er behov for det.
5.2.5
Kaldelser i området
Områdepræsidentskabet kan kalde medlemmer til at tjene i områdekaldelser for at hjælpe områdepræsidentskabet i deres ansvarsopgaver. De, der tjener i disse stillinger, kaldes og indsættes af et medlem af områdepræsidentskabet eller en områdehalvfjerdser, der har fået tildelt opgaven. De opretholdes ikke.
Eksempler på områdekaldelser kan omfatte områdeassistent, områderevisor, områdekommunikationschef, områdevejleder for tempel og slægtshistorie og områdeorganisationsvejleder.
5.2.5.1
Organisationsvejledere i området
Uden for USA og Canada kan områdepræsidentskaber kalde kvinder til at tjene som organisationsvejledere i området. Disse vejledere kan være med til at orientere og instruere nye præsidentskaber i stavens Hjælpeforening, Unge Kvinder og Primary under ledelse af disse lederes stavspræsidentskaber (se 6.2.1.6). Et medlem af stavspræsidentskabet eller et højrådsmedlem, der har fået opgaven, deltager i denne orientering.
Områdevejledere tjener under ledelse af områdepræsidentskabet. De modtager også regelmæssig undervisning fra hovedorganisationspræsidentskaber. De tjener typisk i tre år.