Bøger og lektioner
Kapitel 11: Kristi liv

Kapitel 11

Kristi liv

Jesus Christ at the home of Jairus. Christ is standing beside the bed of the twelve-year-old daughter of Jairus. The girl's father and mother are standing on the other side of the bed. Christ is holding the hand of the girl as He helps her rise from her bed. The girl, who had been declared dead, is looking up at Christ. Light from a window is shining on the girl's face, and on the back of Christ.

Kristi liv blev forudsagt længe før hans fødsel

Alle, der kommer til jorden, er afhængige af Jesus Kristus til opfyldelse af det løfte, han aflagde i himlen om at være vor Frelser. Uden ham ville frelsesplanen være slået fejl. Eftersom hans mission var nødvendig, vidnede alle profeter fra Adam til Kristus om, at han ville komme (se ApG 10:43). Alle profeterne siden Kristus har vidnet om, at han kom. Vi har alle brug for at studere Frelserens liv og trofast følge ham gennem hele livet.

Adam fandt ud af, at Frelserens navn ville være Jesus Kristus (se Moses 6:51-52). Enok så, at Jesus ville dø på korset og opstå (se Moses 7:55-56). Noa og Moses vidnede også om ham (se Moses 1:11; 8:23-24). Omkring 800 år før Frelseren blev født på jorden, forudså Esajas hans liv. Da Esajas så den store sorg og smerte, som Frelseren skulle lide for at betale prisen for vore synder, udbrød han:

»Foragtet og opgivet af mennesker, en lidelsernes mand, kendt med sygdom …

Men det var vore sygdomme, han tog, det var vore lidelser, han bar …

Men han blev gennemboret for vore overtrædelser og knust for vore synder …

Han blev plaget og mishandlet, men åbnede ikke sin mund; som et lam, der føres til slagtning« (Es 53:3-5, 7).

Nefi så også i et syn Frelserens fremtidige fødsel og mission. Han så en smuk jomfru, og en engel forklarede: »Se, jomfruen, som du ser, er Guds Søns mor på kødets vis« (1 Ne 11:18). Dernæst så Nefi jomfruen holde et barn i sine arme. Englen sagde: »Betragt Guds lam, ja, selve den evige Faders Søn!« (1 Ne 11:21).

Omkring 124 år før Jesus blev født, forudså kong Benjamin, en anden nefitisk profet, også Frelserens liv:

»For se, den tid kommer og er ikke langt borte, da Herren den Almægtige, som regerer, som var og er fra al evighed til al evighed, med kraft skal komme ned fra himlen blandt menneskenes børn og skal bo i en bolig af ler og skal gå omkring blandt menneskene, idet han udfører mægtige mirakler, såsom at helbrede de syge, oprejse de døde, få de lamme til at gå, de blinde til at få deres syn og de døve til at høre og helbrede alle slags sygdomme.

Og han skal uddrive djævle eller de onde ånder, som bor i menneskenes børns hjerte.

Og se, han skal lide fristelser og legemlige smerter, sult, tørst og udmattelse, ja, mere end mennesker kan udholde, uden at det forvolder døden; for se, der kommer blod fra hver pore, så stor skal hans kval være over sit folks ugudelighed og vederstyggeligheder.

Og han skal kaldes Jesus Kristus, Guds Søn, himlens og jordens Fader, som har skabt alle ting fra begyndelsen, og hans moder skal kaldes Maria« (Mosi 3:5-8).

  • Hvilke fordums profetier er der om Jesus Kristus?

Han var Faderens Enbårne

  • Hvad arvede Jesus Kristus fra sin Fader? Hvad arvede han fra sin mor?

Beretningen om Frelserens fødsel og liv findes i Det Nye Testamente i bøgerne Matthæus, Markus, Lukas og Johannes. Ud fra deres beretninger lærer vi, at Jesus blev født af en jomfru ved navn Maria. Hun var forlovet og skulle giftes med Josef, da en Herrens engel viste sig for hende. Englen fortalte hende, at hun skulle være mor til Guds Søn. Hun spurgte ham, hvordan dette kunne være muligt (se Luk 1:34). Han sagde til hende: »Helligånden skal komme over dig, og den Højestes kraft skal overskygge dig. Derfor skal det barn, der bliver født, også kaldes helligt, Guds søn« (Luk 1:35). Således blev Gud Faderen den bogstavelige Fader til Jesus Kristus.

Jesus er den eneste person på jorden, der er født af en dødelig mor og en udødelig far. Det er derfor, han kaldes den enbårne Søn. Han arvede guddommelige kræfter fra sin Fader. Fra sin mor arvede han dødelighed og var underlagt sult, tørst, udmattelse, smerte og død. Ingen kunne tage Frelserens liv fra ham, medmindre han selv ville det. Han havde magt til at nedlægge det og magt til at få sit legeme tilbage igen efter sin død (se Joh 10:17-18).

Han førte et fuldkomment liv

  • Hvad betyder Frelserens liv for os?

Fra sin tidlige ungdom adlød Jesus alt, hvad vor himmelske Fader krævede af ham. Under Marias og Josefs vejledning voksede Jesus op meget lig andre børn. Han elskede og adlød sandheden. Lukas fortæller os: »Og drengen voksede op, blev stærk og fyldt med visdom, og Guds nåde var over ham« (Luk 2:40; se også L&P 93:12-14).

Ved den tid da Jesus var 12 år, var han vokset i sin forståelse for, at han var blevet sendt for at gøre sin Faders vilje. Han tog med sine forældre til Jerusalem. Da hans forældre vendte hjemad, opdagede de, at han ikke var med i deres gruppe. De tog tilbage til Jerusalem for at lede efter ham. »Efter tre dage fandt [de] ham i templet siddende blandt lærerne, og de lyttede til ham og stillede ham spørgsmål« (JSO, Luk 2:46. »Alle, der hørte det, undrede sig meget over hans indsigt og de svar, han gav« (Luk 2:47).

Josef og Maria var lettede over at finde ham, men »de [blev] slået af forundring, og hans mor sagde til ham: ›Barn, hvorfor gjorde du sådan mod os? Din far og jeg har ledt efter dig og været ængstelige.‹ Men han sagde til dem: ›Hvorfor ledte I efter mig? Vidste I ikke, at jeg bør være hos min [himmelske] fader?‹« (Luk 2:48-49.

For at opfylde sin mission måtte Jesus gøre sin himmelske Faders vilje. »Jeg [gør] intet … af mig selv« sagde han, »men som Faderen har lært mig, sådan taler jeg … Jeg gør altid det, der er godt i hans øjne« (Joh 8:28-29).

Da Jesus var 30 år, kom han hen til Johannes Døber for at blive døbt i Jordan-floden. Johannes var tilbageholdende med at døbe Jesus, fordi han vidste, at Jesus var større end han. Jesus bad Johannes om at døbe ham for at »opfylde al retfærdighed«. Johannes døbte Frelseren og nedsænkede ham helt i vandet. Da Jesus var blevet døbt, talte hans Fader fra himlen og sagde: »Det er min elskede søn, i ham har jeg fundet velbehag.« Helligånden dalede ned, vist i form af en due (se Matt 3:13-17).

Kort efter Jesus var blevet døbt, fastede han i 40 døgn for at være sammen med Gud. Efter det kom Satan og fristede ham. Jesus modstod standhaftigt Satans fristelser og befalede dernæst Satan at forsvinde (se Matt 4:1-11; se også JSO, Matt 4:1, 5-6, 8-9, 11). Jesus Kristus forblev uden synd, det eneste fuldkomne væsen, der nogensinde har vandret på jorden (se Hebr 4:15; 1 Pet 2:21-22).

  • Hvilke beretninger fra Frelserens liv har særlig betydning for dig?

Han lærte os, hvordan vi skal elske og tjene hinanden

  • Hvordan lærte Frelseren os at elske og tjene hinanden?

Efter Jesu faste og hans møde med Satan, begyndte han sin offentlige tjenestegerning. Han kom til jorden ikke kun for at dø for os, men også for at lære os, hvordan vi skal leve. Han lærte os, at der er to store befalinger: For det første at elske Gud af hele vores hjerte, sind og styrke, og for det andet at elske andre som vi elsker os selv (se Matt 22:36-39). Hans liv var et eksempel på, hvordan vi bør adlyde disse to befalinger. Hvis vi elsker Gud, vil vi stole på ham og adlyde ham, ligesom Jesus gjorde. Hvis vi elsker andre, vil vi hjælpe dem og imødekomme deres fysiske og åndelige behov.

Jesus tilbragte sit liv med at tjene andre. Han helbredte dem for sygdomme. Han fik de blinde til at se, de døve til at høre og de lamme til at gå. Da han engang helbredte de syge, blev det sent, og folk var sultne. I stedet for at sende dem væk velsignede han fem brød og to fisk og blev på mirakuløs vis i stand til at bespise en mængde på 5000 mennesker (se Matt 14:14-21). Han lærte os, at når som helst vi ser, at folk er sultne, kolde, nøgne eller ensomme, bør vi hjælpe dem så meget, som vi kan. Når vi hjælper andre, tjener vi Herren (se Matt 25:35-46).

Jesus elskede andre af hele sit hjerte. Ofte var hans hjerte så fyldt med medfølelse, at han græd. Han elskede små børn, de ældre og de ydmyge, jævne mennesker, der havde tro på ham. Han elskede dem, der havde syndet, og med stor medfølelse lærte han dem at omvende sig og blive døbt. Han sagde: »Jeg er vejen og sandheden og livet« (Joh 14:6).

Jesus elskede endda dem, der syndede mod ham og ikke omvendte sig. Ved slutningen af sit liv, mens han hang på korset, bad han til sin Fader for de soldater, der havde korsfæstet ham, og bønfaldt: »Fader, tilgiv dem, for de ved ikke, hvad de gør« (Luk 23:34). Han lærte os: »Dette er mit bud, at I skal elske hinanden, ligesom jeg har elsket jer« (Joh 15:12).

  • Hvordan kan vi vise Herren, at vi elsker ham?

Han organiserede den eneste sande kirke

  • Hvorfor organiserede Frelseren sin kirke og ordinerede apostle?

Jesus ønskede, at folk over hele jorden blev undervist i hans evangelium, så han valgte 12 apostle til at vidne om sig. De var hans kirkes første ledere. De fik myndighed til at handle i hans navn og gøre de gerninger, de havde set ham gøre. De, der fik myndighed af ham, kunne også undervise, døbe og udføre ordinancer i hans navn. Efter hans død fortsatte de med at udføre hans værk, indtil folket blev så ugudeligt, at de dræbte apostlene.

Han forløste os fra vore synder og frelste os fra døden

  • Tag dig tid til at tænke over forsoningens begivenheder, mens du studerer dette afsnit.

Nær slutningen af Jesu jordiske tjenestegerning beredte han sig på at foretage det endelige offer for hele menneskehedens synder. Han var blevet dømt til at dø, fordi han havde vidnet for folket om, at han var Guds Søn.

Natten før Jesu korsfæstelse tog han til en have, der hed Getsemane. Snart blev han tynget ned af dyb sorg og græd, mens han bad. Sidste dages-apostlen Orson F. Whitney fik lov til at se Frelserens lidelser i et syn. Da han så Frelseren græde, sagde han: »Jeg blev så bevæget over at se det, at jeg også græd af ren medfølelse. Jeg følte med ham af hele mit hjerte. Jeg nærede en inderlig kærlighed til ham og længtes mere end noget andet efter at være hos ham« (»Jesu Kristi guddommelighed«, Liahona, dec. 2003, s. 16). Jesus »gik lidt længere væk, faldt ned på sit ansigt og bad: ›Min fader, hvis det er muligt, så lad dette bæger gå mig forbi. Dog, ikke som jeg vil, men som du vil‹« (Matt 26:39).

I en nutidig åbenbaring beskrev Frelseren, hvor stor hans lidelse var og sagde, at den fik ham »til at skælve af smerte og til at bløde fra hver pore og til at lide på både legeme og ånd« (L&P 19:18). Han led »hvad angår kødet« og påtog sig vore smerter, sygdomme, skrøbeligheder og synder (se Alma 7:10-13). Ingen dødelig person kan overhovedet fatte, hvor stor hans byrde var. Ingen anden person kunne have udholdt en sådan voldsom smerte i legemet og ånden. »Han … steg ned under alt … så han kunne være i alt og gennem alt, sandhedens lys« (L&P 88:6).

Men hans lidelse var endnu ikke fuldendt. Den følgende dag blev Jesus slået, ydmyget og spyttet på. Man krævede af ham, at han bar sit eget kors, dernæst blev han løftet op og naglet fast på det. Han blev tortureret på en af de mest grusomme måder, mennesket nogensinde har udtænkt. Efter at have lidt på korset udbrød han i dødskamp: »Min Gud, min Gud! Hvorfor har du forladt mig?« (Mark 15:34). I Jesu bitreste time havde Faderen trukket sig tilbage fra ham, så Jesus kunne færdiggøre sin lidelse af straffen for hele menneskehedens synder, så Jesus kunne opnå den fuldstændige sejr over syndens og dødens kræfter (se James E. Talmage, Jesus Kristus, s. 689).

Da Frelseren vidste, at hans offer var blevet anerkendt af Faderen, udbrød han med høj røst: »Det er fuldbragt« (Joh 19:30). »Fader, i dine hænder betror jeg min ånd« (Luk 23:46). Han bøjede sit hoved og overgav frivilligt sin ånd. Frelseren var død. Et voldsomt jordskælv rystede jorden.

Nogle venner tog Frelserens legeme hen til en grav, hvor det lå indtil tredjedagen. I den tid tog hans ånd hen og organiserede missioneringen for andre ånder, som havde brug for at modtage hans evangelium (se 1 Pet 3:18-20; L&P 138). På den tredje dag, en søndag, vendte han tilbage til sit legeme og tog det tilbage igen. Han var den første, der overvandt døden. Profetien om, »at han skulle opstå fra de døde« (Joh 20:9) var blevet opfyldt.

Kort efter sin opstandelse viste Frelseren sig for nefitterne og oprettede sin kirke på det amerikanske fastland. Han underviste folket og velsignede dem. Denne bevægende beretning findes i 3 Nefi 11 og varer til og med kapitel 28.

Hans offer viste hans kærlighed til sin Fader og til os

Jesus sagde: »Større kærlighed har ingen end den at sætte sit liv til for sine venner. I er mine venner, hvis I gør, hvad jeg påbyder jer« (Joh 15:13-14). Han gennemgik villigt og ydmygt sorgen i Getsemane og lidelsen på korset, så vi kunne modtage alle frelsesplanens velsignelser. For at modtage disse velsignelser må vi komme til ham, omvende os fra vore synder og elske ham af hele vores hjerte. Han sagde:

»Dette er det evangelium, som jeg har givet jer – at jeg kom til verden for at gøre min Faders vilje, fordi min Fader sendte mig.

Og min Fader sendte mig, så jeg kunne blive løftet op på korset, så jeg, efter at jeg var blevet løftet op på korset, kunne drage alle mennesker til mig … så de kan blive dømt efter deres gerninger …

for de gerninger, som I har set mig gøre, skal I også gøre …

Hvad slags mænd burde I derfor være? Sandelig siger jeg til jer: Ligesom jeg er« (3 Ne 27:13-15, 21, 27; fremhævelse tilføjet).

  • Hvad føler du, når du tænker over Frelserens offer for dig?

Yderligere skriftsteder og andre kilder