Selvmord
Forebyggelse af selvmord og indsatsen efter et tab

Forebyggelse af selvmord og indsatsen efter et tab

Den stigende selvmordsrate i mange områder af verden er et meget bekymrende problem. Hensigten med dette dokument er at hjælpe forældre, familier, kirkeledere og Kirkens medlemmer, når de søger at udvise omsorg for dem, der er berørt af selvmord.

Medlemmer kan bruge dette materiale til at lære om Kirkens lære omkring selvmord, advarselstegn på selvmord, hvordan man hjælper en kriseramt, og hvordan man reagerer på tab efter et selvmord. Ledere kan bruge dette materiale til at føre meningsfulde samtaler med medlemmer i stavs- og menighedsråd og i andre rammer. Hensigten med disse samtaler er at hjælpe ledere og medlemmer til bedre at udvise omsorg for dem, der er blevet berørt af selvmord.

Hvis en samtale omkring selvmord kan bidrage til at hindre selvmord og omsorg for dem, der er berørt af dette problem, bør en sådan samtale blive ledt af to voksne. Ledere kan eventuelt invitere en kvalificeret person fra lokalsamfundet, som forstår og respekterer Kirkens lære om selvmord, til at deltage i samtalen. Samtaler med børn under 12 år bør først foregå, efter forældrene har siddet i råd med deres børn.

Når stavs- og menighedsråd har gennemgået dette materiale, bør de drøfte passende måder at støtte lokalsamfundets indsats og at informere medlemmer om tilgængelige ressourcer.

Læresætninger og principper

Herren bad os om at behandle alle mennesker med forståelse og barmhjertighed, da han sagde: »Du skal elske din næste som dig selv« (Matt 22:39). Vores indsats for at udvise omsorg for dem, der er påvirket af selvmord, vil gå bedre, når vi mere fuldt ud forstår læren og lærdomme som følgende:

  • Jesus Kristus oplevede ved sin forsoning fylden af alle jordiske udfordringer, så han kunne »vide, hvorledes han kan bistå sit folk, hvad angår deres skrøbeligheder« (Alma 7:11-13). James E. Faust har sagt: »Eftersom Frelseren har lidt alt, hvad vi nogen sinde kan føle eller opleve, kan han hjælpe den svage med at blive stærkere« (»Forsoningen: Vores største håb«, Liahona, jan. 2002, s. 22).

  • Livet på jorden er en dyrebar gave fra Gud – en gave, der bør påskønnes og beskyttes (se L&P 18:10; M. Russell Ballard, »Selvmord – noget vi ved, og noget vi ikke ved«, Stjernen, mar. 1988, s. 16-20).

  • Når nogen tager sit eget liv, er kun Gud i stand til at bedømme deres tanker, deres handlinger og deres niveau af ansvarlighed. Selvmord behøver ikke være den afgørende karakteristik af en persons evige liv (se 1 Sam 16:7; L&P 137:9; Dale G. Renlund, »Grieving after a Suicide Loss«, video på suicide.lds.org).

Yderligere materialer:

  • Evangeliske emner på topics.lds.org og i appen Evangelisk bibliotek

Advarselstegn på selvmord

De fleste mennesker, der forsøger selvmord, ønsker ikke at dø; de ønsker ganske enkelt befrielse for den fysiske, mentale, følelsesmæssige eller åndelige smerte, de gennemgår. Mange kriseramte mennesker udviser advarselstegn, før de forsøger selvmord. Hvis man lærer at genkende advarselstegnene, er man bedre forberedt på at udvise omsorg over for dem, der har brug for hjælp. Lyt efter udtalelser som: »Jeg er ligeglad med, om jeg dør« eller »Alle vil klare sig meget bedre uden mig«. Advarselstegn omfatter også følgende adfærd:

  • Søgen efter en måde at slå sig selv ihjel på

  • Tale om at føle sig uden håb eller ikke have nogen grund til at leve

  • Tale om at føle sig fanget eller opleve uudholdelig smerte.

  • Tale om at være en byrde for andre

  • Øge deres brug af alkohol, medicin eller narkotika

  • Forære deres personlige genstande væk uden grund

  • Opføre sig uroligt eller oprevet eller uansvarligt

  • Trække sig bort fra andre eller isolere sig selv

  • Udvise raseri eller tale om at søge hævn

  • Udvise ekstreme humørsvingninger (se National Suicide Prevention Lifeline)

Et advarselstegn behøver ikke i sig selv at betyde, at der er en krise. Men hvis personen har en historik med forsøg, eller hvis du bemærker en pludselig forandring hos personen eller begynder at se en række tegn, så reager straks. Gratis krisehjælp og yderligere oplysninger er tilgængelig på suicide.lds.org eller søg lokale ressourcer. (Se flere detaljer i »Sådan hjælper man nogen i krise« i dette materiale).

Trods vores bedste indsats, kan alle selvmord ikke forhindres. Nogle selvmord finder sted uden nogen åbenlyse advarsler. Du er ikke ansvarlig for en andens valg om at afslutte deres liv.

Yderligere materialer:

Sådan hjælper man nogen i krise

Tag altid advarselstegn på selvmord og enhver trussel om forsøg på selvmord alvorligt, selv når du tænker, at personen ikke alvorligt overvejer selvmord eller blot søger opmærksomhed. Følg disse tre trin til at tilbyde støtte – Spørg, udvis omsorg, sig det.

Trin 1: Spørg. Spørg personen direkte, om han eller hun tænker på selvmord. Du kan måske spørge: »Tænker du på at afslutte dit liv?« Hvis de siger, at de tænker på selvmord, så spørg dem, om de har en plan. Du kan spørge: »Har du en plan om at gøre skade på dig selv?« Hvis de har en plan, så hjælp dem straks med at komme på hospitalet eller til en læge, eller ring til en nødhjælpstjeneste eller hjælpelinjer til krisehjælp, hvor I bor. (Se en liste med hjælpelinjer rundt om i verden på suicede.lds.org/crisis). Hvis de ikke har en plan, så gå videre til trin 2.

Trin 2: Udvis omsorg. Vis, at du er interesseret, ved at lytte til det, de siger. Giv dem tid til at forklare, hvad de føler. Respekter deres følelser ved at sige noget i denne retning: »Jeg er ked af, at du har så meget smerte« eller »Jeg vidste ikke, hvor svært det er for dig«. Du kan tilbyde at hjælpe dem med at lægge en forebyggelsesplan mod selvmord (se »Sådan laver man en forebyggelsesplan mod selvmord«, Doug Thomas, Liahona, sep. 2016, s. 33). En forebyggelsesplan kan få mennesker til at identificere deres stærke sider, positive forhold og sunde evner til at klare sig. Den kan også begrænse deres adgang til noget, de kan skade sig selv med som fx knive eller piller. Hvis de beder dig om ikke at fortælle nogen om deres følelser, så forklar, at du så vidt muligt vil respektere deres privatliv, men at de har brug for mere hjælp, end du kan give.Lov aldrig at holde deres tanker om selvmord hemmeligt.

Trin 3: Sig det. Tilskynd personen til at fortælle det til nogen, der kan yde mere støtte. Videregiv kontaktoplysninger til nyttige hjælpekilder i nærområdet. Ressourcer kan være lokale hospitaler, skadestuer eller gratis kriselinje.Hvis de ikke vil søge hjælp, må du fortælle nogen om det for dem. Du kan eventuelt sige noget i denne retning: »Jeg holder af dig og ønsker, at du skal være i sikkerhed. Jeg vil fortælle det til nogen, som kan give dig den hjælp, du behøver.« Respekter deres privatliv ved kun at fortælle det til nogen, som du tror kan hjælpe som fx et nært familiemedlem, personens biskop, en skolevejleder, en læge eller en anden sundhedsfagligt uddannet person. Hvis du ikke er sikker på, hvem du skal sige det til, så tal med din biskop eller ring til en gratis kriselinje i lokalområdet. Husk, det forventes ikke af dig, at du helt alene støtter personen.

Bemærk: Hvis du leder en drøftelse, så overvej at bede deltagerne om at øve sig på disse trin. Forelæg dem en situation, hvor nogen kommer til dem og giver udtryk for selvmordstanker, og bed dem om at øve sig på, hvordan de ville reagere.

Yderligere materialer:

Sådan reagerer man efter et selvmord

Trods vores bedste indsats, kan alle selvmord ikke forhindres. Det er normalt efter et selvmord, at de efterladte oplever følelser som fornægtelse, chok, skyld, vrede og forvirring. Præsident M. Russell Ballard har sagt: »Den handling at tage sit eget liv er i sandhed en tragedie, fordi en enkelt handling efterlader sig så mange ofre. Det første er den, der dør, dernæst kommer mange andre – familie og venner, som står tilbage og nogle af dem vil i årevis opleve dyb smerte og forvirring« (se »Selvmord – noget vi ved, og noget vi ikke ved«, Stjernen, mar. 1988, 17). For disse person kommer helbredelse gennem Frelseren, som »steg ned under alt«, så han, »hvad angår kødet, kan vide, hvorledes han kan bistå sit folk, hvad angår deres skrøbeligheder« (L&P 88:6; Alma 7:12). Professionelle ressourcer og rådgivning kan også være nyttigt.

Stavs- og menighedsråd kan eventuelt drøfte, hvordan de kan støtte en person eller en familie efter et selvmord. Spørgsmål, der kan drøftes, kan omfatte følgende:

  • Hvordan kan Jesu Kristi lære og forsoning bringe helbredelse til den enkelte eller familien?

  • Hvilke behov har omsorgsgivende brødre og søstre observeret hos personen eller familien? Hvilken indsats har de ydet?

  • Hvilken vedvarende følelsesmæssig eller åndelig støtte har personen eller familien behov for? Hvem kan tilbyde denne støtte?

  • Har personen eller familien timelige behov som fx transport eller måltider?

  • Hvordan kan menighedens organisationsledere støtte børn og unge, som har mistet en af deres kære?

Sorgprocessen efter et selvmord kan tage meget lang tid. Hvis nogen fortsat føler intens smerte eller sorg, så rådfør dig med andre, som holder af personen. Overvej bønsomt, hvordan du bedst kan yde støtte. Du kunne eventuelt hjælpe personen med at få en præstedømmevelsignelse eller kontakt til hjælpekilder i lokalsamfundet. Støttegrupper for sorgramte, læger eller andre sundhedsfagligt uddannede kan være nyttige.

Bemærk: Hvis du leder den drøftelse, så tal ikke om, hvordan en person tog sit liv. Det kan ubevidst opmuntre en anden i gruppen til at kopiere den beskrevne adfærd. Hvis nogen i en gruppesamtale begynder at fortælle sådanne detaljer, så led på en venlig måde samtalen i en anden retning.

Yderligere materialer:

Andre ressourcer

Råd fra Kirkens ledere

Personlige oplevelser fra medlemmer

Andre kirkematerialer

Se flere ressourcer på suicide.lds.org