Kapitel 15

Arbejd for andres glæde

Når vi hjælper og opmuntrer andre, finder vi den sande nøgle til glæde i livet.

Fra Heber J. Grants liv

Præsident Heber J. Grant talte sjældent om sine tjenestegerninger, men andre talte af og til om de gode gerninger, som de havde set ham gøre. Hans familiemedlemmer var førstehåndsvidner og de første til at nyde godt af hans tjeneste. Hans datter, Lucy Grant Cannon, fortalte om hans gavmildhed og godhed over for hans børn og børnebørn:

»Fars hengivenhed over for sin familie er enestående. Han viser konstant sin personlige interesse for dem og deres hjem. Han har hjulpet dem, selv når det har krævet store ofre. Han har ofte sagt: ›Hjælp den unge spire, de fuldvoksne ege skal nok klare sig.‹

Hvert barn og barnebarn får til sin fødselsdag et brev og en check, som enten overdrages personligt eller sendes med posten. Hver jul og til nytår og ofte også på andre tidspunkter, sender han betænksomt bøger, checks, billeder eller andre opmærksomheder. Med gaverne sender han altid sin kærlighed og velsignelse, hvilket falder som en velsignelse over os alle.«¹

Lucy berettede om sin fars kærlige omsorg, da hun havde difteri:

»Selv efter 43 år får jeg tårer i øjnene af taknemmelighed og påskønnelse, når jeg sidder her og skriver og tænker på hans omsorg for mig, når jeg var syg. Som mange har hørt ham fortælle, var jeg meget syg, da jeg var 12 år gammel. Vi var på det tidspunkt i Washington D. C. Men hvis Guds tjenere ikke havde salvet mig, og Guds kraft ikke var blevet nedkaldt på mine vegne, ville jeg have været død. I de uger, hvor jeg var så syg, forlod far knap nok værelset hverken nat eller dag, selv om vi havde to sygeplejersker. Da jeg begyndte at komme mig, læste han højt for mig i timer ad gangen. Han kom med gaver og lækkerier til mig, da jeg begyndte at kunne få glæde af dem, og på de mest vidunderlige måder gjorde han lige så meget, som den kærligste mor kunne have gjort.

Jeg var stadig for svag til at gå, da vi forlod Washington. Far bar mig til toget og opvartede mig på hele hjemrejsen. Hvis han havde været sygeplejerske, kunne hans håndelag ikke have været mere blidt eller hans omsorg mere betænksom. Vi kom til Salt Lake City inden indvielsen af templet. Han bar mig adskillige gange gennem hele templet. Da jeg var kommet hjem, fulgte mange ugers rekonvalescens, og selv om familien var villig til at tage sig af mig, ønskede jeg stadig at have ham i nærheden, og han var villig til at være hos mig. Det, som jeg fortæller om mig selv, skete for alle mine søstre, når de har været syge.«²

Præsident Grants tjeneste strakte sig længere end til hans familie. Lucy mindedes:

»Engang var jeg få dage inden jul ved at samle nogle små gaver til en fattig familie. Far kom ind, og jeg viste ham tingene og fortalte ham om familien, som jeg havde fået det fortalt af mor. Jeg nævnte, at jeg skulle gøre mit tempeltøj klart, for jeg ville låne det til kvinden, så hun kunne bruge det næste morgen. Da hun kom dagen efter for at aflevere mit tøj, fortalte hun mig, at da hun gik ind ad tempelporten, havde far stået der og ventet. Han havde aldrig set hende før, men havde kun fået hende beskrevet; han standsede hende og gav hende en kuvert og ønskede familien en glædelig jul. Der var 20 dollars i kuverten.«³

Selv efter at præsident Grant havde haft en række svækkende slagtilfælde, blev han ved med at finde på måder at tjene på. Hans fysiske aktivitet var nedsat, og hans bedste måde at slappe af på var at køre i bil. Han tog ud at køre næsten hver dag, og han inviterede altid familiemedlemmer og venner med. På disse ture viste han ofte andre sin kærlighed ved at standse og aflægge besøg på hospitaler eller i folks hjem.⁴

I en hyldest til præsident Grant skrev ældste John A. Widtsoe fra De Tolv Apostles Kvorum: »Hans største kærlighed har altid været menneskeheden. Hans himmelske Faders børn har været hans største interesse i livet … Denne kærlighed har ikke blot givet sig til udtryk i en generel omsorg for hele menneskeheden, men i omsorg for enkeltpersoner. De fattige og trængende har altid nydt godt af hans gavmildhed. Hans hurtige reaktion for at hjælpe folk i nød er almindelig blandt de brødre, han arbejder sammen med. Der er givet penge såvel som personlig hjælp, så de stærke kan hjælpe de svage. Præsident Grant er næsten for gavmild og gør alt det gode, han magter, og han er derfor naturligvis trofast over for sine venner og kærlig over for sin familie. Han besidder i sin høje stilling kærlighed i sin sjæl til alle mennesker, og han opfordrer alle mennesker til at bortjage egenkærlige ønsker.«⁵

Heber J. Grants lærdomme

Vores kærlighed til Herren bør udmønte sig i kristen tjeneste.

Hvilken slags mænd og kvinder bør vi være som sidste dages hellige, når vi tager vores viden i betragtning om, at Gud lever, at Jesus er Kristus, og at Joseph Smith er Guds profet? Vi bør være de mest ærlige, mest dydige, mest næstekærlige og de bedste mennesker på jordens overflade.⁶

Lad os ikke glemme, at vi har pligt til at vise Herren troskab og tjene ham, og at vi ikke kan yde tjeneste, som er antagelig for ham, uden at tjene vore medmennesker.⁷

Vi beder indtrængende alle Kirkens medlemmer om at elske deres søskende og alle mennesker, hvem end de er, og hvor end de er, og om at bortjage hadet i deres tilværelse og fylde deres hjerte med næstekærlighed, tålmodighed, langmodighed og tilgivelse.⁸

Kristi evangelium står for kærlighed og fred, tålmodighed og langmodighed, overbærenhed og tilgivelse, venlighed og gode gerninger, næstekærlighed og broderlig kærlighed. Griskhed, gerrighed, uædle hensigter, magtsyge og uretfærdigt herredømme over vore medmennesker hører ikke hjemme i de sidste dages helliges eller gudfrygtige mennesker hjerte.⁹

Vi kan opløfte og opmuntre andre med vores tjeneste.

Jeg hørte en historie om en bror (jeg har glemt hans navn), som overværede et møde i Kirkens første tid. Præsident Brigham Young opfordrede medlemmerne til at yde bidrag, som kunne sendes til Missouri-floden for at hjælpe de hellige med at samles i Zion. Han ønskede, at alle, som havde råd, skulle give en okse eller en ko eller noget andet. En god bror sprang op og sagde: »Jeg vil gerne give en ko.« En anden bror rejste sig og sagde: »Jeg vil gerne give en ko.« Den første bror havde to køer og en stor familie; den anden bror havde et halvt dusin køer og en lille familie. Og så kom [djævelens] ånd over den første mand; han [sagde]: »Hør lige her, du og din store familie kan ikke klare jer; I kan umuligt klare jer med én ko. Denne anden mand har en lille familie og seks køer; han kan sagtens give to eller tre og stadig klare sig godt.« Da han begav sig hjemad, gik han fire eller fem gader væk og blev stadig mere og mere svag. Så tænkte han til sidst: »Det vil jeg altså ikke,« og så forstod han forskellen på den ånd, som fristede ham, og den som havde tilskyndet ham til at love Kirkens præsident, at han ville give en ko væk. Her var der en ånd, som fortalte ham, at han ikke skulle gøre sin pligt, ikke skulle være ærlig og ikke skulle leve op til sit løfte. Han standsede op, vendte sig om og sagde: »Hr. Djævel, klap i, ellers vil jeg lige så sikkert, som jeg lever, gå hen til bror Brighams kontor og give ham den anden ko.« Han blev ikke fristet mere.

Alle sidste dages hellige bør opløfte andre og ikke være afhængig af andres hjælp.¹⁰

Jeg husker engang, jeg sad i State Bank og så en ældre bror ved navn John Furster gå forbi. Han var en af de første mænd, som blev døbt i Skandinavien. Idet han gik forbi bankens vindue, hviskede Ånden til mig: »Giv den mand 20 dollars.« Jeg gik hen til kassereren, gav ham et gældsbevis på 20 dollars, gik ned ad gaden og indhentede hr. Furster foran Z.C.M.I.-forretningen. Jeg gav ham hånden og gav ham de 20 dollars. Nogle år senere hørte jeg, at bror Furster samme morgen havde bedt om at få penge nok til at kunne tage til Logan og udføre lidt arbejde i templet der. Templet i Salt Lake City var ikke færdigt på det tidspunkt. De 20 dollars var lige det beløb, han skulle bruge, og mange år senere takkede han mig for at have givet ham disse penge, og tårerne trillede ned ad hans kinder.

En dag jeg sad på mit kontor, fik jeg den indskydelse, at jeg skulle tage hen til søster Emily Woodmansee og låne hende 50 dollars. Det gjorde jeg og erfarede, at hun virkelig stod og manglede de vigtigste fornødenheder … Der er intet, jeg ønsker mere, end at mit sind skal være modtageligt for denne slags tilskyndelser.¹¹

Hvert venligt ord gør det lettere at sige et til. Enhver form for hjælp, som I yder for at hjælpe et af jeres medmennesker med den viden, I har, gør det lettere for jer at hjælpe den næste. Et menneskes gode gerninger bliver til flere. Jeg har nogle gange fået den tanke, at mange mennesker, når man ser deres mangel på venlighed og villighed til at hjælpe andre, forestiller sig, at hvis de skulle sige eller gøre noget venligt, ville det ødelægge deres evne til gøre eller sige noget venligt for eftertiden. Hvis I har et kornmagasin fuldt af korn og forærer en eller to sække væk, så er der så meget mindre i jeres kornmagasin, men hvis I gør en god gerning eller siger noget opmuntrende til en i nød, som kæmper sig frem i livets kamp, så er jeres evne til at gøre dette herefter så meget større. Gå ikke gennem livet med jeres læber forseglede for venlige, opmuntrende ord eller jeres hjerte lukket af for at gøre godt for andre. Gør dette til et motto i jeres liv: Prøv altid at hjælpe en anden med at bære hans byrde.¹²

Tjeneste er den sande nøgle til glæde i livet.

Man ved aldrig, hvad trofast tjeneste vil resultere i, og vi ved ikke, hvornår det vil komme tilbage til os eller vores omgangskreds. Belønningen kommer måske ikke med det sammen, men afkastet kan komme senere. Jeg tror ikke, at vi nogen sinde vil miste noget i tilværelsen ved at tjene, ofre os og gøre det rigtige.¹³

Den sande nøgle til glæde i livet er at arbejde for andres glæde. Jeg har medlidenhed med den egenkærlige mand, som aldrig har oplevet den glæde, man får ved at få tak af de mennesker, som man har hjulpet i livets kamp.¹⁴

Hemmeligheden bag glæde i livet og måden at forberede os til livet herefter er tjeneste.¹⁵

Jeg tror fuldt og fast på, at vejen til fred og glæde i livet er at tjene andre. Tjeneste er den rigtige nøgle, tror jeg, til glæde, for når vi udfører arbejde som missionering kan vi resten af livet se tilbage på vore resultater i missionsmarken. Når vi udfører en hvilken som helst form for tjeneste, giver det os en følelse af tilfredshed og velbehag, mens almindelige fornøjelser falder i baggrunden.¹⁶

Det er en lov fra himlen, at vi i forhold til den tjeneste, som vi yder, og i forhold til det, som vi gør i denne kirke og udenfor - det, som vi er villige til at ofre for Kirken og dem, som vi skylder loyalitet uden for Kirken - vil finde større nåde og kærlighed for Gud, og vi vil udvikle os i at udføre det arbejde, som vi er sat her på jorden for.¹⁷

Må Herren være med jer alle, søskende, hvor end I måtte være. Må I have hans fred i jeres hjerte, må hans Ånd inspirere jer til at opnå nye resultater i jeres tjeneste af jeres søskende og medmennesker.¹⁸

Forslag til studium og samtale

Hvorfor finder vi »den sande nøgle til glæde,« når vi arbejder »for andres glæde«?
Hvorfor tøver vi nogle gange med at tjene andre? Hvad kan vi gøre for at føle større glæde, når vi tjener?
Hvad kan vi gøre for at hjælpe børn og unge med at få et ønske om at tjene?
Hvordan kan vi blive bedre til at fornemme andres behov?
Hvad vil det sige at »opløfte andre og ikke være afhængig af andres hjælp«?
På hvilke måder hjælper tjeneste os med at »forberede os til livet herefter«?
Hvilke enkle ting kan vi gøre for at følge præsident Grants eksempel på tjeneste? Hvordan kan vi tjene, uanset hvilken situation vi befinder os i?