Institut
Lektion 25, Lærerens materiale: Omvendelse og tilgivelse i familielivet


»Lektion 25, Lærerens materiale: Omvendelse og tilgivelse i familielivet«, Den evige familie – Lærerens materiale (2022)

»Lektion 25, Lærerens materiale«, Den evige familie – Lærerens materiale

Lektion 25, Lærerens materiale

Omvendelse og tilgivelse i familielivet

Vi kan indbyde Herrens kraft til at helbrede og styrke vores familieforhold ved at anvende principperne for omvendelse og tilgivelse. Denne lektion vil hjælpe de studerende med at forstå, hvordan deres omvendelse kan forbedre forholdet i familien. De studerende vil også gøre sig tanker om, hvordan de kan få Herrens hjælp til at tilgive familiemedlemmer, som har fornærmet eller såret dem.

Bemærk: I nogle tilfælde er den smerte, der påføres af familiemedlemmer, et overgreb. Helbredelse som følge af et overgreb vil blive behandlet i næste lektion.

Forslag til undervisningen

Gør vores undervisning og læring bedre

Fokuser på, hvad en studerende skal opleve for at blive grundigere omvendt. De studerende lærer, ved at de deltager aktivt i læringsprocessen og ved at efterleve evangeliet. Når du underviser, skal du fokusere på, hvad de studerende har brug for at opleve og gøre for at opnå personlig åbenbaring og øge deres omvendelse. Efterhånden som de øger deres viden om evangeliet og lever i overensstemmelse med det, de ved, vil de studerende blive mere omvendt til Frelseren og hans evangelium.

Vores personlige omvendelse kan forbedre vores familieforhold.

Vis følgende udtalelser på tavlen (overvej at tilpasse disse udtalelser for bedre at imødekomme dine studerendes behov):

  1. Det er vigtigt at fokusere på at sikre sig, at andre familiemedlemmer ofte omvender sig.

  2. Hvis et familiemedlem bærer en større del af skylden end vi selv, bør vi vente på, at det pågældende familiemedlem undskylder og ændrer sig, før vi gør det.

  3. Det er altid let at omvende sig fra den måde, vi kan skade vores familiemedlemmer på.

  4. Det er i orden at behandle personer i vores familie dårligt, hvis de forsøger at genere os.

Begynd lektionen ved at opfordre en studerende til at læse udsagnene på tavlen højt. Bed eleverne om for sig selv at overveje, om hver udtalelse er sand eller falsk (bed ikke eleverne om at give deres svar). Forklar efter noget tid, at alle udtalelserne er falske.

  • Hvordan ville I rette hver af disse udtalelser for at gøre dem sande?

  • Hvorfor kan det være en udfordring at omvende sig, når vi sårer familiemedlemmer? Hvordan kan Herren hjælpe os i vores bestræbelser på at omvende os?

Du kan vise en af afbildningerne af lignelsen om den fortabte søn fra forberedelsesmaterialet og bede en studerende om at opsummere lignelsen. Gennemgå eventuelt Lukas 15:17-24 og spørg de studerende, hvilke principper de kunne identificere fra denne lignelse med hensyn til omvendelse i familielivet.

  • Hvad kan vi lære om vor himmelske Fader på baggrund af faderen i denne lignelse? Hvordan kan denne viden påvirke den måde, vi ser på omvendelse?

  • Har du oplevet, at et ægteskab eller en familie er blevet velsignet på grund af, at et af dets medlemmer har omvendt sig? (Mind de studerende om, at de ikke skal fortælle alt for personlige eller private detaljer).

Herren kan hjælpe os med at tilgive familiemedlemmer, som har fornærmet eller såret os.

Bed de studerende om at tænke på situationer, hvor de måske er blevet fornærmet eller såret af et familiemedlem. Du kan også bede dem om at tænke over, hvor godt de har været i stand til at tilgive den pågældende person.

  • Hvorfor kan det nogle gange være svært at tilgive familiemedlemmer, der har forurettet os?

Gennemgå Lære og Pagter 64:8-11 sammen og spørg klassen, hvad de kan lære af Herrens belæringer om tilgivelse. Blandt de kendsgerninger, som de studerende identificerer, kan f.eks. være følgende: Herren kræver, at vi tilgiver alle mennesker.

Du kan bede eleverne om at vælge nogle få afsnit eller udtalelser fra Kirkens ledere i afsnit 2 af forberedelsesmaterialet, som de kort kan gennemgå. Spørg dernæst:

  • Hvordan kan sådanne belæringer hjælpe nogen til at tilgive et familiemedlem, der har gjort ham eller hende uret?

Som en del af drøftelsen kan du overveje at vise ældste Massimo De Feos udtalelse fra afsnit 2 af forberedelsesmaterialet og læse den sammen med eleverne. Du kan give de studerende et par minutter til at overveje, hvad Frelseren har gjort for dem.

  • Hvordan kan det at erindre Frelserens offer hjælpe os til at tilgive andre?

Overvej at benytte historien om Jakob og Esau til at hjælpe eleverne med at uddybe deres forståelse af tilgivelse i familielivet, eller skab dit eget eksempel, som kan hjælpe eleverne med at overveje følelser, bekymringer og valg i forbindelse med at forlige sig med et familiemedlem, som man har krænket, eller som har krænket en selv.

Vis om muligt følgende billede:

Esaus førstefødselsret, af Glen S. Hopkinson

Bed de studerende om at forklare, hvad de ved om beretningen om Jakob og Esau, og hvad der påvirkede forholdet mellem disse to brødre. Hvis det er nødvendigt, kan du øge de studerendes forståelse ved at nævne nogle af følgende detaljer:

Isak og Rebekka fik tvillingesønnerne Esau og Jakob. Esau var den ældste og var derfor i en position til at have førstefødselsretten. Det betød, at han ville arve sin fars jord, »en dobbelt portion af sin fars ejendele« og myndigheden til at være familiens åndelige leder efter sin fars død. (Guide til skrifterne, »Førstefødte«, se også Guide til skrifterne, »Førstefødselsret«).

Esau solgte imidlertid førstefødselsretten til Jakob for en skål linser (en skål suppe eller anden gryderet). Senere, da Isak ønskede at give førstefødselsrettens velsignelse, forsøgte Esau at få den, selv om han havde givet afkald på den. Rebekka greb ind, og Jakob modtog velsignelsen. Som følge heraf hadede Esau Jakob og svor at slå ham ihjel. Rebekka og Isak sendte Jakob ud for at bo hos sin onkel Laban. Jakob giftede sig og fik børn. Efter 20 år gav Herren Jakob besked på at vende tilbage til sit hjemland. Jakob var bange for, hvad Esau ville gøre mod ham og hans familie, da han erfarede, at Esau ville komme dem i møde med 400 mænd. Jakob gav sine tjenere besked på at dele et stort antal af sine dyr op i flere grupper og give dem som gaver til Esau, når han nærmede sig. (se 1 Mos 25-32).

Del klassen op i par eller små grupper. Bed eleverne om at læse 1 Mosebog 33:1-11 i stilhed og finde ud af, hvad der skete, da Jakob og Esau mødtes. Bed hver studerende om at vælge enten Jakobs eller Esaus perspektiv og forestille sig at opleve de begivenheder, der beskrives i disse vers, ud fra dette perspektiv.

Bed de studerende om at drøfte følgende spørgsmål med deres partner eller gruppe og bruge det, de har fundet frem til, ved at forestille sig denne genforening fra enten Jakobs eller Esaus perspektiv:

  • Hvilke tanker eller følelser kunne du have haft, da du nærmede dig din bror og talte med ham?

  • Hvad kunne du gøre for at forsone dig med din bror? Hvad kan vi lære af dette?

Når de studerende har gennemført denne aktivitet, kan du overveje at drøfte nogle af følgende spørgsmål med hele klassen:

  • Hvilke principper ser I i eksemplerne med Jakob og Esau? På hvilke måder ser vi Herrens indflydelse i denne beretning?

  • Hvordan har Gud hjulpet jer til at tage initiativ til at løse en konflikt eller til at tilgive nogen i jeres familie? (Mind de studerende om ikke at dele alt for personlige informationer).

Bed de studerende om i stilhed at overveje, hvordan vor himmelske Fader ønsker, at de skal anvende principperne om omvendelse eller tilgivelse i deres familieforhold på nuværende tidspunkt. Tilskynd dem til at handle på alle de inspirationer, de måtte få. Du kan give eleverne tid til at aflægge vidnesbyrd om værdien af omvendelse og tilgivelse i familien.

Til næste gang

Forklar, at nogle mennesker på tragisk vis vælger at begå overgreb mod andre. Tilskynd de studerende til at studere forberedelsesmaterialet til næste lektion. Bed dem overveje, hvordan de med Frelserens hjælp kan helbrede eller hjælpe andre med at blive helbredt af følgerne af overgreb.