1 Og se, jeg ønsker, at I skal vide, at efter at min far, Lehi, var færdig med at profetere angående sine efterkommere, skete det, at Herren talte til ham igen og sagde, at det ikke var passende for ham, Lehi, at han skulle tage sin familie alene med sig ud i ørkenen, men at hans sønner skulle tage sig døtre til hustru, så de kunne opfostre efterkommere til Herren i det forjættede land.

2 Og det skete, at Herren befalede ham, at jeg, Nefi, og mine brødre, igen skulle vende tilbage til Jerusalems land og bringe Ismael og hans familie ned i ørkenen.

3 Og det skete, at jeg, Nefi, sammen med mine brødre igen drog ud i ørkenen for at drage op til Jerusalem.

4 Og det skete, at vi drog op til Ismaels hus, og vi vandt yndest for Ismaels øjne, således at vi kunne tale Herrens ord til ham.

5 Og det skete, at Herren blødgjorde Ismaels hjerte og også hans husstands, således at de rejste med os ned i ørkenen til vor fars telt.

6 Og det skete, at mens vi rejste i ørkenen, se, da gjorde Laman og Lemuel og to af Ismaels døtre og Ismaels to sønner og deres familier oprør imod os, ja, imod mig, Nefi, og Sam og deres far, Ismael, og hans hustru og hans tre andre døtre.

7 Og det skete under dette oprør, at de nærede ønske om at vende tilbage til Jerusalems land.

8 Og se, jeg, Nefi, der var bedrøvet over deres hjertes hårdhed, jeg talte derfor til dem og sagde, ja, til Laman og til Lemuel: Se, I er mine ældre brødre, og hvordan kan det være, at I er så hårde i hjertet og så forblindede i sindet, at I har nødig, at jeg, jeres yngre bror, skal tale til jer, ja, og være et eksempel for jer?

9 Hvordan kan det være, at I ikke har lyttet til Herrens ord?

10 Hvordan kan det være, at I har glemt, at I har set Herrens engel?

11 Ja, og hvordan kan det være, at I har glemt, hvilke store ting Herren har gjort for os ved at udfri os af Labans hænder og også ved, at vi har kunnet få optegnelsen?

12 Ja, og hvordan kan det være, at I har glemt, at Herren efter sin vilje er i stand til at gøre alt for menneskenes børn, dersom de udøver tro på ham? Lad os derfor være tro mod ham.

13 Og dersom vi er tro mod ham, skal vi få det forjættede land, og engang i fremtiden skal I erfare, at Herrens ord skal blive opfyldt, hvad angår ødelæggelsen af Jerusalem, for alt, hvad Herren har talt angående ødelæggelsen af Jerusalem, skal blive opfyldt.

14 For se, Herrens Ånd hører snart op med at kæmpe med dem, for se, de har forkastet profeterne, og Jeremias har de kastet i fængsel. Og de har forsøgt at berøve min far livet, hvorved de har drevet ham ud af landet.

15 Se nu, jeg siger jer, at hvis I vender tilbage til Jerusalem, omkommer I også sammen med dem. Og se, hvis I vælger at gøre dette, drag da op til landet, og husk de ord, som jeg taler til jer, at hvis I drager af sted, omkommer I også, for således driver Herrens Ånd mig til at tale.

16 Og det skete, at da jeg, Nefi, havde talt disse ord til mine brødre, blev de vrede på mig. Og det skete, at de lagde hånd på mig, for se, de var overordentlig vrede, og de bandt mig med reb, for de forsøgte at berøve mig livet, så de kunne efterlade mig i ørkenen for at blive fortæret af vilde rovdyr.

17 Men det skete, at jeg bad til Herren og sagde: O Herre, vil du i overensstemmelse med min tro på dig udfri mig af mine brødres hænder, ja, give mig styrke, så jeg kan sprænge disse bånd, som jeg er bundet med.

18 Og det skete, at da jeg havde sagt disse ord, se, da blev båndene løst fra mine hænder og fødder, og jeg stod foran mine brødre, og jeg talte til dem igen.

19 Og det skete, at de igen blev vrede på mig og forsøgte at lægge hånd på mig, men se, en af Ismaels døtre, ja, og også hendes mor og en af Ismaels sønner, bønfaldt mine brødre, således at de blødgjorde deres hjerte og ophørte med at forsøge at berøve mig livet.

20 Og det skete, at de var sorgfulde på grund af deres ugudelighed, således at de bøjede sig ned for mig og bønfaldt mig om at tilgive dem for det, som de havde gjort imod mig.

21 Og det skete, at jeg uforbeholdent tilgav dem alt, hvad de havde gjort, og jeg formanede dem til, at de skulle bede til Herren deres Gud om tilgivelse. Og det skete, at de gjorde det. Og efter at de havde bedt til Herren, begav vi os igen på vor rejse mod vor fars telt.

22 Og det skete, at vi kom ned til vor fars telt. Og efter at jeg og mine brødre og hele Ismaels hus var kommet ned til min fars telt, gav de tak til Herren deres Gud, og de bragte ham slagtoffer og brændofre.