1 I det år, da kong Uzzija døde, så jeg også Herren sidde på en trone, høj og ophøjet, og hans slæb fyldte templet.

2 Over den stod seraferne; hver af dem havde seks vinger; med de to skjulte de deres ansigt, og med de to skjulte de deres fødder, og med de to fløj de.

3 Og den ene råbte til den anden og sagde: Hellig, hellig, hellig er Hærskarers Herre; hele jorden er fuld af hans herlighed.

4 Og dørstolperne rystede ved røsten af den, der råbte, og huset blev fyldt med røg.

5 Da sagde jeg: Ve mig! for det er ude med mig; for jeg er en mand med urene læber, og jeg bor midt blandt et folk med urene læber; for mine øjne har set kongen, Hærskarers Herre.

6 Da fløj en af seraferne hen til mig, og han havde i hånden et glødende kul, som han havde taget fra alteret med tangen.

7 Og han lagde det på min mund og sagde: Se, det har rørt dine læber, og din ugudelighed er fjernet, og din synd er sonet.

8 Og jeg hørte også Herrens røst sige: Hvem skal jeg sende, og hvem vil gå for os? Da sagde jeg: Her er jeg, send mig.

9 Og han sagde: Gå hen og sig til dette folk: Hør blot! men de forstod ikke; og se blot! men de fattede ikke.

10 Gør dette folks hjerter fede, og gør deres ører tunge, og luk deres øjne til, så de ikke kan se med øjnene og ikke høre med ørerne og forstå med hjertet og omvende sig og blive helbredt.

11 Så sagde jeg: Herre, hvor længe? Og han sagde: Indtil byerne ligger øde uden indbyggere, og husene uden folk, og landet er blevet totalt ødelagt.

12 Og Herren har ført menneskene langt bort, for der skal være en stor tomhed midt i landet.

13 Men der skal dog være en tiendedel, og de skal vende tilbage og skal blive fortæret som en terebinte og som en eg, hvis kraft er i dem, når de kaster deres blade; således skal den hellige sæd være kraften deri.