1 Og nu slutter jeg min optegnelse angående udryddelsen af mit folk nefitterne. Og det skete, at vi marcherede af sted foran lamanitterne.

2 Og jeg, Mormon, skrev et brev til lamanitternes konge og ønskede af ham, at han ville tilstede os, at vi kunne samle vort folk i Cumoras land ved en høj, som blev kaldt Cumora, og dér kunne vi udkæmpe et slag mod dem.

3 Og det skete, at lamanitternes konge tilstedte mig det, som jeg ønskede.

4 Og det skete, at vi marcherede af sted til Cumoras land, og vi slog vore telte op rundt omkring højen Cumora; og det var i et land med mange vande, floder og kilder; og her havde vi håb om at få fordel over lamanitterne.

5 Og da der var gået tre hundrede og fireogfirs år, havde vi indsamlet hele resten af vort folk til Cumoras land.

6 Og det skete, at da vi havde indsamlet hele vort folk til ét i Cumoras land, se, da begyndte jeg, Mormon, at blive gammel; og da jeg vidste, at det ville blive mit folks sidste kamp, og da jeg var blevet befalet af Herren, at jeg ikke skulle lade de optegnelser, som var blevet overdraget fra vore fædre, og som var hellige, falde i lamanitternes hænder (for lamanitterne ville ødelægge dem), udfærdigede jeg derfor denne optegnelse ud fra Nefis plader og skjulte alle de optegnelser, der var blevet mig betroet ved Herrens hånd, i højen Cumora bortset fra disse få plader, som jeg gav min søn Moroni.

7 Og det skete, at mit folk med deres hustruer og deres børn nu så lamanitternes hære marchere frem imod sig; og med den forfærdelige frygt for døden, som fylder brystet på alle de ugudelige, ventede de på at modtage dem.

8 Og det skete, at de kom for at kæmpe mod os, og hver eneste sjæl var fyldt af skræk på grund af det store antal af dem.

9 Og det skete, at de faldt over mit folk med sværdet og med buen og med pilen og med øksen og med alle slags krigsvåben.

10 Og det skete, at mine mænd blev hugget ned, ja, selv mine ti tusinde, som var med mig, og jeg faldt såret om midt blandt dem; og de drog forbi mig, så de ikke gjorde ende på mit liv.

11 Og da de var brudt igennem og havde hugget hele mit folk ned, bortset fra fireogtyve af os (hvoriblandt var min søn Moroni), og vi, som havde overlevet de døde af vort folk, så fra toppen af højen Cumora, den næste dag da lamanitterne var vendt tilbage til deres lejr, de ti tusinde af mit folk, som var blevet hugget ned, og som var blevet ført an af mig.

12 Og vi så også de ti tusinde af mit folk, som var blevet ført an af min søn Moroni.

13 Og se, Gidgiddonas ti tusinde var faldet, og også han midt blandt dem.

14 Og Lama var faldet med sine ti tusinde, og Gilgal var faldet med sine ti tusinde, og Limha var faldet med sine ti tusinde, og Jeneum var faldet med sine ti tusinde, og Cumeniha og Moroniha og Antionum og Shiblom og Sem og Josh var faldet med hver deres ti tusinde.

15 Og det skete, at der var ti mere, som faldt for sværdet hver med deres ti tusinde; ja, hele mit folk, bortset fra de fireogtyve, som var med mig, og også nogle få, som var undsluppet til landene mod syd, og nogle få, som var rømmet til lamanitterne, var faldet; og deres kød og knogler og blod lå på jordens overflade, efterladt af hænderne på dem, som havde slået dem ihjel til at rådne på jorden og til at hensmuldre og vende tilbage til deres moder jord.

16 Og min sjæl var sønderrevet af kval på grund af de slagne af mit folk, og jeg råbte:

17 O, I skønne, hvor kunne I vige fra Herrens veje! O, I skønne, hvor kunne I forkaste den Jesus, som stod med åbne arme for at tage imod jer!

18 Se, hvis I ikke havde gjort dette, ville I ikke være faldet. Men se, I er faldet, og jeg sørger over tabet af jer.

19 O, I skønne sønner og døtre, I fædre og mødre, I mænd og hustruer, I skønne, hvorledes kunne det ske, at I kunne falde!

20 Men se, I er borte, og min sorg kan ikke bringe jer tilbage.

21 Og den dag kommer snart, da jeres dødelighed skal iføre sig udødelighed, og disse legemer, som nu rådner i forgængelighed, skal snart blive uforgængelige legemer; og da skal I stå for Kristi dommersæde for at blive dømt efter jeres gerninger; og dersom I er retfærdige, da bliver I velsignet hos jeres fædre, som er gået forud for jer.

22 O, gid I havde omvendt jer, før denne store ødelæggelse kom over jer! Men se, I er borte, og Faderen, ja, himlens evige Fader, kender jeres tilstand, og han gør med jer i overensstemmelse med sin retfærdighed og barmhjertighed.