Mosijas Bog

1 Og nu var der ikke mere strid i hele Zarahemlas land blandt hele det folk, der tilhørte kong Benjamin, så kong Benjamin havde vedvarende fred alle resten af sine dage.

2 Og det skete, at han havde tre sønner; og han kaldte deres navne Mosija og Helorum og Helaman. Og han foranledigede, at de blev oplært i hele hans fædres sprog, så de derved kunne blive forstandige mænd, og så de kunne få kundskab om de profetier, der var blevet talt ved deres fædres mund, og som blev overgivet dem ved Herrens hånd.

3 Og han lærte dem også om de optegnelser, der var indgraveret på bronzepladerne, idet han sagde: Mine sønner, jeg ønsker, at I skal huske, at var det ikke for disse plader, som indeholder disse optegnelser og disse befalinger, ville vi være forblevet i uvidenhed, ja, på dette tidspunkt uden at kende Guds hemmeligheder.

4 For det var ikke muligt, at vor fader Lehi kunne have erindret alt dette, så han kunne have lært sine børn det, uden det var ved hjælp af disse plader; for han, der var blevet oplært i egypternes sprog, han kunne derfor læse disse indgraveringer og lære sine børn dem, så de derved kunne lære deres børn dem og således opfylde Guds befalinger helt op til denne tid.

5 Jeg siger jer, mine sønner, var det ikke for dette, der er blevet beskyttet og bevaret ved Guds hånd, så vi kan læse og forstå nogle af hans hemmeligheder og altid have hans befalinger for vore øjne, da var selv vore fædre sunket ned i vantro, og vi ville have været ligesom vore brødre, lamanitterne, der ikke kender noget til dette og ikke engang tror på det, når de bliver undervist i det, på grund af deres fædres overleveringer, som ikke er rigtige.

6 O, mine sønner, jeg ønsker, at I skal huske, at disse ord er sande og også, at disse optegnelser er sande. Og se, også Nefis plader, som indeholder vore fædres optegnelser og ord fra det tidspunkt, de forlod Jerusalem og indtil nu, at de er sande; og vi kan vide, at de er sande, for vi har dem for vore øjne.

7 Og se, mine sønner, jeg ønsker, at I skal huske at granske dem flittigt, så I kan få gavn deraf; og jeg ønsker, at I skal holde Guds befalinger, så I må have fremgang i landet i overensstemmelse med de løfter, som Herren gav vore fædre.

8 Og kong Benjamin lærte sine sønner meget mere, som ikke er skrevet i denne bog.

9 Og det skete, efter at kong Benjamin var færdig med at undervise sine sønner, at han blev gammel, og han indså, at han meget snart måtte gå al kødets gang; derfor anså han det for passende, at han skulle overdrage riget til en af sine sønner.

10 Derfor lod han Mosija hente til sig; og disse er de ord, som han talte til ham, idet han sagde: Min søn, jeg ønsker, at du skal offentliggøre en proklamation overalt i hele dette land blandt hele dette folk, eller Zarahemlas folk og Mosijas folk, som bor i landet, så de derved kan samles; for i morgen vil jeg med min egen mund forkynde for dette folk, at du er konge og hersker over dette folk, som Herren vor Gud har givet os.

11 Og endvidere vil jeg give dette folk et navn, så de derved kan skelnes fra alle de folk, som Gud Herren har bragt ud af Jerusalems land; og dette gør jeg, fordi de har været et flittigt folk i at holde Herrens befalinger.

12 Og jeg giver dem et navn, som aldrig skal blive slettet, undtagen ved overtrædelse.

13 Ja, og endvidere siger jeg til dig, at hvis dette af Herren rigt begunstigede folk skulle falde i overtrædelse og blive et ugudeligt og et ægteskabsbrydende folk, at Herren da vil forlade dem, så de derved bliver svage som deres brødre; og han vil ikke mere bevare dem med sin uforlignelige og forunderlige kraft, sådan som han hidtil har bevaret vore fædre.

14 For jeg siger dig, at hvis han ikke havde udstrakt sin arm for at bevare vore fædre, var de faldet i lamanitternes hænder og blevet ofre for deres had.

15 Og det skete, efter at kong Benjamin havde afsluttet disse ord til sin søn, at han overdrog ham ansvaret for alle rigets anliggender.

16 Og endvidere overdrog han ham også ansvaret for de optegnelser, som var indgraveret på bronzepladerne og også Nefis plader og også Labans sværd og kuglen, eller vejviseren, som ledte vore fædre gennem ørkenen, og som blev beredt ved Herrens hånd, for at de derved kunne blive ledt, hver især i forhold til den agtpågivenhed og flid, som de viste ham.

17 Når de ikke var trofaste, havde de derfor ikke fremgang eller fremskridt på deres rejse, men blev drevet tilbage og pådrog sig Guds mishag; og derfor blev de slået med hunger og svære trængsler for at vække dem til erindring om deres pligt.

18 Og se, det skete, at Mosija gik ud og gjorde, som hans far havde befalet ham, og forkyndte for alle de folk, som var i Zarahemlas land, så de derved kunne samles, at de skulle drage op til templet for at høre de ord, som hans far ville tale til dem.