1 Og det skete, at Limhi og hans folk vendte tilbage til byen Nefi og begyndte igen at bo i landet i fred.

2 Og det skete, at efter mange dage begyndte lamanitterne igen at blive ophidset til vrede mod nefitterne, og de begyndte at komme ind over grænserne til det omkringliggende land.

3 Se, de turde ikke slå dem ihjel på grund af den ed, som deres konge havde aflagt til Limhi, men de slog dem på kinderne og udøvede myndighed over dem og begyndte at lægge tunge byrder på ryggen af dem og drive dem, som de ville et stumt æsel –

4 ja, alt dette skete, for at Herrens ord kunne blive opfyldt.

5 Og se, nefitternes trængsler var store, og der var ingen måde, hvorpå de kunne udfri sig af deres hænder, for lamanitterne havde omringet dem på alle sider.

6 Og det skete, at folket begyndte at murre over for kongen på grund af deres trængsler; og de begyndte at nære ønske om at drage imod dem for at kæmpe. Og de plagede kongen meget med deres klagemål; derfor tilstedte han dem, at de skulle gøre efter deres ønsker.

7 Og de samledes igen og iførte sig deres rustninger og drog ud mod lamanitterne for at drive dem ud af deres land.

8 Og det skete, at lamanitterne slog dem og drev dem tilbage og slog mange af dem ihjel.

9 Og se, der var et stort sørgeudbrud og klageråb blandt Limhis folk, enken sørgede over sin mand, sønnen og datteren sørgede over deres far og brødrene over deres brødre.

10 Se, der var et stort antal enker i landet, og de råbte indtrængende fra dag til dag, for en stor frygt for lamanitterne var kommet over dem.

11 Og det skete, at deres vedvarende råb ophidsede resten af Limhis folk til vrede mod lamanitterne; og de drog igen ud for at kæmpe, men de blev igen drevet tilbage og led store tab.

12 Ja, de drog endog ud tredje gang og led på samme måde; og de, der ikke blev slået ihjel, vendte igen tilbage til byen Nefi.

13 Og de ydmygede sig helt ned i støvet og underkastede sig trældomsåget og overgav sig til at blive slået og til at blive drevet hid og did og blive pålagt byrder efter deres fjenders ønsker.

14 Og de ydmygede sig endog i ydmyghedens dyb; og de anråbte indtrængende Gud, ja, hele dagen lang anråbte de deres Gud om, at han ville udfri dem af deres trængsler.

15 Og nu var Herren sen til at høre deres råb på grund af deres syndighed; alligevel hørte Herren deres råb og begyndte at blødgøre lamanitternes hjerte, så de begyndte at lette deres byrder; dog fandt Herren det ikke tjenligt at udfri dem af trældom.

16 Og det skete, at de gradvis begyndte at have fremgang i landet, og de begyndte at avle korn mere rigeligt og flokke og hjorde, så de ikke led sult.

17 Se, der var et stort antal kvinder, flere end der var mænd, derfor befalede kong Limhi, at hver mand skulle give til enkernes og deres børns underhold, så de ikke skulle omkomme af sult; og dette gjorde de på grund af det store antal af dem, der var blevet slået ihjel.

18 Se, Limhis folk holdt sig samlet som en gruppe, så meget som det var muligt, og sikrede deres korn og deres flokke;

19 og kongen selv følte sig ikke sikker uden for byens mure, medmindre han tog sine vagter med, for han frygtede, at han på en eller anden måde skulle falde i lamanitternes hænder.

20 Og han foranledigede, at hans folk holdt øje med landet rundt omkring, for at de måske på en eller anden måde kunne gribe de præster, som var flygtet ud i ødemarken, og som havde bortført lamanitternes døtre, og som havde forårsaget, at der var kommet så stor en ødelæggelse over dem.

21 For de nærede ønske om at gribe dem, så de kunne straffe dem; for de var kommet ind i Nefis land om natten og havde taget deres korn og mange af deres kostbarheder; derfor lå de på lur efter dem.

22 Og det skete, at der ikke var flere uroligheder mellem lamanitterne og Limhis folk helt frem til det tidspunkt, da Ammon og hans brødre kom ind i landet.

23 Og kongen, der havde været uden for byens porte med sin vagt, opdagede Ammon og hans brødre; og da han antog dem for at være Noas præster, foranledigede han derfor, at de blev grebet og bundet og kastet i fængsel. Og havde de været Noas præster, ville han have ladet dem sende i døden.

24 Men da han fandt ud af, at de ikke var det, men at de var hans brødre og var kommet fra Zarahemlas land, blev han fyldt af overordentlig stor glæde.

25 Se, kong Limhi havde før Ammons komme sendt et lille antal mænd ud for at søge efter Zarahemlas land; men de kunne ikke finde det og for vild i ødemarken.

26 Men de fandt alligevel et land, der havde været befolket, ja, et land, der var dækket af tørre knogler, ja, et land, der havde været befolket, og som var blevet ødelagt; og da de formodede, at det var Zarahemlas land, vendte de tilbage til Nefis land og havde nået landets grænse ikke mange dage før Ammons komme.

27 Og de bragte en optegnelse med sig, ja, en optegnelse om det folk, hvis knogler de havde fundet; og den var indgraveret på plader af malm.

28 Og nu blev Limhi igen fyldt af glæde ved at erfare af Ammons mund, at kong Mosija havde en gave fra Gud, hvormed han kunne oversætte sådanne indgraveringer; ja, og Ammon frydede sig også.

29 Dog var Ammon og hans brødre fyldt af sorg, fordi så mange af deres brødre var blevet slået ihjel;

30 og også fordi kong Noa og hans præster havde været årsag til, at folket havde begået så mange synder og misgerninger imod Gud; og de sørgede også over Abinadis død, og også over at Alma og det folk, som tog med ham, var rejst bort, de som havde dannet Guds kirke ved Guds kraft og magt og tro på de ord, som var blevet talt af Abinadi.

31 Ja, de sørgede over deres bortrejse, for de vidste ikke, hvor de var flygtet hen. Nu ville de med glæde have sluttet sig til dem, for de havde selv indgået en pagt med Gud om at tjene ham og holde hans befalinger.

32 Og se, efter Ammons komme havde kong Limhi også indgået en pagt med Gud, og ligeså mange af hans folk, om at tjene ham og holde hans befalinger.

33 Og det skete, at kong Limhi og mange af hans folk nærede ønske om at blive døbt; men der fandtes ingen i landet, der havde myndighed fra Gud. Og Ammon afslog at gøre det, da han anså sig for at være en uværdig tjener.

34 Derfor organiserede de sig ikke på det tidspunkt som en kirke, men ventede på Herrens Ånd. Se, de nærede ønske om at blive som Alma og hans brødre, der var flygtet ud i ødemarken.

35 De nærede ønske om at blive døbt som et vidne på og et vidnesbyrd om, at de var villige til at tjene Gud af hele deres hjerte; alligevel udsatte de tidspunktet, og en beretning om deres dåb skal gives siden hen.

36 Og se, alle Ammons og hans folks og kong Limhis og hans folks overvejelser gik ud på at udfri sig af lamanitternes hænder og af trældom.