1 Og se, det skete, efter at kong Mosija havde haft vedvarende fred i et tidsrum af tre år, at han nærede ønske om at få noget at vide om de mennesker, der drog op for at bo i Lehi-Nefis land, eller i byen Lehi-Nefi; for hans folk havde intet hørt fra dem fra det tidspunkt, de forlod Zarahemlas land, derfor trættede de ham med deres plagerier.

2 Og det skete, at kong Mosija tilstedte, at seksten af deres stærke mænd kunne drage op til Lehi-Nefis land for at forhøre sig angående deres brødre.

3 Og det skete, at de den næste dag begyndte at drage op, idet de med sig havde en vis Ammon, der var en stærk og mægtig mand og en efterkommer af Zarahemla; og han var også deres leder.

4 Og se, de kendte ikke den vej, de skulle rejse i ødemarken for at komme op til Lehi-Nefis land; derfor vandrede de mange dage i ødemarken, ja, i fyrre dage vandrede de.

5 Og da de havde vandret i fyrre dage, kom de til en høj, der ligger nord for Shiloms land, og der slog de deres telte op.

6 Og Ammon tog tre af sine brødre med sig, og deres navne var Amaleki, Helem og Hem, og de drog ned i Nefis land.

7 Og se, de mødte kongen over de folk, der var i Nefis land og i Shiloms land; og de blev omringet af kongens vagt og blev pågrebet og blev bundet og blev kastet i fængsel.

8 Og det skete, at da de havde været i fængsel i to dage, blev de atter ført frem for kongen, og deres bånd blev løst; og de stod for kongen og fik lov til, eller snarere blev befalet, at de skulle besvare de spørgsmål, som han ville stille dem.

9 Og han sagde til dem: Se, jeg er Limhi, søn af Noa, der var søn af Zeniff, der drog op fra Zarahemlas land for at arve dette land, der var deres fædres land, og som blev gjort til konge ved folkets stemme.

10 Og se, jeg vil gerne kende grunden til, at I var så dristige at komme nær byens mure, mens jeg selv befandt mig med mine vagter uden for porten?

11 Og se, af denne grund har jeg ladet jer bevare livet, så jeg kunne adspørge jer, ellers ville jeg have ladet mine vagter sende jer i døden. Det er jer tilladt at tale.

12 Og se, da Ammon så, at det var ham tilladt at tale, gik han frem og bøjede sig for kongen; og idet han atter rejste sig, sagde han: O konge, jeg er i dag Gud meget taknemlig for, at jeg endnu er i live, og at det er mig tilladt at tale; og jeg vil forsøge at tale med frimodighed,

13 for jeg er forvisset om, at hvis I havde kendt mig, ville I ikke have tilladt, at jeg skulle have båret disse reb. For jeg er Ammon og er efterkommer af Zarahemla og er kommet op fra Zarahemlas land for at forhøre mig angående vore brødre, som Zeniff førte ud af det land.

14 Og se, det skete, efter at Limhi havde hørt Ammons ord, at han blev overordentlig glad og sagde: Nu ved jeg med vished, at mine brødre, der var i Zarahemlas land, endnu er i live. Og nu vil jeg fryde mig, og i morgen vil jeg også lade mit folk fryde sig.

15 For se, vi er i trældom under lamanitterne, og vi bliver beskattet med en skat, der er tung at bære. Og se nu, vore brødre vil udfri os af vor trældom eller af lamanitternes hænder, og vi vil være deres slaver; for det er bedre, at vi er nefitternes slaver end at betale skat til lamanitternes konge.

16 Og se, kong Limhi befalede sine vagter, at de ikke mere skulle holde Ammon eller hans brødre bundet, men lade dem drage til den høj, der var nord for Shilom og bringe deres brødre ind i byen, så de derved kunne spise og drikke og hvile sig efter deres rejses møje, for de havde lidt meget; de havde lidt sult, tørst og udmattelse.

17 Og se, det skete den næste dag, at kong Limhi sendte en proklamation ud til hele sit folk, så de derved kunne samle sig ved templet for at høre de ord, som han ville tale til dem.

18 Og det skete, at da de havde samlet sig, at han talte til dem på denne vis og sagde: O, I mit folk, løft hovedet, og vær trøstet; for se, tiden er for hånden eller er ikke langt borte, da vi ikke længere skal være underkastet vore fjender til trods for vore mange kampe, der har været forgæves; dog er jeg vis på, at der endnu forestår en afgørende kamp.

19 Løft derfor hovedet, og fryd jer, og sæt jeres lid til Gud, til den Gud, der var Abrahams, Isaks og Jakobs Gud; og også den Gud, der førte Israels børn ud af Egyptens land og foranledigede, at de gik gennem Det Røde Hav på tør grund og bespiste dem med manna, for at de ikke skulle omkomme i ørkenen; og meget mere gjorde han for dem.

20 Og videre, den selv samme Gud har bragt vore fædre ud af Jerusalems land og har beskyttet og bevaret sit folk helt indtil nu; og se, det er på grund af vor syndighed og vore vederstyggeligheder, at han har bragt os i trældom.

21 Og I er alle i dag vidner på, at Zeniff, der blev gjort til konge over dette folk, han, som var overivrig efter at arve sine fædres land, blev derfor bedraget af kong Lamans snedighed og snuhed, han, som havde indgået en traktat med kong Zeniff og havde overladt besiddelserne af en del af landet i hans hænder, nemlig byen Lehi-Nefi og byen Shilom og landet deromkring –

22 og alt dette har han gjort med det ene formål at bringe dette folk til underkastelse eller i trældom. Og se, på dette tidspunkt betaler vi en skat til lamanitternes konge, der udgør halvdelen af vor majs og vor byg, ja, af alt vort korn af enhver art og halvdelen af tilvæksten i vore flokke og hjorde; og endog halvdelen af alt, hvad vi har eller ejer, kræver lamanitternes konge af os, eller vort liv.

23 Og se, er det nu ikke tungt at bære? Og er denne vor trængsel ikke stor? Se, hvor stor grund vi har til at sørge.

24 Ja, jeg siger jer, store er de grunde, vi har til at sørge; for se, hvor mange af vore brødre er ikke blevet slået ihjel, og deres blod er blevet udgydt forgæves, og alt sammen på grund af ugudelighed.

25 For hvis dette folk ikke var faldet i overtrædelse, ville Herren ikke have tilladt, at dette store onde var kommet over dem. Men se, de ville ikke lytte til hans ord, men der opstod stridigheder blandt dem, ja, så meget at de endog udgød blod indbyrdes.

26 Og Herrens profet har de slået ihjel, ja, en mand, udvalgt af Gud, som foreholdt dem deres ugudelighed og vederstyggeligheder og profeterede om meget, der skulle komme, ja, endog om Kristi komme.

27 Og fordi han sagde til dem, at Kristus var Gud, altings Fader, og sagde, at han ville påtage sig et menneskes billede, og at det ville være det billede, efter hvilket mennesket blev skabt i begyndelsen; eller med andre ord, han sagde, at mennesket blev skabt efter Guds billede, og at Gud skulle komme ned blandt menneskenes børn og påtage sig kød og blod og gå omkring på jordens overflade.

28 Og se, fordi han sagde dette, sendte de ham i døden; og de gjorde meget mere, som nedkaldte Guds vrede over dem. Hvem kan derfor undre sig over, at de er i trældom, og at de bliver slået med svære trængsler?

29 For se, Herren har sagt: Jeg vil ikke bistå mit folk på deres overtrædelses dag; men jeg vil spærre vejen for dem, så de ikke har fremgang; og deres gerninger skal være som en anstødssten for dem.

30 Og videre siger han: Hvis mit folk sår tilsølethed, skal de høste avnerne deraf i hvirvelvinden; og virkningen deraf er gift.

31 Og videre siger han: Hvis mit folk sår tilsølethed, skal de høste østenvinden, som bringer øjeblikkelig ødelæggelse.

32 Og se nu, Herrens løfte er opfyldt, og I bliver slået og plaget.

33 Men hvis I vil vende jer til Herren med hjertets faste forsæt og sætte jeres lid til ham og tjene ham med al sindets flid, hvis I vil gøre det, vil han efter sin vilje og sit behag udfri jer af trældom.