2:3

Jesus Kristus er svaret

Ældste Ronald A. Rasband

De Tolv Apostles Kvorum

En aften med en generalautoritet • 8. februar 2019 • Tabernaklet i Salt Lake City

Kære brødre og søstre, de af jer, der er her i Tabernaklet på Tempelpladsen, og de af jer samlet over hele verden, søster Rasband og jeg er beæret over at være sammen med jer. Jeg ser tilbage på den livsændrende indflydelse mine seminar- og institutlærere havde på mig. Den dag i dag kan jeg se de præg, mine lærere har sat på mig om, hvordan jeg studerer skriften, og især hvor meget jeg elsker Mormons Bog.

Jeg satte også pris på det sociale aspekt ved at være et trygt sted sammen med mine venner, der nød at være sammen i evangeliske rammer. Vi hang ud i seminarbygningen i high school og i institutbygningen i college. Jeg så især frem til at tage Melanie Twitchell med til institutfesterne. Melanie er nu min smukke og vidunderlige hustru.

Som seminar- og institutlærere arbejder I meget for at bringe sjæle til Jesus Kristus. I beder for jeres elever, I studerer, så I kan besvare deres spørgsmål; I forbereder jer åndeligt på at undervise ved Ånden; I opløfter og engagerer og oplyser evangeliets sandheder.

Når Herren ser efter dem, der kan hjælpe en elev, der kæmper, en ung, der er på kanten, en af hans værdifulde børn, hvis vidnesbyrd og forståelse er aftagende, har han forberedt jer til at træde frem i samarbejde med forældre og kirkeledere. I står foran jeres elever og bekræfter sandheden om, at Jesus Kristus lever, at vor Fader i himlen elsker os alle, og at vi har en plads i hans evige plan. Og det bedste er, at I faktisk tror på det.

I er som ældste Jeffrey R. Holland så ofte har sagt: »En lærer, der er kommet fra Gud«.¹

»Hvor mange tusinde … er blevet bragt til at synge om den forløsende kærlighed, og dette på grund af kraften af hans ord, som er i [jer] ; har [I] derfor ikke stor grund til at fryde [jer]?

Jo, [I] har grund til at prise ham for evigt, for han er Gud den Højeste og har løst vore brødre fra helvedes lænker.«²

Men alligevel er vægten af at opløfte, undervise og opmuntre de unge til tider næsten mere end I kan bære. Herren ved, at dette arbejde med at bringe sjæle til ham kan være hårdt. Det lærte jeg som missionspræsident i New York City, da dette skriftsted i Alma gav genlyd i min sjæl: »Da vi følte os nedtrykte i hjertet og skulle til at vende tilbage, se, da trøstede Herren os og sagde: Drag ud blandt jeres brødre … og bær jeres trængsler med tålmodighed, så vil jeg give jer medgang.«³

Modstanderen er ikke tilfreds med den negative påvirkning, han har haft på Guds rige på jorden indtil nu. Han ønsker mere. Han er aggressiv og hensynsløs. Han går efter dem i jeres varetægt; vi ser hos nogle, at deres hjerte »skal gå til af skræk«.⁴

Nogle elever bliver afsporet, men med Herrens Ånd, kan I hjælpe dem tilbage på sporet. Husk Paulus’ ord: »I alt er vi trængt, men ikke stængt inde. Vi er tvivlrådige, men ikke fortvivlede. Vi forfølges, men lades ikke i stikken. Vi slås til jorden, men går ikke til grunde.«⁵

Hvorfor?

Fordi Kristi sag kalder på os med det evigtvarende løfte: »Kom til mig, alle I, som slider jer trætte og bærer tunge byrder, og jeg vil give jer hvile.«⁶

Herren har sagt: »Vær derfor ved godt mod og frygt ikke, for jeg, Herren, er med jer og vil stå jer bi; og I skal aflægge vidnesbyrd om mig, ja, Jesus Kristus, at jeg er den levende Guds Søn, at jeg var, at jeg er, og at jeg kommer.«⁷

Vi kan ikke være ved »godt mod«⁸ og være stivnet af frygt. De to ting – mod og frygt – udelukker hinanden. Og hvis vi følger Herrens befalinger – hvis vi er ved godt mod – vil vi blive parate til at bære vidnesbyrd om ham, verdens Frelser. Vi vil kende ham, som den han er, og se hans enestående rolle i at løfte os ud over og op over verden problemer.

At være ved godt mod er at stole på ham, når ting ikke går, som vi har planlagt. Det vil sige at fortsætte fremad, når svære opgaver og problemer i livet fører os i uventede retninger, når tragedier og modgang knuser vores drømme. Men Herren minder os om: »I denne verden er jeres glæde ikke fuldkommen, men i mig er jeres glæde fuldkommen.«⁹

I jeres klasser kan I se, hvilke elever der har favnet det at være ved »godt mod«. De har stadig udfordringer og problemer, men de møder dem med tro på og tillid til Gud. De sidder ned i klassen, ivrige efter at besvare spørgsmål, håbefulde, fordi de ved, at de bliver undervist om sandheden, og er sikre på, hvem de er. For dem er »Jeg er Guds kære barn«¹⁰ både kundskab og vished, ikke blot et mangeårigt minde om at synge i Primary. De kommer søgende efter åndelige oplevelser, indsigt og kontekst, der kan hjælpe dem med at finde svar på deres spørgsmål. De vil gerne have deres håb styrket, når de navigerer gennem en stridslysten verden, og under stort pres, overvinder lyset i deres øjne problemerne i deres daglige liv.

I min tid med seminar og institut – det synes at være for lang tid siden, vil jeg gerne tilføje – kom eleverne til klassen og troede. Sådan oplevede jeg det. De blev ikke rokket af det, de fandt på internettet, fordi der var ikke noget internet. I deres rygsække bar de ikke rundt på bekymringer, som verden kastede mod dem om religion, åbenbaring, profeter eller tro på Gud.

Og hvad med dem på den bagerste række der sover med hovedet nede i deres bog? Eller pigen, der for nylig klippede alt sit hår af, og som ikke vil se jer i øjnene? De to, der plejede at komme småsnakkende med hinanden ind i klassen, men som nu knapt nok taler med hinanden? Hvad med stjerneeleven, der synes at have tabt interessen for samtaler om evangeliet og nu er mere væk end til stede? Hvad med nogle af elevernes tomme blik, de stirrer på ingenting, og det ses også i deres bestræbelser? Nogle elever kommer til klassen, sidder ned og går derefter ud af døren uden at tage noget med dem – ikke engang Ånden. Stress, frygt, fristelser, kriser og skuffelser har overtaget deres værdifulde liv.

Spørger I nogle gange jer selv: »Hvad sker der her«? Det gør jeg.

Frygt og fortvivlelse: Det er det, der sker. Frygt for ikke at blive accepteret af venner. Frygt for akademisk indsats, pres og problemer derhjemme, de ikke kan løse. Frygt for, at de ikke kan stole på nogen, og at ingen stoler på dem. Frygt for at være alene og frygt for at være i grupper. Frygt for, at de er en byrde for andre. Frygt for organiseret religion eller nogen som helst religion. Frygt for, at der ikke er nogen løsning på eller udfrielse af deres smerte. Frygt fremmer modløshed og fortvivlelse, angst og depression; frygt nærer frustrationer, der ikke har nogen god slutning. Frygt tror, at ingen vil forstå, og endnu værre, der er ingen der spørger: »Hvad er er der i vejen?«

Frygt i dets mange former kan uheldigvis vise sig i den værste slutning – selvmord.

Da Utahs guvernør sidste år sammensatte en taskforce for at håndtere stigningen af teenageselvmord, bad han præsident Russell M. Nelson om at udpege en kirkeleder til den gruppe. Præsident Nelson gav mig dette store ansvar. Jeg har lært, at ingen er immune. Teenageselvmord er en krise, der når hele verden rundt. Statistikker viser, at selvmord nu er blandt de tre største dødsårsager blandt unge i alderen 15 til 24. Og så dette: »Selvmordsforsøg er 20 gange hyppigere end reelt gennemførte selvmord.«¹¹ Det er, mine kære brødre og søstre, skræmmende tal.

Vi må alle konfrontere dette emne. Som medlemmer af Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige må vi forpligte os til at gøre alt, hvad vi kan for at ændre tankegangen om, at selvmord er et svar, en reaktion, der er værd at overveje. Vi må tale med teenagere om selvmord og give dem så meget kærlighed, at de ikke overvejer det som en løsning på deres smerte. Præsident Thomas S. Monsons liv legemliggjorde sætningen: »Til undsætning.« Vi skal gøre dette til vores ansvar.

Det er det, Frelseren gjorde for os alle. Han kom os til undsætning med forsoningen, og han vedbliver med at udtrykke en så dyb kærlighed ved at helbrede os, opmuntre os og give os fred, hvis vi bare vil vende os til ham.

Vi kan give udtryk for kærlighed, hvis det er det, de unge har brug for, finde dem en ven, lytte til dem og opsøge dem med et venligt ord eller en venlig handling. Vi skal arbejde med deres forældre og biskop for at de kan få rådgivning om udfordringer, depression eller anden psykisk lidelse. Vi kan gøre en forskel i deres liv. De, der især er sårbare over for selvmord, er de unge og unge voksne, der kæmper med udfordringer med deres køn. De skal favnes i deres Frelsers arme og vide, at de er elsket. Det sker ofte, at Herren kalder på os; han forventer, at vi er hans imødekommende, kærlige arme. Vi må opfordre deres venner til at gøre det samme.

Selvmord er så forbundet med smerten ved ubesvarede spørgsmål, bedrøvelse, sorg, hvad-hvis’er og hvad-nu’er. Disse tab af liv er tragedier af sådanne proportioner, at vi som et folk må række ud på nye og mere effektive måder for at rådgive, vise omsorg og omtanke og vedblive med at være tæt på og støtte vores unge. Prøv bare at sige navnet »Jesus Kristus« i vanskelige situationer til en, der har mistet håb. Blot at kalde på ham ved hans navn, med ærbødighed, kan gøre en forskel i et vanskeligt øjeblik.

Nogle samfund oplever, hvad de kalder »klynger« af selvmord, hvor en teenager foretager en så alvorlig handling, og andre ser det som en mulighed og følger efter.

Lad mig fortælle jer en historie om en ung britisk teenager, der blev sendt på BBC News i april 2018. Historien var en 16-årig, Hati Sparey-South, der »allerede havde forsøgt at slå sig selv ihjel. Og hun ville have forsøgt igen, og måske var det lykkedes, hvis det ikke havde været for en lærer, der bemærkede, hvor ulykkelig hun så ud.« Tre af hendes venner havde allerede taget deres eget liv. Hun havde lidt af alvorlig depression i to år.

Hati sagde: »For det meste var jeg super ked af det. Og jeg kunne ikke sove.« Mørket fortsatte. Hendes forældre var blevet separeret, og hendes mor havde været ind og ud af hospitalet med alvorlige helbredsproblemer. Med al den opmærksomhed på moderen, var der ikke nogen, der lagde mærke til fortvivlelsen i Hatis øjne. Der var ingen der spurgte: »Hvordan klarer du det? Hvordan har du det?«

En dag kom hun ind i klassen med en forfærdelig T-shirt, og hun havde lige fået klippet alt sit hår af. Hendes lærer spurgte: »Hej, er du OK? Hvordan går det?«

Hati svarede med: »OK.« Men hun stoppede ikke der. Nogen havde lagt mærke til hende. »Jeg har det faktisk rigtigt dårligt,« sagde hun. »Jeg er rigtig ked af det. Og jeg bliver ved med at græde.«

Så græd Hati, og hendes makeup løb ned af hendes ansigt. Men det gjorde ikke noget nu, fordi nogen havde rakt ud til hende.

Denne lærer stillede et enkelt spørgsmål, som hun stillede mange børn. Men ved at sende et signal om, at hun kerede sig, greb Hati fat i den livline. Og Hati fik hjælp.

Senere forklarede hun: »Det virker som sådan en lille ting, men det er ubeskriveligt kraftfuldt, når du siger til et barn: ›Hvordan har du det?‹, når de kommer ind i et klasselokale, og du ved, selvom de bare siger: ›Fint‹, så har de hørt dig.«¹²

Min kære bror Jeffrey R. Holland har sagt: »Uanset hvad jeres kamp er, mine brødre og søstre – mental, følelsesmæssig, fysisk eller noget andet – så stem ikke imod det dyrebare i livet ved at afslutte det! Stol på Gud. Hold fast i hans kærlighed. Vær forvisset om, at en dag kommer et strålende daggry, og alle livets skygger må flygte. Selv om vi kan føle, at vi er ›som et kar, der kastes bort‹, som salmisten skrev, må vi huske, at det kar er i den guddommelige pottemagers hænder.«¹³

Der er ikke nogen skabelon for dem, der er i farezonen. Disse unge spiller trækbasun, synger i koret, spiller på fodboldholdet eller pakker varer efter skole. De komme i kirke, nogle af dem – de er venner med dem, der kommer i jeres klasse, selvom mange af dem for lang tid siden har lagt religion på hylden med hensyn til dem selv. Men der er nogle fællestræk: Skuffelse, en prøve, man ikke bestod, et brud med kæresten, gentagen mobning, akademisk stress, og hvad vi kan kalde teenagekvaler.

Kirken har taget teenageselvmord alvorligt og lavet en hjemmeside med oplysninger, onlinevideoer, hjælp til dem, der føler sig alene, hotlines og en liste med advarselstegn, der, ligesom Hati, er et råb om hjælp.

Bliv bekendt med disse ressourcer, og I vil i højere grad opfylde jeres kaldelse som »en lærer, der er kommet fra Gud«.¹⁴

Hvordan kan vi fortælle en, der lider, at Herren ved, hvordan de har det? Han har taget jeres personlige udfordringer og fejltagelser på sig? Han har båret dem for jer, så I ville få en, der vil hjælpe jer med en fuld forståelse af, hvor det gør ondt og hvorfor.

En større forståelse af Jesus Kristus vil hjælpe dem, der er ved at miste håb. Hans kærlighed til dem, og det storslåede og ophøjede sted, han har forberedt for dem i evighederne, er et budskab om håb. Han elsker dem. De skal vide det. Skriften siger: »For jeg, Herren, er med jer og vil stå jer bi.«¹⁵ Hans løfte om at være der, er ikke tom snak forbeholdt dem, der er fuldstændigt regelrette eller som sidder i seminarrådet. Han vil stå alle vores unge bi, os alle for den sags skyld, i vores mørkeste stunder. Det er kraften i forsoningen, og vi skal undervise om det med en sådan kraft, at det når ud til dem, der lider.

Hjælp eleverne til at finde et »beskyttelsesskriftsted«, et de kan huske på, når de er i vanskelige situationer eller har brug for hjælp til at gå væk. »Vær derfor ved godt mod og frygt ikke, for jeg, Herren, er med jer«¹⁶ er et godt et.

Livet har altid været fyldt af udfordringer. Ingen er immun. Ikke jer, ikke mig og ikke dem. Nogle unge lider, fordi de tror, de er de eneste med problemer. Alle andre synes at have styr på det. De tror fejlagtigt, at hvis man studerer skrifterne, holder buddene og beder dagligt, så vil hjertesorgerne, uroen, manglen på popularitet og uheld gå en ram forbi. Sådan virker det bare ikke! Vi får alle prøvelser.

Problemer, udfordringer, prøvelser, trængsler, modgang, elendighed – kald det hvad I vil – er en del af denne jordiske oplevelse for at gøre os stærke og opbygge os. Velsignelsen er, at gennem Jesu Kristi forsoning, kan vi stadig »vær[e] … ved godt mod«.¹⁷

Lad ikke akademiske krav om evangelisk indlæring komme foran Åndens kraft til at røre og opmuntre jeres elever. Forbered dem til at modtage inspiration og handle på den. Forbered dem til at modtage personlig åbenbaring, som præsident Nelson har lagt vægt på.¹⁸

Når de gør det, vil de opleve miraklet ved Herrens vejledning og instruktion, en meget virkelig form for hans kærlighed.

Hvorfor vælger jeg at tale om selvmord og dets ledsagere – frygt, ensomhed, fortvivlelse, angst og smerte – ved en ærbødig lejlighed som denne? Fordi I, mine kære brødre og søstre, er blandt de første, der kan komme til hjælp, og hvis I ikke er, så opfordrer jeg jer til at blive. Selvmord og dets dystre ledsagere er virkelige. De øges blandt vores unge i en plage, der lokker selv de mest udvalgte, der er unge og fyldt med løfter, til at tro, at livet ikke har noget formål. Intet kunne ligge mere fjernt fra sandheden.

unge holder hinanden i hånden i en cirkel

Livet er skrøbeligt. Vi ved ikke, hvornår noget vil ske for nogen, der kommer som en fuldstændig overraskelse. Vi føler os uforberedte og ved ikke, hvad vi skal gøre. Men hvis de kommer fra et hjem med familiebøn, skriftstudium og familieaften, så er redskaberne til at »holde fast« bedre forankret. Men begå ikke den fejltagelse at tro, at en af jeres unge ikke er i farezonen, når alle disse ting er på plads. En ung mand reagerede på en aktivitet til familieaften, hvor hver person i familien skulle skrive en ting, der var vigtig for dem. Denne 14-årige, der syntes at være på toppen, skrev dette: »At vide, at der er nogen der for mig.«

Jeg har en nær ven, der ikke kom til seminar før hans sidste år i high school. Han kom ikke kirke, det havde han ikke gjort, siden han var 13. Da han var sanger, besluttede han at prøve at komme med i seminarkoret, og han bestod prøven. (Alle kommer med i seminarkoret!) Han kan ikke huske nogen af lektionerne i klassen. Men, hver gang de sang, fyldte Ånden lokalet, og han vidste, at dette var anderledes end det skolekor, han sang sammen med på den anden side af vejen. Han følte noget, som han aldrig havde følt før. Han følte Ånden. Han kom fra et opløst hjem uden evangelisk vejledning, så han var ikke bekendt med Ånden. Han kom til at skatte den og sætte sin lid til den. Han er trofast i Jesu Kristi evangelium, fordi »der var nogen der for ham«. Og nu år senere, taler han stadig jævnligt med sin seminarlærer, der var »en lærer, der er kommet fra Gud«.¹⁹

For de, af dem I underviser, der ikke har et støttende netværk, den styrke i hjemmet, bliver jeres undervisning afgørende for deres velbefindende. Det kan være dem, der under fire øjne stiller jer et spørgsmål bare for at tage del i endnu en samtale om evangeliet, fordi det er det eneste tidspunkt, de har en åndelig forbindelse den dag. Påskøn nu disse muligheder og giv plads til dem.

Helbredelse kommer gennem Frelseren, der »steg ned under alt«,²⁰ så han »hvad angår kødet, kan vide, hvorledes han kan bistå sit folk, hvad angår deres skrøbeligheder.«²¹

Tænk på, da Jesus brødfødte fem tusind med nogle få fisk og brød fra en ung drengs frokost, og da han tog op på bjerget alene for at bede. Han disciple sejlede over Galilæas Sø, og efterhånden som natten skred frem gik Jesus på vandet ud til dem. Da de så ham »skreg [de] af frygt«,²² og han svarede: »Vær frimodige, det er mig, frygt ikke!«²³

Da Peter modigt sprang over skibets side den nat, da Herren kaldte, og begyndte at gå på vandet, var han fyldt med godt mod, indtil han så ned og så den hvirvlende, stormfulde sø. Så råbte han i frygt.

Jesus rakte ud mod ham, ikke med hån, men med medfølelse. Moroni beskriver vores egen tøven således: »[Må] Kristus løfte dig op, og [må] hans lidelser og død … og hans barmhjertighed og langmodighed og håbet om hans herlighed og om det evige liv bo i dit sind for evigt.«²⁴

Han talte til os, fordi vi alle sammen, brødre og søstre, er ude på vandet.

Et andet sted i Det Nye Testamente var en gruppe samlet ved en mand, der var »lam, der lå på en seng.«²⁵ Da Herren Jesus så på den ramte mand og følte håbet hos dem omkring ham, sagde han: »Vær frimodig«.²⁶

I denne sidste uddeling talte Jesus Kristus gennem Joseph Smith til sine tjenere, der var taget på missioner, og som havde stået over for farer og trængsler, og sagde: »Vær ved godt mod, børnlille, for jeg er midt iblandt jer«.²⁷

Joseph Smith så i et syn apostlene på deres mission i England »stående sammen i en rundkreds, meget trætte, med klæderne i laser og med opsvulmede fødder, med nedslagne øjne og Jesus stående midt blandt dem, og de så ham ikke. Frelseren så på dem og græd.«²⁸

Kan I se mønsteret? Kristi muliggørende kraft vises i den enkelhed, at han er der for os – altid. Uanset, hvad der sker, vil han være med os, han vil trøste os, og han vil helbrede os, hvis vi kommer til ham og trækker på hans kraft til at frelse os. Oftest, så helbreder han det sårede hjerte. Hvordan sker det, spørger vi? Ved forsoningens kraft, der udøves i vores liv i dag, ikke ved slutningen før den endelige dom, men hver dag, når vi forsøger at blive som ham, at elske, hvad han elsker, at følge hans udvalgte profeter.

Når jeg studerer forsoningen, prøver jeg at forestille mig tingenes fortvivlende tilstand, da Frelseren knælede i Getsemane have. Og han bad og sagde: »Fader, hvis du vil, så tag dette bæger fra mig. Dog, ske ikke min vilje, men din.«²⁹ Han sagde om sin egen lidelse: »Hvor svære ved du ikke, hvor intense ved du ikke, ja, hvor tunge at bære ved du ikke.«³⁰ Vores unge skal forstå denne storslåede udtalelse.

»Da viste en engel fra himlen sig for ham og styrkede ham.«³¹

I nødens stund, da han tog vægten af alle vores synder på sig, vores dårlige dage, vores svagheder og skuffelser, viste en engel sig for at trøste ham. I jeres svære tider, brødre og søstre, har Herren sørget for »engle rundt omkring jer til at styrke jer.«³² Kære lærere, I er måske den engel.

Frelseren havde tidligere ved den første nadver tydeliggjort sin mission og lovede fred ved at sige: »I verden har I trængsler; men vær frimodige, jeg har overvundet verden.«³³ Så sikker var han på det, der lå forude, så sikker var han på sin del i at udføre den store frelsesplan, at han tilskyndede sine disciple til at »være ved godt mod«.

Ældste Neal A. Maxwell sagde: »Den ubegribelige smerte i Getsemane var ved at falde på Jesus; Judas’ forræderi var for hånden. Derefter ville Jesu anholdelse og fremstilling ske; spredningen af de tolv som får; Frelseren, der fik frygtelige pisk; den uretfærdige rettergang; pøbelens skingre råb efter Barabbas i stedet Jesus og derefter den frygtelige korsfæstelse på Golgata. Hvad var der at være ved godt mod over? Blot hvad Jesus sagde: Han havde overvundet verden! Forsoningen var ved at blive en realitet. Menneskehedens opstandelse var sikret. Døden var ved at blive overvundet – Satan havde fejlet i at standse forsoningen.«³⁴

Vi kan undervise om den sandhed, som præsident Russell M. Nelson er kommet med: »Uden vor Forløsers uendelige forsoning ville ingen af os have noget håb om nogensinde at vende tilbage til vor himmelske Fader. Uden hans opstandelse ville døden være enden. Vor Frelsers forsoning muliggjorde evigt liv og gjorde udødelighed til en realitet for alle.«³⁵

Tænk over, hvordan I kan få Frelserens styrke, hans kærlighed til os alle og respekt for Faderens guddommelige plan ind i jeres elevers hjerte. Bed om at kunne hjælpe dem til at vide, at Jesu Kristi forsoning er for dem, og hvad det betyder i deres meget indviklede liv.

Tilskynd dem til at tjene i Guds rige, hvilket fører Guds Ånd med sig.

Jeg har tjent og været leder i Kirkens tempelafdeling i nogle år, og jeg glædes over at være i templet og se rækker af unge – unge mænd og piger – der tager i templet for at udføre dåb for de døde. Når I lægger vægt på templets kraft i jeres undervisning, styrker I den store mulighed, at de kan komme til at kende Jesus Kristus, vide at han er kilden til at »være ved godt mod«.

Jeg påskønner det voksende antal af unge voksne, der for nylig har fået deres begavelse, og som tjener som tempeltjenere. Klædt helt i hvidt i rolige og fredelige omgivelser står de på hellig grund og bærer vidnesbyrd om ham, at han var, at han er, og at han vil komme.³⁶ Vores tjeneste for Herren i templer er i sandhed en enestående måde at føle Frelserens nærhed.

Tilskynd jeres elever til altid at have en gyldig tempelanbefaling – en med begrænset anvendelse eller en almindelig afhængig af deres alder og situation – og derefter fortælle om deres følelser om at være i templet, åbenbaringen og inspirationen, der kommer, når de rækker ud over dette liv efter det, »der hører en bedre til«³⁷ og tjener dem, der ikke kan udføre ordinancerne for dem selv.

Vores kære præsident Nelson har sagt: »Når vi har fokus på Guds frelsesplan … og Jesus Kristus og hans evangelium, kan vi føle glæde uanset, hvad der sker – eller ikke sker – i vores liv.³⁸

Da jeg blev ordineret til apostel, sagde den kære præsident Monson, at jeg skulle være et særligt vidne om Jesu Kristi navn i hele verden. Jeg tog ikke let på den opgave. Jeg fordybede mig i skrifterne og fandt Herren ved hjælp af hans navne og titler. Alle disse, som jeg vil dele med jer, er fra skriftsteder, der minder os om vores håb, der er i ham. Han er:

Israels håb.³⁹
Den lysende morgenstjerne.⁴⁰
Den gode hyrde.⁴¹
Rådgiver.⁴²
Fredsfyrsten.⁴³
Befrieren.⁴⁴
Verdens lys.⁴⁵
Ypperstepræst for de goder, som nu er blevet til.⁴⁶
Mægtig til at frelse.⁴⁷
En som har al magt.⁴⁸

Kristi indflydelse, præg og rækkevidde er omfattende. Han er der, når vi vakler og stræber efter at gå fremad. Og hvis vi falder, er hans lys, »som skinner i mørket«⁴⁹ – et andet af hans navne – klarere end nogensinde. Han elsker os i vores klareste og i vores mørkeste stunder.

Det er ikke gætteværk at være Jesu Kristi discipel. Hans vej er godt afmærket af hans fodtrin. Når vi følger ham, kommer vi til at elske det, som han elsker. Når vi fornyr vores pagter med ham hver uge, når vi tager den hellige nadver, vokser vores forståelse af ham som verdens Forløser,⁵⁰ sandhedens Ånd,⁵¹ Ordet.⁵²

Undervis jeres elever om nadverens kraft, især de, der vakler og de, der tager denne kostbare ordinance for givet. Lad nadverens velsignelse om »altid [at] have hans Ånd hos [os]«⁵³ være noget, I taler om, så det at trække på Jesu Kristi helbredende kraft gennem hans forsoning er virkelig.

Derudover henviste Frelseren til sig selv gennem udtalelser, der åbenbarede både hans guddommelige beskaffenhed og hans evige roller som disse:

»Vær rolig og vid, at jeg er Gud.«⁵⁴
»Jeg er i stand til at gøre jer hellige«.⁵⁵
»Jeg gør [Faderens] vilje.«⁵⁶
»Jeg, Herren … finder glæde i at ære dem, som tjener mig«.⁵⁷
»Min nåde er tilstrækkelig for jer«.⁵⁸
»Så skal du få fred i mig.«⁵⁹
»Frygt ikke … for I er mine«.⁶⁰

Mine kære venner, brødre og søstre, det er den Frelser, jeg kender, elsker og ærer af hele mit hjerte. Fra mit sjæls dybder bærer jeg vidnesbyrd om ham og om hans godhed og barmhjertighed. Han har lovet: »For I er mine venner og I skal få en arv hos mig«.⁶¹

I virkeligheden, mine brødre og søstre, er Jesus Kristus altid svaret. Når vi forstår hans mission og hans evangelium, vil vores kærlighed til ham og vores tro på og tillid til ham give os styrke.

Helaman beskriver det godt: » Husk, at det er på klippen, vor forløser, som er Kristus, Guds Søn, at I skal bygge jeres grundvold, så når Djævelen udsender sine mægtige vinde, ja, sine pile i hvirvelvinden, ja, når alle hans hagl og hans mægtige uvejr skal ramme jer, at det ingen magt skal få over jer til at drage jer ned i elendighedens og den uendelig jammers kløft på grund af den klippe, som I er bygget på, som er en sikker grundvold, en grundvold, hvorpå menneskene, hvis de bygger derpå, ikke kan falde.«⁶²

Jeg efterlader min velsignelse, at I vil føle Herrens kærlighed i jeres liv, og I vil hjælpe jeres elever til at føle det samme. Jeg velsigner jer til at være håbefulde og at »være ved godt mod«, så Herrens Ånd kan være hos jer, inspirere jer og opløfte jer. Jeg velsigner jer til at lytte til jeres elever, at fornemme hvad de ikke siger, såvel som hvad de giver udtryk for og til at have inspiration til at vide, hvad Herren gerne vil have jer til at gøre. Jeg velsigner jeres familier, jeres hustruer og jeres mænd. Må I alle kende til den respekt, tillid og kærlighed, som mine medbrødre og jeg har til jer og det vigtige arbejde, I udfører med at bringe sjæle til Jesus Kristus. Og må I føle Herren stå ved jeres side, når I bærer vidnesbyrd om ham, verdens Frelser. Jesus Kristus er altid svaret

I Jesu Kristi navn. Amen.