Vi er arkitekterne for vores egen lykke
Gerald Caussé
Førsterådgiver i Det Præsiderende Biskopråd
Mine kære brødre og søstre, her til aften føler jeg mig meget beæret og privilegeret over at have mulighed for at tale til jer. Jeg har den største beundring for Kirkens unge voksne, og jeg glæder mig over at være sammen med jer denne aften.
Flere tusinder af jer er her i dette smukke tabernakel. Mange flere, som jeg ikke kan se, er samlet i tusinder af kirkebygninger rundt om i verden. Og jeg ved, at I er opmærksomme og ivrige efter at lære. Trods den distance, der skiller os, så ved jeg, at Helligånden kan være til stede, hvor end vi måtte befinde os. Det er Helligåndens tilstedeværelse, der skaber et særligt bånd mellem os alle, snarere end selve transmissionen. Jeg beder til, at han må være med os, at han vil undervise os, vejlede os og inspirere os denne aften.
Livet byder på mange overraskelser
Vi er i et fantastisk rum, et historisk monument, der hylder troen og fliden hos de pionerer, der grundlagde Salt Lake City. Jeg trådte første gang ind i dette tabernakel, da jeg var 16 år. Det var under min første tur til USA. Min far havde foreslået, at jeg tog med ham på hans forretningsrejse til Californien. Som en ung mand, der voksede op i Sydfrankrig, hoppede jeg af glæde over invitationen. Endelig skulle jeg se USA! Min begejstring var enorm, fordi vores rejseplan indebar en weekend i Salt Lake City, hvor vi skulle overvære generalkonferencen.
Jeg husker vores ankomst til Utah i vores lejede Ford Mustang. I løbet af de mange timer vi kørte på vejene, passerede vi gennem snevejr og ørkener så langt øjet rakte, fantastiske orangefarvede kløfter og majestætiske bjerge. Landskabet karakteriserede det amerikanske Vesten for mig. Jeg holdt øjnene åbne i håb om at se cowboyer eller indianere langs motorvejen.
Den næste dag kunne vi, takket være en god ven, sidde i Tabernaklet på en af de første rækker og overvære konferencemøderne. Jeg var imponeret. Under møderne forsøgte jeg at klynge mig til de få engelske ord, som jeg kunne forstå. Jeg kan stadig huske præsident Ezra Taft Bensons tale – ikke så meget hans ord, men det dybe indtryk, det gjorde på mit hjerte som ung mand. Jeg følte, at jeg levede i en drøm, et vidunderligt eventyr.
Hvordan kunne jeg på det tidspunkt have forestillet mig, hvad der ville ske i aften? Kunne jeg have forestillet mig at holde tale i selv samme tabernakel foran en sådan forsamling? Aldrig i livet!
Livet byder på mange overraskelser, gør det ikke? Selv for fem år siden kunne jeg aldrig have forestillet mig det. På det tidspunkt boede min familie og jeg i Paris, og vores liv synes fuldstændigt planlagt. Vore fem børn er alle født på det samme hospital nær vores hjem. Vi kunne ikke forestille os livet på anden måde eller et andet sted end i dette fredelige nabolag i udkanten af Paris, omgivet af vore børn og længe ventede børnebørn. Så en aften ringede præsident Monson til os, og vores liv fik en helt anden drejning.
Siden da har min familie og jeg oplevet glæderne ved et liv i Utah – Kirkens historiske steder, at vandre i bjergene, grille i baghaven, mens solen går ned, nyde burgere i alle afskygninger (de bedste og de værste!), Cougar football-kampe … eller the Utes. Og man ved aldrig, cowboyen, som I ser i morgen langs motorvejen, kunne måske være mig!
Fremtiden er ukendt
Min kaldelse som medlem af Det Præsiderende Biskopråd er spændende og inspirerende. Denne oplevelse er dog meget anderledes end det, jeg havde planlagt som ung. Som barn ville jeg være arkæolog. Min bedstemor havde påtaget sig opgaven at sørge for, at jeg fik en god uddannelse. Hun gav mig en bog om den unge farao Tutankhamon, og deraf udviklede jeg en forkærlighed for de gamle civilisationer. Jeg brugte mange weekender på at tegne fortidens store slag, og væggene på mit værelse var dækket med disse tegninger. Jeg havde en drøm om en dag at tage til Egypten og tage del i udgravninger af gamle egyptiske templer og faraoernes gravsteder.
Fire årtier senere er jeg stadig ikke arkæolog og bliver det nok aldrig. Jeg har aldrig været i Egypten, og mit job, inden jeg blev generalautoritet, var inden for fødevarebranchen. Det minder ikke meget om mine planer fra barndommen!
Det bedste tidspunkt til at lægge personlige planer er generelt, mens man er ung. Vi har alle barndomsdrømme. Som ung voksen bør I stadig have drømme for fremtiden – allesammen! Det er måske et håb om sportspræstationer, skabelse af et kunstværk eller opnåelse af et diplom eller en erhvervsmæssig stilling, som I søger at opnå gennem arbejde og ihærdighed. Måske har I endda et meget dyrebart billede i tankerne af jeres fremtidige mand eller hustru, hans eller hendes fysiske udseende, hans eller hendes karaktertræk, hans eller hendes øjenfarve eller hårfarve, samt af de smukke børn, der vil velsigne jeres familie.
Hvor mange af jeres ønsker vil gå i opfyldelse? Livet er fuld af uvished. Overraskelser vil dukke op på livets vej. Hvem ved, hvad der vil ske i morgen, hvor I vil befinde jer om nogle få år, eller hvad I vil beskæftige jer med? Livet er som en spændingsroman, hvis plot er svært at gennemskue.
Der vil være vigtige øjeblikke for jer, som på et øjeblik kan ændre kursen i jeres liv. Et sådant øjeblik kan være så enkelt som et blik eller en samtale, en uventet begivenhed. Valérie og jeg kan stadig huske det præcise øjeblik, da vi blev forelskede i hinanden. Det var til en korøvelse i vores menighed for unge voksne i Paris. Det var meget uventet! Vi havde kendt hinanden, siden vi var børn, og vi havde aldrig haft romantiske følelser for hinanden. Men den aften sad jeg ved klaveret, og hun sang i koret. Vi fik øjenkontakt og noget opstod. Et sekund i al evighed!
Nye muligheder vil vise sig for jer i jeres liv, såsom en nylig erklæring fra præsident Monson vedrørende alder for missionærtjeneste. Som følge af denne bekendtgørelse fra profeten er der sikkert tusinder af unge mænd og unge kvinder i Kirken, som i dette øjeblik er ved at ændre deres planer for at tage af sted på mission.1
Sommetider kommer ændringerne på livets kurs fra uventede udfordringer eller skuffelser. Jeg har erfaret, at vi kun til dels har kontrol over omstændighederne i vores liv.
Og alligevel kan de fleste mennesker ikke lide det uvisse. Livets uvished skaber for nogle en mangel på selvtillid, en frygt for fremtiden, der viser sig på forskellige måder. Nogle tøver med at forpligte sig på grund af frygt for fiasko, selv når gode muligheder viser sig for dem. De udsætter for eksempel ægteskab, uddannelse, at få børn eller få sig et godt job med fremtidsmuligheder og foretrækker at »hænge ud« eller blive boende i deres forældres trygge hjem.
En anden filosofi, der begrænser os, illustreres ved denne velkendte sentens: »Spis, drik og vær lystig, for i morgen dør vi« (2 Ne 28:7). Denne sætning foreslår, at eftersom vi ikke ved, hvad der sker i morgen, og siden vi alle skal dø, så kan vi lige så godt give efter for nuet. Denne filosofi taler for at give efter for øjeblikkelige glæder, uagtet deres fremtidige konsekvenser.
Følg lykkens vej
Mine kære brødre og søstre, mit budskab til jer i dag er, at der er en anden vej end de veje, der bygger på frygt og tvivl eller nydelsessyge – en vej, der bringer fred, selvtillid og sindsro i livet. I kan ikke kontrollere alle livets omstændigheder. I vil opleve både gode og udfordrende ting, som I aldrig havde ventet. Dog vil jeg erklære, at I kan have kontrol over jeres egen lykke. I er lykkens arkitekt.
Jeg husker stadig disse vise ord udtalt af præsident Dieter F. Uchtdorf ved sidste generalkonference:
»Jo ældre vi bliver, jo mere ser vi tilbage og indser, at de ydre omstændigheder i virkeligheden ikke betyder noget eller er afgørende for vores lykke.
… Vi afgør vores lykke.«2
Nej, jeres lykke er i virkeligheden ikke et resultat af omstændighederne i jeres liv. Det er meget mere et resultat af jeres åndelige vision og de principper, hvorpå I bygger jeres liv. Disse principper vil bringe jer lykke, uanset de uventede udfordringer og overraskelser I uundgåeligt vil møde på jeres rejse her på jorden.
Denne aften vil jeg genopfriske nogle af disse altafgørende principper med jer.
1. Erkend jeres personlige værdi
Det første princip er: Erkend jeres personlige værdi.
Denne sommer tilbragte min familie og jeg et par afslappede dage i Provence, et fantastisk område i Sydfrankrig. En aften, lige efter solnedgang, hvor mørket havde opslugt det omkringliggende landskab, besluttede jeg mig for at give mig selv et øjebliks fred ved at lægge mig på en liggestol ude foran huset. Alt var så mørkt, at jeg havde svært ved at skelne noget omkring mig. Mine øjne rettede sig mod himlen. Først var den uigennemtrængelig mørk. Pludselig dukkede der et lys op på himlen, som en gnist, så to, så tre. Efterhånden som mine øjne gradvist vænnede sig til mørket, betragtede jeg en myriade af stjerner. Det, jeg havde troet var en mørk himmel, forvandlede sig til Mælkevejen.
Jeg tænkte: »Det minder lidt om vores personlige forhold til Gud. Hvor mange mennesker tror, at han er langt borte eller ikke-eksisterende? Disse mennesker finder livet meget mørkt og sort. De tager sig ikke tid til eller gør sig anstrengelser for at betragte himlen for at se, om han er der, så tæt på os.«
Mine tanker blev ved med at vandre. Jeg reflekterede over universets uendelighed, der viste sig for mig, og min egen fysiske ubetydelighed, og jeg spurgte mig selv: »Hvad er jeg i forhold til en sådan storhed og herlighed?« Jeg kom i tanke om et skriftsted. Det er et meget smukt skriftsted, en af Davids salmer, hvis poesi altid har inspireret mig.
»Når jeg ser din himmel, dine fingres værk, månen og stjernerne, som du satte der,
hvad er da et menneske, at du husker på det, et menneskebarn, at du tager dig af det?« (Sl 8:3–4).
Straks følger denne opmuntrende sætning:
»Du har gjort det kun lidt ringere end Gud, med herlighed og ære har du kronet det« (Sl 8:6).
Det er et paradoks og skabelsens mirakel. Universet er enormt og uendeligt, og samtidig har vi hver især alligevel en unik værdi, vi er herlige og grænseløse i vor Skabers øjne. Min fysiske tilstedeværelse er minimal, dog er min personlige værdi umådelig vigtig for min himmelske Fader.
Præsident Uchtdorf har sagt:
»Hvor end I er, hvad end jeres omstændigheder er, er I ikke glemt. Hvor mørke jeres dage end måtte synes, hvor ubetydelige I end måtte føle jer, hvor overskygget I måtte tro, at I er, så har vor himmelske Fader ikke glemt jer. Han elsker jer rent faktisk med en uendelig kærlighed
… Universets mest majestætiske, magtfulde og herlige Væsen kender og husker jer! I elskes af Kongen over tid og rum!«3
At vide at Gud kender og elsker os personligt er som et lys, der oplyser vores liv og giver det mening. Jeg husker en ung kvinde, der kom hen til mig efter et foredrag, jeg holdt i Rom. Hendes stemme var følelsesladet, og hun fortalte mig om sin søster, der gik igennem en svær tid med modgang og uro. Så stillede hun mig dette spørgsmål: »Hvordan kan jeg hjælpe hende med at vide, at hendes himmelske Fader elsker hende?«
Er det ikke det altafgørende spørgsmål? Hvordan kan vi vide, at Gud elsker os? Ofte er vores følelse af personlig værdi baseret på den kærlighed og interesse, vi modtager fra dem omkring os. Dog savnes denne kærlighed til tider. Menneskers kærlighed er ofte ufuldkommen, mangelfuld eller selvisk.
Guds kærlighed er imidlertid fuldkommen, fuldstændig og uselvisk. Uanset hvem jeg er, uanset om jeg har venner eller ej, uanset om jeg er populær eller ej, og selv hvis jeg føler mig afvist eller forfulgt af andre, så har jeg en absolut overbevisning om, at min himmelske Fader elsker mig. Han kender mine behov; han forstår mine bekymringer; han er så ivrig efter at velsigne mig. Og det største udtryk for hans kærlighed til mig er, at han »således elskede … verden, at han gav sin enbårne søn« (Joh 3:16). Han fjernede ikke Frelserens bitre kalk og led uden tvivl selv, mens han så sin Søn lide i Getsemane have og på korset. Kristus sonede for hele menneskehedens synder, og en del af den store forsoning var bestemt for mig og er reserveret til mig i dag. Denne uendelige gave, givet af Faderen og hans Søn, bekræfter i min sjæl den personlige værdi, jeg har for dem.
Mine brødre og søstre, forestil jer, hvad det kunne betyde for jer, at se jer selv, som Gud ser jer. Hvad hvis I så på jer selv med samme godhjertethed, kærlighed og tillid, som Gud gør? Forestil jer den betydning, det ville få for jer, hvis I forstod jeres evige potentiale, som Gud forstår den. Hvis I kunne se jer selv med Guds øjne, hvilken indflydelse ville det have på jeres liv?
Jeg vidner om, at han er der. Søg ham! Søg og bed. Bed og spørg. Jeg lover jer, at Gud vil sende jer håndgribelige tegn på sin eksistens og på sin kærlighed til jer. Det kunne være gennem et svar på en bøn; det kunne være Helligåndens blide indflydelse, der trøster eller opmuntrer jer; det kunne være en pludselig inspiration eller ny styrke, som I ved ikke kom fra jer selv; det kunne være et familiemedlem, ven eller præstedømmeleder, der er på det rette sted, på det rette tidspunkt for at velsigne jer. På den ene eller den anden måde, så vil han lade jer vide, at han er der, når I rækker ud til ham.
2. Bliv den, I er
Nu til lykkens andet princip: Bliv den, I er.
Sætningen »bliv den, I er« tilskrives Pindar, en af de mest berømte græske digtere.4 Det lyder som et paradoks. Hvordan kan jeg blive den, jeg allerede er?
Lad mig illustrere dette princip gennem en beretning. For nylig så jeg en film, der hed L’âge de raison (Forglem mig ej). Filmen handler om Marguerite, en succesfuld bankier, der har et travlt liv, fyldt med rejser og konferencer i alle verdenshjørner. Selv om hun er gift, siger hun, at hun ikke har tid til at få et barn.
På sin 40 års fødselsdag modtager hun et mystisk brev, hvor der står: »Kære mig, i dag er jeg syv år, og jeg skriver det her brev til dig, for at hjælpe dig med at huske de løfter, som jeg gav i min fornufts alder, og for at du også skal huske den, jeg gerne vil blive.« Marguerite forstår pludselig, at brevets forfatter er ingen anden end hende selv, da hun var syv år gammel. I brevet følger flere sider, hvor den lille pige i detaljer beskriver sine mål for livet.
Marguerite indser, at den person, hun er blevet, overhovedet ikke er den, som hun ønskede at være, da hun var en lille pige. Da hun beslutter sig for at genvinde den person, hun så for sig som barn, bliver der vendt fuldstændig op og ned på hendes omhyggeligt planlagte og organiserede liv. Hun forsoner sig med sin familie og beslutter sig for at vie resten af sit liv på at tjene mennesker i nød.5
Mine kære venner, hvis I nu modtog et brev fra jeres fortid, hvad ville der så stå? Hvad ville et brev indeholde, som I kunne have skrevet til jer selv på jeres dåbsdag, da I var otte år? Jeg vil endda gå længere tilbage. Hvis det var muligt for jer at modtage et brev fra jeres før-jordiske liv, hvad ville der så stå? Hvilken indflydelse ville et sådant brev, fra en glemt, men meget virkelig verden, have på jer, hvis I modtog det i dag?
Brevet kunne lyde som følger: »Kære mig, jeg skriver til dig, for at du skal huske, hvem jeg gerne vil blive. Jeg råbte af glæde over muligheden for at komme til jorden. Jeg ved, at livet på jorden er afgørende for, at jeg kan udvikle mit fulde potentiale og leve for evigt sammen med min himmelske Fader. Jeg håber, at du vil huske, at mit største ønske er at være vor Frelsers, Jesu Kristi discipel. Jeg støtter hans plan, og når jeg er på jorden, vil jeg hjælpe ham i hans frelsesværk. Husk endelig også, at jeg ønsker at være del af en familie, der vil være sammen i al evighed.«
Denne sidste tanke mindede mig om en meget smuk sang, der findes i Kirkens franske salmebog – en, som ikke findes i salmebøgerne i andre lande. Den hedder »Souviens-toi«, som betyder »Husk« og er sat til musikken fra symfonien Fra den nye verden af Antonin Dvorák. Det er en forælders sang til sit nyfødte barn.
Lad mig læse tredje vers for jer:
»Husk, mit barn: Ved tidens begyndelse
legede vi som venner i vinden.
Så en dag valgte vi med glæde
at acceptere Herrens store plan for livet.
Den aften, mit barn, lovede vi
i kærlighed og i tro at blive genforenet.6
»Husk, mit barn.« Et af livets store eventyr er at finde ud af, hvem vi virkelig er, hvor vi kommer fra, og derefter leve i konstant harmoni med vores identitet og formål med vores eksistens.
Brigham Young sagde: »Den største lektie, I kan lære, er at kende jer selv … I er kommet her for at lære dette … Intet væsen kan virkelig kende sig selv uden at forstå de ting, der hører Gud til; ej heller kan noget væsen lære og forstå de ting, der hører Gud til, uden at kende sig selv: Han må kende sig selv, ellers kan han aldrig kende Gud«7
For nylig gjorde mine døtre mig opmærksom på, at en strålende allegori på dette princip findes i filmen Løvernes konge. Jeres generation er vokset op med lydene og billederne fra denne film. I kan sikkert huske scenen, hvor Simba får besøg af sin far, Mufasa, den afdøde konge. Da hans far døde, flygtede Simba fra riget, fordi han følte sig skyldig over sin fars død. Han ønskede at flygte fra sit ansvar som arving til tronen.
Hans far viste sig for ham og advarede ham: »Du har glemt, hvem du er, og har derfor glemt mig. Se ind i dig selv, Simba. Du er mere end det, du er blevet til. Du må tage din plads i livets cyklus.« Denne opfordring gentages flere gange: »Husk på, hvem du er … Husk på, hvem du er.«
Simba, der er fuldstændig rystet over denne oplevelse, beslutter sig for at acceptere sin skæbne. Han betror sin ven, shaman-aben, at »det ser ud til, at vinden slår om.«
Aben svarer: »Forandring er godt.«
Og Simba siger: »Det er ikke let. Jeg ved, hvad jeg må gøre. Men at vende tilbage indebærer, at jeg må se fortiden i øjnene. Jeg har flygtet fra den så længe.«
»Hvor skal du hen?« spørger aben ham.
»Jeg skal tilbage!« råber Simba.8
Vi kan alle indtage – eller genvinde – vores plads i livets cyklus. Bliv den, I virkelig er. Jeres lykke og evne til at finde balance i jeres liv vil finde sted, når I finder, anerkender og accepterer jeres sande identitet som vor himmelske Faders barn og derpå lever i overensstemmelse med denne viden.
3. Stol på Guds løfter
Nu vil jeg fortælle jer lykkens tredje princip: Stol på Guds løfter.
Jeg holder meget af disse motiverende ord af præsident Thomas S. Monson: »Fremtiden er lige så strålende som jeres tro.9 Vores succes og lykke i livet afhænger i stor grad af den tro og tillid, vi har til, at Herren vil lede og vejlede os i at opfylde vores skæbne.
Jeg har lagt mærke til, at mænd og kvinder, der præsterer noget stort i livet, ofte har haft stor tillid til deres fremtid helt fra deres tidlige ungdomsår. Et sådant eksempel er Winston Churchill, den berømte engelske statsmand. Som ung havde han en urokkelig tiltro til sin fremtid. Mens han som 23-årig tjente i hæren i Indien, skrev han til sin mor: »Jeg har tro på min stjerne, at jeg er bestemt til at gøre noget i denne verden.«10 Sikke en profetisk tanke! Han forestillede sig praktisk talt, at han skulle blive en nøgleperson i sit lands historie, og han blev manden, der førte Storbritannien til sejr under 2. verdenskrig.
Jeg tror på, at hver enkelt af jer unge medlemmer af Jesu Kristi Kirke har meget mere end en stjerne på himlen til at lede jer. Gud våger over jer og har givet jer løfter.
Et skriftsted fra Malakias’ Bog er centralt i genoprettelsen af evangeliet, og det blev citeret af englen Moroni ved hvert af sine besøg hos den unge Joseph Smith. Englen sagde og citerede fra profeten Elias: »Og han skal i børnenes hjerte plante de løfter, der blev givet til fædrene, og børnenes hjerte skal vende sig til deres fædre« (JS-H 1:39).
Mine unge brødre og søstre, takket være genoprettelsen, er I børn af løftet. Som arv vil I modtage løfterne, der blev givet jeres fædre. Disse løfter fra Herren gør jer til en del af en kongelig generation.
Mange af jer, som jeg taler til, kan tælle ædle pionerer blandt jeres forfædre, store sjæle, der bidrog til at etablere den genoprettede kirke gennem deres mod og offer. Generationer af tapre hellige er gået forud for jer. Andre, der lytter til mig i dag, er pioner i deres egen familie og deres eget land. I er det første led i det, der vil blive en evig kæde. Uanset jeres historie eller jeres arv, så er I som medlemmer af Kirken forbundet til en åndelig familie. Jeres åndelige slægtshistorie gør hver af jer til efterkommer af fædrene, som forudsagt af profeterne, og arvinger til deres løfter fra Gud.
Genlæs jeres patriarkalske velsignelse. I denne velsignelse bekræfter Herren, at I er knyttet til en af Israels tolv stammer, og på grund af dette vil I gennem jeres trofasthed blive arvinger til de vældige velsignelser givet til Abraham, Isak og Jakob. Gud lovede Abraham at »så mange, som antager dette evangelium, skal kaldes ved [hans] navn og skal blive regnet for [hans] efterkommere og skal rejse sig og prise [ham] som deres fader« (Abr 2:10). Når I læser jeres patriarkalske velsignelse, så læg især mærke til de løfter, som Herren giver til jer personligt. Overvej hver eneste af dem. Hvilken betydning har de for dig?
Disse løfter er håndgribelige, og hvis vi gør vores del, så vil Gud gøre sin del. Jeg holder virkelig af disse ord af Alma fra den dag, hvor han gav de hellige optegnelser til sin søn Helaman:
»Husk, husk, min søn Helaman
… hvis du holder Guds befalinger og gør med disse ting, som er hellige, sådan som Herren befaler dig … se, da kan ingen magt på jorden eller i helvede tage dem fra dig, for Gud har magt til at opfylde alle sine ord.
For han vil opfylde alle sine løfter, som han vil give dig, for han har opfyldt sine løfter, som han har givet vore fædre« (Alma 37:13, 16–17).
Opfyldelsen af Guds løfter er altid knyttet til lydighed mod de love, der er forbundet med dem. Herren sagde: »Jeg, Herren, er bundet, når I gør, hvad jeg siger; men når I ikke gør, hvad jeg siger, har I intet løfte« (L&P 82:10).
På den anden side, så forsikrer disse løfter ikke, at alt det, der sker i jeres liv, vil være i overensstemmelse med jeres forventninger og ønsker. Guds løfter garanterer snarere, at det, der sker jer, vil være i overensstemmelse med hans vilje. Sommetider vil uventede prøvelser opstå, for at vi kan overvinde dem; sommetider lader lovede velsignelser vente længe på sig. Men tiden vil komme, hvor vi vil vide, at disse prøvelser og disse forsinkelser var for vores bedste og vores evige udvikling. Hvad mere kan vi bede om?
Det største vi i livet kan ønske os, er, at afstemme vores vilje med Herrens vilje – acceptere hans dagsorden for vores liv. Han ved alt fra begyndelsen, har et perspektiv, som vi ikke har, og elsker os med en uendelig kærlighed.
Lad mig illustrere dette princip med en personlig oplevelse. Da jeg var ung, besluttede jeg mig for at forberede mig til adgangseksamenen til den bedste handelshøjskole i Frankrig. Denne forberedelse, som varede et år, var en stor udfordring og krævede en personlig indsats hver dag. Ved årets begyndelse besluttede jeg mig for, at uanset opgavens byrde, så ville jeg aldrig lade mine studier forhindre mig i at deltage i mine søndagsmøder eller fra at deltage i institut en gang om ugen. Jeg gik endda med til at tjene som sekretær i min menighed for unge voksne, hvilket indebar flere timers arbejde hver uge. Jeg var sikker på, at Herren ville anerkende min trofasthed og ville hjælpe mig med at opnå mine mål.
Ved slutningen af året, da eksamen nærmede sig, følte jeg, at jeg havde gjort mit bedste. Jeg blev endnu mere inderlig i mine bønner og faste. Da jeg mødte op til eksamen på den mest velrenommerede skole, var jeg fuld af tillid til, at Herren ville opfylde mine ønsker. Desværre udviklede det sig helt anderledes, end jeg havde håbet på. Den mundtlige eksamen i mit bedste fag var en uventet katastrofe – jeg fik en karakter, der forhindrede mig i at komme ind på denne meget eftertragtede skole. Jeg var fuldstændig knust. Hvordan kunne Herren svigte mig, når jeg nu havde fastholdt min trofasthed?
Da jeg mødte op til den mundtlige eksamen på den skole, der var nr. 2 på min liste, var jeg fuld af tvivl og usikkerhed. På denne skole var den vigtigste del af adgangsprøven et 45-minutters interview med en jury, der blev ledt af skolens rektor. Begyndelsen på interviewet var normalt – indtil jeg blev stillet et umiddelbart ubetydeligt spørgsmål: »Vi ved, at du har forberedt dig meget til denne eksamen. Men vi er interesserede i at vide, hvad du beskæftiger dig med ud over dine studier.« Mit hjerte stod stille! I et år havde jeg kun lavet to ting: Studeret og gået i kirke! Så jeg vidste, at dette var sandhedens øjeblik. Men jeg frygtede, at juryen ville tolke mit medlemskab af Kirken som noget negativt. Men i det øjeblik besluttede jeg mig for at forblive tro mod mine principper.
Jeg sagde: »Jeg er medlem af Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige.« Og de følgende 15 minutter eller mere beskrev jeg mine aktiviteter i Kirken: Søndagsmøderne, institutklasserne, mit ansvar som menighedens sekretær.
Da jeg var færdig, talte skolens leder: »Jeg er glad for, at du fortalte os dette. Da jeg var ung, studerede jeg i USA. En af mine bedste venner var en sidste dages hellig. Han var en bemærkelsesværdig ung mand, en, som havde store menneskelige kvaliteter. Jeg betragter sidste dages hellige som rigtig gode mennesker.«
Sikke en lettelse! Den dag fik jeg en af de bedste karakterer, hvilket gav mig adgang til skolen med et flot resultat.
Jeg takkede Herren for hans godhed. På det tidspunkt kunne jeg dog ikke få mig selv til at acceptere min fiasko ved den mest velrenommerede skole. I lang tid gik jeg rundt med en følelse af fiasko og endda uretfærdighed. Det tog mig flere år at forstå den mirakuløse velsignelse, som fiaskoen ved ikke at komme ind på min drømmeskole havde været. På den anden skole mødte jeg nogle meget vigtige mennesker. I løbet af hele min karriere har fordelene ved deres bekendtskab været tydelig, og den dag i dag er de stadig en vigtig del af mit og min families liv. Nu ved jeg, at selv da jeg var ung, vejledte Herren mine skridt med indsigt i den mission, som han senere i mit liv ville bede mig opfylde.
Mine brødre og søstre, hvis I har gjort alt, hvad I kunne og tingene ikke går, som I havde håbet eller forventet, vær da rede til at acceptere jeres himmelske Faders vilje. Vi ved, at han ikke vil påføre os noget, der i sidste instans ikke vil være os til gavn. Lyt efter den beroligende stemme, der hvisker i vores ører: »… alt kød er i mine hænder; vær rolig og vid, at jeg er Gud« (L&P 101:16).
For nylig så jeg en meget gribende film, der fulgte historien om Willies og Martins håndkærrekompagnier. I maj 1856 forlod to på hinanden følgende grupper bestående af flere end et tusind hellige England for at immigrere til Utah. Da de seks måneder senere ankom til Salt Lake-dalen ved slutningen af deres farefulde rejse, manglede flere end 200 af dem. De fleste var døde af sygdom, sult eller udmattelse på vej til det sted, de kaldte »Zion«.
En af pionererne i filmen gjorde et dybt indtryk på mig. Han fyldte kompagniet med sit gode humør og begejstring. Han var dog ikke en typisk pioner. Han var en lille mand og stærkt handikappet og et mirakel i sig selv! Jeg lærte, at denne tapre pioner hed Robert Pierce fra Cheltenham i England.
En af hans rejsekammerater beskrev ham som »en af de sværest ramte krøblinge på rejse, jeg nogensinde har set. Han var lam fra hoften og ned, og hans krop var slemt deform, men han var stærk i troen. Han var i stand til at drive sig frem i overraskende fart ved hjælp af krykker.«11
En dag gik Robert Pierce den forkerte vej og tabte kompagniet af syne. Adskillelige mænd gik ud for at finde ham og fandt ham i en meget ubehagelig situation. Jeg citerer deres ord:
»Til vores skræk så vi to store, grå ulve, der luskede rundt om et gammelt træ, og flere ørne, der kredsede over træet og ventede på, at han skulle stoppe sine råb og fagter med sine krykker, så de kunne angribe ham og fortære ham i hans trange stilling under træets rødder …
Vi nåede frem lige tids nok til at redde ham fra hans faretruende skæbne, fik ham ud og satte ham på vores medbragte vogn og placerede ham, så han kunne køre tilbage til lejren.«
Og nu et indblik i Roberts stålfaste karakter: »Den stakkels fyr tryglede os om at lade ham gå selv, da han ved rejsen begyndelse havde lovet, at han ville gå hvert eneste skridt til Salt Lake City.«
Så til beretningens sørgelige del: »Imidlertid så vi ham kun rejse nogle få dage længere. Ved slutningen af den sjette dags march endte hans lidelser i denne verden, og han blev begravet ved bredden af Elkhorn-floden.«12
Søster Jolene Allphin, som udarbejdede beretningen om Robert Pierce, sagde om ham: »Det er virkelig enestående, at Robert Pierce allerede havde rejst over 900 km på krykker, inden han måtte bukke under for rejsens strabadser. Det var hans hjertes ønske at samles med de hellige i Zion og ikke være til byrde for nogen af hans rejsekammerater … Robert ønskede ingen almisser eller særbehandling.«13
Brødre og søstre, jeg stillede mig selv følgende spørgsmål: Hvorfor ville Gud, der mirakuløst havde reddet denne mand af stor tro fra ulvene og ørnene, tillade ham at dø ved vejkanten kun få dage senere?
Hans død var fyldt af stor afklarethed. I filmen, siger han kort før slutningen:
»Missionærerne fortalte mig, at jeg var betydningsfuld, og at jeg en dag vil blive storslået! …
Jeg har altid ønsket mig en stærk krop. Nu får jeg det. Når I kommer til Zion, så tænk på mig.«14
Med respekt for Robert Pierce, tænker jeg på ordene fra Paulus’ Brev til Hebræerne:
»Med troen i behold døde alle disse uden at have fået løfterne opfyldt; de havde kun set og hilst deres opfyldelse i det fjerne, og de bekendte, at de var fremmede og udlændinge på jorden
… De, der siger noget sådant, giver dermed til kende, at de søger et fædreland …
men nu var det et bedre fædreland, de længtes efter, nemlig det himmelske« (Hebr 11:13–14, 16).
I sidste instans indså Robert Pierce, at hans endelige destination var himmeriget, ikke Salt Lake-dalen.
Således gælder det samme for os alle. Herrens løfter sikrer os vores endelige destination. Vores personlige rejseplan varierer ifølge Guds indsigt. Vore omstændigheder kan ændre sig, uventede begivenheder kan finde sted, udfordringer vil opstå, men Herrens løfter til os sikres gennem vores trofasthed.
Søster Ann C. Pingree beskrev på vidunderlig måde, hvad det betyder at have tro på Herrens løfter. Hun begyndte med at citere ældste Bruce R. McConkie således:
»›Tro i dets fulde og reneste form kræver en urokkelig forsikring og … fuldstændig tillid til, at [Gud] vil høre vore bønner og skænke os vores anmodning‹ i hans egen tid. Når vi tror på det, kan vi også ›stå fast i troen‹ i dag og i morgen.«
Hun fortsatte:
»Det betyder ikke noget, hvor vi bor, eller hvordan vore individuelle forhold er. Vi kan hver dag med vores retfærdige levevis udvise en tro på Jesus Kristus, som overgår enhver jordisk smerte i hjertet, skuffelser og uopfyldte løfter. Det er vidunderligt at besidde en tro, som gør det muligt for os at se frem til den dag, ›når alt, som var lovet Guds børn, skal dem gives.‹«15
Mine brødre og søstre, omstændighederne i mit liv i dag er helt klart meget anderledes end det, jeg havde planlagt, da jeg var i jeres alder. Dog tror jeg ikke, at jeg nogensinde har været så lykkelig. Hvis nogen havde givet mig, som 20-årig, en beretning om mit liv op til nu, så tror jeg, at jeg uden tøven havde underskrevet på den stiplede linje!
Jeres fremtid er lige så strålende som jeres tro
Jeg vil gerne tale på vegne af Valérie og mig selv. Jo mere jeg tænker over vores liv, jo mere tror jeg på, at det, der har gjort forskellen, er, at vi i vores ungdom delte en fælles vision om evigt liv. Vi ønskede at begynde en evig familie. Vi vidste, hvorfor vi var på jorden, og hvad vores evige mål var. Vi vidste, at Gud elskede os, og at vi havde stor værdi i hans øjne. Vi havde stor tillid til, at han ville besvare vore bønner på hans måde og på et tidspunkt, som han fandt godt. Jeg ved ikke, om vi var rede til at acceptere hans vilje i alle ting, fordi det var noget, som vi skulle lære – og som vi fortsat skal lære. Men vi ønskede at gøre vores bedste for at følge ham og vie os selv til ham.
Jeg vidner med præsident Monson, at jeres »fremtid er lige så strålende som jeres tro.« Jeres lykke afhænger meget mere af de principper, I vælger at følge, end de ydre omstændigheder i jeres liv. Vær trofast mod disse principper. Gud kender og elsker jer. Hvis I lever i harmoni med hans evige plan, og hvis I har tro på hans løfter, så vil jeres fremtid stråle!
Har I drømme og mål? Det er godt! Arbejd med hjertes fulde styrke på at opnå dem. Lad så Herren gøre resten. Han vil lede jer, hvor I ikke kan lede jer selv; han vil gøre jer til det, I ikke selv kan gøre.
Acceptér hans vilje til alle tider. Vær rede til at gå, hvor han end beder jer om at gå, at gøre, hvad han end beder jer om at gøre. Bliv de mænd og kvinder, som han opdrager jer til at blive.
Jeg beder til, at I vil føle jeres himmelske Faders kærlighed i jeres liv, at I vil vide, hvorledes I kan have tillid til jer selv, som han har tillid til jer. Jeg beder til, at I altid må være trofaste, til alle tider og på alle steder. Jeg udtrykker min kærlighed til jer og min beundring og dybeste respekt for det eksempel og den styrke, som I er for hele verden.
Jeg vidner om, at dette liv er et vidunderligt øjeblik i evigheden. Vi er her med et vidunderligt mål for øje, at berede os på at møde Gud. Hans Søn Jesus Kristus lever, og hans forsoning er en uendelig kærlighedsgave, der åbner døren til evig lykke. Jesu Kristi Kirke eksisterer igen på jorden i sin fuldkomne form med Guds profet som leder. Det er en enorm glæde og et privilegium at tilhøre denne kirke. I Jesu Kristi navn. Amen.
© 2012 Intellectual Reserve, Inc. Alle rettigheder forbeholdes. Engelsk original godkendt: 5/12. Godkendt til oversættelse: 5/12. Oversættelse af We Are the Architects of Our Own Happiness. Danish. PD50039056 110