Hvad skete der så?

Rosemary M. Wixom

Primarys hovedpræsident

Glædelig jul!

Nu er julemåneden begyndt, og børn bringer julens magi ind i vores hjerte. Vi går glip af noget, hvis vi ikke ser julen gennem et barns øjne, for børn ser lysene, de hører musikken, og de indånder duften af juletræer og pebermyntestænger med sand forventning. Vi ser deres røde kinder og små næser presset mod butiksvinduerne, hvor de drømmer om juleaften, og deres små fingre tæller dagene, til det bliver den 24. december. Forældre tæller også dagene til den 24. december. De drømmer om at være parat til juleaften, mens de planlægger og skaber overraskelser for deres børn.

Da jeg var barn, syede min mor ofte en juleoverraskelse til mig og min tvillingesøster. Hun satte symaskinen op i sit soveværelse og begyndte en måned forinden på projektet, og hun var omhyggelig med at holde døren til soveværelset lukket, mens hun arbejdede. Efterhånden som juleaften nærmede sig, syede hun til langt ud på natten. Når tøjet var næsten færdigt, bortset fra at prøve det på os og og sy det til, udtænkte hun en plan for at sikre, at det var en overraskelse. Det er her, at bindene for øjnene kommer ind i billedet. Min mor gav os en af gangen bind for øjnene, tog os med ind i sit soveværelse og gav os tøjet på over vores hoved, idet hun sikrede sig, at vi stadig ikke kunne se noget. Det gik godt … bortset fra den ene gang, hvor telefonen ringede inde i det andet værelse.

Hendes afskedsord var: »Jeg kommer straks tilbage, og du må ikke kigge.« I spørger måske: »Hvad skete der så?«

Lad mig fortælle jer det. Det var en rød fløjlsbluse.

Lad mig fortælle, hvordan spørgsmålet »Hvad skete der så?« har en virkelig julebetydning.

Det skete en dag midt i september, at Amy Johnston, der var spejderleder i Gilbert i Arizona, benyttede sig af muligheden for at undervise en gruppe energiske otteårige drenge om Jesu fødsel. Hun følte sig tilskyndet til at fortælle sine spejdere om den første jul i stedet for den spejderaktivitet, hun havde planlagt. Hun samlede drengene rundt om sig på familiens stuegulv og læste adskillige skriftsteder, idet hun brugte billeder til at illustrere den hellige beretning om Maria og Josef, hyrderne, stjernen og Jesusbarnets fødsel i en stald i Betlehem.

Hun læste:

»Også Josef drog op fra byen Nazaret i Galilæa til Judæa, til Davids by, som hedder Betlehem …

for at lade sig indskrive sammen med Maria, sin forlovede, som ventede et barn …

og hun fødte sin søn, den førstefødte, og svøbte ham og lagde ham i en krybbe, for der var ikke plads til dem i herberget.

I den samme egn var der hyrder, som lå ude på marken og holdt nattevagt over deres hjord.

Da stod Herrens engel for dem, og Herrens herlighed strålede om dem, og de blev grebet af stor frygt.

Men englen sagde til dem: ›Frygt ikke! Se, jeg forkynder jer en stor glæde, som skal være for hele folket:

I dag er der født jer en frelser i Davids by; han er Kristus, Herren.‹«¹

Da hun talte om Jesu fødsel, bemærkede hun, at alle drengene lyttede delvist, men en dreng, John, lyttede opmærksomt efter. John var en balstyrisk dreng, der næsten aldrig sad stille, men da hun fortalte beretningen, lyttede han godt efter og spurgte så: »Jamen, hvad skete der så?«

Så fortalte hun drengene om Jesu barndom. Hun sagde: »Jesus var en dreng, ligesom dig. Han kunne godt lide at løbe og lege. Men han var også ›fyldt med visdom‹«.² Hun fortalte dem, at da Jesus var blot 12 år gammel, rejste han med sin familie til Jerusalem. Maria og Josef var på vej hjemad, da de opdagede, at deres søn ikke var sammen med dem. De vendte hurtigt tilbage til Jerusalem og fandt Jesus i templet, hvor han talte med lærde og lærere, der stillede han spørgsmål, og skrifterne fortæller, at alle, der hørte ham, »undrede sig meget over hans indsigt og de svar, han gav«.³

»Hvad skete der så?« spurgte John. Amy fortalte drengene om Jesu Kristi tjenestegerning, hvordan han var fyldt med Herrens Ånd. Vi læser i Bibelen, at han underviste de fattige i evangeliet, han udførte mirakler, han helbredte de blinde og de syge og han oprejste virkelig folk fra de døde. Han belærte om dette: »Elsk jeres fjender, gør godt mod dem, der hader jer.«⁴

John var tydeligvis berørt af det, der blev sagt, og ønskede at høre mere. Han spurgte igen: »Hvad skete der så?« Hun fortalte drengene, at nogle mennesker afviste Jesus og kunne ikke lide ham. De planlagde faktisk at slå ham ihjel. Hun fortalte disse små spejderdrenge om den første nadver, Getsemane have og hvordan Jesus blev korsfæstet og derpå opstod. Hun kunne mærke, at John ikke kendte disse historier, og han var ivrig efter at lære mere.

Hun følte derpå stærkt, at hun skulle stoppe op, nævne hver dreng ved navn og sige: »Jesus Kristus døde for dig.« John lyttede intenst, da hun talte til hver enkelt dreng. Så kiggede hun på ham og sagde: »John, Jesus Kristus døde for dig.« Han kiggede på hende og spurgte forundret: »Gjorde han det for mig?«

Amy sagde: »Ånden var stærk i vores stue den dag, hvor en dreng følte Helligånden for måske første gang.« Hun fortsætter: »Jeg ved ikke, hvad fremtiden rummer for John, hvis familie efterfølgende er flyttet væk. Men jeg beder til, at de frø, der blev plantet ved et spejdermøde to uger før jul, vil vokse, og en dag vil resultere i fylden af evangeliets lys.«

Når helligdagene er ovre, julelysene er taget ned, duften af gran er forsvundet i luften, og julemusikken ikke længere lyder i radioen, så kan vi, ligesom John, spørge: »Hvad skete der så?«

Det vidunderlige og storslåede ved julen er blot en begyndelse. Julen minder os om, at det barn, der blev født i Betlehem, har givet os et formål med livet, og det der så sker afhænger i høj grad af, hvordan vi tager imod vor Frelser, Jesus Kristus, og følger ham. Hver dag indbyder vi hans Ånd ind i vores liv. Vi ser lyset hos andre. Vi hører glæden i børns stemmer, som skaber håb og forventning til fremtiden. Vi søger efter at være sammen, at inkludere, at tjene og at opløfte, idet vi lærer, hvad det vil sige i sandhed at kende vor Frelser, Jesus Kristus. Vi ser os selv tælle dagene til begivenheder, hvor vi mest intenst føler hans påvirkning, for eksempel ved en babys fødsel, et barns dåb, en afsked med en missionær, et ægteskab, der forrettes i templet, og deltagelse i nadveren hver uge. Vi søger ham med kristuslignende og barnlig tro, og vi føler hans påvirkning.

»Hvis I ikke … bliver som børn, kommer I slet ikke ind i Himmeriget.«⁵

Det er en smuk plan, som vor Fader har skabt, og hvorigennem vi ved hans Søn, vor Frelser, Jesus Kristus, kan vende tilbage og leve sammen med ham og nyde alt det, som Faderen har, for det er det endelige svar på spørgsmålet: »Hvad skete der så?« Frelseren sagde: »[D]en, der modtager mig, modtager min Fader, og den, der modtager min Fader, modtager min Faders rige; derfor skal alt det, som min Fader har, gives ham.«⁶

At være parat til at modtage ham giver det at være parat til juleaften en helt ny mening.

John, hvor end du er, så har de levende apostle sagt: »Vi bærer højtideligt vidnesbyrd om, at [vor Frelsers] liv, der spiller en central rolle i menneskets historie, hverken begyndte i Betlehem eller endte på Golgata. Han var Faderens Førstefødte, den Enbårne Søn i kødet, verdens Forløser.«⁷

John, hans gave til os er det, der så skete.

Det er sandt, og han gjorde det for dig. Jeg bærer vidnesbyrd om denne storslåede sandhed i hans, Jesu Kristi, navn. Amen.