Frygt ikke, tro kun
Ældste Jeffrey R. Holland
De Tolv Apostles Kvorum
En aften med ældste Jeffrey R. Holland Tale til religionsundervisere i CES • 6. februar 2015 • Tabernaklet i Salt Lake City
Mine elskede kollegaer i Kirkens uddannelsessystem, tak for muligheden for at være sammen med jer. Som præsentationen omtalte, så er det lidt af en hjemkomst for mig. »I en fjern, fjern galakse for meget længe siden«1 påbegyndte jeg det, som jeg troede skulle være en livslang karriere i Kirkens Uddannelsessystem. Men nogen har sagt: »Hvis du ønsker at få vor himmelske Fader til at le, så fortæl ham om dine planer.« Mine planer, og det var de eneste arbejdsmæssige planer, jeg nogensinde havde, var, at jeg skulle være underviser i Kirkens Uddannelsessystem, aldrig vige fra religionsundervisningen, og at jeg skulle dø med et stykke kridt i hånden. Jeg er glad for at kunne sige, at jeg fik et par år i undervisningslokalet, men Brødrene blev ved med at udøve skadesbegrænsning ved at hive mig ud. Hvor om alting er, så skal I vide, at jeg stadig føler, at jeg er en af jer. Jeg er meget stolt over det, I gør for Kirkens unge og unge voksne, og jeg er meget taknemlig for de velsignelser, som Pat og jeg modtog, mens vi var sammen med jer i CES – og jeg ved, at jeg i aften taler langt ud over Tabernaklet i Salt Lake City til et globalt publikum. Det er utroligt, hvordan alt er vokset! Pat og jeg vil altid føle, at vi er »sammen med jer« – vi står side om side, skulder ved skulder – i den største sag af alle.
Jeg vil også i den ånd bruge et øjeblik på at takke det voksende antal, der har taget imod kaldelser til at tjene i CES på mange forskellige måder og i så mange dele af verden. Undervisere, tilsynsførende, administrative medhjælpere og hjælpere af enhver slags velsigner nu seminar, institut, Kirkens skoler og højere uddannelsesinstitutioner. Der er nok ikke nogen i denne store gruppe, der i højere grad fortjener vores respekt og vores påskønnelse end lærerne i tidlig morgen-seminar. Kære venner, i himlen er der en trone til jer! År efter år (for nogen årti efter årti!) forbereder I jer om natten, sætter vækkeuret til at ringe om morgenen, stønner, når det ringer, og så kører I enten ud i mørket eller åbner døren for en gruppe pyjamasklædte, ufriserede, og søvndrukne elever. Det er et helligt arbejde, som I udfører, og det er et troens skjold, som I og jeres forgængere i nu to tredjedele af et århundrede har givet til eleverne i morgenseminar. Og undervurder aldrig, hvad disse elever hører og føler på trods af deres ydre fremtoning. Tak til jer og dem for et af de mest bemærkelsesværdige eksempler på hengivenhed, der bliver udvist i denne kirke. Det er et program, der altid imponerer de ledere, forældre og administratorer fra andre trosretninger, der kender til tidlig morgen-seminar. Men jeg er kommet ud på et sidespor. Jeg vil gerne takke jer alle, hvor I end er, hvad I end gør. Om I er ansatte eller frivillige, i gymnasiet eller på universitetet og helt ned i folkeskolen, som vi stadig har et par stykker af.
Tillad mig nu at komme med endnu en vigtig hyldest. Jeg vil især takke de ægtefæller, der i aften over hele verden er sammen med os, uden hvem Kirkens Uddannelsessystem ikke kunne fungere. Søster Holland har været meget alvorligt syg og er stadig ved at komme sig, så hun er ikke i stand til at være sammen med os her i aften, men det gør det måske endnu mere passende at hylde hende og alle andre ægtefæller i systemet. Jeg ved, at det lyder som lidt af en kliche at sige: »Jeg ved ikke, hvor jeg ville være i dag uden hende«, men det er fuldstændigt sandt efter mere end 50 år med hendes vejledning, kærlighed og ufejlbarlige indflydelse på mig og på de vigtige beslutninger, vi har truffet sammen, herunder beslutningen om at undervise i Kirkens Uddannelsessystem. Jeg siger det til hende, som Mark Twain lod sin Adam sige om Eva: »Hvor end hun var, der var paradiset.«2
Så hustruer – og ægtemænd, hvor det er tilfældet – tak for jeres hengivenhed, jeres ofre, jeres eksempel og jeres tro. Ægtemænd – og hustruer, hvor det er tilfældet – vent ikke, til I er 74 år gamle og taler til CES-medarbejdere, med at takke jeres elskede for at muliggøre sådan et velsignet liv. Vær gode mod hinanden, vær lykkelige sammen og vær taknemlige for at have sådan en berigende måde at forsørge jer på.
Da denne opgave her i aften nærmede sig, bad jeg ældste Paul Johnson og bror Chad Webb om at bede nogle få af jer om at indsende spørgsmål eller kommentarer, så jeg kunne vide, hvad der ligger jer på sinde. Da jeg modtog kommentarerne, blev jeg overrasket over at se, hvor ofte frygt, bekymring eller usikkerhed blev nævnt. Det var mest elevernes frygt og bekymringer, men til tider var det jeres usikkerhed, der på en eller anden måde blev nævnt. Så for at skabe et tema her i aften, har jeg centreret mine tanker omkring en oplevelse fra Gordon B. Hinckleys ungdom. I husker den alle. I har sikkert fortalt jeres elever om den.
Da den unge ældste Hinckley nåede missionsalderen midt under den store depression i 1930’erne, var verden i en økonomisk krise, arbejdsløsheden hærgede med 35 %, og kun få missionærer drog ud. Gordon havde færdiggjort en bachelorgrad, og han var meget ivrig efter at studere videre og derefter på en eller anden måde finde et job. Hans mor var død kort tid forinden, og hans far var alene og stod over for datidens økonomiske pres.
Midt i disse bekymringer modtog Gordon et missionskald til England, der på det tidspunkt var den dyreste mission i verden, og der fandtes ikke en udligningsplan, som der gør i dag. Da han forberedte sig på at rejse og var bekymret over alle disse følelser og mulige problemer, gav hans far Bryant S. Hinckley ham stille et kort, hvorpå han havde skrevet blot fire ord: Der stod: »Frygt ikke, tro kun.«3
Jeg ved stadig ikke, hvorfor denne lille beretning, der blev fortalt for 20 år siden, har påvirket mig så dybt, men det har den. Med dette kortfattede råd fra Markusevangeliet 5:36 in mente siger jeg til jer og jeres elever: »Frygt ikke, tro kun.«4 Med kompromisløs tillid til Gud beder jeg jer om at mønstre al jeres selvtillid og opbygge selvtillid i jeres elever ved at undervise med overbevisning og optimisme i, at Jesu Kristi evangelium er det sikreste, mest urokkelige, mest pålidelige og den mest berigende sandhed på jorden og i himlen, både nu og i al evighed. Jeg beder jer om at undervise i, at intet – ikke noget, ingen eller nogen som helst påvirkning – vil afholde denne kirke fra at udføre dens mission og opfylde dens skæbne, som har været fastlagt, fra før verden blev skabt. Vi lever i en ufejlbarlig, ubønhørlig og uforgængelig uddeling af evangeliets fylde. Vore unge behøver ikke at være bange eller tøvende omkring sig selv eller over deres fremtid. Det, de skal, er at tro og gribe muligheden for at få mest ud af den fantastiske tid, vi lever i.
Det momentum, der begyndte i en lille skov i staten New York for to århundreder siden, vil fortsat rulle fremad, usvækket og ufornægteligt – Daniels sten, der blev revet løs fra bjerget, men ikke ved menneskehånd.5 Dette rige, som er baseret på hellig skrift, vil triumfere, og det vil sejre. Ulig enhver anden æra før os vil denne dispensation ikke opleve et institutionelt frafald. Vi vil ikke se et tab af præstedømmets nøgler, og vi kommer ikke til at lide under et ophør af åbenbaring ved den almægtige Guds røst. Enkeltpersoner vil falde fra, de kan vende det døve øre til himlen, men aldrig mere vil en uddeling gøre det kollektivt. Hvor er det en beroligende tanke! Sikke et fantastisk tidspunkt at være i live på! Sikke en måde at skære igennem frygt og uro.
Det er intet under, at profeten Joseph belærte om, at alle profeter, præster og konger »har med frydefuld forventning set hen til den tid, som vi lever i, og opfyldt af himmelske og glade forventninger har de sunget, skrevet og profeteret om denne vor dag … Vi er det begunstigede folk, som Gud har udvalgt til at frembringe de sidste dages herlighed.«6
Jeg elsker den erklæring, som alle CES lærere til stede kender. I har sikkert citeret den for jeres elever. Det håber jeg. Det fylder mig med »himmelske og glade forventninger.« Det gør mig også ydmyg, at det er vores uddeling, som Gud har begunstiget. Det er os, der skal frembring denne »sidste dages herlighed«,7 der omtales. Der hviler meget på vore skuldre, men det vil være en glorværdig og succesfuld oplevelse. Hvis nogle af jeres elever er urolige, eller hvis I er urolige, kan I forvisse hver og en om, at sejren i denne sidste kamp allerede er fastsat. Sejren står allerede i optegnelserne – i disse bøger, skrifterne!
Vi ved med sikkerhed, at hvis og når alt andet i de sidste dage er færdigt eller døende; hvis regeringer, økonomiske strukturer, industrier og institutioner hensygner; hvis samfund og kulturer bliver et hængedynd af kaos og usikkerhed, vil Jesu Kristi evangelium og Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige, der forkynder det for verden, ikke desto mindre fremstå triumferende. Den vil fremstå ren i Guds hånd, indtil Guds Søn selv kommer for at herske og regere som hærskarernes Herre og kongernes Konge. Intet er mere bestemt i denne verden. Intet er mere sikkert. Intet kunne være en bedre modgift til frygt. Som profeten Joseph erklærede, og som en hel generation af missionærer ivrigt fremsiger: Guds sandhed vil feje hen over hvert land og lyde i hvert eneste øre. Ingen uhellig hånd kan stoppe dets fremgang.8 Det er stadig sandt.
Som et forord til vor tids åbenbaringer sagde Herren urokkeligt:
»Disse befalinger … er sande og troværdige, og de profetier og løfter, som er i dem, skal alle blive opfyldt.
Hvad jeg, Herren, har talt, har jeg talt, og jeg undskylder mig ikke; og skønt himlene og jorden forgår, skal mit ord ikke forgå, men de skal alle blive opfyldt …
For se, Herren er Gud … og sandheden består for evigt og altid.«9
Og hvis der er nogle bump på vejen, mens vi venter på at se, at hvert eneste løfte bliver indfriet, og hver eneste profeti bliver opfyldt, så må det være sådan. Som den bemærkelsesværdige Eliza R. Snow skrev:
»Hvad hvis med gunst fra Herrens trone,
det bitre had i verden du må udholde?
Englene ønsker med velsignelse dig krone
Gå fremad, vær trofast, løftet Gud vil holde.
Gå fremad, vær trofast, løftet Gud vil holde.«10
Ånden skærer igennem forvirring som et tveægget sværd, som Guds sandhed altid er.11
Hvis I ikke har bemærket det, er jeg optimistisk omkring de sidste dage. Der er intet, jeg kunne have større tro på end Gud den evige Fader, hans Søn Jesus Kristus, deres forløsende evangelium og deres guddommeligt ledede kirke. Hvad er så vores pligt over for vore elever i alt det her? Vi skylder dem et tilsvarende vidnesbyrd og et liv, hvor de kan være »frimodige«.12 Frelseren bad om det så ofte, at jeg betragter det som en befaling. Men bekymringer og frygt, pessimisme og ærgrelse kan ødelægge enhvers gode humør – jeres og dem omkring jer. Så smil til verden, og sæt pris på hver dag i jeres liv! Overvej dette fra den unge, frygtsomme missionær, der nu taler ud fra rigtig mange års erfaring:
Præsident Gordon B. Hinckley: »Lad os ikke være bange. Jesus er vores leder, vores styrke og vores konge.
Dette er en tidsalder med pessimisme. Vi har en mission med tro. Mine brødre og søstre overalt, jeg kalder jer til at bekræfte jeres tro, til at bevæge dette værk fremad over hele verden. I kan gøre det stærkere ved jeres måde at leve på. Lad evangeliet være jeres sværd og jeres skjold. Vi er hver især en del af den største sag på jorden.«13
»Hvad hører vi i det evangelium, som vi har modtaget?« spurgte profeten Joseph. Og så svarede han: Vi hører »en glædesrøst! … glædelige tidender om godt …
Lad jeres hjerte fryde sig og være overordentlig glad.«14
Lad mig nævne nogle specifikke ting, som jeg tror, at I bør lære jeres elever at glæde sig over, og som de skal holde op med at frygte. Jeg vil for eksempel nævne det at blive gift, få en familie og bringe børn ind i denne verden. Vi i Kirkens præsiderende råd hører alt for ofte, og det gør I måske også, at mange af vore unge og unge voksne er skrækslagne for at blive gift. I ekstreme tilfælde kan de frygte, at verden lige om lidt ender i kaos og katastrofe – hvilket de ikke ønsker at medbringe en ægtefælle og et barn i. I mindre alvorlige, men mere almindelige tilfælde er de bange for, at verden bliver sværere, at det bliver for svært at få et job, eller at de skal færdiggøre deres uddannelse, være gældfrie, have en karriere og eje et hus, før de kan overveje et ægteskab.
Hold da helt op! Så ville søster Holland og jeg stadig ikke være blevet gift! Vi studerede begge på BYU for at få vores bachelorgrad, da vi blev gift. Ingen af vore forældre var i stand til at hjælpe os økonomisk. Vi kunne ikke forestille os al den videre uddannelse, vi stadig havde foran os, og tilsammen havde vi 300 US$ på vores bryllupsdag! Det var måske ikke den ideelle måde at påbegynde et ægteskab, men det har været et fantastisk ægteskab, og tænk, hvad vi var gået glip af, hvis vi havde ventet bare en eneste dag længere, da vi vidste, at ægteskabet var det rigtige. Selvfølgelig var der ofre, selvfølgelig var der rastløse dage og uger og måneder, og selvfølgelig var der nogle sene nattetimer. Men jeg skælver ved tanken om, hvad vi havde mistet, hvis vi havde ladet »os kue af vores frygt«,15 som præsident James E. Faust senere fortalte mig igen og igen, at jeg og alle andre aldrig måtte. Hvad hvis vi havde udskudt det i lang tid? Hvad ville vi være gået glip af?
Jeg mener stadig, at den bedste definition på ægteskabelig kærlighed kommer fra James Thurber, der ganske enkelt sagde, at »kærlighed er det, man går igennem sammen.«16 Jeg vil være evigt taknemlig for det, som Pat var villig til at gå igennem sammen med mig, fordi hun ikke mente, at jeg skulle være færdiguddannet og stå klar med bil og hus og karriere, før vi kunne gifte os.
Og vi ønskede at få børn så hurtigt, som vi kunne, hvilket i vores tilfælde viste sig ikke at være så nemt, som vi troede. Hvis vi ikke havde besluttet os for at få vores familie så hurtigt, som vi kunne, kunne vi rent faktisk være endt som et barnløst par, som nogle af vore venner og nogle af jer, uden nogen fejltagelser fra jeres side, har haft som jeres lod i livet. Det tog os tre år, før vi fik vores første barn, endnu tre før vi fik vores andet, og fire for at få det tredje. Det var så det. En spontan abort i det sidste trimester for vores fjerde barn lukkede den dør for os for evigt, så vi har glædet os over de tre børn, som vi har haft mulighed for at opdrage. Men hvordan ville vores liv have været, hvis vi havde ventet eller udskudt eller bekymret os unødvendigt over økonomien? Hvilke af vore børn ville vi aflevere tilbage? Hvilke minder eller kærlighed til eller oplevelser med dem hver især ville vi nogensinde skille os af med? Jeg gyser ved tanken.
Brødre og søstre, jeg tror, at vi er nødt til at begynde tidligere med at undervise vore elever om ægteskabets og familiens plads i den store plan for lykke. Hvis vi venter, indtil de har alderen til at blive gift, så er det alt for sent. Og jeg behøver ikke at fortælle jer, at den populære underholdnings sociale trend, dalende moralske standarder og »tomme indbildninger«17 ofte vil være i modstrid med den lærdom.
Det er fx alarmerende for os, at i de sidste 50 år er gennemsnitsalderen, hvor mænd bliver gift, steget fra 22 år til 28 år! Det er verdens tal, ikke Kirkens, men vi følger med tiden verden i mange af dens sociale trend. Tilføj yderligere de mange forskellige påvirkninger på de unge som den nemmere adgang til forskellige typer prævention, den moralsk ødelæggende stigning af pornografi, en øget afstandtagen til religiøse institutioner, den generelle søgen efter materielle goder, fremkomsten af den postmoderne tankegang med dens skepticisme, subjektivitet, og så ser man baggrunden for den angst og frygt, den opvoksende generation kan føle. Når den slags vinde blæser i deres liv, kan de blive skadet, før det voksne, ægteskabelige liv er begyndt.
Derudover er der så mange unge, jeg taler med, som frygter, at hvis de bliver gift, så bliver de endnu et tal i skilsmissestatistikken, at de bliver endnu en person, der tåbeligt kastede sig ud i ægteskabet for blot for at opdage, at der ikke var vand i bassinet. Sammensæt den mistro til et vellykket ægteskab med den tarvelige, modbydelige og ofte djævelske hånliggørelse af kyskhed, troskab og familieliv, som det ofte portrætteres i film og på fjernsynet, og vi har et problem.
Vi har et hårdt arbejde foran os for at beskytte og bevare både helligheden og lykken ved ægteskabet. I kan begynde ved i jeres eget liv at vise velsignelserne, belønningen og realiteten ved et lykkeligt ægteskab. Det betyder ikke, at I skal være naive omkring ægteskabet. Alle ægteskaber kræver arbejde, og det vil jeres også. Men som altid er de første og bedste lektioner for jeres elever lektioner fra jeres eget liv. I viser dem i ord og gerning, at jeres ægteskab og jeres familie betyder alt for jer, for det burde de – det skal de. Hjælp jeres elever til ikke at frygte, tro kun18 på ægteskabet i disse sidste dage. Lucifer vil gøre det sværere og sværere samtidig med, at det bliver vigtigere og vigtigere.
Nogle af jer kommenterede på andre bekymrende verdslige udfordringer – udfordringer, der medfører andre former for frygt og udfordrer vore unges tro på en nogle gange aggressiv måde. En af jer formulerede det sådan: »Det bliver sværere og sværere at undervise i Kirkens lære uden at fornærme elever, der er blevet overdrevent tolerante over for verdens synsvinkel. Hvordan forbliver vi tro mod lærdommene uden at fornærme vore elever?«
For det første mener jeg, at krænkelsen oftest kommer gennem, hvordan vi præsenterer lærdommen, snarere end selve lærdommen. Vores lære er ikke ny. Det er ikke sådan, at eleverne ikke med sikkerhed ved, hvad vores holdning vil være til stort set alle trendy overtrædelser, der finder sted. Så det, som en dygtig og opmærksom underviser eller leder eller forælder skal gøre, er at sikre, at vores beslutning om at være retfærdig ikke bliver opfattet som værende selvretfærdig, for vore elever vil være hurtige til at opfatte forskellen. Det er derfor, jeg siger, at vores måde, vores metode, vores holdning og medfølelse vil, når vore elever forstår det, gøre det muligt for os at være så ligefremme og faste, som vi må være i at forkynde Guds befalinger.
Derudover vil jeg bede jer om aldrig at tøve med at undervise i den sande lære, blot fordi I er bange for, at den kan støde nogen. I afsnit 50 i Lære og Pagter står der, at hvis vi underviser ved Ånden, og eleven modtager sandheden ved Ånden, så »forstår den, der prædiker, og den, der modtager, hinanden, og begge bliver opbygget og fryder sig sammen«.19
I sådan en samtale har I måske hørt elever sige noget i retning af det, som jeg har hørt dem sige, nemlig: »Jeg ved, hvordan vi bør leve, men skal vi påtvinge alle andre den standard eller den opførsel eller den overbevisning?« Og selvfølgelig er svaret på det: »Nej, vi påtvinger ikke andre standarder, opførsel eller overbevisning.« Men dette er Kirken, og vi har som CES-lærere indgået pagt om at undervise i standarder for opførsel, at vise den rette sti, at udstikke den sikre kurs, at rejse sandhedens banner for folkeslagene.
Samtlige undervisere her i salen husker den legendariske historie om bror Karl G. Maeser, der førte en gruppe missionærer over Alperne ved at følge nogle kedeligt udseende pinde, der var anbragt på vigtige steder på ruten og markerede den sikre vej. Pindene så ikke ud af meget. De var alle lidt bøjede, og nogle var vejrbidte og slidte, ikke noget at skrive hjem om. Men deres placering, den kurs, de udstak, og det stille budskab, som deres tilstedeværelse vidnede om, var forskellen mellem liv og død. Det, bror Maeser lærte den dag, var, at disse pinde var lige som de præsiderende brødre i Kirken; nogle er høje, nogle korte, og i en skønhedskonkurrence ville de ikke vinde, men følges deres sti, er det den sikre sti.20 Min pointe for jer her i aften er, at det er, hvad al sand lærdom (hvilket Brødrene underviser i) gør for os alle hver eneste dag. Nogen skal sætte disse vejledende lærepinde op. Nogen skal sige: »Her er sandheden, og her er sikkert.« Nogen skal vejlede dem, der rejser ad snævre, ofte farlige stier for måske første gang, som mange af vore elever fra 14 år og op til universitetsalderen vil gøre. I Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige er I meget prominente blandt dem, som Gud har bedt om at markere stien til frelse.
Så vi må omhyggeligt og kærligt fortælle den enkelte elev eller samfundet om denne sikre kurs, denne sommetider snævre sti til sandheden, det faste fundament, det sikre fodfæste, hvor de, der står derpå, ikke kan falde. Og en elev kan ikke stå på en sådan sikker grund, hvis han eller hun ikke ved, hvor den er, og de kan ikke vide, hvor den er, medmindre forældre, ledere og undervisere som jer leder dem til den og vandrer sammen med dem.
Et fast fundament? Den sikre vej? »Det er på klippen, vor forløser, som er Kristus, Guds Søn,«21 at vi hver især, både ung og gammel, skal bygge. Hvorfor? Af hvilken årsag? »Så når Djævelen udsender sine mægtige vinde, ja, sine pile i hvirvelvinden, ja, når alle hans hagl og hans mægtige uvejr skal ramme jer [og jeres elever og jeres samfund og jeres egne håb og drømme, at han, Djævelen,] ingen magt skal få over jer til at drage jer ned i elendighedens og den uendelig jammers kløft på grund af den klippe, som I er bygget på, som er en sikker grundvold, en grundvold, hvorpå menneskene, hvis de bygger derpå, ikke kan falde.«22
Den styrke, brødre og søstre, understøtter vores holdning til samtlige spørgsmål, der kan og ofte vil opstå, efterhånden som værket skrider fremad, til lærdomme, fortiden eller Kirkens fremgangmåder. I har hørt disse spørgsmål. De er ikke nye. De kom første gang i omegnen til Palmyra, da den 14-årige Joseph første gang fortalte om sit himmelske syn, og de fortsætter i en eller anden form den dag i dag. Vi har for nylig behandlet omkring et dusin af disse spørgsmål i en serie essay, hvor vi ønsker at være både præcise og åbne inden for troens rammer. Ikke alle evangeliske spørgsmål har svar – endnu – men de kommer.
I mellemtiden har jeg et spørgsmål. Hvilket tænkeligt spørgsmål til historiske begivenheder, lærdomme eller fremgangsmåder kunne nogensinde dukke op blandt nogen gruppe, der ville overskygge eller ophæve ens helhjertede overbevisning om Faderens barmhjertige frelsesplan, hans enbårne Søns fødsel, tjenestegerning, forsoning og opstandelse, virkeligheden af den første åbenbaring, gengivelsen af præstedømmet, modtagelsen af guddommelig åbenbaring, både personligt og for hele Kirken, den sjælsændrende ånd i Mormons Bog, vores ærefrygt overfor tempelbegavelsen, vore egne personlige oplevelser med virkelige mirakler og så videre og så videre? Er det ikke et godt spørgsmål! For mig er det et mysterium, hvordan disse majestætiske, evige og primære sandheder, der er så centrale for storheden af hele evangeliets budskab, kan tilsidesættes eller fuldstændig afvises til fordel for en besættelse af anden-, tredje- eller fjerderangs puslespilsstykker af helheden. Det er for mig med ord, der tilskrives Edith Wharton, blot at sidde fast i noget uvæsentligt.
Jeg anerkender helt klart de helt legitime spørgsmål hos mange, der er fuldstændigt ærlige i hjertet. Jeg anerkender også helt klart, at alle har et spørgsmål eller to, der endnu ikke er besvaret. Alligevel håber vi for skeptikeren, den troende og alle ind imellem, at ydmyghed, tro og Helligåndens indflydelse altid må være elementer i enhver søgen efter sandhed, at fundamentale sandheder altid må være referencepunkter i den søgen, og at alle andre spørgsmål, der måske stadig skal løses, forfølges »ved studium og også ved tro.«23 Når dagen går på hæld, må vi alle skelne mellem de større og de mindre elementer i vores vidnesbyrd. For mig omfatter de store søjler disse majestætiske sandheder, der blev nævnt tidligere, deres uerstattelige centrale betydning i mit liv og erkendelsen af, at jeg ganske enkelt ikke kunne leve, ikke fortsætte uden dem eller uden de velsignelser, jeg har kendt, eller uden de løfter, som vi alle har fået i Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige.
Så når vi taler om spørgsmål, så skriv dette fra apostlen Paulus tværs henover tavlen i jeres sind og indprent det i jeres elevers hjerte: »Hvad så, når nogle af dem var troløse? Vil deres troløshed så ophæve Guds trofasthed?«24 Svaret dertil er »Nej«! Ikke i mit liv! Ikke, mens jeg lever! Ikke for mig og mit hus! Ingens vantro har eller kan eller vil – nogensinde – annullere min tro på Gud, min kærlighed til Kristus, min hengivenhed over for denne kirke og dette sidste dages værk. Sandheden af dette sidste dages evangelium er i kraft og vil forblive i kraft, så længe som solen skinner, og floderne løber ud i havet, og for evigt efter det. Gå ikke glip af disse velsignelser!
Når jeg siger dette, tilføjer jeg vidnesbyrdet fra den unge studerende, som vi tidligere citerede, som voksede op og blev Kirkens præsident. Det efterfølges af vidnesbyrdet fra hans forunderlige efterfølger, vores egen elskede præsident Thomas S. Monson.
Præsident Gordon B. Hinckley: »Gud står ved roret. Tvivl aldrig på det. Når vi står over for modstand, vil han åbne en udvej, hvor der ikke synes at være nogen …
Lad ikke nogen utilfreds røst forstyrre jer. Lad ikke kritikerne bekymre jer. Som Alma sagde for længe siden: ›Og betro heller ikke nogen at være jeres lærer eller tjener, medmindre han er en gudsmand, der vandrer på hans veje og holder hans befalinger‹ (Mosi 23:14).
Sandheden findes i denne kirke … Som salmisten sagde: ›Han, som bevarer Israel, falder ikke i søvn, han sover ikke‹ (Sl 121:4).
Han, der er vor Frelser, sover ikke, når han våger over sit rige.«25
Præsident Thomas S. Monson: »Jeg vidner for jer om, at de lovede velsignelser vil overgå alt. Selv om sorte skyer samler sig, selv om regnen vælter ned over os, så vil vores kundskab om evangeliet og vores kærlighed til vor himmelske Fader og til vor Frelser trøste og styrke os og bringe glæde i hjertet, når vi vandrer retskaffent og holder befalingerne. Der er intet i denne verden, der kan besejre os.
Mine elskede brødre og søstre, frygt ikke. Vær ved godt mod. Fremtiden er lige så strålende som jeres tro.«26
Med denne overbevisning i mit hjerte og evig taknemlighed i min sjæl for sandheden af det gengivne Jesu Kristi evangelium vil jeg gerne slutte ved at gentage mig selv med det råd, som Gud har givet os mere end 100 gange i skrifterne, om ikke at frygte, men at være ved godt mod. Det er mit budskab til jer og det budskab, som jeg beder jer om at viderebringe til jeres elever.
»I er små børn, og I har endnu ikke forstået, hvor store velsignelser Faderen har … beredt til jer.«27
»Frygt ikke … for I er mine; og jeg har overvundet verden, og I er af dem, som min Fader har givet mig«.28
»I kan ikke bære alt nu; vær alligevel ved godt mod, for jeg vil lede jer frem. Riget er jeres, og dets velsignelser er jeres, og evighedens rigdomme er jeres«.29
»Derfor er jeg midt iblandt jer, og jeg er den gode hyrde og Israels sten. Den, som bygger på denne klippe, skal aldrig falde.
Og den dag kommer, da I skal høre min røst og se mig og vide, at jeg er.«30
Den velsignelse, som verdens Frelser udtalte, gentager jeg her i aften og udtaler den over jer hver især, som om mine hænder var på jeres hoved. Ligesom Gud er mit vidne angående guddommeligheden af dette værk, ligeså er jeg hans vidne om det. Dette er sandheden. I denne kirke er I og jeg engageret i det forløsende og fremskyndte værk i Jesu Kristi evangelium. Læren er her, ordinancerne er her, åbenbaringerne er her, fremtiden er her. Det er den eneste rigtige og sikre sti at følge for Guds børn, herunder hans undervisere i CES og deres elever. Jeg fryder mig ved privilegiet om at kunne gå frem side om side med jer på en så fast, sikker og hellig grund. »Frygt ikke, tro kun.«31 I Jesu Kristi navn. Amen.
© 2015 Intellectual Reserve, Inc. Alle rettigheder forbeholdes. Engelsk original godkendt: 14/12. Godkendt til oversættelse: 14/12. Oversættelse af »Be Not Afraid, Only Believe«. Danish. PD10053224 110