Undervis i sandhed på kærlighedens sprog
Årlig oplæringstransmission for S&I 2021
Tirsdag den 19. januar 2021
Søstre og brødre, det har været en fantastisk mulighed for at lytte og lære! Jeg ved ikke, hvor mange der lytter med til dette møde, men må jeg udtrykke min store taknemlighed til hver enkelt af de næsten 56.000 kaldede seminar- og institutlærere og de flere end 2.200 lærere ansat i CES til at undervise denne meget vigtige gruppe – den opvoksende generation! Takket være jeres hengivne tjeneste og heroiske indsats vælger mange af vores dyrebare unge og unge voksne at være trofaste og forblive på pagtens sti. Den åndelige undervisning og de erfaringer, som I bidrager med, er af så kritisk betydning for at opbygge deres vidnesbyrd. Og jeg retter en særlig anerkendelse og ros til de ubesungne helte: Ægtefællerne til disse lærere. Uden jeres stabile følelsesmæssige, åndelige støtte i hjemmet, ville dette værk aldrig lykkedes. Så en kæmpe tak til jer alle, fra mit hjertes bund, midte og top!
I begyndelsen af et helt nyt år – som vi alle håber bringer en smule optimisme eller måske blot et lettelsens suk fra det sidste år – er det godt med friske øjne at se på, hvad vi gør. Vi ønsker selvfølgelig alle at være professionelle i vores arbejde, men mest af alt higer vi efter at skabe en positiv forskel i vores elevers liv.
Når I arbejder med den opvoksende generation, ønsker I at hjælpe jeres elever til at forstå deres guddommelige oprindelse, deres formål i livet på jorden, og hvem de kan blive. Jeres dybeste ønske er at hjælpe dem til at hæve sig op til deres guddommelige potentiale. Det officielt udtrykte formål for seminar og institut omfatter at få eleverne til at lære om og stole på Jesu Kristi lære og forsoning og forberede dem til præstedømmeordinancerne i templet og evigt liv. Når I arbejder på at opfylde disse formål, styrker I deres forsvar mod »Modstanderens … brændende pile«,1 såvel som styrker dem til at blive trofaste sidste dages hellige, som ser frem til Frelserens komme. I hjælper dem til at forberede sig til deres fremtidige roller i familien, Kirken og lokalsamfundet som retskafne ledere og eksempler på det gode.
Da jeg tænkte over, hvilke emner der kunne være nyttige i dag, tænkte jeg på den ufattelige velsignelse ved, at seminars læseplan er blevet koordineret med Kom og følg mig, og på den styrke, det kan blive for unge og deres familie. Jeg tænkte på de unge voksne, som er flyttet hjemmefra, og hvordan en »hjemmebaseret« tilgang til studiet af evangeliet i institut kan gælde for dem. Og jeg tænkte på, hvordan man kan gøre undervisningen relevant for unge og unge voksne. Efter nogen overvejelse konkluderede jeg, at I ved at søge jeres egen åbenbaring og rådføre jer med andre lærere og administratorer kan finde svarene på opnåelse af disse »sådan«-spørgsmål.
I stedet vil jeg gerne fokusere på et par principper. Principperne, jeg gerne vil drøfte, er i kategori med »Hvad jeg ville ønske, jeg vidste, da jeg var seminarlærer.« Jeg tjente i seks år som lærer i tidlig morgen-seminar, og det var en storslået mulighed og velsignelse. Menigheden, hvor jeg underviste, omfattede en stor gruppe studerende, som gik på 10 forskellige high school. De var spredt geografisk, men forenet i et fællesskab. Jeg ville ønske, at jeg kunne sige, at jeg var en fremragende lærer, men jeg kan sige, at jeg lærte et par ting i løbet af de år, og jeg vil gerne dele to af dem med jer.
Det første princip, jeg lærte, er at give eleverne åndeligt »kød«. De unge og unge voksne i disse sidste dage har behov for evangeliets åndelige »kød« for at kunne besvare de vanskelige spørgsmål, der opstår, og kunne hjælpe dem til at modstå det pres, der kan trække dem bort fra pagtsstien. De kan klare det. De har brug for det! Vi må afse tid til at bede og forberede os – ikke blot med undervisningsmaterialer, men også afse tid til at lære eleverne at kende, så vi kan forstå, hvad de har brug for, og derefter vide, hvad vi kan bruge af det, vi har forberedt. Vi kan besvare opfordringen: »For jeg var sulten, og I gav mig noget at spise.«2 Lad mig komme med nogle eksempler.
Da jeg som teenager gik til seminar på USA’s østkyst, var menighedens medlemmer spredt over et stort område. Der var kun to andre elever på min meget store high school, som var medlemmer af Kirken, ud over mine søstre. De negative påvirkninger i samfundet var betragtelige. Det var en tid med urolige og splittende begivenheder, herunder uroligheder i byerne forværret af konflikter med autoritetsfigurer, udbredte raceuroligere, krige på den anden side af jorden og protester mod krig hjemme. En livsstil med »fri kærlighed«, omfattende brug af hash og narkotika, som ændrede sindet, skabte omgivelser, som fejrede individualisme og bevidst fremelskede opgivelsen af moralske normer. Politiske mord og vidt forskellige meninger om, hvordan samfundet skulle fungere, ledte folk til voldsomt konkurrerende holdninger. Det omvæltende årti endte til sidst positivt, da det første menneske landede på månen.3 Lyder noget af dette som de sociale omgivelser, vores unge og unge voksne står over for i dag?
For mig var high school begyndelsen på en tid med opdagelse og med at træffe valg i en større verden end mit hjem og min familie. Jeg mødte mange verdslige filosofier, og jeg begyndte at tvivle på sandheden af alt det, jeg var blevet undervist i af mine trofaste forældre og lærere i Kirken i min barndom. Min første seminarlærer var søster Thomander, en gråhåret og kontant kvinde med en bred erfaring i Kirken og med et stort vidnesbyrd om evangeliet. Hun udfordrede os til at læse hele Mormons Bog det år og til at komme forberedt hver dag til at drøfte det, vi havde læst.
Søster Thomanders tankevækkende og inspirerende undervisning i læren påvirkede mit vidnesbyrd voldsomt. Jeg vidste uden skygge af tvivl, at hun vidste, at Kirken var sand, for hun kom velforberedt på at forklare meget tydeligt de vers, vi læste, og hun vidnede om disse sandheder. Det var tydeligt, at hun brugte tid på at forberede sig til at dele det, hun følte ville virke bedst. Jeg husker ingen lege, fester eller lækkerier, men jeg husker, at jeg blev åndeligt udfordret og åndeligt opløftet og åndeligt mættet hver dag. Hver eneste lektion var ikke festfyrværkeri, men hver eneste dag var bekræftende, når hun med tålmodighed og tilskyndelser besvarede de oprigtige spørgsmål, som eleverne stillede. Hendes direkte opfordring og høje forventninger medførte en forskel i mit liv, som var umålelig. Søster Thomander er én person, som jeg ønsker at møde og takke, når jeg kommer på den anden side af sløret!
Som kontrast til det år var der et andet, hvor jeg gik i en ældre klasse. Seminarlæreren var sjov og venlig, men sjovt nok følte jeg ingen reel kontakt. Ugerne gik, hvor han underviste i materialet på en meget overfladisk måde. Det var tydeligt, at eleverne ikke tog ham alvorligt; de ældre piger lagde neglelak, mens de sad på bageste række, samtidig med at drengene lavede sjov med hinanden, og resten af os sendte sedler frem og tilbage for at underholde os selv. Selv om vi var ret sikre på, at han havde et vidnesbyrd om evangeliet, for han var en hjemvendt missionær, så lærte vi ikke at stille lærdomsmæssige spørgsmål, for hans svar var ofte lemfældige eller vage, og vi var ikke sikre på, om han kunne eller ville besvare dem. Seminar tjente stadig et vigtigt social formål, men det var ikke en åndelig oplevelse.
I kender Paulus’ spørgsmål i Første Korintherbrev: »Og hvis trompeten giver en uklar lyd, hvem vil så ruste sig til kamp?«4 Som lærere i evangeliet for den opvoksende generation må vi »lyde som en klar trompet.« I Det Gamle Testamente var trompeten en shofar, et vædderhorn, som har en enkel, let genkendelig lyd. Den blev brugt til at kalde Herrens folk sammen til gudstjeneste, til at advare om kommende fare og til at signalere instruktioner i krigstid. Under slag i gamle dage skabte støj og krigslarm kaos. Hvis lederen ikke klart kunne kommunikere med sine tropper, stod hæren over for et sikkert nederlag. Derfor fandt man på at bruge en »klar trompet«. Hver eneste soldat var trænet i at genkende lyden, så selv i øjeblikke med stor forvirring ville alle vide, at de skulle gå fremad eller trække sig tilbage, angribe den venstre flanke eller den højre.5
Søster Thomander var den trompet for mig. Vi må være den trompet, den pålidelige bekræftende røst om evige sandheder i en tid med hastigt forandrende og stadigt ændrende værdier i verden. Vi må fortælle vores elever sandheden og hjælpe dem til at forstå hvorfor lige så meget som hvad. Vi kan gøre det »i mildhed og sagtmodighed,«6 men vi må gøre det. En seminarlærer formulerede det engang sådan: »Vi blæser ikke i trompeten direkte ind i nogens øre, men lader heller ikke budskabet lyde indiskret, lyden bør være sikker og vist og i en ren tone.«7 Da jeg underviste i mine egne seminarklasser lærte jeg, at ja, de unge nyder sjove indlæringsaktiviteter og det nødvendige sociale samvær med deres jævnaldrende, men de hungrede også efter virkelige svar på evangeliske spørgsmål og praktiske forslag til, hvordan man anvender evangeliske principper i deres liv.
Det andet princip, som jeg fandt afgørende, er at vise kontakt med ægte omsorg. Hvordan får vi kontakt med vores elever på måder, som er passende og meningsfulde? Sproget kan bestemt gøre en forskel. Hvis jeg fx prøver at tale q’eqchi’ til elever, som kun forstår tagalog, vil det ikke lykkes ret godt for mig at formidle budskabet. Heldigvis er der to internationale sprog, som alle unge og unge voksne forstår: Åndens sprog og kærlighedens sprog.
Det første sprog, Åndens sprog, genkendes af alle, som søger efter sandhed. Som ældste Joseph B. Wirthlin har sagt: »Der er ingen sprogbarrierer i Kirken. Der findes en stor kraft, som overstiger kraften i de budskaber, der alene overleveres ved ord, og det er kraften i de budskaber, som Ånden sender til vores hjerte … uden hensyn til sprog eller dialekt. Den er en universal budbringer til alle som lytter.«8
Ånden kommunikerer til hjertet. Paulus mindede de hellige i Rom derom: »Ånden selv vidner sammen med vores ånd om, at vi er Guds børn.«9 Når vi søger efter, lytter til og følger Helligåndens tilskyndelser, vil vi modtage inspiration om, hvordan vi gennem Ånden skal tale til vores elever på en måde, så de forstår. God forberedelse ved anvendelse af undervisningsmaterialer udarbejdet af inspirerede forfattere hjælper os til at forblive baseret på grundlæggende lære, som vi ved har størst kraft til at forandre hjertet og livet. Det vigtigste er at søge personlig åbenbaring om, hvad I skal sige, og hvordan I fortæller det, I har forberedt. Åndens sprog vil kommunikere langt mere, end I kan sige.
Det andet sprog, som vil hjælpe med skabe kontakt til elever, er kærlighedens sprog. Kærlighed, fordi det også har guddommelig oprindelse, taler også fra hjerte til hjerte. Apostlen Johannes, et øjenvidne om Frelseren, delte denne enkle sandhed: »Vi elsker, fordi han elskede os først.«10 Det samme er sandt i forholdet mellem mennesker. I har hørt vendingen, at »folk er ligeglad med, hvor meget du ved, indtil de ved, hvor meget du holder af dem.«11 Som lærere vil vores langsigtede påvirkning være direkte påvirket af den kristuslignende kærlighed, vi har til vores elever.
I kender sikkert begrebet »kærlighedssprog.«12 Det er måder at udtrykke kærlighed på, som vil blive forstået og accepteret af andre, afhængig af deres personlighed og påvirkningen fra deres hidtidige erfaringer. Forskellige personer kan reagere hurtigere på en type af kærlighedssprog end andre, men alle elever vil genkende jeres oprigtige interesse på mindst en af de tre måder, jeg vil tale om i dag.
En type af kærlighedssprog er bekræftende ord. Det er vendinger, der opmuntrer og opløfter som fx »Du kan gøre det«, »Du gør virkelig fremskridt« eller »Jeg er stolt af dig for at arbejde så hårdt.« Disse ord kommunikerer til en elev, at han eller hun er værdsat og egnet. Frelserens blide bekræftelse af George Miller, der er nedskrevet i Lære og Pagter, er et storslået eksempel på denne type kærlighedssprog. Jesus Kristus beskriver ham som en mand »uden svig« og fortsætter med at sige om ham, at »ham kan man sætte sin lid til på grund af hans hjertes retskaffenhed; og på grund af den kærlighed, som han nærer til mit vidnesbyrd, elsker jeg, Herren, ham.«13 De fleste af os ville nok ikke huske dette tidlige medlems navn, men jeg kan kun forestille mig, hvordan disse bekræftende ord må have styrket Georges vidnesbyrd om det gengivne evangelium såvel som hans kærlighed til sin Frelser.
Nogle af de mest kraftfulde ord er »Tak« og andre udtryk for påskønnelse. Som en observant og kærlig lærer for unge eller unge voksne kan I lægge mærke til enkle ting, som en elev gør for jer eller for andre i klassen, eller lytte til gode ting, som I hører om dem på skolen eller i lokalsamfundet, og udtrykke jeres påskyndelse. At sende en besked til en elevs forældre om noget positivt, I har bemærket om deres teenager, styrker også elevens følelse af præstation og selvværd. Alle disse typer af bekræftende kommentarer opbygger og styrker forhold, styrker følelsen af ægte omsorg mellem lærer og elev, hvilket derefter fremmer Åndens indflydelse i deres liv.
Et andet kærlighedssprog er tjenestegerninger. At være forberedt med åndeligt opløftende og oplysende materiale hver dag er en fantastisk gerning af tjeneste og kærlighed! Jeres gave af tid og indsats anerkendes måske ikke altid af de unge til dagligt, men over tid vil deres åndelige opmærksomhed tage til, og de vil prise jer,14 som jeg gør om min søster Thomander.
Lad mig fortælle, hvordan to lærere demonstrerer deres kærlighed gennem tjenestegerninger. En seminarlærer i Zimbabwe blev kaldet, lige før den verdensomspændende pandemi ramte. Eleverne var begejstrede ved at mødes hver dag før skole og var lige blevet vant til mødeplanen, da de ikke mere kunne mødes personligt. Læreren stod med et dilemma: De fleste af eleverne havde ikke adgang til internettet i hjemmet, så en online-klasse var ikke mulig. Så for at sørge for at hendes elever modtog daglig åndelig næring, begyndte hun at skabe lektioner med skriftsteder, tankevækkende spørgsmål, memes og videoer, som hun sendte til dem hver dag via WhatsApp, en let tilgængelig social platform for hendes elever. Hendes elever fik »næring ved Guds gode ord«15 selv i denne tid med social distance.16 De anerkender og påskønner disse tjenestegerninger som et udtryk for hendes kærlighed. De reagerer med deres egne åndelige tilskyndelser og ser ivrigt frem til deres daglige dosis af åndelig vejledning og opløftning baseret på skrifterne.
En lærer i Norge har den modsatte udfordring. Hendes klasser foregår kun online, fordi hendes elever bor spredt ud over landet. Men stadigvæk, uanset hvor hun rejser i verden, eller hvad klokken er, hvor hun befinder sig, er hun parat til at undervise disse elever i tidlig morgen-seminar med kærlighed og ægte interesse. På trods af den store afstand mellem hende og dem – hvor hun sjældent ser dem personligt – ved hun noget om den enkeltes personlighed og interesser. Uanset om hun ser deres ansigter på billedet eller ej, byder hun dem velkommen og beder om deres bidrag. Hun giver dem et varmt og trygt sted, hvor eleverne uden frygt eller følelse af utilstrækkelighed kan stille spørgsmål. Hun giver dem en righoldig næring af åndelig føde, komplet med hyppige muligheder for at høre hendes vidnesbyrd om evangeliets principper, og hun opfordrer dem til at fortælle om deres egne åndelige erfaringer.17 Ligesom jer taler disse lærere kærlighedens sprog gennem deres gerninger med hengiven tjeneste.
Det sidste kærlighedens sprog, som jeg vil tale om, er at give kvalitetstid. At gøre klassetiden så værdifuld, som I kan – fokuseret på åndelige oplevelser – er en gave, som bliver ved med at gavne. Frem for at bruge tid på spil, der blot er sociale, eller bruge væsentlig tid på at forberede et omfattende uddelingsark, som måske efterlades på gulvet, når eleverne går, bør jeres fokuserede opmærksomhed være rettet mod at involvere eleverne i at lære, hvordan man genkender Ånden og anvender evangeliet i deres liv. Det vil give størst udbytte. Når I besvarer spørgsmål med meningsfulde og tankefulde svar, vil jeres indsats kommunikere kærlighed på en utvetydig måde. Værdsættelse af elevernes bidrag – respektfuldt lytte til deres kommentarer og spørgsmål og svare med en bekræftende kommentar – vil hjælpe eleverne til at vide, at I er mere interesserede i deres bekymringer og behov end i at være fokuseret på at præsentere det materiale, som I absolut skal gennemgå den dag. At være villig til at forlade emnet for at besvare et spørgsmål om noget helt andet eller blot at gentage et enkelt svar på en anden måde, indtil begrebet endeligt er forstået, kommunikerer jeres oprigtige ønske om deres åndelige og personlige udvikling – med andre ord kommunikerer det jeres kristuslignende kærlighed.
I en anden sammenhæng var en af de største velsignelser for mig som seminarlærer at kunne studere og lære mere om evangeliet af de fremragende materialer, som Kirkens Uddannelsessystem leverer. Imidlertid var formålet med det studium at være fuldt ud forberedt på at give eleverne det, de behøvede, ikke begejstret at kunne tale vidt og bredt om de personlige opdagelser, som jeg gjorde. I har været og vil fortsat være velsignet af jeres mulighed for at lære og undervise i evangeliet i seminar og institut, men jeres elever vil være endnu mere velsignet af jeres fokus på deres læring end på jeres egen.
Og fra en lærer i tidlig morgen-seminar til jer alle: Jeg forstår vanskelighederne ved at jonglere med familiens behov, arbejde og forpligtelser i lokalsamfundet. Jeg forstå udfordringen til at finde tid nok til at forberede sig – og finde tid nok til at sove – med alt andet, som ligger på jeres bord! Jeg vidner om at Herren vil hjælpe jer, når I beder, søger og banker på. Når I beder, studerer og handler på de tilskyndelser, I modtager, vil I blive i stand til at give jeres dyrebare elever evangeliets kød – den åndelige næring, de behøver for at blive de ledere, fædre og mødre, som de ønsker og må blive i disse sidste dage. I vil kunne kommunikere sandhed gennem Åndens sprog og kærlighedens sprog. I vil kunne opnå kontakt med ægte interesse, ved at demonstrere den kærlighed, som vor himmelske Fader og Jesus Kristus har til dem, gennem jeres bekræftende ord, tjenestegerninger og kvalitetstid, som I tilbringer med at lytte til og besvare deres søgende spørgsmål.
Må I fortsat undervise i sandheden og vise kærlighed på måder, der vil opbygge vidnesbyrd om Jesu Kristi evangelium hos den opvoksende generation. Må I søge at forberede dem til at opfylde deres guddommelige potentiale, når de indsamler Israel i disse sidste dage er min inderlige bøn og opfordring.