36:34

Vision og balance

Ældste Gary E. Stevenson fra De Tolv Apostles Kvorum og søster Lesa Stevenson.

Verdensomspændende foredrag for unge voksne • 2. maj 2021 • Pioneer Center

Ældste Gary E. Stevenson: Mine kære unge søstre og brødre, Lesa og jeg er så glade for at byde jer velkommen til dette verdensomspændende foredrag for unge voksne. Lad os begynde med at overbringe en oprigtig og varm hilsen fra præsident Russell M. Nelson og Det Første Præsidentskab. De elsker jer, vi elsker jer, og sammen ærer og støtter vi dem.

Søster Lesa Stevenson: Nuvel, vi er her på et enestående og helt særligt sted i vores historie som sidste dages hellige. Og jeg mener helt bogstaveligt talt »sted«.

Ældste Stevenson: Vi er her i det nyindviede Pioneer Center ved siden af monumentet i This Is the Place Heritage Park ved foden af bjergene øst for Salt Lake City i Utah – stedet, hvor man mindes præsident Brigham Youngs vidtrækkende erklæring: »Dette er stedet,«¹ efter deres udmattende rejse med det første pionerkompagni for næsten 175 år siden.

Søster Stevenson: Udslidte og forhutlede flygtede disse første sidste dages hellige fra voldsom forfølgelse for at slå sig ned i denne dal i vildmarken. Forestil jer det syn af Salt Lake-dalen, der ventede dem. Et helt åbent ørkenområde med ørkenbuske vidnede om, at det ikke ville blive let at slå sig ned her.

Ældste Stevenson: De blev imidlertid styrket af et helt ufatteligt himmelsk syn, der blev understøttet af Esajas’ profeti fra Det Gamle Testamente om, at Herren ville rejse et »banner for et folk.«² Disse trofaste hellige kunne atter opleve fred og et formål med en højt hævet evangelisk vision langt højere end de bjergtoppe, de måtte bestige for at nå frem til Salt Lake-dalen.

Søster Stevenson: Disse pionerer og dem, der senere fulgte, skabte historie ved at frembringe dette sted i ørkenen. Gud velsignede dem, da Israels indsamling var begyndt.

Ældste Stevenson: Selv i dag kan denne pionerånd og den vision ses hos sidste dages hellige overalt i verden.

For et par uger siden indviede M. Russell Ballard, fungerende præsident for De Tolv Apostles Kvorum, dette nye Pioneer Center.

Her kan folk og familier komme og forstå disse tidlige sidste dages helliges ufattelige præstationer midt i svær modgang. Deres udfordringer var overvældende. Pionererne påkaldte Herren dag og nat, mens de knoklede for at dyrke jorden, hente vand fra bjergdalene, bygge huse og læskure, skoler og kirkebygninger, ja, tilmed et tempel.

Søster Stevenson: Man kan næsten ikke fatte alt, hvad de gjorde. En guddommelig vision – fra Herren til levende profeter – velsignede hans udvalgte børn til at tilvejebringe hans hensigter.

Ældste Stevenson: Som I kan se blot nogle få meter fra stedet, hvor jeg står i Pioneer Center, er der et panoramavindue med udsigt til monumentet This is the Place. Og bagved ser vi et glitrende glimt af den by, som de anlagde for så længe siden. Og bag det har I udsyn til – et syn om I vil – mod vest og horisonten med en solnedgang. Denne udsigt højt oppe fra i kombination med vores forståelse af fortiden udvider vores perspektiv og fortæller os om pionerernes vision. Det kan også tjene som en metafor til at styrke vores personlig vision om evangeliet og vejlede os, når vi møder afgørelser og udfordringer i vores liv. Blot få dage efter profetens erklæring af »Dette er stedet«,³ begyndte en vision om et tempel, Kirkens hovedsæde og et sted til at blive et banner for folkene, og de tog de indledende trin til at gøre den til en realitet.

Så i aften vil vi bruge fortiden, vores pionerforfædres vision, til at få en klarere vision af vores fremtid. Winston Churchills inspirerende ord synes især relevante for vores samtale i aften: Jo længere tilbage I kan se, jo længere fremad kan I se.⁴

Søster Stevenson: Der er ingen tvivl om, at vi står over for usikkerhed i verden. Hvad ligger der forude efter næsten halvandet år med en hidtil uset pandemi? Vi har alle behov for den samme guddommelige vision og himmelske vejledning, som disse tidlige hellige oplevede, når vi ser fremad.

Ældste Stevenson: I føler jer måske usikre på, hvilken retning I skal tage. I kan holde fast på drømme om at tage på mission, få en uddannelse eller begynde en karriere. Eller måske tænker I på at blive forelsket, blive gift og få en familie. Opleve templets velsignelser komme til jer og jeres kære. Eller måske har I allerede stiftet jeres evige familie og oplever nu udfordringerne ved at opdrage jeres børn.

Vores ultimative mål er det samme: At gå fremad på pagtsstien og trofast forberede os på ophøjelse. Et evangelisk perspektiv giver jer og mig et klart blik af den vej.

Søster Stevenson: Præsident Russell M. Nelson har om at blive på pagtens sti sagt: »Nøglen er at indgå og holde hellige pagter. Vi vælger at leve og udvikle os på Herrens pagtssti og at blive på den. Det er ikke kompliceret. Det er vejen til sand glæde i livet og evigt liv i det næste.«⁵

Ældste Stevenson: Og det er derfor vores håb at fortælle jer nogle få af vores personlig oplevelser, der måske kan vejlede jer, når I navigerer gennem alle livets krav, og måske hjælpe jer til at komme fremad med en vision og balance.

»Kom, kom, Guds folk« – udført af familien Bonner:

Kom, kom, Guds folk, fremad og frygter ej,
kun med mod fremad drag!
Skønt tornestrøet kan synes denne vej,
Gud er med dig hver dag.

Os bedre er at jage væk
unyttig kummer, kval og skræk;
og fryd bor da i hver en sjæl,
alt er vel, alt er vel,

Mon vi skal græde, om vor lod er hård?
Nej, o nej alt er vel!
Hvem kan forvente han belønning får,
som i kamp ej tog del?

Omgjord din lænd og tab ej mod,
Gud fører os på sikker fod,
og vi skal føle i vor sjæl,
alt er vel, alt er vel,

Vi finde stedet for Guds stille fred
hist i vest, Zions land,
for Herrens folk et udsøgt helligt sted,
Gud os der signe kan.

Vor lovsang der nu høres skal
genlyde højt i bjerg og dal,
for Israels konge, glæd din sjæl,
alt er vel, alt er vel,

Om hytten på vor rejse brydes ned

salig dag, alt er vel,

Ældste Stevenson: »Salig dag, alt er vel!«⁶ er i virkeligheden en fantastisk visionær udtalelse fra de tidlige pionerer. Deres vision om, at »alt er vel« midt i alle udfordringer og lidelser var mulig på grund af deres evangeliske perspektiv.

Vi kunne bruge en time på at tale om visioner, som nogle ville karakterisere som »kunsten at se det, der er usynligt for andre.«⁷ Dette leder til et spørgsmål, som I alle vil stille jer selv før eller senere: »Hvor ser jeg lige nu mig selv i de kommende år? Hvor har jeg været? Og hvor er jeg på vej hen?

Søster Stevenson: Sommetider er vi bare nødt til at forstå, at vi med et evangelisk perspektiv og Helligåndsgaven har en større vision af, hvad der er muligt. Det er tilfældet, når I har kastet jer ud i jeres nuværende uddannelse eller faglige bestræbelser, selv om I sandsynligvis stadig famler jer fremad.

Ældste Stevenson: Det var der, jeg var i begyndelsen af min erhvervskarriere. Jeg begyndte min karriere sammen med en barndomsven. Vi stiftede en virksomhed som universitetsstuderende, hvor vi importerede gaveartikler fra Asien. I de næste 30 år ændrede vores virksomhed sig fuldstændigt og voksede betragteligt. Vi blev ofte stillet spurgt: »Var dette jeres vision, da I begyndte jeres firma?« Tja, det korte svar er: »Ikke helt.«

Visioner skal justeres jævnligt og rutinemæssigt. Vi begyndte som en lille importør af gaveartikler i messing, som voksede til at blive en stor leverandør af fitnessprodukter. Det krævede en masse held og tilpasninger af vores vision i mellemtiden. At forlade og skabe en ny plan, genopfinde og tilpasse er i virkeligheden en styrke, ikke en svaghed.

Søster Stevenson: Det er imidlertid her, at vi peger på en væsentlig fordel, vi har tilfælles, når vi skal finde vores vision. Fordi I har kendskab til evangeliet, ligesom pionererne, er I velsignet med et evangelisk perspektiv. Jeres fordel er at se jeres jordiske rejse med et udsyn, der helt bogstaveligt er himmelsk.

Ældste Stevenson: Et evigt eller evangelisk perspektiv giver en nyttig klarhed, som andre ikke nyder godt af – selv i timelige forhold som uddannelse og erhverv. Vi vil forsøge at demonstrere dette med billeder frem for med ord.

Så vi beder jer om at se på dette billede. Nuvel, hvad ser I? Ved I, hvad dette billede viser?

Giver dette nye perspektiv jer nu klarhed? Er det alt, der er at se? Hvad tænker I? Lad os se, hvad der sker, så se godt efter.

Ældste Stevenson: Med denne enkle øvelse kan I se – helt bogstaveligt – ud over det, der er lige foran jer i øjeblikket. Jeres vision blive forbedret, jo længere ud I kommer.

En vis og velkendt vending fra Ordsprogenes Bog lyder: »Uden syner er et folk ladt i stikken.«⁸

Dette sande princip er yderligere blevet beskrevet i vore dage af præsident M. Russell Ballard, da han sagde: »De, der opnår mest i denne verden, er dem med en vision for deres liv.«⁹ Hvor er det dog sandt!

Vores åndelige vision, som kommer af vores evangeliske perspektiv, giver os indsigt i alle livets prioriteringer. Det tillader os at afstemme disse prioriteringer og afbalancere dem passende. Det er derfor, at vi ser en meget tæt sammenhæng mellem vision og balance.

Jeg vil gerne forklare jer om princippet om balance ved at fortælle om en personlig oplevelse.

En af mine venner, som var anerkendt i sin profession, var også en dygtig og erfaren helikopterpilot. En varm efterårsdag ringede han og fortalte os, at han skulle flyve til Salt Lake City. Han spurgte min forretningspartner og jeg, om vi ville sættes af på en bjergejendom undervejs.

Det ville tage over to timer at køre derhen. Med helikopter ville det kun tage os 15 minutter. Så vi besluttede at tage med.

Det var en smuk dag at flyve i. Vi kunne se bladene i efterårets farver, da vi begyndte at lande. Der var under et minut, til vi skulle lande, da helikopterens halerotor gik i stykker. Det sendte helikopteren ind i et ukontrolleret spin. Det var meget alvorligt.

Heldigvis for os var pilotens træning i nødlandinger næsten instinktiv for ham. Han vidste, at hvis vi landede med næsen først eller på helikopterens mave, ville vi ikke overleve landingen.

Midt i et ukontrolleret spin, vendte han dygtigt helikopteren om på siden, og vi ramte jorden.

Brændstof lækkede, og der var ild i motoren. Han fik slukket for motoren, og vi steg ud af helikopteren uden en eksplosion. Takket være pilotens handlinger og Herrens hånd var vi så velsignede at overleve helikopterstyrtet.

Jeg har lært meget om helikoptere siden den dag. Vores oplevelse med helikopterstyrtet skyldes en fejl i halerotoren, som skabte en ubalance mellem de kritiske elementer, der holder en helikopter i luften. Når der opnås balance mellem hastigheden i hovedrotoren, halerotoren og vinklen, kan helikopterflyvning være spændende. Hvis ikke, er det skræmmende! Det kan jeg personligt vidne om.

Lad os bruge et øjeblik på at gennemgå disse kritiske elementer mere detaljeret.

Det første er hovedrotoren. Omdrejninger og rotorbladets længde er at skabe opdrift og omdrejningsmoment. Men det omdrejningsmoment, som hovedrotoren skaber, må på en eller anden måde modvirkes ellers kan helikopteren komme i et ukontrolleret spin.

Søster Stevenson: Det er derfor, en helikopter har en halerotor. Den skaber modsætning til omdrejningsmoment, som rotorbladene foroven skaber. Hovedrotorens hastighed bliver kontrolleret af piloten med en håndkontrol. Halerotorens hastighed kontrolleres af pilotens fødder. Konstant justering af de to rotorers hastighed er absolut nødvendig.

Hvis det ikke sker, bliver resultatet igen ikke godt.

Ældste Stevenson: Det næste element er styrepinden. Styrepinden kontrollerer helikopterens vinkel, som derfra kontrollerer helikopterens retning, evne til at dreje og stabilitet, ved at samarbejde med hovedrotoren og halerotoren. Piloten betjener pinden med sin højre hånd.

Endelig kan lastens vægt og helikopterens vinkel påvirke den nødvendige hastighed og kraft til hovedrotoren og halerotoren.

Søster Stevenson: Når alle disse elementer er synkroniseret, er balancen smuk. Hovedrotor, halerotor, styrepind, vægt og vinkel – overvinder helt bogstaveligt tyngdekraften.

Kan man sammenligne en helikopters smukke, men komplicerede flyvning med at have balance i vores liv?

Ældste Stevenson: Lad mig præsentere nogle tanker, der er inspireret af en tale af præsident Gordon B. Hinckley ved en lederskabskonference, jeg engang deltog i for mange år siden. Det vil måske skabe den forbindelse for jer.

Han beskrev, at »vi alle har et firefoldigt ansvar. For det første har vi et ansvar for vores familie. For det andet har vi et ansvar over for vores arbejdsgiver. For det tredje har vi et ansvar i Herrens værk. For det fjerde har vi et ansvar over for os selv.«¹⁰

Ved hjælp af den samme analogi om balance mellem helikopterens gensidigt afhængige og kritiske dele lad os så se på disse fire ansvar på samme måde.

Søster Stevenson: Vi begynder med hjemmet og familien, kritiske elementer i hver eneste persons tilværelse. Det er vigtigt, at I ikke forsømmer familien. »Intet af det, I har, er mere dyrebart. Det er familieforhold, som I vil tage med jer til livet i den næste verden.«¹¹ Kirkeledere har i de seneste par år gjort meget for at fremhæve betydningen af hjemmet og familien.

Nylige retningslinjer om den nye balance mellem evangelisk undervisning i hjemmet og i kirken og den justerede mødeplan er en tydelig indikation af, at hjemmet og familien bør betragtes som hovedrotoren i vores tilværelse.

Præsident Nelson har opfordret os til flittigt at arbejde »på at omforme [vores] hjem til et centrum for at lære om evangeliet.« Gør vi det, har han lovet, at »jeres sabbatsdag med tiden virkelig [vil] blive frydefuld. Jeres børn vil blive begejstret over at lære om og efterleve Frelserens lærdomme, og modstanderens indflydelse i jeres liv og i jeres hjem vil aftage. Ændringerne i jeres familie vil blive bemærkelsesværdige og varige.«¹²

Ældste Stevenson: Lad os som det næste se på jeres arbejde eller arbejdsliv – jeres beskæftigelse, eller hvis I er studerende den uddannelse, som I er i gang med, som vil føre til jeres fuldtidsbeskæftigelse. Uddannelse forbedrer selvfølgelig jeres mulighed for beskæftigelse. Arbejde muliggør, at I kan forsørge jer selv, jeres familie og andre. Ansættelse fører til at blive selvhjulpne både timeligt og åndeligt. I jeres beskæftigelse har I en forpligtelse over for jeres arbejdsgiver til at være ærlig og loyal, til at levere de forventede resultater, som I bliver betalt for. I stræber efter at gøre jeres allerbedste i jeres job eller jeres profession.

Lad os i vores illustration overveje beskæftigelse som halerotor i helikopteren.

Søster Stevenson: For at gøre det godt for jer selv og jeres familie, så hjælper det at være den bedste til jeres job. Da de er tætknyttet, er balancen mellem de to kritisk. Flere og flere arbejdsgivere, sociologer og erhvervskonsulenter ser fordelen ved balance mellem arbejds- og privatliv.

Ældste Stevenson: Det tredje kritiske element i livsbalancen er over for Herren og hans værk. Det er et af hovedformålene med, at vi hver især kom til jorden. Vi er her for at elske, ære, adlyde og tjene ham og vor himmelske Faders børn, vores brødre og søstre over hele verden. Herren har brug for vores indsats og talenter for at opbygge sit rige.

»Planlæg jeres tid til at varetage jeres ansvar i Kirken.«¹³ Jeg finder ordet planlæg ret lærerigt. Det kræver et bevidst valg af os både at »afse tid« til at tjene Herren og hans kirke og til at regulere den tid.

Søster Stevenson: Lægmandsledelse og tjeneste er to af de kendetegnende elementer for Jesu Kristi genoprettede kirke. Vi vil alle blive bedt om at bidrage til riget på forskellig vis. De kaldelser, der kommer til jer og til andre i jeres familie, kan komme på tidspunkter, der ikke virker belejlige. Men »hvis I nærer ønske om at tjene Gud, er I derfor kaldet til arbejdet.«¹⁴

Desuden har vores kære profet, præsident Nelson, sagt til os, at vores verden hele tiden ændrer sig, ligesom vores virke i Herrens kirke gør. Han opfordrer os til at favne »en ny normal.« Han udfordrede os til: »Tjen andre. Bevar et evigt perspektiv. Højn jeres kaldelser.«¹⁵

Ældste Stevenson: Denne opfordring giver hver af os en vision om, hvad vi skal gøre, hvad vi er kaldet til at gøre, men den råder os også til at bevare et evigt perspektiv eller med andre ord at balancere det med vores andre presserende ansvar. Jeg tænker på tjeneste i Kirken som styrepinden i en helikopter, som både stabiliserer og styrer os.

Søster Stevenson: Det sidste element for at sikre balance er en forpligtelse over for os selv.

Livet kan være så travlt. Det er vigtigt, at vi nogle gange sætter tempoet ned for at lade op og se nærmere på vores egne personlige behov for hvile, motion, rekreation og personlig åndelig udvikling. Kirkeledere er for nyligt kommet med værdifulde og praktiske forslag til, hvordan vi gør det.

Ældste Stevenson: Ja, det har de, Lesa. For nylig har præsident Ballard nævnt, hvor vigtigt det er at finde stille tid. Han sagde:

»Selv om teknologi ofte har været en velsignelse i mit liv, kan den også være en distraktion, som opstiller en barriere mellem os og vores evne til at høre Herrens røst. Jeg fortæller mine børnebørn, at de bør afsætte noget stille tid hver dag til at tænke over deres liv og grunde over, hvad Herren ønsker, at de gør …

Jeg kan ikke opnå kontakt med himlen i en masse rod … Når jeg er [rolig] og stræber efter at være stille, da er det, at jeg får indtryk.«¹⁶

Ældste Jeffrey R. Holland taler om beslutsom bøn. Han sagde dette: »Der er en stor lektie i … presserende, beslutsom bøn til at kæmpe sig gennem … modstanderens modstand, hverdagens opgaver eller distraktionerne i vores sind.«¹⁷

Søster Stevenson: Søster Jean B. Bingham, Hjælpeforeningens hovedpræsident, har beskrevet tre elementer til at hjælpe os selv, som hver især er meget værdifulde.

For det første inviterer hun Ånden gennem skrifterne. Hun siger: »Noget af det første jeg gør om morgenen for at få Ånden er at læse i skrifterne. Det hjælper mig til at komme i den rette sindsstemning, så jeg kan modtage åbenbaring.«

Hendes andet element er tempeltjeneste. »En anden vidunderlig måde at kunne høre Frelserens stemme mere tydeligt på er ved at besøge templet. Nogle gange, når jeg sidder i templet, modtager jeg et svar på en bøn, eller noget dukker op i mit sind, når jeg er stille nok til at lytte til Ånden.«

For det tredje siger hun: »Musik … hjælper mig til at høre Frelserens røst. Jeg elsker at høre salmer, selv når jeg kun hører musikken uden ordene. Jeg kender disse ord, for jeg har sunget dem så længe, at de dukker op i mit sind.«¹⁸

Ældste Stevenson: Det at afse tid til os selv ofte kan virke som det vanskeligste, og alligevel er det meget vigtigt. Jeg har hørt det beskrevet som at holde pause længe nok i travlheden med at save til at slibe savbladet.

Søster Stevenson: Husk på, at vi er ansvarlige for os selv, og at integrere det gradvist i vores tilværelse vil være en velsignelse. Jeg har erfaret, at når jeg udvikler mig fysisk, følelsesmæssigt og åndeligt, så er det ikke blot til stor gavn for mig selv, men det muliggør også, at jeg kan nære min familie og mine venner.

Se på, hvor gnidningsløst disse fire facetter i vores liv fungerer, hvis de udføres med vision og balance! De passer så fint sammen, ikke?

Ældste Stevenson: Det gør de virkelig. Nu hvor vi taler om balance mellem disse forskellige aspekter i livet, må vi placere dem i det rette perspektiv.

Ældste Bednar sammenfattede dette meget pragmatisk i en nylig post på de sociale medier. Han sagde: »Nogle gange reflekterer vi over vores ansvar i hjemmet, skolen, på arbejde og i kirken og spekulerer over, hvordan vi kan opnå en balance blandt de mange konkurrerende krav på vores tid. I stedet for at drive os selv til vanvid i et forsøg på at gøre alt på samme tid bør vi identificere de få fundamentale ting, der har vores højeste prioritet. Så kan vi stræbe efter at give hver af dem den opmærksomhed, de behøver – én ad gangen.«¹⁹

Lesa, det minder mig om en meget værdifuld oplevelse med min far. Jeg havde små børn, var for nylig kaldet som biskop og havde en krævende og voksende virksomhed. En aften kom jeg for sent til en fødselsdag i familien. Vores børn og deres fætre og kusiner var over det hele. Men jeg kom uengageret ind i huset, gik hen og satte mig i et hjørne, hvor jeg gennemgik mine bekymringer på arbejdet den dag og det, der skete i menigheden.

Min far kom over til mig og sagde med en usædvanlig streng stemme: »Gary, hvad gør du?« Da jeg fortalte ham om mine bekymringer over alt mit ansvar i kirken og på arbejdets, var jeg sikker på, at han ville være forstående. Det var han ikke. Faktisk satte han sig ned og fortalte mig, at han var bekymret for mig, og jeg måtte forandre noget, så jeg ikke altid var uengageret i min familie, når jeg var sammen med dem. Kan du huske det, Lesa?

Søster Stevenson: Jeg husker det tydeligt.

Ældste Stevenson: Han sagde: »Når du er hjemme, så gør hjemmet til din prioritet, ikke kirke eller arbejde. Når du er på arbejde, så vælg at gøre arbejdet til din prioritet, ikke hjemmet eller kirken. Når du er i kirke, så vælg at gøre det til din prioritet, ikke arbejdet og hjemmet.«

Nuvel, dette råd var svært at følge, og selv nu er jeg langt fra fuldkommen, men det hjalp mig virkelig. Det lettede mine byrder, og det har givet stort udbytte i mit liv. Derfor opfordrer jeg jer alle til at tænke over det og til selv at prøve det.

Det er interessant, at det næsten er præcist det, som ældste Bednar rådede til i sin post på de sociale medier, som vi omtalte. Han sagde, at »det lyder måske forenklet, men vi bør ikke blive frustreret og spilde vores tid og indsats på at prøve at opnå fuldstændig ligevægt blandt alle de vigtige ting, som vi behøver at gøre. Når vi oprigtigt beder om Guds hjælp til at identificere, hvad der betyder mest, vil han vejlede og hjælpe os til at fokusere vores indsats dag efter dag.«²⁰

Søster Stevenson: Nu har jeg lidt dårligt nyt at fortælle. Hvis I følger disse råd og går fremad med balance og vision, så vil I sandsynligvis stadig opleve nogle fejltrin. I vil få nogle hudafskrabninger og blå mærker.

Der kan komme tider, hvor jeres vision sløres af tåge på stien, eller hvor I mister balancen. Men her er de gode nyheder: I er sønner og døtre af en kærlig himmelsk Fader.

Skrifterne lære os: »For Gud har ikke givet os en fej ånd, men en ånd med kraft … og besindighed.«²¹ Og glem ikke dette vigtige råd fra Herren selv: »Vær derfor ved godt mod og frygt ikke, for jeg, Herren, er med jer og vil stå jer bi.«²² Og derfor har I en konstant guddommelig kilde til styrke i vor elskede Frelser – ja, Jesus Kristus.

Ældste Stevenson: Lyt nu til den inspirerede opmuntring til jer hver især her i dag fra præsident Nelson. Han sagde: »Gud vidste … at pagtsstien ikke ville blive let at finde eller blive på. Derfor sendte han sin enbårne Søn for at sone for os og vise os vejen. Den guddommelige kraft, der er tilgængelig for alle, som elsker og følger Jesus Kristus, er kraften til at helbrede os, styrke os, rense os fra synd og gøre os i stand til at gøre det, vi aldrig kunne gøre selv.«²³

Søster Stevenson: Lad kundskaben om, hvem I virkelig er, og hvem der står ved jeres side, hjælpe jer til at leve et liv med en klar vision og en rolig balance. Herren »vil øge dine muligheder, udvide din horisont og styrke dig.«²⁴

Ældste Stevenson: Det har været dejligt at være sammen med jer i aften. Og vi vil gerne afslutte nu med at give udtryk for vores taknemlighed, give en opfordring til hver enkelt og bære vores vidnesbyrd. Jeg opfordrer jer først til at overveje, hvordan jeres vision om evangeliet bevidner og bekræfter jeres identitet som datter af Gud eller som søn af Gud.

For det andet så overvej, hvordan I kan håndtere jeres firefoldige ansvar over for hjem og familie, uddannelse og beskæftigelse, Kirken og jer selv.

For det tredje opfordrer jeg jer nu til at finde et stille sted og nedskrive nogle af de indtryk, som I har følt under dette foredrag. Husk, at som medlemmer af Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige har I alle fået en gave. Gaven at have Helligåndens ledsagelse.

Søster Stevenson: Når I handler på opfordringerne fra ældste Stevenson, så glem ikke pionererne, som kom før os, dem vi talte om, som bosatte sig i denne dal, og også alle dem i jeres respektive familie og hjemland. Deres pionerånd og eksempel på at gøre noget svært kan give jer selvtillid til også at gøre noget svært.

Ældste Stevenson: Som de første sidste dages hellige ser vi udad. Vi ser opad. Og derpå ser vi indad efter evangeliets vision og balance.

Søster Stevenson: Jeg bærer mit vidnesbyrd om, at I kan få det »fuldkomne, klare håb.«²⁵ At vor himmelske Fader kender hver enkelt af jer ved navn, og at han elsker jer. Jeg vidner om Jesus Kristus som den enbårne Søn af den levende Gud. Og det gør jeg i Jesu Kristi navn. Amen.

Ældste Stevenson: Amen. Tak, Lesa. Jeg bærer mit vidnesbyrd og vidner også for jer vores unge, smukke brødre og søstre. Jeg bærer mit vidnesbyrd om, at vi er børn af kærlige, himmelske forældre, at vor himmelske Fader elsker jer, og at Faderens lære er, at han ønsker, at alle hans børn vender tilbage til ham.

Denne lære er muliggjort af hans Søn, vor kærlige Frelser, Jesus Kristus. Det er gennem hans forsoning, at vi er i stand til at vende tilbage til vor kærlige himmelske Faders nærhed. Jeg bærer mit vidnesbyrd om dette for jer. Jeg bærer mit vidnesbyrd om Jesus Kristus og om hans hellige rolle som vor Frelser og vor Forløser. Og det gør jeg i hans navn, i Jesu Kristi navn. Amen.