Frimodigt, ædelt og uafhængigt
Verdensomspændende foredrag for unge voksne • 11. september 2022 • Tabernaklet i Salt Lake City
Ældste Dale G. Renlund: Tak. Vi er forsamlet i det historiske Tabernakel i Salt Lake City, men vores publikum er verdensomspændende. I skrifterne beder Herren os om at huske. At huske vores fælles arv af tro, hengivenhed og udholdenhed giver os perspektiv og styrke, når vi står over for vor tids udfordringer.
Det var med ønsket om at »huske på, hvor barmhjertig Herren har været mod menneskenes børn«,1 at fire-binds værket Saints: The Story of the Church of Jesus Christ in the Latter Days blev udarbejdet. Der er allerede blevet udgivet tre bind. Denne beretning indeholder historier om trofaste sidste dages hellige fra fortiden. Den giver os eksempler på mennesker, der elskede Jesu Kristi evangelium, indgik pagter og bevægede sig fremad langs pagtsstien for at lære vor Frelser, Jesus Kristus, at kende.
Søster Ruth L. Renlund: Vi glæder os over at fremhæve oplevelser fra det virkelige liv, som man kan læse i Saints: Boldly, Nobly, and Independent, tredje bind i serien. Dette bind beskriver Kirkens historie mellem indvielsen af templet i Salt Lake City i 1893 og indvielsen af templet i Bern i Schweiz i 1955. Denne tid er præget af fortsat åbenbaring i Kirken gennem Herrens profeter og til de enkelte medlemmer. Bind 3 af Saints hjælper os med at forstå vores egen historie og de mennesker, der oplevede den, og vor Frelser.
Ældste Renlund: I denne periode sluttede alle mine fire bedsteforældre sig til Kirken. Mine forældre emigrerede til Salt Lake City, fordi de havde aflagt løfte om at blive gift i templet. I 1950 var der ikke noget tempel i Europa. De modtog hver især deres begavelse i templet i Salt Lake City og hørte instruktionerne på engelsk, og forstod ikke ret meget. De blev gift og beseglet og anså sig selv for at være evigt velsignede. Deres valg om at gøre alt for at blive beseglet i templet har også haft evig betydning i mit liv.
Saints, bind 3, er vores arv, uanset om vi kommer fra de tidlige pionerer, som søster Renlund gør, eller fra senere pionerer, som jeg gør, eller om nogle af jer er pionerer i troen. I er en vigtig del af Kirkens fortsatte historie. Vi takker jer for alt, hvad I gør for at bygge videre på det trosgrundlag, som I og jeres forfædre har lagt. »Vi beder til, at dette bind (af Saints) vil øge jeres forståelse af fortiden, styrke jeres tro og hjælpe jer til at indgå og holde de pagter, der fører til ophøjelse og evigt liv.«2
Søster Renlund: Jeg glæder mig til at præsentere nogle af beretningerne fra bind 3 af Saints. Lad os så komme i gang!
Ældste Renlund]: Lad os begynde med et eksempel på den fortsatte genoprettelse af kirken. Præsident Russell M. Nelson fortæller ofte, at genoprettelsen »er en proces, ikke en begivenhed, og fortsætter, indtil Herren kommer igen.«3 Et eksempel fra slutningen af præsident Joseph F. Smiths liv er en god illustration af dette.
Joseph F. Smith og Julina Lambson Smith.
I 1918 var præsident Smith ret syg, og han vidste sikkert, at han ikke havde lang tid tilbage at leve i. Det virkede som om, at han var omgivet af død. Først blev hans ældste søn, Hyrum, syg og døde af en sprængt blindtarm. Præsident Smith udtrykte sin sorg i sin dagbog: »Min sjæl er sønderrevet … Åh! Gud hjælpe mig!«4 For det andet blev præsident Smiths sorg forværret, da Ida, Hyrums enke, kort efter døde af hjertesvigt.
For det tredje læste han forfærdelige rapporter om den verdenskrig, der rasede. Under krigen omkom 20 millioner soldater og civile. For det fjerde dræbte en dødbringende influenza mennesker over hele verden. Antallet af dødsfald på verdensplan var på mindst 50 millioner. Disse dødsfald bragte mange familier ubeskrivelig sorg og fortvivlelse. Præsident Smith sørgede over tabet af menneskeliv. Desuden havde han været sengeliggende i fem måneder. Det er rimeligt at sige, at døden lå profeten på sinde.
Jeg har her en bibel, som tilhørte præsident Smith. Han kan have brugt denne eller en anden lignende for at få en vigtig åbenbaring.
Søster Renlund: »Den 3. oktober 1918 sad han i sit værelse i Beehive House, kun en gade herfra, og tænkte over Jesu Kristi forsoning og verdens forløsning. Han [slog op i] Første Petersbrev og læste om Frelseren, der forkyndte for ånderne i åndeverdenen … Herrens Ånd hvilede på [præsident Smith] og åbnede hans forstands øjne.« Han så ind i åndeverdenen, hvor skarer af »retskafne kvinder og mænd, der var døde før Frelserens jordiske tjenestegerning, ventende med glæde på hans komme der for at erklære deres frigørelse fra dødens bånd.
»Frelseren viste sig … og de retfærdige ånder frydede sig … De knælede foran ham og anerkendte ham som deres Frelser og Befrier fra døden og helvedes lænker …
[Præsident Smith forstod også], at Frelseren ikke gik personligt til de ulydige ånder. Han organiserede snarere de retfærdige ånder … til at bringe evangeliets budskab til ånderne i mørket. På denne måde kunne alle mennesker, som døde i overtrædelse eller uden kundskab om sandheden, lære om tro på Gud, omvendelse, stedfortrædende dåb til syndernes forladelse, Helligåndsgaven og alle andre af evangeliets grundlæggende principper.«
Ældste Renlund: »Profeten forstod derpå, at de trofaste [hellige] i denne uddeling ville fortsætte deres arbejde i det næste liv ved at forkynde evangeliet for de ånder, der var i mørke og under syndens trældom. [Han sagde:] ›De døde, som omvender sig, vil blive forløst ved lydighed mod Guds hus’ ordinancer … og efter at de har betalt straffen for deres overtrædelser og er blevet vasket rene, skal de få en belønning i forhold til deres gerninger, for de er arvinger til frelse.‹«
Søster Renlund: »… Næste morgen [nogle var overrasket over, at han deltog] i oktoberkonferencen på trods af hans dårlige helbred. Opsat på at tale til forsamlingen stod han ustabilt ved talerstolen [i denne bygning], og hans store skikkelse rystede på grund af indsatsen … Da han manglede styrke til at tale om sit syn uden at blive overvældet af følelser, hentydede han blot til det. ›Jeg har ikke været alene i disse fem måneder,‹ sagde han til forsamlingen. ›Jeg har befundet mig i bønnens, den ydmyge anmodnings, troens og fasthedens ånd, og jeg har vedvarende haft kommunikation med Herrens Ånd. Det er et glædeligt møde for mig denne morgen,‹ sagde han. ›Må Gud den Almægtige velsigne jer.‹«5
Præsident Smith dikterede åbenbaringen til sin søn Joseph Fielding Smith efter generalkonferencen. Dette er et af de eksemplarer, som han underskrev og videregav til Det Første Præsidentskab og De Tolv Apostles Kvorum. De læste synet og godkendte det,6 og det blev kanoniseret som afsnit 138 i Lære og Pagter. Vi forstår nu, at Gud bekymrer sig om dem, der befinder sig på den anden side af jordelivets slør. Han bekymrer sig om deres frelse. De »afdøde« er ikke rigtigt døde. Den fortsatte genoprettelse har bibragt os denne forståelse, som giver os trøst og klarhed om den næste verden.
Ældste Renlund: På mange måder forudsætter personlig åbenbaring den samme proces. Personligt er jeg nødt til at fokusere på et problem. Jeg er nødt til at studere og tænke over det. Jeg må formulere forskellige løsninger. Først da synes det at være muligt at få en personlig åbenbaring på pålidelig vis. Ofte modtager jeg åbenbaringer i form af korte, kortfattede, bydende anvisninger, såsom »Gå«, »Gør« eller »Sig!«
Søster Renlund: Det samme er tilfældet for mig. Når jeg har grublet, studeret og bedt, kommer der ofte tanker eller idéer til mig, som jeg ved ikke er mine egne. Det opmuntrer mig altid, at Gud er opmærksom på mig og gennem Helligånden tilskynder mig til at gøre godt.
Ældste Renlund: Ofte kommer åbenbaring, fordi der er et specifikt behov. Et bemærkelsesværdigt eksempel herpå fandt sted ved aprilkonferencen i 1894. Wilford Woodruff meddelte sine rådgivere og De Tolv Apostles Kvorum, at han havde modtaget en åbenbaring angående tempelbeseglinger. Han sagde: »Herren har fortalt mig, at det er korrekt, at børn skal besegles til deres forældre, og at de skal besegles til deres forældre så langt tilbage, som vi overhovedet kan finde frem til optegnelserne.«7 Denne åbenbaring kom mere end 50 år efter, at profeten Elias havde gengivet beseglingsmyndigheden i templet i Kirtland.
Søster Renlund: Ved generalkonferencens søndagsmøde i 1894 erklærede præsident Woodruff: »›Vi er ikke færdige med at modtage åbenbaring … Vi er endnu ikke færdige med Guds værk.‹ Han talte derpå om, hvordan Brigham Young havde fortsat Joseph Smiths værk med at bygge templer og organisere tempelordinancerne. ›Men han modtog ikke samtlige åbenbaringer, der hører til dette værk,‹ mindede præsident Woodruff forsamlingen om. ›Det gjorde præsident Taylor heller ikke, og det har Wilford Woodruff heller ikke. Dette værk vil ikke ophøre, før det er fuldkomment.‹«8
Siden Nauvoo-årene havde medlemmerne udført dåb for de døde for afdøde familiemedlemmer. Men vigtigheden af at blive beseglet til sine egne forfædre var endnu ikke blevet åbenbaret. Præsident Woodruff forklarede: »Vi ønsker, at de sidste dages hellige fra nu af skal spore deres slægtslinje så langt tilbage som muligt og blive beseglet til deres fædre og mødre … Lad børnene blive beseglet til deres forældre, og gør denne kæde så lang, som I kan.«9
Præsident Woodruff »mindede de hellige om Joseph Smiths syn af sin bror Alvin modtaget i templet i Kirtland. ›Alle, som er døde uden kundskab om dette evangelium, og som ville have antaget det, hvis de havde fået lov til at blive, skal blive arvinger til Guds celestiale rige.‹
›Sådan vil det være med jeres forfædre,‹ sagde præsident Woodruff om dem i åndeverdenen. ›Der vil være meget få, om nogen, der ikke vil tage imod evangeliet‹.
Før han afsluttede sin tale, opfordrede han de hellige til … at finde deres afdøde slægtninge. ›Brødre og søstre,‹ sagde han, ›lad os fortsætte med at føre vores optegnelser, udfylde dem retfærdigt for Herren og følge dette princip, så vil Guds velsignelser følge os, og de frelste vil velsigne os i fremtiden.‹«10 Denne åbenbaring gav medlemmer grund til ofte at vende tilbage til templet for at udføre stedfortrædende ordinationer og ordinancer for deres afdøde forfædre. Familierne begyndte at føre omhyggelige optegnelser over disse ordinancer og det arbejde, de havde udført, i bøger som denne her, der viser ordinancer udført for Jens Peter og Marie Dames familie.
Ældste Renlund: I dag virker læren om besegling på tværs af generationer helt normal og naturlig for os, men det krævede en åbenbaring fra Herren at organisere familiernes besegling korrekt. Denne åbenbaring påvirkede direkte min familie på den fjerntliggende ø Larsmo, lige ud for Finlands vestkyst. Denne beretning står ikke i Saints, bind 3, men den er værdsat i min familie. I 1912 lyttede mine bedsteforældre, Lena Sofia og Matts Leander Renlund, til missionærer fra Sverige, der forkyndte det genoprettede evangelium. Lena Sofia og Leander blev døbt den følgende dag. De fandt glæde i deres nye tro og i at være en del af en lille gren, den første i Finland. Desværre ændrede livet sig, og en katastrofe ramte dem.
I 1917 døde Leander af tuberkulose, og Lena Sofia stod tilbage som enke og gravid med deres 10. barn. Dette barn, min far, blev født 2 måneder efter Leanders død. Flere andre familiemedlemmer døde af tuberkulose. Lena begravede i sidste ende 7 af sine 10 børn foruden Leander. Det var en hård kamp for hende, en fattig bondekone, at fastholde det, der var tilbage af hendes familie.
I næsten to årtier fik hun ikke en hel nats søvn. Hun knoklede med småjobs om dagen for at skrabe mad sammen. Om natten plejede hun døende familiemedlemmer. Prøv at forestille jer, hvordan Lena Sofia klarede det.
Jeg mødte Lena Sofia én gang i december 1963. Jeg var da 11 år, og hun var 87 år. Hun var foroverbøjet efter et liv med hårdt arbejde. Huden i hendes ansigt og på hendes hænder var vejrbidt, så hård og ru som slidt læder. Da vi mødtes, rejste hun sig og pegede på et billede af Leander og sagde til mig på svensk: »Det här är min gubbe«. »Dette er min kære mand.«
Jeg troede, at hun fejlagtigt havde brugt nutidsformen af verbet. Eftersom Leander havde været død i 46 år, gjorde jeg min mor opmærksom på denne tilsyneladende åbenlyse fejltagelse. Min mor sagde blot til mig: »Du forstår det ikke.« Jeg forstod det ikke. Lena Sofia vidste, at hendes for længst afdøde ægtemand var og altid ville være hendes i al evighed. Leander var gennem læren om evige familier forblevet en nærværende del af hendes liv og en del af hendes store håb for fremtiden.
Lena Sofia Renlund, Dale G. Renlunds farmor.
Dale G. Renlund som dreng
Inden indvielsen af templet i Helsinki i 2006 undersøgte min søster, hvilke ordinancer der stadig manglede på vores fars slægtslinje. Det, hun fandt, var en brændende bekræftelse af Lena Sofias tro på beseglingsmyndigheden. Lena Sofia havde indsendt slægtsnavne på sine afdøde børn, som var over otte år gamle, da de døde, så tempelordinancerne kunne udføres i 1938. Disse var blandt de tidligste ordinancer, der blev indsendt til et tempel fra Finland.
Lena klarede sig ved at huske på læren om frelse. Hun betragtede det som en af Guds store nådegaver, at hun fik kendskab til, at familier er evige, før disse ulykker ramte hende. En indikator for hendes dybtfølte omvendelse til Jesu Kristi genoprettede evangelium var hendes arbejde med slægtshistorie, et arbejde, der blev åbenbaret gennem Joseph Smith, Wilford Woodruff og Joseph F. Smith. Lena var ligesom dem, som »med troen i behold døde … uden at have fået løfterne opfyldt; de havde kun set og hilst deres opfyldelse i det fjerne«.11
Søster Renlund: Fordi genoprettelsen er en fortsat proces, har vi mere at se frem til. For mindre end et år siden sagde præsident Nelson: »Nuværende tilpasninger til tempelprocedurer og andre, der vil komme, er fortsat bevis på, at Herren aktivt leder sin kirke. Han giver os alle muligheder for at styrke vores åndelige fundament mere effektivt ved at centrere vores liv omkring ham og hans tempels ordinancer og pagter.«12 Præsident Nelson forklarede, at disse justeringer foretages »under Herrens ledelse og som svar på vores bønner«, fordi Herren ønsker, at vi »med stor klarhed skal forstå præcis, hvad [vi] indgår pagter om at gøre … [Vi skal forstå vores] privilegier, løfter og ansvar … [og] få åndelig indsigt og bevidstgørelse.«13
Undertiden kommer åbenbaringen i samme øjeblik. Dette skete ved endnu et eksempel på den fortsatte genoprettelse, da Lorenzo Snow var præsident for Kirken. I 1898 befandt Kirken sig i en vanskelig økonomisk situation. På højdepunktet af anti-polygami-kampagnerne havde den amerikanske kongres givet tilladelse til at konfiskere Kirkens ejendom. Mange hellige var bekymrede for, at regeringen ville beslaglægge deres bidrag, og de holdt op med at betale tiende, hvilket i høj grad reducerede Kirkens vigtigste finansieringskilde. Kirken lånte penge for at skaffe tilstrækkelige midler til at holde Herrens værk i gang. Kirken optog endda lån til at dække omkostningerne ved færdiggørelsen af templet i Salt Lake City. Kirkens økonomiske situation hvilede tungt på den 85-årige profet.14
»En morgen i begyndelsen af maj sad præsident Snow i sin seng, da hans søn LeRoi kom ind i værelset … Profeten hilste ham og sagde: ›Jeg skal til St. George‹.
LeRoi blev overrasket. St. George var næsten 500 km derfra.« For at komme dertil skulle de tage toget over 300 km sydpå til Milford og derefter rejse yderligere 170 km med hestevogn. Det ville være en vanskelig rejse for en ældre mand. De begav sig alligevel ud på den lange og krævende rejse. »Da de ankom … støvede og trætte … spurgte [en] stavspræsident dem, hvorfor de var kommet. ›Ja,‹ sagde præsident Snow, ›jeg ved ikke, hvorfor vi er kommet til St. George, men Ånden bad os om at komme‹.
Den næste dag, den 17. maj, mødtes profeten med medlemmerne i tabernaklet i St. George, en rød sandstensbygning adskillige blokke nordvest for templet.« Da præsident Snow stod op for at tale til de hellige, sagde han: »Vi kan næppe forklare grunden til, at vi er kommet, men jeg formoder, at Herren har noget at sige til os.«
Ældste Renlund: »Under talen holdt præsident Snow uventet en pause, og der blev fuldstændig stille i salen. Hans øjne blev klarere, og hans ansigt strålede. Da han begyndte at tale, var hans stemme kraftigere. Guds inspiration syntes at fylde salen. Derefter talte han om tiende … Han beklagede, at mange hellige var uvillige til at betale en ærlig tiende … ›Det er en vigtig forberedelse til Zion‹, sagde han.
Den næste eftermiddag belærte præsident Snow: ›Tiden er kommet for hver eneste sidste dages hellig, som regner med at være beredt til fremtiden og holde sine fødder solidt plantet på fast grund, til at gøre Herrens vilje og betale en ærlig tiende. Det er Herrens ord til jer, og det skal være Herrens ord til alle bosættelser i hele Zions land.‹«
Præsident Snow udtalte senere: »›Vi befinder os i en frygtelig tilstand, og på grund af den er Kirken i trældom. Den eneste udvej er, at de hellige overholder denne lov.‹ Han opfordrede [medlemmerne] til at adlyde loven fuldt ud og lovede, at Herren ville velsigne dem for deres indsats. Han erklærede også, at tiendebetaling nu ville være et fast krav for at kunne komme i templet.«15
Søster Renlund: Siden da har mange vidnet om, at Herren udgyder sine rigeste velsignelser over dem, der er villige til at adlyde denne enkle lov. Bror Alois Cziep var præsident for grenen i Wien i Østrig. Han opbevarede tiendebetalinger og andre optegnelser fra grenen i denne beskedne kasse. Under luftangrebene i anden verdenskrig var dette det første, som præsident Cziep og hans familie bragte i sikkerhed selv før deres egne personlige ejendele.
Nogle har også vidnet om udfordringen ved at acceptere loven og om at have modtaget usædvanlige velsignelser som følge heraf.
Yanagida-familiens oplevelser i Japan er et sådant eksempel. I 1948 sendte Første Præsidentskab atter missionærer til Japan. Da Toshiko Yanagida adspurgte sin far om religion, opfordrede han hende til at deltage i en gudstjeneste hos de sidste dages hellige. Han var selv blevet medlem af Kirken i 1915.
Søster Yanagida mødtes med missionærerne, blev omvendt og blev døbt i august 1949, og hendes far var til stede. Hendes mand opsøgte senere missionærerne og blev døbt af den samme missionær, som havde undervist søster Yanagida.16
Toshiko Yanagida.
Ældste Renlund: Bror og søster Yanagida havde problemer med at betale tiende. De »tjente ikke mange penge, og nogle gange spekulerede de på, om de havde nok til at betale for deres søns frokost i skolen. De håbede også på at kunne købe et hus. Efter et kirkemøde spurgte [søster Yanagida] en missionær om tiendebetaling. ›Det japanske folk er meget fattigt nu efter krigen,‹ sagde hun. ›Det er så svært for os at betale tiende. Er vi nødt til at betale?‹
Ældsten svarede, at Gud har givet alle befaling om at betale tiende, og han talte om velsignelserne ved at adlyde princippet. [Søster Yanagida] var skeptisk – og også lidt vred. ›Det er amerikansk tankegang,‹ sagde hun til sig selv …
En søstermissionær lovede [søster Yanagida], at det at betale tiende kunne hjælpe hendes familie med at nå deres mål om at eje deres eget hus. Da de ønskede at være lydige, besluttede [bror og søster Yanagida] at betale deres tiende og stole på, at velsignelserne ville blive givet …
[De] begyndte at se [disse] velsignelser … De købte en rimelig grund i byen og fik tegnet en plan for et hus. Derefter søgte de om et boliglån gennem et nyt regeringsprogram, og da de fik tilladelse til at bygge, gik de i gang med at lægge fundamentet.
Alt gik glat, indtil en bygningsinspektør bemærkede, at deres grund var utilgængelig for brandvæsenet. ›Denne grund er ikke egnet til husbyggeri,‹ sagde han til dem. ›I kan ikke fortsætte med byggeriet‹.
Usikre på, hvad de skulle gøre, talte [bror og søster Yanagida] med missionærerne. ›Vi seks vil faste og bede for jer,‹ sagde en ældste til dem. ›I bør gøre det samme.‹ I de næste to dage fastede og bad familien Yanagida sammen med missionærerne. En anden inspektør kom derefter ud for at revurdere deres grundstykke. I begyndelsen gav han ikke meget håb til familien Yanagida om, at grundstykket blev godkendt ved inspektionen. Men da han undersøgte grunden, fandt han en løsning. I en nødsituation kunne brandvæsenet komme ind til ejendommen ved blot at fjerne et nærliggende hegn. Så kunne familien Yanagida alligevel bygge deres hus.
»›I to må have gjort noget usædvanligt godt engang i fortiden,‹ sagde inspektøren. ›I alle mine år har jeg aldrig været så imødekommende.‹ [Bror og søster Yanagida] var overlykkelige. De havde fastet og bedt og betalt tiende. Og som [denne fantastiske] søstermissionær havde lovet, ville de få deres eget hus.«17
Hellige rundt om i verden har haft lignende oplevelser, når de har betalt tiende. Herren velsigner sit folk, når de er trofaste og lydige. Og det er den trofaste betaling af tiende, der har gjort det muligt at bygge templer rundt om i verden.
Søster Renlund: Jeg ved, at vi er blevet velsignet på mange forskellige måder ved at efterleve loven om at betale tiende. Undertiden er velsignelserne ikke lige det, vi forventede, og de kan let blive overset. Men de er reelle. Vi har selv oplevet det.18
En af mine yndlingshistorier fortalt i Saints er, hvordan de første søstre blev kaldet til at tjene som fuldtidsmissionærer. I England i slutningen af 1890’erne cirkulerede der rygter om, at de sidste dages hellige kvinder var godtroende tåber, der ikke kunne tænke selvstændigt. På et tidspunkt kom en sidste dages hellig fra Salt Lake City, Elizabeth McCune, og hendes datter til London på et længere besøg.
Da de deltog i en kirkekonference i London, blev Elizabeth overrasket, da »Joseph McMurrin, en rådgiver i missionspræsidentskabet, under formiddagsmødet fordømte … uflatterende udtalelser om sidste dages hellige kvinder [og meddelte:] ›Vi har netop nu en kvinde fra Utah iblandt os … Vi vil bede søster McCune om at tale i aften og fortælle jer om sine oplevelser i Utah.‹ Han opfordrede derefter alle konferencens deltagere til at tage deres venner med for at høre hende tale.«
»Da mødetidspunktet nærmede sig, fyldtes lokalet til bristepunktet. Elizabeth bad en stille bøn og gik op til talerstolen.« Hun talte til forsamlingen om sin tro og sin familie og vidnede frimodigt om evangeliets sandhed. Hun sagde også: »›Vores religion lærer os, at hustruen står skulder ved skulder med sin mand.‹ Da mødet var slut, gav mange fremmede Elizabeth hånden. ›Hvis flere af jeres kvinder ville komme hertil,‹ sagde en, ›ville de kunne udrette meget godt.‹«
»Efter at have set Elizabeths virkning på publikum skrev [præsident McMurrin til Kirkens præsident:] ›Hvis et antal kloge og intelligente kvinder blev kaldet på mission i England … ville resultaterne blive fremragende.‹« »Beslutningen om at kalde kvinder som fuldtidsmissionærer var til dels et resultat af Elizabeth McCunes forkyndelse.«18
Elizabeth McCune.
Den 22. april 1898 gik Inez Knight og Jennie Brimhall i land i Liverpool, England. De var de første, der blev indsat som »kvindelige missionærer« for Kirken.
De ledsagede præsident McMurrin og andre missionærer til en by øst for Liverpool. Om aftenen deltog en stor menneskemængde i et gademøde med missionærerne. Præsident McMurrin bekendtgjorde, at der ville blive afholdt et særligt møde den følgende dag, og han opfordrede alle til at komme og høre forkyndelse fra ›virkelige, levende mormonkvinder‹«.20 Dette er Inez Knights missionsdagbog. Hun skrev: »Om aftenen talte jeg med frygt og bæven, men jeg overraskede mig selv.«21 Hun erkendte den himmelske hjælp, hun modtog, idet hun skrev: »Jeg talte om aftenen til en stor menneskemængde, men blev velsignet ved andre missionærers bønner.«22 Disse »ægte levende mormonkvinder« klarede sig godt, gik fra dør til dør og vidnede ofte ved gademøder. De fik snart følgeskab af andre søstermissionærer, som arbejdede overalt i England.
Ældste Renlund: Søster Knight og søster Brimhall var begyndelsen. I denne uddeling har hundredtusinder af søstermissionærer tjent.23 En af de ting, der slår mig ved søstermissionærer, er, at de kan være effektive ved at være deres eget autentiske jeg. De er ægte sidste dages hellige kvinder. Ligesom søster Knight og søster Brimhall taler de med folk om, hvem de er, og hvorfor de tror, som de gør.
Søstermissionærernes indflydelse på Israels indsamling har været ekstraordinær. En ung ældste spurgte mig for nylig under en spørgerunde, hvorfor menighederne i hans mission foretrækker søstermissionærer. Mit svar var ganske enkelt: »Fordi søstre lægger deres hjerte og sjæl i arbejdet. Medlemmerne elsker alle missionærer, der gør det, og har så ingen forbehold.«
Søstermissionærers svar på missionskald har været og er fortsat en vigtig del af evangeliets udbredelse. Præsident Nelson sagde ved aprilkonferencen: »Vi elsker søstermissionærer og byder dem hjerteligt velkommen. Det, I bidrager med i dette værk, er storslået!«24
Søster Renlund: Jeg er også imponeret over det gode, som søster McCune, der ikke var kaldet og indsat som missionær, udrettede. Men denne dejlige søster fik ting til at ske på grund af sin tro.25
Det bringer os til en anden imponerende beretning i Saints, bind 3. Her finder vi eksempler på hellige, som viste deres engagement som disciple under de mest vanskelige omstændigheder. Tidligere fjender overvandt fjendskab og blev forenet, fordi de stolede på Jesus Kristus.
Efter Anden Verdenskrig var »Nederlandene i en ulykkelig forfatning efter fem års besættelse [af det tyske naziregime]. Mere end to hundrede tusinde hollændere var døde under krigen, og hundredtusindvis af hjem var blevet beskadiget eller ødelagt. Mange hellige i … Nederlandene var forbitrede over for tyskerne« og over for hinanden, fordi nogle havde gjort modstand og andre havde samarbejdet med besætterne. Splittelsen var meget håndgribelig.
Ældste Renlund: »Missionspræsident Cornelius Zappey opfordrede Kirkens grene til at supplere deres fødevareforsyning ved projekter med at dyrke kartofler ved hjælp af læggekartofler fra den hollandske regering.« Med denne opfordring begyndte »grene i Holland … med at dyrke kartofler overalt, hvor de kunne finde et sted, og dyrkede kartofler i baggårde, blomsterhaver, tomme grunde og vejkanter.
Kort før høsttid holdt [præsident Zappey] en missionskonference i Rotterdam.« Han vidste fra samtaler med præsidenten for den østtyske mission, »at mange hellige i Tyskland led under alvorlig mangel på mad. [Præsident Zappey] ønskede at gøre noget for at hjælpe, så han spurgte de lokale ledere, om de ville være villige til at afgive en del af deres kartoffelhøst til de hellige i Tyskland.
›Nogle af de mest bitre fjender, som I har mødt som følge af denne krig, er det tyske folk,‹ erkendte han. ›Men disse mennesker har det nu meget værre end jer.‹
I begyndelsen var nogle af de hollandske hellige modstandere af planen. Hvorfor skulle de dele deres kartofler med tyskerne? [Nogle havde mistet deres hjem] til tyske bomber eller [set] deres kære sulte ihjel, fordi de tyske besættere havde taget deres fødevarer.«
Præsident Zappey bad Pieter Vlam, en tidligere krigsfange og leder af Kirkens gren i Amsterdam, om »at besøge grenene i hele Holland og opfordre dem til at støtte planen«, idet han skelnede mellem naziregimet og det tyske folk. Pieter var en erfaren kirkeleder, hvis uretfærdige fængsling i en tysk lejr var velkendt. Hvis der var nogen, som de hollandske hellige elskede og stolede på i missionen, var det Pieter Vlam.«
Da Pieter mødtes med grenene, »hentydede han til sine strabadser i fængslet. ›Jeg har lidt under dette,‹ sagde han. ›I ved, at jeg har.‹ Han opfordrede dem indtrængende til at tilgive det tyske folk. ›Jeg ved, hvor svært det er at elske dem,‹ sagde han. ›Hvis de er vores brødre og søstre, så bør vi behandle dem som vores brødre og søstre.‹«
Søster Renlund: »Hans ord og de andre grenpræsidenters ord rørte de hellige, og manges vrede smeltede væk, alt imens de høstede kartofler til deres tyske [brødre og søstre].« Ikke kun det, men også uenigheder og mistillid, der havde eksisteret mellem medlemmerne i grenene, begyndte også at forsvinde. Medlemmerne »vidste, at de kunne samarbejde i det videre forløb.
[Præsident Zappey] arbejdede i mellemtiden på at sikre tilladelser til at transportere kartoflerne til Tyskland … Da nogle embedsmænd forsøgte at stoppe forsendelsesplanerne, sagde [præsident Zappey]: ›Disse kartofler tilhører Herren, og hvis det er hans vilje, vil Herren sørge for, at de kommer til Tyskland.‹
Cornelius Zappey, hollandske missionærer og hollandske hellige læsser kartofler til transporten.
Til slut mødtes de hollandske hellige og missionærer i november 1947 i Haag for at læsse … mere end 63 tons kartofler. Kort tid efter ankom kartoflerne til Tyskland, hvor de blev fordelt blandt de hellige …
Rygtet om kartoffelprojektet nåede snart frem til Det Første Præsidentskab. Præsident David O. McKay var forbløffet og sagde: ›Dette er en af de største udtryk for sand kristen adfærd, som jeg nogensinde har hørt om.‹«26
Ældste Renlund: Det følgende år sendte de nederlandske medlemmer igen en stor kartoffelhøst til tyskerne. Og de tilføjede sild, hvilket gjorde gaven endnu større. Nogle få år senere, i 1953, oversvømmede Nordsøen store dele af Nederlandene, hvilket efterlod de hollandske medlemmer i nød. Denne gang sendte tyske hellige hjælp til Nederlandene for at hjælpe dem i deres nødens stund. De hollandske helliges velgørenhedshandlinger har givet genlyd i årevis og er et varigt vidnesbyrd om den kærlighed og velgørenhed, der er mulig, selv mellem fjender, når almindelige mennesker elsker Gud først og deres næste som sig selv.
Viljen til at tilgive bragte helbredelse til de hollandske medlemmer. Jeg har opdaget, at det samme gælder for mig. Når jeg bærer nag, bliver Ånden bedrøvet. Hvis jeg er vred, er jeg mindre venlig og mindre kristuslignende i min opførsel over for andre. Denne sandhed beskrives smukt af en person i Alan Patons roman fra 1953, Og dog burde jeg have talt, der foregår i Sydafrika under apartheidsystemet: »Der hersker en hård lov … at når en dyb krænkelse er sket mod os, så kommer vi aldrig over den, før vi tilgiver.«27
Søster Renlund: Der er så mange flere inspirerende historier fra Kirkens historie i dette tidsrum, som fortælles i Saints, bind 3, med beretninger fra alle dele af verden. Måske vil I gerne læse om William Daniels, som i årevis tjente trofast i den raceadskilte by Cape Town i Sydafrika. Selv om han ikke blev ordineret til et præstedømmeembede, havde han et brændende vidnesbyrd.28
Ældste Renlund: Eller også Rafael Monroy og Vicente Morales i Mexico, som blev martyrer for deres tro. Eller Rafaels mor, Jesusita, og hans kone, Guadalupe, som modigt ledede deres familie og samfund på trods af vedvarende trusler.29
Jesusita Monroy.
Søster Renlund: Eller Alma Richards, den første sidste dages hellige, der vandt en olympisk medalje, bl.a. fordi han valgte at efterleve visdomsordet.30
Ældste Renlund: Eller Hirini Whaanga, som støttet af sin trofaste hustru Mere vendte tilbage til sit hjemland New Zealand som missionær for at forkynde evangeliet og indsamle navne til tempelordinancer.31
Søster Renlund: Eller Helga Meiszus, der som ung kvinde holdt fast ved troen som sidste dages hellig i Nazityskland på trods af mobning fra tidligere venner, lærere og skoleledere.32
Ældste Renlund: Eller Evelyn Hodges, som arbejdede som socialarbejder ansat af Hjælpeforeningen for at hjælpe familier med at komme på fode igen under den Store Depression.33
Søster Renlund: Vi har ikke tid til at fremhæve flere, men jeg ved, at I alle selv vil have lyst til at læse dette tredje bind af Saints.
Ældste Renlund: For mig er den perfekte salme for denne periode i Kirkens historie »Alle nationer Herren har kaldt«34 som koret vil synge som afslutning på vores møde. »Alle nationer Herren har kaldt« blev skrevet af Louis F. Mönch, en tysker, der blev medlem af Kirken, da han rejste gennem Salt Lake City. Senere tjente han som missionær for kirken i Schweiz og Tyskland. Det var under sin mission, at han udgav mange materialer på tysk, bl.a. »Alle nationer Herren har kaldt«. Den blev en af de mest elskede salmer blandt de tysktalende sidste dages hellige. Den blev første gang udgivet i Tyskland i denne salmebog i 1890. Den blev oversat til andre sprog og udgivet som en del af den salmebog, som vi bruger. Denne version udelod hans tredje vers, som koret nu også vil synge.
Dette tredje vers beskriver, hvad de hellige, som vi har talt om, gjorde i denne æra. De »ærede den eneste og sande levende Gud. [Kom] og [blev] døbt; [holdt] fast ved jernstangen. [Gav] ham [deres] hjerte med tro på hans Søn – Jesus, den Hellige.«
Jeg opfordrer jer til at læse Saints for at lære og forstå Kirkens historie og lære af Kirkens medlemmers eksempel. Saints er usædvanligt veldokumenteret og pålidelig. Den er et vidnesbyrd om den fortsatte genoprettelse af Jesu Kristi Kirke. Vores historie er inspirerende. Denne historie er vores fælles arv, uanset om vi nedstammer fra tidlige pionerer, senere pionerer, eller om vi selv er pionerer i troen.
Hvorfor betyder det noget? Hvorfor har vi brugt så meget tid på at fortælle disse historier? Det er fordi disse historier giver os eksempler fra det virkelige liv på den kraft, der ligger i at lære vor Frelser at kende. Jeg ved, at Jesus Kristus lever og leder denne kirke og våger over sit pagtsfolk, som er væbnet med Guds kraft i stor herlighed. Jeg nedkalder den velsignelse over jer, at I vil føle Frelserens kærlighed i jeres liv, når I nærmer jer ham og hans kirke. I Jesu Kristi navn. Amen.