Institutrejsen: At tage eller blive taget?
Fra en tale holdt ved områdeforedrag for Unge Voksne i Europa og Afrika, 7. mar. 2021.
Mine elskede unge voksne brødre og søstre blandt dette enorme virtuelle møde, det er et meget personligt privilegium for mig at tale til jer i aften i formatet af dette foredrag. En årsag til, at jeg er så glad, er, at denne aftens aktivitet er sponsoreret af og dedikeret til Kirkens institutprogram og er en »første af sin slags«. I aften gør vi en indsats for at nå langt ud over de tidligere grænser.
Tidligere var det almindeligt, at en af Kirkens generalautoriteter eller øverste ledere tog til et institutområde og gav sit budskab til den ene forsamling. Den tilgang var fin, da Kirken var lille, og institutklasser var få. Men efterhånden som Kirken og vores gruppe af Unge Voksne er vokset, har vi været nødt til at bruge vores brødres og søstres tid mere effektivt. Så i aften underviser og vidner vi ikke kun til et institutområde, men med de teknologiske fordele sender vi til en af de måske største grupper af mange institutklasser, vi nogensinde har haft – fra Newcastle til Novosibirsk, fra København til Cape Town. At være en del af det er virkelig spændende. I er en del af en historisk aften.
Et andet personligt privilegium i aften er muligheden for at være sammen med biskop Gérald Caussé, søster Bonnie Cordon og bror Chad Webb. De er blevet præsenteret for jer som ledere i Kirken, men jeg introducerer dem for jer som mine kære og meget personlige venner.
Og til sidst er dette foredrag noget særligt for mig, fordi for 55 år siden fik jeg min eksamen fra BYU og tog mit første virkelige, rigtige fuldtidsjob. I det, der sandsynligvis var en alvorlig fejl fra deres side, ansatte administratorer i Kirkens Uddannelsessystem mig som institutlærer og leder. Jeg elskede den oplevelse, og jeg har elsket institutprogrammet og institutelever lige siden.
Lige fra starten vil jeg gerne gøre det klart, at vi fire ikke vil lægge et stort pres på jer for at få jer til at »komme til institut«, eller som nogle af eleverne siger: »Tage institutklasser.« Vi rekrutterer ikke til det program, og unge voksne bør ikke føle, at formålet med dette foredrag eller for den sags skyld at selve formålet med institutprogrammet er at fylde institutklasser op. I er her ikke, så institut kan blive et vellykket kirkeprogram. Nej, det er omvendt. Institut eksisterer, så I kan blive en succesrig sidste dages hellig. Så vi vil ikke bede jer om at tage en institutklasse, så meget som vi vil invitere jer til at lade institut tage jer. Titlen på min tale i aften er i sandhed »Institutrejsen: At tage eller blive taget?« Og hvor skal det føre jer hen?
Ja, først og fremmest ønsker vi, at det fører jer tættere på jeres Fader i himlen, tættere på hans Søn Jesus Kristus, tættere på Helligånden. Fra vores erfaring fra forskellige opgaver i hele verden, fornemmer vi, at nogle af jer føler jer fjernt fra Gud – afskåret fra en personlig følelse omkring Jesu Kristi mission og forsoning og fremmed for hverdagsoplevelser med Helligånden og dens vejledning i jeres liv. Selvfølgelig er det ikke alle, der har det sådan, men mange af jer har. Det er en bekymring for os alle, fordi Frelseren selv i sin store bønsomme erklæring sagde: »Dette er det evige liv, at [I] kender dig, den eneste sande Gud, og [mig], du har udsendt, Jesus Kristus«.«1
Så denne institutrejse er ikke bare en behagelig åndelig oplevelse eller en lille trøst på en nedslående dag … Vores kendskab til og forhold til medlemmerne af Guddommen er helt centralt i vores søgen efter evigt liv. Så et af de steder, som institut kan tage jer til, er den dybe, stærke og betagende erkendelse af, at jeres lykke, jeres sikkerhed, jeres fred i sindet og i sidste ende jeres frelse er kernen i alt, hvad disse guddommelige væsener gør. Nuvel, jeg mener ikke bare nogle ting, som de gør; Jeg mener alt, hvad de gør. Alt Gud, Kristus og Helligånden gør – for ikke at sige noget om himlens engle på deres befaling – har noget at gøre med at give jer det, I håber på og drømmer om og jeres evige liv. Hvis noget ikke bidrager til jeres lykke og fremgang, så gør de det ikke. Hvordan kan I vide det? I vil vide det i en institutklasse, der »tager« jer til Guds ord. I dette tilfælde kan det måske tage jer til Mormons Bog.
Da profeten Nefi kom tættere og tættere på slutningen af sit liv, blev hans prædikener og lærdomme mere frimodige og, for mit vedkommende, smukkere. Hans skrivelser udgør de første 117 sider af Mormons Bog, som vi nu har dem i den engelske udgave, men læg venligst mærke til de sidste 20 sider af dette materiale, de sider, der udgør hans sidste vidnesbyrd. Der skriver han denne enkle sandhed, som er kernen i hans tro, til os: »Jeg siger jer, at Gud Herren … gør ikke noget, uden at det er til gavn for verden.«2
Sikke en enkel, enkel udtalelse, men hvilken stor trøst, når vi indser, at I og jeg er hans verden. Dette vers og mange andre skriftsteder siger mig, at vi er Guds højeste prioritet, at selve hans hensigt – hans værk – er at velsigne os. Som sådan har han ikke nu og vil heller aldrig forlade, glemme eller opgive os. Og denne kærlighed, denne omsorg for os, er uendelig. Mormon sagde, at »det, som er af Gud, opfordrer og tilskynder til bestandig at gøre godt.«3 Bestandig. På trods af det faktum, at han har et univers at styre – planeter, der skal holdes i deres kredsløb, solsystemer, der ikke skal brændes op, utallige stjerner, som han alligevel tæller, og hvis navne han kender, og alle de blomster, der skal frembringes om foråret – skal jeg fortsætte? Er jeg nødt til at beskrive alt det arbejde, de ansvar og de pligter, Gud har for at pointere, at alt dette er rettet mod, men sekundært i forhold til os, vores børn, hans børn – og at trækplasteret – tillokkelsen af hans kærlighed til vores gavn, vores lykke, vores frelse – er vedvarende?
»Min gerning og herlighed« siger han, er »at tilvejebringe udødelighed og evigt liv for mennesket.«4
»Han gør ikke noget, uden at det er til gavn for [sine børn].«5
»Det, som er af Gud, opfordrer og tilskynder til bestandig at gøre godt.«6
»For således elskede Gud verden, at han gav sin enbårne søn.«7
Vi kunne blive ved. Institutprogrammet er dedikeret til at bringe jer tættere på en forståelse af den slags trofaste, pålidelige og ufejlbarlige Gud.
Disse eksempler, som jeg lige har brugt fra skrifterne, antyder en skøn rejse, som en institutklasse kan tage jer på. Det er at rejse ind i de hellige skrifter og finde det under, der findes der. En af mine mange åndelige oplevelser med skrifterne var den dag, jeg studerede afsnit 5 i Lære og Pagter i en klasse på BYU. (Lære og Pagter er tilfældigvis det kursus i Kom og følg mig, som vi følger i år).
I dette afsnit i skriften giver Herren instruktioner til Joseph Smith om at frembringe Mormons Bog for offentligheden. Joseph er kun 23 år gammel, samme alder som nogle af jer har. Han har haft guldpladerne i sin besiddelse i næsten 18 måneder, men han er blevet belejret med så mange udfordringer og har stået over for så mange forhindringer, at han ikke rigtigt har været i stand til at oversætte.
Desuden må han have haft så mange ting i tankerne, som han vidste, at han endnu skulle gøre. Tænk blot på, hvad der fulgte med at gengive alt, der tilhørte Guds rige. Han skulle være nøglepersonen for genoprettelsen af selve Kirken med dens apostle og profeter og ledere og præstedømmer. Han ville modtage åbenbaring angående tiende og missioner, visdomsordet og ledelse af Kirken. Han skulle undervise i principper for selvhjulpenhed, organisere Hjælpeforeningen og bygge templer. Han skulle lægge planer for Det Ny Jerusalem og sende missionærer til jordens fire hjørner. Han skulle gøre alt dette, og det viste sig, at han ikke ville leve særligt længe i sit forsøg på at gøre det. Men uanset hvad, lå alt dette og mere foran ham i foråret 1829.
Men dette er, hvad Herren sagde:
»[Joseph,] du har den gave at kunne oversætte pladerne; og dette er den første gave, som jeg har overdraget til dig; og jeg har befalet, at du ikke skulle hævde at have nogen anden gave, førend mit formål er opnået med hensyn til dette; for jeg vil ikke skænke dig nogen anden gave, førend det er gjort færdigt«8
Jeg kan huske, da vi studerede det skriftsted i min religionsklasse. Jeg indså – nærmest for første gang – hvor afgørende skriften var for vor Fader i himlen og for evangeliets gengivelse og for os i vores daglige liv. Budskabet i afsnit 5 er, at på trods af alt det, Joseph havde liggende foran sig at udføre, skulle han ikke gøre noget – han skulle ikke forfølge nogen anden gave – indtil han færdiggjorde oversættelsen af Mormons Bog og gav dette majestætiske vidnesbyrd om Kristus til verden. Det var det vigtigste, og skrifterne skulle være de første af Josephs pligter. Da og kun da, skulle han udføre de andre opgaver, der ventede ham. Der kunne ikke have været nogen vellykket genoprettelse eller organisering af Kirken uden fundamentet af denne åbenbarede skrift. I samme ånd kan vores liv ikke gå fremad på dets foreskrevne kurs uden et fundament af hellig skrift, hvorpå vi kan udvikle os, og som vi kan bygge videre på. Det er det, institutklasser kan sørge for. Det er der, det kan »tage jer« hen.
Skriftstudium udgør en afgørende forberedelse til endnu en vigtig rejse, som mange af jer må tage. Vi håber, at enhver ung voksen mand, der er i stand til det, og så mange voksne kvinder, som vælger det, vil tjene på en fuldtidsmission. Men før I gør det, burde I – bør I – studere og elske skrifterne. Det er det, Herren lærte Hyrum Smith, da han ønskede at tage på mission, selv før Kirken formelt blev organiseret. Blot to måneder efter Herren bad Joseph om at prioritere oversættelsen af Mormons Bog først, gav han denne åbenbaring til profetens vidunderlige og trofaste storebror. Læg mærke til den rolle, som skrifterne spiller i at bringe kraft til en missionærs undervisning.
Og jeg citerer: »Se, marken er allerede hvid til høst; derfor, den, der ønsker at høste, lad ham svinge sin segl af al sin kraft … og [forsøge] at fremme og grundfæste Zions sag … Se, jeg befaler dig, at du ikke skal tro, at du er kaldet til at prædike [endnu]. Vent lidt længere, indtil du får mit ord, min klippe … mit evangelium, så du med vished kan kende min lære.«
»Søg ikke at kundgøre mit ord, men søg først at få mit ord, og så skal din tunge blive løst; så skal du, hvis du ønsker det, få min Ånd og mit ord, ja, Guds kraft, så du kan overbevise menneskene.«9
Jeg husker historien om præsident Hugh B. Brown, der engang besøgte en mission. I løbet af konferencen ønskede han at afholde et vidnesbyrdsmøde. Gang på gang rejste missionær efter missionær sig og sagde: »Jeg ved, at evangeliet er sandt.« Ved slutningen af mødet rejste præsident Brown sig og sagde: »Jeg er taknemmelig for, at I alle ›ved, at evangeliet er sandt‹, men jeg venter på, at en af jer siger: ›Jeg kender evangeliet.‹ Så vil jeg blive mere imponeret, når I siger, at I ved, at det er sandt.«10
Selvfølgelig prøvede han at lære missionærerne noget. Han spillede en undersøger, der hørte missionærlektionerne for første gang. Han ønskede, at ældsterne og søstrene skulle vide, at de skulle have en rimelig beherskelse af Kirkens lære, før deres vidnesbyrd om den kunne have stor indflydelse. Det er stadig lige så sandt for alle jer missionærer og kommende missionærer, som det var for Hyrum Smith. Kend skrifterne. Så vil Ånden hjælpe jer til at undervise med »Guds kraft, så [I] kan overbevise menneskene«.11 Sikke en god opskrift på succes som missionær. Og til alle jer derude, der allerede har tjent en mission, så bliv ved med at være missionærorienterede. Bliv i skrifterne. Forbliv skarpe i dem i en institutklasse. Vi har brug for, at I underviser og vidner om dem resten af jeres liv.
Lad mig fortælle jer om en afsluttende rejse, som standardværkerne og en institutklasse kan tage jer på. Det er en rejse, hvor vi hører Herrens røst, en oplevelse vi helt sikkert alle længes efter. Lyt til denne lære.
Efter en af de tidligste åbenbaringer, der ville blive til afsnit 18 i Lære og Pagter og blev givet lige inden Peter, Jakob og Johannes kom for at gengive Det Melkisedekske Præstedømme, siger Herren om disse åbenbaringer, der nu blev skrevet ned og indsamlet:
»Disse ord er ikke fra mennesker, ej heller fra et menneske, men fra mig …
for det er min røst, som taler dem til jer, for de bliver givet ved min Ånd til jer, og ved min kraft kan I læse dem for hinanden, og var det ikke ved min kraft, kunne I ikke få dem.
Derfor« – Lyt nu – »Derfor kan I vidne om, at I har hørt min røst og kender mine ord.«12
Læse skrifterne »for hinanden«? For mig lyder det som en institutklasse. Men hvad enten det er en klasse eller et nadvermøde, en stavskonference eller privat studietid, når vi læser eller hører skrifterne, så hører vi Guds røst, og det er noget særligt, noget helligt. Det er en rejse, der er værd at foretage.
Lad en institutklasse hjælpe med at sørge for den. Nuvel, mine elskede unge venner, I har et stort værk at udføre. I er, ligesom Ester, blevet født til en tid som denne. Frygt ikke og vær ikke modløse. Gud vil altid være med jer på jeres rejse. Bare sørg for at tage ham og hans ord med jer. Bed altid om at høre hans røst i disse skrifter.
Jeg vil have mulighed for at bære mit vidnesbyrd, når vi afslutter dette møde, men lad mig her sige, at jeg elsker skrifterne og spekulerer på, hvor min rejse i livet ville have taget mig uden dem. Jeg ved, at Jesus er Kristus, og jeg ved, at evangeliet er sandt, i det mindste delvist på grund af skrifterne og på grund af oplevelser i klasser som dem, institut tilbyder. Jeg kan sige: »Jeg ved, at Jesus er Kristus, og evangeliet er sandt«, fordi jeg kan sige: »Jeg kender Jesus Kristus, og jeg kender evangeliet« – i det mindste er jeg begyndt at kende dem, og det er et livslangt privilegium. Jeg opfordrer jer til at tage på den samme rejse. I Jesu Kristi navn. Amen.