Vores Ven
På jagt i skrifterne
Juni 2024


»På jagt i skrifterne«, Vores Ven, juni 2024, s. 18-19.

På jagt i skrifterne

Elskede vor himmelske Fader ham virkelig?

Denne historie fandt sted i USA.

Dreng læser skrifterne og ser forvirret ud

»Godnat, mor.« Calan kravlede i seng.

»Godnat. Jeg elsker dig, og vor himmelske Fader elsker dig også.« Mor gav ham et kram og slukkede lyset.

Calan stirrede op i loftet. Mor og far fortalte ham altid, at vor himmelske Fader elskede ham. Men var det sandt? Calan var ikke fuldkommen, og nogle gange begik han fejl. Elskede vor himmelske Fader ham virkelig?

Han vendte sig i sengen. Hans forældre viste ham kærlighed på mange måder, som f.eks. ved at give ham kram. Men han havde aldrig fået et kram af vor himmelske Fader. Så hvordan kunne han føle vor himmelske Faders kærlighed?

Dagen efter var det søndag. Mens Calan gjorde sig klar til at gå i kirke, spekulerede han stadig på, om vor himmelske Fader elskede ham. Hvordan kunne han vide, hvad vor himmelske Fader i virkeligheden følte for ham?

I kirken forsøgte Calan og hans bror og søstre at sidde stille og lytte til talerne. Mor sendte papir og farvekridt ned til Sierra, og far havde Jonny på skødet.

Men Calan tænkte stadig på sit spørgsmål. Så fik han en idé.

Han åbnede sine skrifter. Mor og far sagde, at Mormons Bog fortalte om de ting, vor himmelske Fader ønsker, vi skal vide. Måske kunne Mormons Bog besvare Calans spørgsmål.

Calan begyndte at bladre gennem bogen. Han så vers om Alma den Yngre og lamanitten Samuel. Men han så ikke nogen ord, der handlede om vor himmelske Faders kærlighed.

Da det var tid til Primary, tog Calan sit eksemplar af Mormons Bog med sig. Han læste flere vers. Bagerst i Mormons Bog fandt han en liste over skriftsteder om kærlighed. Han slog nogle vers op, men han fandt stadig ikke noget om vor himmelske Faders kærlighed til ham.

Så var det tid til, at lektionen begyndte. Bror og søster Walters gav klassen tid til at finde et vers i Mormons Bog, som de hver især følte betød noget for dem.

Calan åbnede sine skrifter igen.

Endelig så han et vers, han endnu ikke havde læst. Det handlede om Nefi, og dengang han så et syn og talte med en engel.

Calan følte sig varm indeni, da han læste Nefis ord om vor himmelske Fader. »Jeg ved, at han elsker sine børn« (1 Ne 11:17). Calan læste verset igen. Hans hjerte fyldtes af en stærk følelse. Det føltes som et stort kram. Vor himmelske Fader elskede ham faktisk.

Efter Primary glædede Calan sig til at fortælle mor, hvad han havde lært. »Vor himmelske Fader elsker sine børn. Der står lige her i Mormons Bog,« sagde Calan. »Og det betyder, at han elsker mig!«

Mor gav Calan et stort knus. »Det er sandt. Vor himmelske Fader elsker dig rigtig højt.«

Calan følte sig så glad. Det kunne godt være, at han ikke kunne få et kram af vor himmelske Fader, men at føle Helligånden, det var lige så godt.

Dreng krammer sin mor
PDF-udgave af historien

Illustrationer: Josh Talbot