To principper, der gælder for enhver husstand
Det er oftest i modgangens prøvelse, at vi lærer de mest nødvendige lektier, som former vores karakter og skaber vores skæbne.
På vore rejser for at besøge Kirkens medlemmer over hele verden og ved hjælp af fastlagte præstedømmekanaler får vi førstehånds tilbagemeldinger om medlemmernes forhold og udfordringer. I årevis har mange af vore medlemmer været påvirket af katastrofer verden over, både naturens og de menneskeskabte. Vi forstår også, at familier har været nødt til at spænde livremmen ind, og at de er bekymrede for, om de kan holde ud i disse svære tider.
Brødre, vi føler os tæt på jer. Vi elsker jer, og vi beder altid for jer. Jeg har oplevet nok op- og nedture i mit liv til at vide, at efter vinteren kommer varmen og håbet fra et nyt forår. Jeg er optimistisk omkring fremtiden. Brødre, vi må på vores side forblive standhaftige i håbet, arbejde med hele vores styrke og stole på Gud.
På det seneste har jeg tænkt på en tid i mit liv, hvor mine bekymringer om en usikker fremtid altid var nærværende. Jeg var 11 år gammel og boede med min familie på loftet på en gård i nærheden af Frankfurt i Tyskland. Vi var flygtninge, for anden gang på kun få år, og vi kæmpede med at bosætte os et nyt sted, langt fra vores tidligere hjem. Jeg kunne sige, at vi var fattige, men det ville være en underdrivelse. Vi sov alle i ét rum, som var så lille, at der dårligt nok var plads til at gå rundt om sengene. I det andet lille rum havde vi et par beskedne møbler og et komfur, hvor mor lavede mad. For at gå fra et rum til det andet, måtte vi gå igennem et opbevaringsområde, hvor landmanden havde sine landbrugsredskaber og værktøj sammen med kød og pølser, som hang fra spærrerne. Duften gjorde mig altid meget sulten. Vi havde ikke noget badeværelse, men vi havde et das – ned ad trappen og ca. 15 meter væk, selv om det føltes meget længere om vinteren.
Fordi jeg var flygtning og på grund af min østtyske accent, gjorde andre børn tit nar ad mig og brugte øgenavne, som sårede mig dybt. I hele min barndom tror jeg, at denne tid var den mest nedslående.
Nu, årtier senere, kan jeg se tilbage på de dage igennem erfaringens blødgørende filter. Selv om jeg stadig husker smerten og fortvivlelsen, kan jeg nu se, hvad jeg dengang ikke kunne se: Dette var en periode med stor personlig vækst. I den tid blev vi stærkere som familie. Jeg iagttog og lærte meget af mine forældre. Jeg beundrede deres beslutsomhed og optimisme. Af dem lærte jeg, at modgang, når den konfronteret med tro, mod og vedholdenhed, kan overvindes.
Vel vidende at nogle af jer selv oplever perioder med angst og fortvivlelse, vil jeg i dag tale om to vigtige principper, som hjalp mig gennem denne periode i mit liv, hvor jeg udviklede mig.
Det første princip: Arbejde
Jeg er den dag i dag dybt imponeret over, hvordan min familie arbejdede efter at have mistet alt efter 2. verdenskrig! Jeg husker min far – offentlig ansat tjenestemand af uddannelse og erfaring – som tog flere fysisk krævende job, deriblandt som kulminearbejder, uranminearbejder, mekaniker og lastbilchauffør. Han tog af sted tidligt om morgenen og kom oftest sent hjem om aftenen for at kunne forsørge vores familie. Min mor startede et vaskeri og arbejdede utallige timer med fysisk arbejde. Hun ansatte min søster og mig i sit foretagende. Jeg stod for afhentning og udbringning, fordi jeg havde en cykel. Det føltes godt at være i stand til at hjælpe lidt til i familien, og, selvom jeg ikke vidste det på det tidspunkt, viste det fysiske arbejde sig desuden at være en velsignelse for mit helbred.
Det var ikke nemt, men arbejdet afholdt os fra at tænke for meget over vores vanskelige forhold. Selvom vores situation ikke ændrede sig straks, så ændrede den sig dog. Det er det, der er ved arbejde. Hvis vi ganske enkelt bliver ved – vedholdende og konstant – bliver det helt sikkert bedre.
Hvor jeg dog beundrer mænd, kvinder og børn som ved, hvordan man arbejder! Herren elsker arbejderen! Han sagde: »I dit ansigts sved skal du spise dit brød,«1 og »arbejderen er sin løn værd.«2 Han kom også med et løfte: »Sving derfor din segl af hele din sjæl, så bliver dine synder dig tilgivet.«3 De, som ikke er bange for at rulle ærmerne op og fortabe sig i jagten på værdige mål, er en velsignelse for deres familier, samfund, nationer og for Kirken.
Herren forventer ikke, at vi arbejder hårdere, end vi er i stand til. Han sammenligner ikke (og det bør vi heller ikke) vores anstrengelser med andres. Vor himmelske Fader beder os kun gøre det bedste, vi kan – at vi arbejder i henhold til vores bedste formåen, hvor stort eller småt det så måtte være.
Arbejde er en modgift mod angst, en salve mod sorg og en dør til muligheder. Hvad omstændighederne i livet end måtte være, mine kære brødre, lad os gøre det bedste, vi er i stand til, og kultivere et omdømme af fortræffelighed i alt, hvad vi gør. Lad os indstille vore tanker og krop på de storslåede muligheder for arbejde, som hver ny dag bringer.
Når vognen sætter sig fast i mudderet, er Gud mere tilbøjelig til at hjælpe manden, som står ud af bilen for at skubbe den ud af mudderet, end manden som blot hæver stemmen i bøn – uanset hvor velformulerede ordene er. Præsident Thomas S. Monson sagde det på denne måde: »Det er ikke nok at ønske at gøre en indsats eller at sige, at vi vil gøre en indsats … Det er ved at handle, ikke bare tænke, at vi opnår vore mål. Hvis vi konstant udskyder vore mål, kommer vi aldrig til at opnå dem.«4
Arbejde kan være forædlende og opfyldende, men husk Jakobs advarsel om ikke at bruge »jeres arbejdskraft på det, som ikke kan tilfredsstille.«5 Hvis vi helliger os en stræben efter verdslig rigdom og berømmelse på bekostning af vores familie og vores åndelige vækst, så opdager vi hurtigt, at vi er blevet narret. Det retfærdige arbejde vi gør inden for hjemmets fire vægge er helligt; dets fordele er af natur evige. Det kan ikke uddelegeres. Det er fundamentet i vores arbejde som præstedømmebærere.
Husk på, at vi kun er midlertidige rejsende i denne verden. Lad os ikke hellige vore gudgivne talenter og energi på kun at samle verdslig hæder og rigdomme, men lad os hellere bruge vore dage på at udvikle os åndeligt. Som sønner af den højeste Gud er vi skabt til at søge større visdom.
Nu, nogle ord til os ældre brødre: Pensionering er ikke en del af Herrens store plan for lykke. Man kan ikke få et sabbatsår eller gå på pension fra sine præstedømmeansvar – uanset alder eller fysiske formåen. Mens talemåden »det har jeg prøvet, det har jeg gjort« måske kan bruges som en undskyldning for at undgå at skulle stå på skateboard, sige nej til en motorcykeltur eller forbigå en stærkt krydret ret i en buffet, så er det ikke en acceptabel undskyldning for at undgå pagtens ansvar om at vie vores tid, talenter og ressourcer i arbejdet i Herrens rige.
Der er visse, som tror, at efter mange års kirketjeneste, er de berettigede til en hvileperiode, mens andre trækker læsset. For at sige det ligeud, brødre, denne tankegang er uværdig for en Kristi discipel. En stor del af vores arbejde på denne jord er med glæde at holde ud til enden – hver dag, hele livet.
Nu også et ord til vore yngre brødre i Det Melkisedekske Præstedømme, som forfølger det retfærdige mål om uddannelse og at finde en evig partner. Disse er de rette mål, mine brødre, men husk: Flittigt arbejde i Herrens vingård vil også pynte pænt på jeres CV og forøge sandsynligheden for succes i begge disse værdige bestræbelser.
Om I er den yngste diakon eller den ældste højpræst, så er der arbejde at gøre!
Det andet princip: Lær
Under de svære økonomiske forhold i efterkrigstidens Tyskland var muligheder for uddannelse ikke så mange, som de er i dag. Men på trods af begrænsede muligheder, følte jeg altid en iver efter at lære. Jeg husker en dag, da jeg cyklede og leverede vasketøj, at jeg kom ind i hjemmet hos en af mine klassekammerater. I et af værelserne stod der to små skriveborde op mod væggen. Hvilket vidunderligt syn! Hvor må de børn have været heldige at have haft deres egne skriveborde! Jeg kunne se dem for mig, siddende ved bordene med åbne bøger, mens de lavede deres lektier. Det forekom mig, at bare det at have mit eget skrivebord var den mest vidunderlige ting i verden!
Jeg måtte vente i lang tid, før det ønske blev opfyldt. Mange år senere fik jeg et job på en forskningsinstitution, som havde et stort bibliotek. Jeg husker, at jeg brugte meget af min fritid i det bibliotek. Der kunne jeg endelig sidde ved et bord – helt alene – og indtage al den information og viden, som bøger giver. Hvor jeg elskede at læse og lære! I de dage forstod jeg præcis den gamle vending: Uddannelse er ikke så meget det at fylde spanden, som det at tænde en ild.
For medlemmer af Kirken er uddannelse ikke bare en god idé – det er en befaling. Vi bør lære »både i det, der er i himlen og på jorden og under jorden; det, som har været, det, som er, det, som snart skal ske, det, som er hjemme, det, som er ude.«6
Joseph Smith elskede at lære, selvom han kun havde få muligheder for formel uddannelse. Han talte glad i sine dagbøger om dage brugt på at studere og udtrykte ofte sin kærlighed til at lære.7
Joseph lærte de hellige, at kundskab var en nødvendig del af vores dødelige rejse, for »et menneske bliver ikke frelst hurtigere, end det tilegner sig kundskab,«8 og at »uanset hvilket intelligensniveau vi opnår i dette liv, så opstår det sammen med os i opstandelsen.«9 I vanskelige tider er det mere vigtigt at lære. Profeten Joseph forklarede: »Kundskab afskaffer mørke, uvished og tvivl, for disse forhold kan ikke eksistere, hvor der findes kundskab.«10
Brødre, I har en forpligtigelse til at lære så meget, som I kan. Tilskynd jeres familier, medlemmerne af jeres kvorummer og alle til at lære og blive bedre uddannede. Hvis en formel uddannelse ikke er mulig, så lad det ikke holde jer fra at opnå al den viden, I kan få. Under sådanne forhold, kan de bedste bøger, på en måde blive jeres »universitet« – et klasseværelse som altid er åbent og optager alle, der ansøger. Stræb efter at øge jeres viden om alt, som er »dydigt, elskeligt, værd at tale godt om eller rosværdigt.«11 Søg efter visdom »ved læsning og ved tro.«12 Søg ydmygt med et angerfuldt hjerte.13 Når I anvender troens åndelige dimension på jeres studium – selv af verdslige ting – kan I øge jeres intellektuelle formåen, for »hvis I alene har (Guds) ære for øje, skal hele jeres legeme blive fyldt med lys, … (og) fatter alting.«14
Når vi lærer, så lad os ikke glemme åbenbaringens kilde. Skrifterne og nutidige profeters og apostles ord er kilden til visdom, guddommelig kundskab og personlig åbenbaring til at hjælpe os med at finde svarene på alle livets udfordringer. Lad os lære af Kristus; lad os søge kundskab, som fører til fred, sandhed og evighedens mageløse mysterier.15
Konklusion
Brødre, jeg tænker tilbage på den 11-årige dreng i Frankfurt i Tyskland, som bekymrede sig om sin fremtid og følte smerten fra de uvenlige bemærkninger. Jeg husker den tid med en slags trist glæde. Skønt jeg ikke ville være ivrig efter at opleve de dage med udfordringer og problemer igen, så tvivler jeg dog ikke på, at de lektier, jeg lærte, var en nødvendig forberedelse på fremtidige muligheder. Nu mange år senere ved jeg dette med sikkerhed: Det er oftest i modgangens prøvelse, at vi lærer de mest nødvendige lektier, som former vores karakter og skaber vores skæbne.
Jeg beder til, at vi i de kommende måneder og år kan fylde timer og dage med retskaffent arbejde. Jeg beder til, at vi vil søge efter at lære og forbedre vores sind og hjerte ved at lære fra sande kilder. Jeg efterlader jer min kærlighed og velsignelse i Jesu Kristi navn. Amen.