Generalkonference
Vær ved godt mod
Oktoberkonferencen 2020


12:10

Vær ved godt mod

Vores urokkelige tro på Jesu Kristi evangeliums lære leder vores skridt og giver os glæde.

I de sidste dage af sit liv på jorden fortalte Jesus Kristus sine apostle om de forfølgelser og trængsler, som de ville komme til at lide under. 1 Han konkluderede med denne storslåede forvisning: »I verden har I trængsler; men vær frimodige, jeg har overvundet verden« (Joh 16:33). Det er Frelserens budskab til alle vor himmelske Faders børn. Det er den ultimative gode nyhed for hver eneste af os i vores liv på jorden.

»Vær ved godt mod« var også en nødvendig forsikring i den verden, hvori den opstandne Kristus udsendte sine apostle. »I alt er vi trængt,« sagde apostlen Paulus senere til korinterne, »men ikke stængt inde. Vi er tvivlrådige, men ikke fortvivlede. Vi forfølges, men lades ikke i stikken. Vi slås til jorden, men går ikke til grunde« (2 Kor 4:8-9).

Jesus tjener en for en

To tusind år senere er vi også trængt i alt, og vi har også brug for den samme besked om ikke at være fortvivlet, men være ved godt mod. Herren har en særlig kærlighed og interesse for sine dyrebare døtre. Han kender jeres ønsker, jeres behov og jeres frygt. Herren er almægtig. Stol på ham.

Profeten Joseph Smith blev belært om, at »Guds gerninger og forehavender og hensigter kan ikke forpurres, ej heller kan de blive til intet« (L&P 3:1). Herren gav til sine kæmpende børn disse store løfter:

»Se, dette er Herrens løfte til jer, o I mine tjenere.

Vær derfor ved godt mod og frygt ikke, for jeg, Herren, er med jer og vil stå jer bi; og I skal aflægge vidnesbyrd om mig, ja, Jesus Kristus, at jeg er den levende Guds Søn« (L&P 68:5-6).

Herren står os nær, og han har sagt:

»Hvad jeg siger til én, siger jeg til alle: Vær ved godt mod, børnlille, for jeg er midt iblandt jer, og jeg har ikke svigtet jer« (L&P 61:36).

»For efter megen modgang kommer velsignelserne« (L&P 58:4).

Søstre, jeg vidner om, at disse løfter, der blev fremsat midt i forfølgelser og personlige tragedier, gælder hver eneste af jer i jeres foruroligende situation i dag. De er dyrebare og minder os alle om at være ved godt mod og have glæde af evangeliets fylde, mens vi går fremad gennem udfordringerne i livet.

Trængsler og udfordringer er almindelige oplevelser i livet på jorden. Modgang er en afgørende del af den guddommelige plan for at hjælpe os med at udvikle os, 2 og midt i den proces har vi Guds forvisning om, at i evighedens langsigtede perspektiv vil modstanden ikke få lov til at overvinde os. Med hans hjælp og vores trofasthed og udholdenhed vil vi sejre. Ligesom livet på jorden, som de er en del af, er alle trængsler midlertidige. I de stridigheder, der gik forud for en katastrofal krig, mindede USA’s præsident Abraham Lincoln víst sit publikum om de gamle visdomsord: »Alt dette skal også forgå.« 3

Som I ved, rammer den jordiske modgang, som jeg taler om – og som gør det vanskeligt at være ved godt mod – os nogle gange sammen med mange andre, som de millioner, der nu kæmper sig gennem nogle af de mange ødelæggende virkninger af COVID-19-pandemien. Tilsvarende gennemgår millioner i USA nu en periode med fjendskab og strid, som altid synes at ledsage præsidentvalg, men denne gang er det værre, end mange blandt de ældste af os kan huske.

På et personligt niveau kæmper vi alle individuelt med nogle af de mange former for modgang, der findes på jorden, som fx fattigdom, racisme, dårligt helbred, arbejdsløshed eller skuffelser, vildfarne børn, dårlige ægteskaber eller slet intet ægteskab og konsekvenserne af synd – vores egen eller andres.

Og dog har vi midt i alt dette det himmelske råd om at være ved godt mod og at finde glæde ved evangeliets principper og løfter og ved frugterne af vores arbejde. 4 Det råd har altid lydt, for profeterne og for os alle. Vi ved dette ud fra vores forgængeres oplevelser, og hvad Herren har sagt til dem.

Bror Joseph

Husk profeten Joseph Smiths situation. Set gennem modgangens linse bestod hans liv af fattigdom, forfølgelse, frustration, familiesorger og i sidste ende martyrdød. Da han blev spærret inde i et fængsel, led hans hustru og børn og de andre hellige ufattelige trængsler, da de blev fordrevet fra Missouri.

Da Joseph bønfaldt om hjælp, svarede Herren:

»Min søn, lad der være fred i din sjæl, din modgang og dine trængsler skal kun vare et øjeblik,

og så skal Gud, hvis du udholder dem vel, ophøje dig i det høje; du skal sejre over alle dine fjender« (L&P 121:7-8).

Det var det personlige og evige råd, som hjalp profeten Joseph til at bevare sit naturlige, gode humør og sit folks kærlighed og loyalitet. De samme egenskaber styrkede de efterfølgende ledere og pionerer og kan også styrke jer.

De første missionærer går gennem dyb sne

Tænk på de første medlemmer! Igen og igen blev de fordrevet fra sted til sted. Til sidst stod de med udfordringerne ved at etablere deres hjem og Kirken midt i ødemarken. 5 To år efter den første gruppe pionerer ankom til dalen ved The Great Salt Lake, var pionerernes udsigt til overlevelse i dette ugæstfrie område stadig usikker. De fleste medlemmer befandt sig stadig langs ruten hen over sletterne eller kæmpede for at få midlerne til at gøre det. Alligevel var ledere og medlemmer stadig fulde af håb og ved godt mod.

Selv om de hellige endnu ikke var kommet på plads i deres nye hjem, blev en ny bølge af missionærer ved oktoberkonferencen i 1849 sendt til Skandinavien, Frankrig, Tyskland, Italien og det sydlige Stillehav. 6 Ved det, der kunne have været deres lavpunkt, rejste pionererne sig til nye højder. Og blot tre år efter blev 98 flere også kaldet til at begynde at indsamle det adspredte Israel. En af Kirkens ledere forklarede, at disse missioner »generelt ikke skal være meget lange; sikkert fra 3 til 7 år vil være det længste, nogen mand vil være væk fra sin familie.« 7

Søstre, Det Første Præsidentskab er bekymret for jeres udfordringer. Vi elsker jer og beder for jer. Samtidig takker vi ofte for, at vores fysiske udfordringer – bortset fra jordskælv, ildebrande, oversvømmelser og orkaner – normalt er mindre end dem, vores forgængere mødte.

Midt i trængslerne lyder den guddommelig forvisning altid: »Vær alligevel ved godt mod, for jeg vil lede jer frem. Riget er jeres, og dets velsignelser er jeres, og evighedens rigdomme er jeres« (L&P 78:18-18). Hvordan sker det? Hvordan skete det for pionererne? Hvordan vil det ske for Guds kvinder i dag? Ved at vi følger profetisk vejledning, så »helvedes porte ikke [skal] få overhånd over [os],« sagde Herren som en åbenbaring i april 1830. »Ja,« sagde han, »… Gud Herren vil sprede mørkets magter foran jer og få himlene til at ryste til jeres gavn og sit navns ære« (L&P 21:6). »Frygt derfor ikke, lille flok; gør det gode; lad jord og helvede forene sig imod jer; for hvis I er bygget på min klippe, kan de ikke få magt over jer« (L&P 6:34).

Med Herrens løfter »opløft[er] vi [vores] hjerte og fryd[er os]« (L&P 25:13), og vi går »med et glad hjerte og et muntert ansigtsudtryk« (L&P 59:15) fremad på pagtens sti. De fleste af os står ikke med valg af gigantiske proportioner, som at forlade vores hjem for at være pioner i et ukendt land. Vores valg ligger for det meste i livets daglige rutiner, men som Herren har fortalt os: »Bliv derfor ikke trætte af at gøre godt, for I lægger grundvolden til et stort værk. Og af det, som er småt, udspringer det, som er stort« (L&P 64:33).

Der er uendelig kraft i læren i Jesu Kristi gengivne evangelium. Vores urokkelige tro på den lære leder vores skridt og giver os glæde. Den oplyser vores sind og giver styrke og selvtillid til vores handlinger. Denne vejledning og oplysning og kraft er lovede gaver, som vi har modtaget fra vor himmelske Fader. Ved at forstå og indrette vores liv efter den lære, herunder den guddommelige gave omvendelse, kan vi være ved godt mod, når vi holder os på vejen mod vores evige mål – genforening og ophøjelse sammen med vores kærlige, himmelske forældre.

»I står måske med overvældende udfordringer,« sagde ældste Richard G. Scott. »Nogle gange er de så koncentrerede, så ubønhørlige, at I kan føle, at de overgår jeres evne til at kontrollere. Klar ikke verden alene. ›Stol på Herren af hele dit hjerte, og støt dig ikke til din egen indsigt‹ (Ordsp 3:5) … Det var meningen, at livet blev en udfordring, ikke for at det skulle mislykkes for jer, men for at I skulle få succes ved at overvinde alt.« 8

Det er alt sammen en del af Gud Faderens og hans Søns, Jesu Kristi, plan, hvorom jeg vidner, mens jeg beder til, at vi alle vil holde ud indtil vores himmelske mål. I Jesu Kristi navn. Amen.

Noter

  1. Se Joh 13-16.

  2. Se 2 Ne 2:11.

  3. Abraham Lincoln, tale holdt til Wisconsin State Agricultural Society, Milwaukee, 30. sep. 1859; i John Bartlett, Bartlett’s Familiar Quotations, 18. udg. 2012, s. 444.

  4. Se L&P 6:31.

  5. Se Lawrence E. Corbridge, »Surviving and Thriving like the Pioneers«, Ensign, juli 2020, s. 23-24.

  6. Se »Minutes of the General Conference of 6 October 1849«, General Church Minutes Collection, Church History Library, Salt Lake City.

  7. George A. Smith, i Journal History of The Church of Jesus Christ of Latter-day Saints, 28. aug. 1852, s. 1; Church History Library, Salt Lake City.

  8. Richard G. Scott, Finding Peace, Happiness, and Joy, 2007, s. 248-249.