Meget begunstiget af Herren
Tider med trængsler og skuffelse ændrer ikke på Herrens årvågne øje, idet han ser gunstigt på os og velsigner os.
En dag for mange år siden arbejdede jeg som ung missionær i en meget lille gren på den lille ø Amami Oshima i Japan. Min kammerat og jeg blev meget begejstrede over at høre, at præsident Spencer W. Kimball ville besøge Asien, og at alle medlemmer og missionærer i Japan var inviteret til Tokyo for at høre profeten til en områdekonference. Sammen med grenens medlemmer begyndte min kammerat og jeg spændt at planlægge turen til konferencen, som krævede en 12-timers bådtur på tværs af det Østkinesiske Hav til den japanske hovedø efterfulgt af en 15-timers togtur til Tokyo. Desværre blev det ikke til noget. Vi fik besked fra vores missionspræsident, at min kammerat og jeg pga. afstand og tid ikke ville kunne deltage i konferencen i Tokyo.
Mens medlemmerne i vores lille gren rejste til Tokyo, blev vi tilbage. De efterfølgende dage syntes stille og tomme. Vi havde nadvermøde alene i den lille kirkebygning, mens de sidste dages hellige og missionærerne i Japan deltog i konferencen.
Min personlige skuffelse intensiveredes, da jeg med glæde lyttede til grenens medlemmer, da de vendte tilbage fra konferencen nogle dage senere og fortalte, at præsident Kimball havde bekendtgjort et tempel i Tokyo. De boblede af begejstring, mens de fortalte om opfyldelsen af deres drøm. De beskrev, hvordan medlemmer og missionærer ikke holde deres glæde tilbage, da de hørte tempelbekendtgørelsen, og spontant begyndte at klappe.
Det er årevis siden, men jeg kan stadig huske den skuffelse, jeg følte ved at gå glip af dette historiske møde.
I de seneste måneder har jeg reflekteret over denne oplevelse, idet jeg har observeret andre møde dyb skuffelse og sorg – meget større og dybere end min som ung missionær – på grund af den verdensomspændende COVID-19 pandemi.
Tidligere i år, da pandemien accelererede, lovede Det Første Præsidentskab, at »Kirken og dens medlemmer trofast [vil] udvise vores engagement til at være gode borgere og gode naboer«1 og vil »anvend[e] rigelig forsigtighed.«2 Derfor oplever vi suspendering af kirkemøder over hele verden, at over halvdelen af Kirkens missionærstyrke er vendt hjem til deres hjemland og lukning af alle templer i Kirken. Tusinder af jer var ved at forberede sig til at komme i templet for at modtage ordinancer – heriblandt tempelbesegling. Andre af jer har færdiggjort jeres missionærtjeneste tidligt eller er blevet midlertidig afløst og forflyttet.
Samtidig lukkede regeringer og uddannelsesledere skoler – hvilket har ændret dimissioner og har tvunget til aflysning af sportsarrangementer, sociale, kulturelle og uddannelsesmæssige begivenheder og aktiviteter. Mange af jer har forberedt jer til begivenheder uden tilskuere, optrædener, som ikke blev hørt, og sportssæsoner, der blev aflyst.
Endnu mere gribende er tanken om familier, der har mistet kære i denne tid; de fleste kunne ikke holde begravelser eller andre forsamlinger, som de havde håbet.
Kort sagt så har rigtig mange af jer mødt virkelig hjerteskærende skuffelse, sorg og modløshed. Så hvordan bliver vi helbredt, holder ud og bevæger os fremad, når så meget synes så ødelagt?
Profeten Nefi begyndte at indgravere de små plader, da han var en voksen mand. Da han så tilbage på sit liv og tjenestegerning, kom han med en vigtig refleksion, der står i det første vers i Mormons Bog. Dette vers indrammer et vigtigt princip, som vi bør overveje i vor tid. Efter hans kendte ord, »Jeg, Nefi, der er født af agtværdige forældre«, skriver han, »jeg har set mange trængsler i løbet af mine dage, men alligevel er [jeg] blevet meget begunstiget af Herren alle mine dage.«3
Når vi studerer Mormons Bog, bliver vi bekendt med de mange trængsler, Nefi henviser til. Efter anerkendelsen af sine trængsler i sine dage giver Nefi dog sit evangeliske perspektiv om at være meget begunstiget af Herren alle sine dage. Tider med trængsler og skuffelse ændrer ikke på Herrens årvågne øje, idet han ser gunstigt på os og velsigner os.
For nylig mødtes Lesa og jeg virtuelt med omkring 600 missionærer i Australien, hvoraf de fleste i et eller andet omfang var i karantæne eller under begrænsninger på grund af COVID-19, og mange arbejdede fra deres lejlighed. Sammen overvejede vi personer i Det Nye Testamente, Mormons Bog og Lære og Pagter, som Herren velsignede til at kunne udføre store ting midt i trængsler. Alle var mere opfyldt af, hvad de kunne gøre med Herrens hjælp, end hvad de ikke kunne gøre på grund af deres indespærring eller begrænsning.
Vi læste om Paulus og Silas, der, mens de sad lænket i fængsel, bad, sang, underviste og vidnede – og tilmed døbte fængselsvogteren.4
Og igen om Paulus, der i Rom sad i husarrest i to år, hvor han konstant »forklarede og vidnede … for dem om Guds rige«,5 og »lærte dem om Herren Jesus Kristus.«6
Om Nefi og Lehi, Helamans sønner, der efter mishandling og tilfangetagelse var omgivet af ild som beskyttelse, idet Herrens »stille røst af fuldkommen mildhed … gennemborede [deres gidseltagere] helt ind til selve sjælen.«7
Om Alma og Amulek, der fandt ud af, at »mange troede … og begyndte at omvende sig og at granske skrifterne«,8 selvom de derefter blev hånet og blev bundet og fængslet uden mad, vand eller tøj.9
Og til sidst Joseph Smith, der sygnede hen i fængslet i Liberty og følte sig forladt, og derpå hørte Herrens ord: »Disse ting … skal være til gavn for dig«,10 og »Gud vil være med dig for evigt.«11
De forstod alle, hvad Nefi vidste: At selv om de havde set mange trængsler i løbet af deres dage, så var de alligevel meget begunstiget af Herren.
Vi kan også trække paralleller som individer og kirke i den måde, hvorpå vi er blevet begunstiget af Herren i de vanskelige tider, vi har været i de sidste par måneder. Når jeg opremser disse eksempler, så lad dem også styrke jeres vidnesbyrd om vores levende profets seerrolle, han som har forberedt os med tilpasninger, før der var noget hint om en pandemi, og har gjort os i stand til at udholde de udfordringer, der er kommet.
For det første at blive mere hjemmebaseret og kirkestøttet.
For to år siden sagde præsident Nelson: »Vi [er] blevet vant til at tænke på ›kirke‹, som noget der sker i vores kirkebygninger, og som støttes af det, der sker i hjemmet. Vi har behov for en justering af dette mønster … En kirke centreret om hjemmet, som støttes af det, der foregår i vores … bygninger.«12 Hvilken profetisk tilpasning! Hjemmecentreret, evangelisk læring er blevet praktiseret med den midlertidige lukning af kirkebygninger. Selv nu, hvor verden begynder at blive mere normal, og vi vender tilbage til kirkebygninger, skal vi vedligeholde vores hjemmebaserede mønstre med evangelisk studium og læring, der blev udviklet under pandemien.
Et andet eksempel på at være meget begunstiget af Herren er åbenbaringen om omsorg på en højere og helligere måde.
I 2018 introducerede præsident Nelson omsorg som en tilpasning af »den måde, hvorpå vi drager omsorg for hinanden.«13 Pandemien har introduceret mange muligheder for at skærpe vores omsorgsevner. Omsorgsbrødre og -søstre, unge kvinder og unge mænd og andre har rakt ud for at tilbyde kontakt, samtaler, pasning af have, måltider, budskaber via teknologi og nadverordinancen for at velsigne de trængende. Kirken selv har også ydet omsorg for andre under pandemien med en distribution uden fortilfælde af varer til madbanker, herberger og immigrantstøttecentre og med projekter rettet mod verdens mest alvorlig hungersnødssituationer. Søstre i Hjælpeforeningen og deres familier har taget udfordringen på sig og lavet millioner af masker til sundhedspersonale.
Et sidste eksempel på at vi bliver velsignet i modgang er at finde større glæde ved tempelordinancernes tilbagevenden.
Dette beskrives bedst med en historie. Da søster Kaitlyn Palmer modtog sit missionskald i april, blev hun begejstret for at være kaldet som missionær, men følte, at det var lige så vigtigt og særligt at tage til templet for at modtage begavelsen og indgå hellige pagter. Kort tid efter at hun havde aftalt sin begavelse, kom bekendtgørelsen om, at alle templer ville lukke midlertidigt på grund af den verdensomspændende pandemi. Efter hun fik denne hjerteskærende besked, fandt hun ud af, at hun skulle være på MTC virtuelt fra sit hjem. Trods disse skuffelser fokuserede Kaitlyn på at holde modet oppe.
I de mellemliggende måneder mistede søster Palmer aldrig håbet om at tage til templet. Hendes familie fastede og bad til, at templer ville åbne, før hun skulle af sted. Kaitlyn begyndt ofte sine morgener på hjemme-MTC med at sige: »Er det i dag, at vi får et mirakel, og templer åbner igen?«
Den 10. august bekendtgjorde Det Første Præsidentskab, at Kaitlyns tempel ville genåbne for ordinancer for levende præcis samme dag, som hendes flyvetur tidligt om morgenen til hendes mission var planlagt. Hun ville ikke være i stand til at tage til templet og nå sin afgang. Med et spinkelt håb om succes kontaktede hendes familie tempelpræsidenten Michael Vellinga for at se, om der var en måde, hvorpå det mirakel, de havde bedt for, kunne blive realiseret. Deres faste og bønner blev besvaret!
Kl. 2.00 om natten, få timer før hendes flyafgang, blev søster Palmer og hendes familie med tårer i øjnene modtaget ved indgangen til templet af den smilende tempelpræsident med ordene: »Godmorgen familien Palmer. Velkommen til templet!« Da hun modtog begavelsen, blev de opfordret til at bevæge sig hurtigt, da den næste familie ventede ved templets døre. De kørte direkte til lufthavnen, så hun lige kunne nå sin afgang til sin mission.
Tempelordinancerne, som vi har savnet i flere måneder, virker sødere, end vi før har kunnet forestille os, idet templer over hele verden genåbner i faser.
Når jeg nu slutter, så lyt til profeten Joseph Smiths opmuntrende, entusiastiske og opløftende ord. Man ville aldrig kunne gætte, at han skrev dem i trængsel og isolation, fanget og begrænset i et hjem i Nauvoo, i skjul for dem, som illegalt søgte at arrestere ham.
»Se, hvad hører vi i det evangelium, som vi har modtaget? En glædesrøst! En barmhjertighedsrøst fra himlen og en sandhedsrøst fra jorden, glædelige tidender for de døde, en glædesrøst for de levende og de døde, glædelige tidender om stor fryd …
Skal vi ikke gå videre, hvad angår så stor en sag? Gå fremad og ikke tilbage. Fat mod … og videre, videre frem til sejr! Lad jeres hjerte fryde sig og være overordentlig glad. Lad jorden bryde ud i sang.«14
Brødre og søstre, jeg tror på, at hver af jer en dag vil se tilbage på de aflyste begivenheder, tristheden, skuffelserne og ensomheden, der kom med de udfordrende tider, vi går igennem, og se dem overskygget af udvalgte velsignelser, med øget tro og vidnesbyrd. Jeg tror på, at i dette liv, og i livet, der følger, vil jeres trængsler, jeres Ammoniha, jeres fængsel i Liberty, være indviet til jeres gavn.15 Jeg beder sammen med Nefi om, at vi kan anerkende trængslerne i vor tid på jorden, mens vi samtidig erkender, at vi er meget begunstiget af Herren.
Jeg afslutter med mit vidnesbyrd om Jesus Kristus, som selv oplevede lidelser, og som en del af sin uendelige forsoning nedsteg under alt.16 Han forstår vores sorg, smerte og desperation. Han er vor Frelser, vor Forløser, vores håb, vores trøst og vor Udfrier. Dette bærer jeg vidnesbyrd om i hans hellige navn, Jesus Kristus. Amen.