Venter på Herren
Tro betyder, at man stoler på Gud i gode såvel som dårlige tider, selvom det indebærer en vis lidelse, indtil vi ser hans arm åbenbaret for os.
Mine kære brødre og søstre, vi venter alle spændt – ingen mere end mig – på at høre de afsluttende bemærkninger fra vores elskede profet, præsident Russell M. Nelson. Det har været en vidunderlig konference, men det er anden gang, at COVID-19 har ændret på vores traditionelle møder. Vi er så trætte af denne smitte, at vi har lyst til at rive håret af. Og tilsyneladende har nogle af mine brødre allerede gjort dette. I kan være forvisset om, at vi konstant beder for dem, der på nogen måde er påvirket, især dem, som har mistet nogle af deres kære. Alle er enige om, at dette har varet alt for længe.
Hvor længe skal vi vente på at få lettet det åg af trængsler, der er blevet lagt på os? Og hvad med at udholde de personlige prøver, mens vi venter og venter og hjælpen synes at lade vente på sig? Hvorfor denne forhaling, når byrderne synes at være mere, end vi kan bære?
Når vi stiller sådanne spørgsmål, kan vi, hvis vi prøver, høre en andens råb fra en klam, mørk fængselscelle under en af de koldeste vintre, man havde registeret i det område.
»O Gud, hvor er du?« hører vi fra dybet i fængslet i Liberty. »Og hvor er paulunet, som dækker dit skjul? Hvor længe skal din hånd holdes tilbage?«1 Hvor længe, o Herre, hvor længe?
Så vi er ikke de første, og ej heller bliver vi de sidste til at stille sådanne spørgsmål, når sorger tynger os, eller smerten i hjertet bare fortsætter. Nu taler jeg ikke om pandemier eller fængsler, men om jer, jeres familie og jeres naboer, der står med et utal af sådanne udfordringer. Jeg taler om den længsel, som mange, der gerne ville giftes og ikke er blevet det, har, eller de, der er gift og ønsker, at deres forhold var lidt mere himmelsk. Jeg taler om dem, der må håndtere uønsket opdukken af alvorlige helbredsmæssige lidelser – måske uhelbredelige – eller som livet igennem må kæmpe med en genetisk defekt, som der ikke findes nogen kur for. Jeg taler om den fortsatte kamp med følelsesmæssige og helbredsmæssige udfordringer, der vejer tungt på så mange sjæle, der lider af dem, og i hjertet hos dem, der elsker og lider med dem. Jeg taler om den fattige, som Frelseren har budt os aldrig at glemme, og jeg taler om jer, som venter på, at et barn vender tilbage, uanset hvor gammelt, der har valgt en anden vej, end den I har bedt for, at han eller hun ville tage.
Endvidere anerkender jeg, at selv denne lange liste over ting, som vi måske personligt venter på, end ikke forsøger at adressere de store økonomiske, politiske og sociale bekymringer, vi kollektivt står over for. Vor Fader i himlen forventer helt klart, at vi adresserer disse pinefulde offentlige anliggender såvel som de personlige, men der vil være tider i vores liv, hvor selv vores bedste åndelige indsats og oprigtige, tryglende bønner ikke sikrer de sejre, vi har længtes efter, uanset om det drejer sig om store globale sager eller små personlige. Så mens vi arbejder og venter sammen på de svar på nogle af vores bønner, tilbyder jeg mit apostolske løfte om, at de bliver hørt, og de bliver besvaret, om end det måske ikke er til den tid eller på den måde, vi havde ønsket. Men de bliver altid besvaret til den tid og på den måde, som en almægtig og evigt medfølende forælder vil besvare dem. Mine kære brødre og søstre, forstå venligst, at han, der aldrig falder i søvn eller sover,2 beskæftiger sig mere med sine børns lykke og endelige ophøjelse, end med noget andet et guddommeligt væsen har at gøre. Han er ren kærlighed, prægtigt personificeret, og nådefulde Fader er hans navn.
»Nå, men hvis det er tilfældet,« siger I måske, »burde hans kærlighed og nåde så ikke bare dele vores personlige Røde Hav og lade os gå tørskoet igennem vores prøvelser? Burde han ikke sende os det 21. århundredes havmåger, til at komme baskende ind for at gnaske alle vores irriterende 21. århundredes fårekyllinger?«
Svaret på sådanne spørgsmål er: »Jo, Gud kan udvirke umiddelbare mirakler, men før eller siden lærer vi, at tider og årstider på vores livs rejse ene og alene styres af ham.« Han administrerer den kalender for hver eneste af os. For hver en mand, der straks bliver helbredt ved dammen Betesda,3 vil nogle andre skulle bruge 40 år i ørkenen i venten på at komme ind i det forjættede land.4 For hver en Nefi og Lehi, der bliver guddommeligt omgivet af ild på grund af deres tro,5 har vi en Abinadi, der bliver brændt på bålet for sin.6 Og vi husker, at den Elias, der på et øjeblik nedkaldte ild fra himlen for at vidne mod Ba’al-præsterne7 er den selvsamme Elias, der udholdt en periode, hvor der hverken faldt dug eller regn i årevis, og som for tid kun overlevede på det, der kunne være i ravnenes kløer.8 Det er mit skøn, at det ikke kan være noget, vi ville regne for et festmåltid.
Pointen? Pointen er, at tro betyder, at man stoler på Gud i gode såvel som dårlige tider, selvom det indebærer en vis lidelse, indtil vi ser hans arm åbenbaret for os.9 Det kan være svært i vores moderne verden, hvor så mange er nået frem til den tro, at det højeste gode i livet er at undgå al smerte, at ingen nogensinde bør pines af noget.10 Men den tro vil aldrig føre til, at vi bliver »et fuldvoksent menneske, [eller] en vækst, som kan rumme Kristi fylde.«11
Jeg undskylder for at vove at omskrive og udbygge noget, ældste Neal A. Maxwell engang sagde, jeg antager også, at »ens liv ikke både kan være fyldt af tro og fri for stress.« Det ville ganske enkelt ikke virke bare »at glide naivt igennem livet,« mens vi nippede til limonade og sagde: »Herre, giv mig alle dine mest udsøgte dyder, men sørg for, at jeg ikke møder sorg, skuffelse, smerte eller modgang. Sørg venligst for, at ingen ikke kan lide mig eller svigter mig, og lad mig frem for alt aldrig føle mig svigtet af dig eller dem, jeg elsker. Herre, faktisk må du gerne holde mig helt fra alle de erfaringer, der har gjort dig guddommelig. Og så når alle andres barske tur er overstået, så lad mig komme og bo hos dig, hvor jeg kan prale af, hvor ens vores styrke og vores karakter er, mens jeg svæver af sted på min lyserøde sky af bekvem kristendom.«12
Mine kære brødre og søstre, kristendom er beroligende, men den er sjældent bekvem. Vejen til hellighed og lykke her og hinsides er lang og sommetider stenet. Det kræver tid og vedholdenhed at vandre ad den. Men belønningen for at gøre det er selvfølgelig storslået. Denne sandhed forklares klart og overbevisende i det 32. kapitel af Alma i Mormons Bog. Der lærer denne store højpræst os, at hvis Guds ord plantes i vores hjerte som et rent frø, og vi passer det med at vande, luge, gøde og fremme det, vil det med tiden bære frugt, »som er yderst dyrebar, som er mere sød end alt, hvad der er sødt«, og fortæringen af den vil lede til en tilstand uden sult og tørst.13
Der er meget at lære af dette fremragende kapitel, men helt centralt for det hele står det aksiom, at frøet må plejes, og vi må vente på, at det modnes, at vi »med et troens øje ser frem til frugten deraf.«14 Alma siger, at vi kan høste lidt efter lidt.15 Det er derfor ikke overraskende, at han afslutter sin fremragende undervisning med tre gange at opfordre til flid og tålmodighed med hensyn til at pleje Guds ord i vores hjerte, mens vi, som han siger, venter med »langmodighed … på, at træet [skal] frembringe frugt til jer.«16
COVID og cancer, tvivl og forfærdelse, økonomisk krise og familieproblemer. Hvornår lettes disse byrder? Svaret er lidt efter lidt.17 Og hvorvidt det bliver en kort eller lang periode, er ikke altid op til os at sige, men ved Guds nåde, vil velsignelser komme til dem, der holder fast i Jesu Kristi evangelium. Den sag blev afgjort meget personligt i en have og meget offentligt på en høj i Jerusalem for lang tid siden.
Når vi nu skal høre vores elskede profet afslutte denne konference, må vi så huske, som Russell Nelson har vist hele sit liv, at »de, der håber på Herren, får nye kræfter, de får vinger som ørne. De løber uden at blive trætte, de vandrer uden at udmattes.«18 Jeg beder for, at de velsignelser vil komme lidt efter lidt – snart eller senere – til enhver af jer, der søger trøst for jeres sorg og frihed for jeres bedrøvelse. Jeg bærer vidnesbyrd om Guds kærlighed og om gengivelsen af hans herlige evangelium, som på en eller anden måde er svaret på ethvert problem, vi møder. I Jesu Kristi forløsende navn. Amen.