Vi er Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige

Reyna I. Aburto.

Andenrådgiver i Hjælpeforeningens hovedpræsidentskab

Kirken er mere end bygningerne og den kirkelige struktur; kirken er os, medlemmerne, med Kristus i spidsen og profeten som hans talerør.

Efter at have modtaget en invitation til at »komme og se«¹ trådte jeg for første gang ind i Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige i en alder af 26 år. Jeg var kort forinden blevet skilt fra min første mand. Jeg havde en treårig søn. Og jeg følte mig magtesløs af frygt. Da jeg trådte ind i kirkebygningen, blev jeg fyldt med varme, da jeg mærkede troen og glæden hos de mennesker, der omgav mig. Det var i sandhed »et tilflugtssted for uvejret«.² Tre uger senere indgik jeg dåbspagten med min himmelske Fader og begyndte min rejse som Kristi discipel, selv om mit liv ikke har været perfekt på denne rejse.

For at jeg kunne modtage disse evige velsignelser, var der mange fysiske og åndelige elementer, der skulle på plads. Jesu Kristi evangelium var blevet genoprettet og forkyndt; kirkebygningen var blevet bygget og vedligeholdt; der var en kirkelig struktur, fra profeten til de lokale ledere; og en gren fyldt med pagtsmedlemmer, som var klar til at inddrage mig og min søn, da vi blev ført til Frelseren, »næret af Guds gode ord«³ og blev givet mulighed for at tjene.⁴

Lige fra begyndelsen har Gud forsøgt at indsamle og organisere sine børn⁵ »for at tilvejebringe [vores] udødelighed og evige liv.«⁶ Med dette formål for øje har han instrueret os om at bygge steder for tilbedelse,⁷ hvor vi modtager kundskab og frelsens og ophøjelsens ordinancer; hvor vi indgår og holder pagter, der binder os til Jesus Kristus;⁸ bliver begavet med »gudsfrygtens kraft«;⁹ og hvor vi ofte samles for at mindes Jesus og styrke hinanden i ham.¹⁰ Kirkens organisation og dens bygninger er til for vores åndeligheds skyld. »Kirken … er det stillads, hvormed vi bygger evige familier.«¹¹

Da jeg talte med en ven, der gik igennem en svær tid, spurgte jeg ham, hvordan han klarede sig økonomisk. Tårevædet svarede han, at hans biskop hjalp ham ved hjælp af fasteoffermidler. Han tilføjede: »Jeg ved ikke, hvor min familie og jeg ville være, hvis det ikke var for Kirken.« Jeg svarede: »Kirken er medlemmerne. Det er dem, der frivilligt og med glæde bidrager til fasteofferfonden for at hjælpe dem af os, der er i nød. I modtager frugterne af deres tro og beslutning om at følge Jesus Kristus.«

Mine Kristi meddisciple, lad os ikke undervurdere det vidunderlige arbejde, som Herren gør gennem os, hans kirke, på trods af vores mangler. Nogle gange er vi dem, der giver, og nogle gange er vi dem, der modtager, men vi er alle én familie i Kristus. Hans kirke er den struktur, som han har givet os for at vejlede og velsigne os, når vi tilbeder ham og tjener hinanden.

Nogle søstre har undskyldt over for mig, fordi de troede, at de ikke var aktive medlemmer af Hjælpeforeningen, fordi de tjener i Primary eller Unge Kvinder. Disse søstre er blandt de mest aktive medlemmer af Hjælpeforeningen, fordi de hjælper vores dyrebare børn og unge med at styrke deres tro på Jesus Kristus.

Hjælpeforeningen er ikke begrænset til et lokale i en bygning, en søndagslektion, en aktivitet eller et præsidentskab på lokalt eller generelt niveau. Hjælpeforeningen er Kirkens pagtskvinder; det er os – hver enkelt af os og os alle sammen. Det er vores »globale fællesskab af medfølelse og tjeneste.«¹² Uanset hvor vi er, så er vi altid en del af Hjælpeforeningen, når vi stræber efter at opfylde dens guddommelige formål, som er, at kvinderne udfører Guds arbejde både individuelt og kollektivt¹³ ved at give lindring, »lindring af fattigdom, lindring af sygdom; lindring af tvivl, lindring af uvidenhed - lindring af alt det, der hindrer … glæde og fremskridt.«¹⁴

Således er det også for dem, der tilhører såvel ældsternes kvorum som Kirkens organisationer for alle aldre. Deriblandt også vores børn og unge. Kirken er mere end bygningerne og den kirkelige struktur; Kirken er os, medlemmerne. Vi er Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige, med Kristus i spidsen og profeten som hans talerør. Herren har sagt:

»Se, dette er min lære—Hver den, der omvender sig og kommer til mig, denne er min kirke…

Og … hver den, der er af min kirke og forbliver i min kirke til enden, ham vil jeg grundfæste på min klippe.«¹⁵

Søstre og brødre, lad os indse, hvor privilegerede vi er ved at tilhøre Jesu Kristi Kirke, hvor vi kan forene vores tro, hjerter, kræfter, sind og hænder i ham for at udføre hans mægtige mirakler. »Et legeme [Kristi Kirke] består heller ikke kun af én del, men af mange.«¹⁶

En teenagedreng fortalte sin mor: »Da jeg var lille, troede jeg, at hver gang jeg gav en dollar i tiende, blev der for denne ene dollar bygget en hel kirkebygning. Var det ikke fjollet?«

Hun svarede rørt: »Det er dejligt!« »Så du dem for dit indre øje?«

»Ja!« udbrød han. »De var vidunderlige, og der var millioner af dem!«¹⁷

Mine kære venner, lad os have et barns tro og glæde os over at vide, at selv vores mindste indsats gør en stor forskel i Guds rige.

Vores mål i hans rige bør være at føre hinanden til Kristus. Som vi læser i skrifterne, gav Frelseren nefitterne denne opfordring:

»Har I nogen blandt jer, som er syge? Bring dem herhen. Har I nogen … som er plaget på anden måde? Bring dem herhen, og jeg vil helbrede dem, for jeg har medfølelse med jer; mit indre er fyldt af barmhjertighed …

Jeg ser, at jeres tro er tilstrækkelig til, at jeg kan helbrede jer.«¹⁸

Har vi ikke alle sammen lidelser, som vi kan lægge for Frelserens fødder? Mens nogle af os har fysiske udfordringer, er der mange flere, der kæmper med følelsesmæssige problemer, andre kæmper for at pleje sociale forbindelser, og vi søger alle et pusterum, når vi har det svært. Vi har alle ting at kæmpe med.

Vi læser, at »hele mængden, alle som én kom, frem med deres syge og … med alle dem, der på en eller anden måde var plaget; og han helbredte dem hver og en efterhånden som de blev ført frem for ham.

Og alle, både de, der var blevet helbredt, og de, der var raske, bøjede sig ned for hans fødder og tilbad ham.«¹⁹

Fra en lille dreng, der betaler tiende i tro, til en enlig mor, der har brug for Herrens styrkende nåde, til en far, der kæmper for at forsørge sin familie, til vores forfædre, der har brug for frelsens og ophøjelsens ordinancer, til hver enkelt af os, der fornyer vores pagter med Gud hver uge, alle har vi brug for hinanden, og vi kan bringe hinanden til Frelserens forløsende helbredelse.

Mine kære søstre og brødre, lad os følge Jesu Kristi opfordring til at komme til ham og give ham vores trængsler. Når vi kommer til ham og bringer dem, vi elsker, til ham, ser han vores tro. Han vil helbrede dem, og han vil helbrede os.

Som »Kristi fredsommelige tilhængere«²⁰ bestræber vi os på at blive »af ét hjerte og ét sind«²¹ og på at være ydmyge, underdanige, blide, beredvillige, fulde af tålmodighed og langmodighed, mådeholdne i alle ting, flittige til på alle tidspunkter at holde Guds befalinger, fulde af tro, håb og næstekærlighed og rige på gode gerninger.²² Vi stræber efter, at blive ligesom Jesus Kristus.

Jeg bevidner, at vi som Kristi Kirke er det middel, hvorigennem, som præsident Russell M. Nelson sagde, at »vor Frelser og Forløser, Jesus Kristus, vil udføre nogle af sine mægtigste gerninger fra nu og indtil han kommer igen.«²³

Herren har sagt:

»Se, jeg vil fremskynde mit værk, når tiden er inde.

Og jeg giver jer … den befaling, at I skal forsamle jer og organisere jer og berede jer og helliggøre jer; ja, gør hjertet rent og rens hænderne og fødderne over for mig, så jeg kan gøre jer rene.«²⁴

Må vi svare på denne guddommelige invitation og med glæde samles, organisere, forberede og hellige os selv, er min ydmyge bøn i Jesu Kristi navn. Amen.