Gør det, der betyder mest
Når vi centrerer vores liv omkring Jesus Kristus, vil vi blive velsignet med åndelig styrke, tilfredshed og glæde.
For ikke så længe siden fik en kær ven en tilskyndelse til at besøge en kvinde i sin menighed. Hun ignorerede tilskyndelsen, fordi hun knap nok kendte hende – den gav bare ikke mening. Men eftersom tanken blev ved med at komme til hende, besluttede hun sig for at følge tilskyndelsen. Fordi hun allerede følte sig utilpas ved det forestående besøg, besluttede hun sig for, at det ville lette hendes ængstelse at tage noget med til søsteren. Hun kunne bestemt ikke gå tomhændet derhen! Så hun købte noget is og tog af sted for at indlede det, hun var bekymret for, ville blive et akavet besøg.
Hun bankede på kvindens dør, og kort tid efter svarede søsteren. Min ven gav hende isen i en brun papirpose, og samtalen begyndte. Det tog ikke lang tid for min ven at forstå, hvorfor der var brug for besøget. Da de sad sammen på verandaen, afslørede kvinden en masse udfordringer, som hun stod over for. Efter en times snak i det varme sommervejr bemærkede min ven isen, der smeltede gennem den brune papirpose.
Hun udbrød: »Jeg er ked af, at din is smeltede!«
Kvinden svarede venligt: »Det er i orden! Jeg er laktoseintolerant!«
I en drøm sagde Herren til profeten Lehi: »Velsignet er du, Lehi, for det, som du har gjort.«1
At være Jesu Kristi discipel indebærer mere end blot at håbe eller tro. Det kræver en indsats, bevægelse og forpligtelse. Det kræver, at vi gør noget og er »ordets gørere, ikke blot dets hørere«.2
I situationen med den smeltede is, hvad betød så mest? Isen? Eller at min ven ganske enkelt gjorde noget?
Jeg havde en dejlig oplevelse med en sød ung kvinde, der stillede et meget oprigtigt spørgsmål: »Søster Craven, hvordan ved du, at noget om Kirken er sandt? For jeg føler ingenting.«
Inden jeg begyndte at svare, stillede jeg hende først nogle spørgsmål. »Fortæl mig om dit personlige skriftstudium.«
Hun svarede: »Jeg læser ikke i skrifterne.«
Jeg spurgte: »Hvad med din familie? Studerer I Kom og følg mig sammen?«
Hun sagde: »Nej.«
Jeg spurgte ind til hendes bønner: »Hvad føler du, når du beder?«
Hendes svar var: »Jeg beder ikke.«
Mit svar til hende var enkelt: »Hvis du vil vide noget, er du nødt til at gøre noget.«
Gælder det ikke, hvad som helst vi gerne vil lære eller vide? Jeg opfordrede min nye ven til at begynde at gøre – det vil sige at efterleve – Jesu Kristi evangelium: Bede, studere, tjene andre og stole på Herren. Omvendelse til evangeliet kommer ikke, når man ikke gør noget. Den kommer ved Helligåndens kraft, når vi bevidst gør en indsats for at få viden ved at bede, søge og banke på. Den kommer ved at gøre noget.3
I Lære og Pagter siger Herren af og til: »Det betyder ikke noget.«4 Det får mig til at tænke over, at hvis der er ting, der ikke betyder noget, eller betyder mindre, så må der være noget, der betyder mest. I vores bestræbelser på at gøre noget eller bare gøre noget som helst kan vi spørge os selv: »Hvad betyder mest?«
Reklamer bruger ofte ord som »altafgørende« eller »uundværlig« i håb om at lokke os til at tro på, at det produkt, de sælger, er nødvendigt for vores lykke eller velbefindende. Men er det, de sælger, virkelig nødvendigt? Er vi virkelig nødt til at have det? Betyder det virkelig noget?
Her er nogle ting til overvejelse. Hvad betyder mest?
-
Hvor mange »likes« vi får på vores opslag på de sociale medier? Eller hvor meget vi er elsket og værdsat af vor himmelske Fader?
-
At vores tøj afspejler den seneste mode? Eller at vise respekt for vores krop ved at være sømmelig i vores påklædning?
-
At finde svar ved at søge på internettet? Eller at modtage svar fra Gud gennem Helligånden?
-
At ønske at have mere? Eller at være tilfreds med det, vi har fået?
Præsident Russell M. Nelson har sagt:
»Med Helligånden som jeres ledsager kan I gennemskue den kendiskultur, der er så populær i vores samfund. I kan være klogere, end tidligere generationer nogensinde har været …
Sæt en standard for resten af verden!«5
Det kræver en indsats at forblive fokuseret på det, der virkelig er afgørende for varig glæde. Satan ville mere end noget andet elske, hvis vi tilsidesatte vores evige værdier, hvilket ville lede os til at spilde dyrebar tid, talenter eller åndelig styrke på ting, der ikke betyder noget. Jeg opfordrer os alle til bønsomt at overveje, hvilke ting der distraherer os fra at gøre det, der betyder mest.
Læreren i vores ældste søns tredje klasse lærte sin klasse at være »chef over sin hjerne«. Det var en påmindelse til hendes unge elever om, at de havde kontrol over deres tanker, og derfor kunne kontrollere, hvad de gjorde. Jeg minder mig selv om at være »chef over min hjerne«, når jeg drages mod det, der betyder mindre.
En gymnasieelev fortalte mig for nylig, at det er blevet populært blandt nogle af Kirkens unge at ignorere buddene med en bevidst plan om at omvende sig senere. »Det er en slags hæderstegn,« fik jeg at vide. Herren vil bestemt fortsat tilgive dem, der ydmygt omvender sig »med oprigtig hensigt«.6 Men Frelserens barmhjertige forsoning bør aldrig bruges på sådan en hånlig måde. Vi kender lignelsen om det vildfarne får. Selvfølgelig forlader hyrden de 99 andre får for at finde den, der er kommet på afveje. Men kan I forestille jer den glæde, som de, der vælger at være blandt de 99, giver den gode hyrde? De, der holder sammen og hjælper hinanden til at efterleve deres pagter? Kan I forestille jer, hvordan verden eller jeres skole eller jeres arbejde eller jeres hjem ville være, hvis det var populært at være lydig? Det handler ikke om at gøre livet perfekt – det handler om at finde glæde, mens vi gør vores bedste for at efterleve de pagter, vi har indgået med Herren.
Nu hvor verden udtrykker mere tvivl om Gud, og forvirringen og presset øges, er det tid til, at vi holder os tæt op ad profeten. Da han er Herrens talerør, kan vi stole på, at det, han beder, rådgiver og bønfalder os om at gøre, er det, der betyder mest.
Selvom det måske ikke er let, er der altid en måde at gøre det rette på. Mens en ung kvinde talte med en gruppe venner i skolen, sank hendes hjerte i livet, da samtalen drejede ind på kritik af Kirkens standarder. Hun indså, at hun ikke kunne være tavs – hun var nødt til at gøre noget. Hun talte respektfuldt om vor himmelske Faders kærlighed, og hvordan de bud, han har fastsat, er til for at velsigne og beskytte hans børn. Det ville have været meget lettere for hende ikke at gøre noget. Men hvad betød mest? At passe ind i gruppen? Eller at skille sig ud som Guds vidne »til alle tider og i alle ting og på alle steder«?7
Hvis Jesu Kristi genoprettede kirke skal komme ud af dunkelheden, må vi komme ud af dunkelheden. Som kvinder, der holder pagter, må vi lade vores evangeliske lys skinne over hele verden ved at træde frem og skille os ud. Vi gør dette sammen som Guds døtre – en styrke på 8,2 millioner kvinder på 11 år og ældre, hvis arbejde er nøjagtigt det samme. Vi indsamler Israel, når vi deltager i arbejdet med frelse og ophøjelse: Stræber efter at efterleve Jesu Kristi evangelium, drager omsorg for de trængende, opfordrer alle til at tage imod evangeliet og forener familier for evigheden.8 Jesu Kristi evangelium er et evangelium med handling og med glæde! Lad os ikke undervurdere vores evne til at gøre det, der betyder mest. Vores guddommelige arv giver os mod og selvtillid til at gøre og være alt, hvad vor kærlige himmelske Fader ved, at vi kan være.
De unges tema for dette år er fra Ordsprogenes Bog 3:5-6:
»Stol på Herren af hele dit hjerte, og støt dig ikke til din egen indsigt.
Hav ham i tankerne på alle dine veje, så vil han jævne dine stier.«
En vigtig del af at stole på Herren er at bevæge sig fremad i tro på, at han vil vejlede os, selv når vi ikke har alle svarene.
Søstre, det handler ikke om flødeis. Og det handler ikke om at gøre mere. Det handler om at gøre det, der betyder noget. Det er at anvende Kristi lære i vores liv, når vi stræber efter at blive mere som ham.
Jo mere vi gør for at forblive på pagtsstien, jo mere vil vores tro på Jesus Kristus vokse. Jo mere vores tro vokser, jo mere vil vi ønske at omvende os. Og jo mere vi omvender os, jo mere styrker vi vores pagtsforhold med Gud. Det pagtsforhold drager os til templet, for det er ved at holde tempelpagterne, at vi holder ud til enden.
Når vi centrerer vores liv omkring Jesus Kristus, vil vi blive vejledt til at gøre det, der betyder mest. Og vi vil blive velsignet med åndelig styrke, tilfredshed og med glæde! I Jesu Kristi navn. Amen.